Selv om en bog ikke i sig selv kan ændre verden, så skal der alligevel lyde en opfordring: Læs eller giv Naomi Kleins bog »Intet bliver som før« i julegave!
Ifølge den amerikanske økonom og nobelprisvinder Paul Krugman er årets, ja, måske endda årtiets, vigtigste bog Thomas Pikettys bog Kapitalen i det 21. århundrede – i hvert fald når det gælder økonomi.
Naomis Kleins bog Intet bliver som før – kapitalisme vs. klima må dog siges at være en mindst lige så vigtig bog, om ikke vigtigere.
Den bliver da også på omslaget omtalt som »vanvittig vigtig« og hendes »til dato vigtigste bog«. Er det så også dén vigtigste bog? Det vil jeg prøve at besvare i det følgende.
Naomi Kleins bog handler også om økonomi, dog ikke i helt samme ’snævre’ forstand som Pikettys bog. Den handler om økonomi i helt fundamental forstand, nemlig om de helt grundlæggende livsbetingelser og dermed materielle forudsætninger for enhver tale om økonomi på denne klode.
Bogen er skrevet ud fra en erkendelse af, at »hvis vi fortsætter vores nuværende kurs med at lade udledningen [af CO2] vokse år efter år, så vil klimaforandringerne forandre vores verden totalt. « (s. 4) Og dét bestemt ikke til det bedre.
Efter at have ’tilstået’ at have »ignoreret klimaforandringerne længere, end jeg har lyst til at indrømme« kommer Klein frem til, at hun ikke længere frygter, »at sætte [sig] ind i den videnskabelige virkelighed bag klimatruslen«. (s. 3 & 7) Denne virkelighed kommer bl.a. til udtryk i de rapporter som ICPP (International Conference on Parallel Processing ) har udgivet.
Klein har så endda ikke kunne se de endnu mørkere fremtidsudsigter, som fremgår af ICPPs 5. rapport fra oktober 2014.
Men hun ’nøjes’ ikke med en ’kold og nøgtern’ videnskabelig konstatering: Den personlige bekymring er i høj grad drivkraften bag bogen; en frygt, der også får ekstra næring af hendes relativt nylige moderskab.
Klein kommer naturligvis ind på, hvad klimaændringerne vil betyde af ekstremt vejr, tørke, oversvømmelser osv. Det vil jeg ikke repetere, men henvise til rapporterne og selve bogen. De turde eller burde være velkendte efterhånden.
Trods klare og entydige udmeldinger fra ICPP, så er der dog stadig en del organisationer og enkeltpersoner, som benægter, at der finder radikale klimaforandringer sted, og, hvis de vedgår, at det sker, så er de i hvert fald ikke menneskeskabte
Blandt de mest hardcore er Heartland Institute, en konservativ og liberalistisk tænketank med base I Chicago, som advokerer for frimarkedspolitik.
På denne tænketanks konference om klimaforandringer, 2011, falder bemærkninger som: klimaforandringer har »meget lidt med miljøets tilstand at gøre, men en masse med at gøre at lægge bånd på kapitalismen og omskabe den amerikanske måde at leve på til fordel for en global omfordeling af rigdom« (side 33).
De grønne kræfter anklages her af James Watt, Reagans indenrigsminster, for at ville indføre »centraliseret planlægning og kontrol med samfundet« og at det kan udvikle sig i retning af Tyskland i 1930’erne (s. 204).
Det får Klein til at sige, at højrefløjen faktisk har indset, at en hindring af klimaændringerne vil kræve, at kapitalismen bliver ændret fundamentalt. »The right is right«, som hun udtrykker det. I modsætning til visse dele af venstrefløjen (s. 176ff).
I sin fremstilling fokuserer Klein på udvinding og afbrænding af fossile brændstoffer. Hun berører kun i mindre grad om andre sideløbende indikatorer på. at det går ad h.... til for klodens miljø: forsuring af verdenshavene, udryddelse af dyre- og plantearter, den kemiske forurening af stort alle levende væsner og udtømningen af en stor del af metaller og mineraler råstoffer.
Det er der god ræson i, eftersom forbruget af fossile brændstoffer med de deraf afledte virkninger, alt andet lige, er dén overordnede og mest bestemmende faktor for, hvordan fremtiden vil forme sig. Men de øvrige nævnte ’økologiske overskridelser’ indvirker alle sammen på vitale områder af den måde, kapitalismen fungerer på, nu og i fremtiden. De er vitale for den fortsatte vækst – som kapitalismen er afhængig af.
Klein giver en række konkrete eksempler på udvindingen af (især) de fossile brændstoffer. Hun beretter også om udviklingen på østaten Nauru (hvor det dog drejer sig om gødningsmiddel), eller rettere dennes, ret bogstavelige, afvikling. Øen er ved at ende som en udpint, nærmest tom skal, befolket af overvægtige usunde, overforbrugende mennesker; »Nauru er ikke det eneste sted, som graver sig til døde. Det gør vi alle«, skriver Klein. (s.168)
Nauru kan derfor ses som selve symbolet på den globale udvikling (afvikling) og en advarsel mod det, hun kalder »extractivisme« eller »udvinderisme,« som begrebet i den danske udgave også kaldes. Det vil sige en civilisationskritik, der ikke ’bare’ handler om det mekaniske arbejde, der skal til for at få et råstof op af undergrunden, men den fremherskende (kapitalistiske) konsensus, om at ’vi’, menneskeheden står over naturen og har ret til at udnytte den efter forgodtbefindende (profitabilitet).
Der er dog også forretningsfolk og videnskabsfolk, som er med på, at der sker alvorlige klimaændringer, men som foreslår utilstrækkelige og endda kontraproduktive midler.
Som et eksempel på det første bruger hun ’fænomenet’ Richard Branson, ejer af Virgin gruppen, som under stor mediebevågenhed slår sig op på angiveligt at ville redde klimaet, men som reelt bidrager til at forøge de problemer, han påstår at ville løse.
Videnskabsfolkene, i denne sammenhæng, er for deres del i høj grad i lommen på Big Business og er qua deres grundholdning stort set kun indstillet på at løse problemerne ved hjælp af ’tekniske fix’, såkaldt geoengineering.
Begge metoder bliver afvist af Naomi Klein. Hun tager sig også ’kærligt’ af de »grønne« miljøorganisationer, Big Green, som opfører sig totalt hykleriske ved at investere i beskidt fossil energiudvinding. Det gælder naturligvis ikke alle store grønne organisationer, Greenpeace f.eks., der ikke er i lommen på storkapital, og fører derfor en noget ulige kamp
Klein afviser, udover geoengineering, de ’systemvenlige’ løsninger såsom atomkraft, naturgas som ’overgangsenergi’ mm., som brugbare midler.
Hun mener dog heller ikke, at de mere individuelle metoder, så som at købe økologisk, spare på vandet, huske at slukke for lyset osv., i sig selv er ’gode nok’, dvs. tilstrækkelige.
Det er de givetvis ikke, det skal dog nok ikke tages som en opfordring til at undlade disse handlinger. Alle bidrag er nødvendige.
NK siger på den ene side, at »reaktioner på klimaforandringerne, der til stadighed lægger hele byrden over på den individuelle forbruger, er dømt til at slå fejl« (s. 117). På den anden side konstaterer hun, at »der er en direkte sammenhæng mellem velstand og udledning – flere penge er generelt lig med mere flyrejse, mere bilkørsel, mere sejlads og forsyning af mere end et hjem« (s. 113).
Dermed er det også sagt, at der faktisk er eller bør være et individuelt ansvar – i og for sig helt banalt: jo større velstand, jo større magt og dermed (individuelt) ansvar.
Det kan dog ikke kan erstatte mere overordnede tiltag, det er jeg helt enig i, men de må og kan vel virke sammen med disse.
Det er heller ikke en farbar vej, hvis nutidens aktivister flytter ud på landet og udlever økologiske værdier. Virkningerne af klimaændringerne vil også komme til dem.
Klein konstaterer, at det allerede er for sent at stoppe klimaforandringerne som sådan, men at det stadig er muligt at afbøde de værste virkninger. Men det haster.
Hun nævner nogle konkrete områder eller metoder, som hun sætter sin lid til.
Er det så brugbare metoder?
Blokadia er en oplagt og velafprøvet metode, som progressive, venstreorienterede kræfter har udfoldet gennem efterhånden mange generationer i mange forskellige sammenhænge (fra skruebrækkeri til miljøkamp).
Det nye er, at det retter sig mod selve udvindingen af råstoffer mm, som anses for ødelæggende for det omgivende miljø – og evt. som led i en mere global bevidsthed.
Problemet er umiddelbart, at selskaberne (kapitalen) i dén grad har statens repressionsapparat på deres side – og at dét kræver en meget stor og bred folkelig opbakning og bevidsthed. Hvilket ikke er det samme som at det må gøres.
Frasalg af aktier i fossile selskaber kan derimod være en boomerang, da det jo alt andet lige er penge eller (aktie)ejerne, som bestemmer, hvad et firma foretager sig (hvis man har aktier nok). Et frasalg kan derfor give mindre indflydelse – f.eks. på om et firma fortsætter med at udvinde fossile brændstoffer.
Man kan lige så godt argumentere for, at de, der er imod udvinding, skal købe flere aktier.
Det er en ’systemtro’ kapitalistisk måde at få indflydelse på (at der så også er andre mekanismer er en anden sag).
Klein beretter, at frasalgsbevægelsen i USA har haft ret stor succes (s. 354) og imødegår den kritik, der siger, »at frasalg ikke får Exxon til at gå fallit… Der er bare andre, der køber dem [aktierne].«
»Men her går man fejl af strategien«, skriver Klein: »Hver gang studerende, professorer og religiøse ledere taler for frasalg, bliver der slået endnu en flis af den sociale licens, som disse selskaber fungerer på baggrund af« (s. 354-55).
Det er altså en ideologisk ændring, en fratagelse af legitimering, der tales om.
Det skal retfærdigvis siges, at Klein plæderer for, at penge i stedet (gen)investeres i »noget, som har en vision for, hvordan vi får rettet op på tingene« (s. 401). Hvilket der naturligvis er fornuft i.
At det ikke er så let i praksis er en anden sag. I Danmark er det vist forsøgt i DM og måske flere andre steder, pensionskasser f.eks. – så vidt vides uden held.
Retssager på grundlag af traktater med oprindelige folk nævnes også som en vigtig del af kampen for at stoppe udvinding af fossile og beskidte energikilder, såvel som transport via rørledninger, tog og udskibningsterminaler.
Problemet et dog, at modstanderne, olieselskaberne m.fl., i den grad har det økonomiske overtag. »Jer og hvilken hær?« som en Wall Street-type siger det lakonisk. (s. 369)
Klein må derfor sætte sin lid til, at kampskridtene tilsammen kan udgøre en modstandskraft, og at »de økonomiske alternativer, som disse bevægelser foreslår og opbygger, fastlægger … nye muligheder for at leve inden for klodens grænser, baseret på komplekse, gensidige forhold frem for brutal udvinding. « (s. 451).
Altså at de »store sociale bevægelser [eller massebevægelser, som vist er den rigtige oversættelse fra engelsk, red. … er] det eneste, der nu kan redde os« (s. 450), hvilket kræver »tilnærmelser mellem forskellige grupperinger i et omfang, man ikke før har set« (s. 459).
Klein indregner i disse grupperinger også (den forudseende og progressive del af) arbejder- og fagbevægelsen. Det kan man som venstreorienteret naturligvis ikke være uenig i. Der er ingen andre veje. Det er den samlede, og samlende, bevægelse, som må danne den nødvendige synergi.
Om den så kommer, i tide vel at mærke, er en anden sag.
Den periode, hvor udledningen af drivhusgasser er accelereret, falder på mange måder sammen med det tidsrum, hvor den neoliberale økonomi og politik i mange lande blev den fremherskende diskurs, blandt andet ved brug af den chokdoktrin, som Klein tidligere har beskrevet i en bog fra 2007 af samme navn.
En essentiel del af den neoliberale kurs er den såkaldte »austerity«, der består af tre grundelementer: »privatisering af den offentlige sfære, deregulering af erhvervslivet og sænkning af indkomst- og virksomhedsskatter, betalt via nedskæringer offentlige – « (s. 72).
En anden af kapitalens måder at udvide sin indflydelse mm på er indgåelse af de såkaldte frihandelsaftaler, aktuelt med TTIP-forhandlingerne. Trods tilhængernes forsikringer er formålet alene udbredelse af markedet og vækst (for vækstens egen skyld), og dermed en trussel for klimaet mm.
Klein taler derfor stærkt imod disse. Hun tager flere gange afstand fra markedet, dvs. tilsyneladende først og fremmest frihandelsmarkedet, markedsfundamentalismen (s. 63 f.eks.) Det er dog uklart, om Klein mener, at det er markedet som sådan, der må afskaffes eller ’bare’ det uregulerede marked.
I Chokdoktrinen skriver hun bl.a.:
»Jeg vil ikke påstå, at alle former for markedssystemer nødvendigvis er voldelige. Det er fuldstændig muligt at have en markedsbaseret økonomi, der ikke kræver en sådan form for brutalitet, og som ikke kræver ideologisk renhed. Et frit marked af forbrugsprodukter kan sagtens eksistere ved siden af og sammen med gratis hospitalsvæsen, gratis offentlige skoler, med store segmenter af den offentlige økonomi – et nationalt olieselskab for eksempel – på statens hænder. Det er også muligt at kræve, at virksomhederne betaler en ordentlig løn, at de respekterer arbejdernes ret til at organisere sig i fagforeninger, og at regeringerne udskriver skatter og omfordeler velstanden, så den voldsomme ulighed, der kendetegner den korporativistiske stat, mindskes. Markeder behøver ikke være fundamentalistiske« (Chokdoktrinen s. 24).
Det er svært at se, om Klein har skærpet sin holdning som sådan.
Men i og med hun kræver grundlæggende økonomiske ændringer (som normalt benævne socialisme, opnået med en revolution; begreber hun ikke anvender), så det må vel anses for rimeligt sandsynligt.
Der står her en afgørende og væsentlig debat og teoretisk afklaring tilbage for venstrefløjen, set globalt, dvs. at afklare hvorvidt markedet er ønskeligt eller endda foreneligt med socialisme. (Se f.eks. Eagletons opridsning af de to hovedpositioner i Derfor har Marx ret kap. 2, Forlaget Solidaritet 2013. Eller f.eks. Ollmann: Market socialism – the debate among socialist (Routledge 1998) og McNally: Against the Market (Verso 1993)).
Vi må også se på andre af kapitalismens fundamentale elementer og mekanismer, såsom bytteværdi, arbejdskraften som vare, merværdi osv. Det er ikke nok at sige, at det ene og alene er folk en gang ude i fremtiden, som kan og må sige, hvordan samfundet skal indrettes til den tid.
I Kleins ånd må vi udvikle så konkrete modeller som muligt, allerede nu. Det er langt fra det samme som at ville trække noget ned over hovedet på nogen. Vi har historisk set bedre forudsætninger end nogensinde for at give konkrete bud på, hvordan principperne fremmes og udfoldes.
Noami Klein gengiver den kritik af den autoritære, centralistiske socialisme, som man kender fra den ikke-KP-baserede venstrefløj (s.178). Hun argumenter i forlængelse af den kritik for decentrale, lokalt styrede (forsynings-)enheder og en universel rettighedsbaseret basisindkomst i ’sin model’ (s. 461).
Grundlaget for en anden økonomi må, naturligvis, være en anden naturopfattelse, et opgør med vækstideologien og et opgør med forbrugerismen. Dette står i modsætning til kapitalismens vækstimperativ. Faktisk angiver selve bogens titel at kapitalismen og det at redde klimaet er uforenelige størrelser.
Klein må derfor betegnes som anti-kapitalistisk. Hun mener, at klimaforandringerne i sig selv er et argument mod kapitalismen (s. 157) – ud over f.eks. social ulighed – og det »drejer sig om at gennemføre en grundlæggende og dybtgående økonomisk forandring« (s. 453)
Det er med andre ord det samme, som Marx mente, når han sagde, at det er samfundets materielle basis, dvs. produktionsmåden, som er (mest) bestemmende og derfor må ændres. Men hun nævner kun en gang Marx (s. 177). Det er en smule underligt, i og med, at hun mange gange omtaler kapitalismen, men uden selv at give en karakteristik eller en henvisning til kapitalismens grund- elementer og mekanismer. Det kan naturligvis skyldes, at hun forudsætter dem bekendte – eller hun ikke vil ’skræmme unødigt.’
Man kan diskutere, om det er nu eller inden for en overskuelig fremtid, at »samfundets materielle produktivkræfter er kommet i modstrid med de forhåndenværende produktionsrelationer… Fra at være udviklingsformer for produktivkræfterne slår disse relationer om til at blive lænker for dem. [Hvor] der indtræder… en epoke med social revolution« (Karl Marx, »Bidrag til kritikken af den politiske økonomi«, i Skrifter i udvalg, Rhodos 1974 s. 13 ).
De fossile brændstoffer (der forårsager klimaforandringerne) er produktivkræfter, der kan blive til den slags lænker.
Det vil føre for vidt her at diskutere det nærmere her, men man kan f.eks. finde en støtte til udsagnet fra økonomen Katarina Juselius (Information 2. december 2014):
»Der foregår meget store omvæltninger i disse år,« skriver hun. »Ikke mindst klimaforandringerne illustrerer, at grænserne for traditionel vækst er nået eller overskredet«.
Og »Man kan jo næsten fra måned til måned se, at der sker foruroligende udviklinger. Hvis vi ikke i tide tager ansvar for det, vi er i gang med i forhold til klimaet, har vi meget, meget store problemer« Og hun pointerer (håber?): at »markedet få en mindre betydning...«.
Der er en sammenhæng mellem det materielle grundlag (bl.a. energiforsyning) og det, at nye produktionsmåder fremkommer.
Naomi Klein er inde på, hvordan udnyttelse af kul som afløsning for træ som energikilde muliggjorde den industrielle revolution, kapitalismen, imperialismen og globalisering.
En socialistisk økonomi må derfor hvile på økologiske principper, at der er en dynamisk ligevægt mellem in- og output; hvor kredsløbene fuldendes lokalt og globalt og - hvor brugsværdier erstatter bytteværdier.
Men det bliver »en kamp mellem verdensopfattelser« (s. 58).
Klein bruger slaveriets afskaffelse som ’bevis’ på at store omvæltninger rent faktisk kan lade sig gøre. Hun nævner desuden arbejderbevægelsens store resultater efter store depression i 1930’erne (s. 454) og feministernes resultater (s.453).
Klein skriver, at den grundlæggende økonomiske ændring skal ske »demokratisk og uden blodbad… (s. 452) samtidig med, at hun erklærer, at »det vil være utroligt svært at få nogen helst regering i noget som helst land i verden til at implementere… omfordelende klimamekanismer « (s. 119) og at det kræver, at »vi tvinger nogle af klodens mest profitable virksomheder til at give afkald på billioner [milliarder] i fremtidige indtægter« (s. 452).
Det sætter magtspørgsmålet på dagsordenen. Hvordan står tilbage at løse, det kan ikke siges umiddelbart, hvordan, hvornår og hvor det vil ske.
Men det bliver nok med en kombination af mange måder. Under alle omstændigheder »vil der derfor være brug for en robust og social [samfundsmæssig] bevægelse, der forlanger (og skaber) et politisk lederskab«, som Klein skriver (s. 119)
At det ikke er nemt, viser de eksempler, som Klein giver fra Latinamerika. Her giver venstreorienterede regeringer efter for (helt legitime) krav om forbedring af levevilkårene for de brede masser på baggrund af indtægterne fra f.eks. olieudvindingen, dvs. ud fra dilemmaet mellem indkomstudjævning til fordel de fattige og den klimamæssige udfordring.
Selv om antalllet af fattige er faldet, mener Klein ikke, at det er vejen frem. Der findes ikke nogen »progressiv extractivisme«!
Hun klandrer også det græske Syriza-parti for at gå ind for at ville bruge indtægter fra nye olie- og gasudvindinger og glemme klimaforandringerne. (s. 183-84).
Klein er på én gang pessimist og optimist (s. 451). Det første på grund af de konkrete, smertelige oplevelser hun personligt har haft de sidste fem år; det andet på grund af den bevidstgørelse, de aktioner, frasalg af aktier, bevægelsernes mindre grad af indbyrdes isolation mm., der fundet sted i samme periode.
Hun mener, at klimakampen kan blive katalysator for kampe på andre områder, det sociale/fordelingsmæssige mm. Hun forudser, at »vi efter endnu en krise igen vil være at finde på gader og pladser… Det afgørende spørgsmål er, hvad progressive kræfter vil kunne få ud af det øjeblik, den kraft og den selvsikkerhed, med hvilket det vil blive grebet«.
Det spørgsmål sender jeg gerne videre, idet man med Klein kan konstatere: »For disse øjeblikke er, hvor det umulige pludseligt synes muligt, er ekstremt sjældne og dyrebare«! (s. 466).
Jeg startede med at spørge om Kleins eller Pikettys bog er årets vigtigste. For folk på venstrefløjen, som tager klimaændringer og økologiske problemer alvorligt, bør der ikke være den mindste tvivl: Intet bliver som før er langt mere dybtgående og antikapitalistisk end Pikettys bog.
Det er den først og fremmest på grund af det emne, den tager op, og de sammenhænge og dokumentation, den giver, og fordi den fastholder princippet fra COP 15-topmødet i København i 2009: System change not climate change!
Selv om det ikke er den eneste bog om emnet, som er skrevet ud fra et venstreorienteret/marxistisk udgangspunkt, er denne bog vigtigere på grund af Naomi Kleins måde at gribe emnet an på.
Hendes fortællestil er flydende, sammenhængende, på en gang personlig og overordnet, og dermed rimelig letlæst. Den er lidt som en krimi, hvor de skyldige afsløres i starten, men hvor sammenhængen derefter rulles ud.
Kleins optræden i offentligheden er med at sikre bogens udbredelse – også selv om den, i modsætning til Pikettys, ikke figurerer på de danske bestsellerlister. Det er synd og skam.
Forlaget KLIM skal have tak for at have udgivet den så hurtigt efter at den originale udkom i sommers. Men måske er det gået en anelse for hurtigt. En ekstra gang korrektur ville nok have gjort den endnu bedre. Der er direkte forkerte oversættelser, underlige fordanskninger mm. Og udgaver af bøger, som er oversat til dansk, nævnes ikke i noterne mm. Men det er alt i alt mindre ting, der ikke forstyrrer totalbilledet.
Så derfor lyder opfordringen: Læs den! Eller giv den i julegave!
Og kom ud på gaden for klimaet!
Mogens Petersen er medlem af Enhedslisten og af bogredaktionen for Solidariet, hvor han blandt andet har oversat Terry Eagletons Derfor har Marx ret.
Naomi Klein: Intet bliver som før – kapitalisme vs. klima. 580 sider. Forlaget Klim. Vejledende pris: 349 kroner.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96