I denne uge faldt der dom i et højt profileret sag om støtte til terror – jeg tror at de fleste kan være enige om at Said Mansur er det man før i tiden ville have kaldt en skidt knægt. Han har bl.a. indenfor de sidste 12 år modtaget domme for våbenbesiddelse, terror, krænkelse af mindreårig mv.

Efter dommen har en lang række politikere været ude med kommentarer til dommen. Nogle af dem ret kontante. Det er faldet retspræsidenten for Frederiksberg Byret så meget for brystet, at han i går valgte at udsende en pressemeddelelse med en uhyre lidt subtil trussel mod de politikere, der har udtalt sig om sagen. Interessant nok forholder dommeren sig, da han bliver bedt om at kommentere på pressemeddelelsen, sig ikke til evt. udtalelser i dagspressen, men alene udtalelser politikerne har givet på Facebook.

Jeg mener, af en række grunde, at dommerens reaktionsmåde er helt i skoven og at han burde besinde sig.

1. Domme er ikke den endegyldige sandhed, men alene udtryk for den nuværende retsstilling. Selvfølgeligt skal domme debatteres og selvfølgeligt vil nogle være uenige i dommene. Det er et sundhedstegn, at offentligheden debatterer domme og forholder sig kritisk til juraen, ikke et problem.
2. Indtil en sag er anket, så er den foreliggende dom udtryk for gældende retstilstand og selvfølgeligt må (og skal) gældende retstilstand debatteres af lovgivere.
3. Retten på Frederiksberg vælger selv at undlade at lukke dørene under hovedforhandlingen, så selvfølgeligt er der journalister og andre interesserede tilstede og selvfølgeligt har de en holdning til dommen.
4. Retten vælger selv at lægge en stor del af dommen på deres hjemmeside. Det medfører selvfølgeligt, at masser af mennesker tager stilling til dommen, hvilket de naturligvis også skal.
5. Der er tale om en af de første (hvis ikke den første) dom i Danmark, hvor en person dømmes længerevarende hæftestraf, stort set kun på baggrund af hvad de har skrevet på sociale medier.
6. Hvis dommeren i ramme alvor mener, at man burde straffes for at debattere en verserende sag i offentligheden, hvad så hvis den bliver anket, må den så heller ikke drøftes i mens den afventer landsrettens vurdering?

Helt grundlæggende, så er dommerens pressemeddelelse udtryk for en manglende forståelse af demokratiets spilleregler og udtryk for, at dommeren opfatter sig og sine som hævet over lovgiver. Domstolene har et særligt ansvar i magtens tredeling og ligesom at vi skal drøfte de regler lovgiver laver og hvordan politiet udfører magtanvendelsen, så skal vi naturligvis også drøfte domstolenes arbejde.

Selvfølgeligt skal vi debattere dommernes arbejde i offentligheden og især lovgiver har en forbandet pligt til at forholde sig til konsekvenserne af den lovgivning de vedtager.