Der var jubel og glædestårer den 22. oktober 2014, da Københavns Byret lukkede den politiske retssag mod ti kurdere, som var tiltalt for terrorstøtte til PKK (Kurdistans Arbejderparti) og Kongra Gel, med en klar frifindelse.

Men frifindelsen i byretten er endt med en anke til landsretten – selv om, som det anføres i domsudskriften, at det: »sammenfattende« ikke findes »bevist, at de tiltalte har deltaget i indsamlinger til fordel for PKK/Kongra Gel«.

Har regimet i Tyrkiet et lille håb om, at dets beskidte forfølgelse af kurderne i Tyrkiet og Europa vil ende op med politiske domme i landsretten?

Sagen blev af pressen kaldt »Danmarks historiens største terrorsag« - inden dommen faldt, så de tiltalte og deres familier var socialt dømt, inden byretten kom frem til frifindelsen. Og nu skal farcen fortsætte i landsretten.

Masser af danske skattekroner er blevet brugt på en retssag, der er bestilt af det tyrkiske regime, og det vil gentage sig endnu engang.

Kurdernes historie er en lang fortælling om et sammensat folk med eget sprog og egen kultur. Der findes skriftlige kilder helt tilbage i Xenofon (ca. 400 f.Kr.). Nu - som dengang - bliver kurderne undertrykt, forfulgt, udsat for tortur, fængslet og forsøgt gjort tavse - med passive vidner og politikere, som ikke lytter til 40 millioner menneskers stemme - en stemme de fik med ROJ TV, som fik sendetilladelse i Danmark i 2004.

40 millioner mennesker fik et medie med nyheder, musik, sundhed, informationer, kultur og politik. Som en del af den kurdiske politik omtalte tv-stationen også PKK, som mange andre tv-stationer gjorde verden rundt.

Men allerede året efter var regimet Tyrkiet ude med to anmeldelse til Københavns Politi »om at ROJ TV fremmede terror«. Dé anmeldelser blev afvist.

Tyrkiet forsøgte endnu engang i 2007 og blev igen afvist. Der var ikke noget at komme efter!

Men i marts 2009 ændrede den politiske scene sig: Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen ville gerne være Natos generalsekretær, men manglede regimets Tyrkiets stemme.

Så da ROJ TV for fjerde gang blev anmeldt for at fremme terror, rejste både Københavns Politi samt statsadvokaten til Tyrkiet for at efterforske sagen yderligere.

1. august 2009 blev Anders Fogh Rasmussen Natos generalsekretær - med Tyrkiets stemme - og samme måned rejste statsadvokaten sigtelse mod ROJ TV for at støtte terror efter terrorlovens § 114.

I januar 2012 frikender byretten i København ROJ TV, men i juli 2012 ændrer landsretten den afgørelse og inddrager ROJ TV’s sendetilladelse, hvilket højesteret stadfæster 27. februar 2014. Dommen er nu anket til den europæiske menneskerettighedsdomstol.

Ugen efter, at højesteret slagtede kurdernes frie stemme, kom regimet Tyrkiets præsident Gül på statsbesøg i Danmark for at fremme erhvervsinteresser. Ministre, medlemmer af Folketinget og diverse multinationale ledere var til taffel hos dronningen og fik et fornemt blåstempel af det gode samarbejde.

Lukningen af ROJ TV er det største indgreb mod ytrings-og pressefriheden siden 2. Verdenskrig. Der er ingen forhistorie, hvor så meget bevismateriale og så mange vidner for de anklagede er blevet nægtet fremlagt i retten. 

Og hverken landsretten eller højesteret har kunne forklare, hvordan man har kunne se bort fra medieansvarslovens bestemmelser om ansvarsplacering, som er en del af lovgivningen.

Èt firma, en tv-station, er blevet dømt for at have begået en forbrydelse. En død ting! Ingen mennesker bag firmaet er dømt.

I kølvandet på sagen mod ROJ TV blev ti kurdiske mænd sigtet for at have »indsamlet penge og på anden vis, ydet støttet til terrororganisationen PKK«.

Kurdistans Arbejderparti - PKK - blev stiftet i 1978 i Tyrkiet. Et af de stiftende medlemmer var Abdullah Ôcalan, kaldet Apo, der er leder af partiet.

Mange kurdere i og udenfor Tyrkiet anser Ôcelan som en frihedskæmper og leder af det kurdiske folk. De tilskriver ham æren for »at det kurdiske spørgsmål er kendt udenfor regimets Tyrkiets grænser«. Apo sidder på 16. år i fængsel på øen Imrali.

De ti terrorsigtede kurdiske mænd erkendte i byretten, at de havde samlet penge ind til ROJ TV (som dengang var en lovlig tv-station i Danmark) og forskellige humanitære formål - men at de ikke vidste, at nogle af pengene (måske-måske ikke, diverse ikke afsluttede retssager er verserende i Frankrig, Belgien og Tyskland) blev kanaliseret videre til PKK.

Det har været en skamplet på det danske retssystem at føre regimet Tyrkiets beskidte politiske retssager.

Først ved at lukke ROJ TV, for derefter at underkaste ti kurdiske familier for en urimelig høj belastning, som har kostet socialt og arbejdsmæssigt.

De tiltalte har fået aflyttet og endevendt deres tilværelser, de har været isolationsfængslet og underlagt en årelang retssag, hvor de tiltalte skulle møde op 3-4 gange om ugen.

Mange af anklagernes spørgsmål har været absurde i forhold sagen. Timer er blevet brugt på om spørgsmål om de tiltalte »havde billeder af Ôcelan, flag fra PKK og hvilke farver de anså for de kurdiske« – ledende spørgsmål om sympati for PKK, hvis symboler og billeder ikke er ulovlige i Danmark.

Enden blev altså, at der blev danset, jublet og grædt foran Københavns byret og på Rådhuspladsen, da frifindelsen var en realitet den 22. oktober 2014.

Mon udenrigsministerens og regeringens støtte til kurderne og PKK i Syrien har haft indflydelse på udfaldet?

Den politiske scene ændrede sig i Danmark og for kurderne, da Islamisk Stat begyndte at føre en brutal krig i Irak.

Kurderne (og PKK) kunne pludselig bruges som soldater til at forsvare USA’s og Vestens interesser, bl.a. i de meget olierige områder.

Hvis - måske, måske ikke - de tiltalte kurdere havde vidst, at deres indsamlede penge gik til PKK, er det en grotesk dobbeltmoral, at de penge ikke har kunnet blive kanaliseret til PKK, mens USA og den danske regering har kunnet forsyne PKK med våben.

Ser man sagen i lyset af den seneste udvikling i Irak, hvor USA og Vesten åbenlyst støtter kurderne militært - og hvor PKK ifølge Forsvarets Efterretningstjenste formentlig i praksis er den reelle modtager - forekommer det mindre indlysende, hvorfor man ønsker at straffe borgere for at gøre noget tilsvarende.

Det kan næppe forsvares at straffe nogen, for noget man selv gør.

Da udenrigsminister Martin Lidegaard gik til pressen og fortalte, at han som udenrigsminister ville støtte kurderne (og PKK) med våben, anmeldte Horserød-Stutthof foreningen og F.I.R. i Danmark (international fange-og modstandsgruppe fra 1945) udenrigsminister Martin Lidegaard for at støtte »terrorister« efter § 114 stk.3: »Direkte eller inddirekte stiller penge, andre formuegoder, eller finansielle eller lign. ydelser til rådighed for en person, en gruppe eller en sammenslutning der begår eller har begået terrorhandlinger omfattet af § 114«.

Nemesis ramte magtens midte og dobbeltmoralen.

Men Københavns Politi svarede, at det »ikke fandt grundlag for at indlede en efterforskning« (!).

En klagevejledning blev vedlagt, men advokaturchef Dorit Borgaard fra Københavns Politi meddelte samtidig: »jeg kan ikke ud fra sagen se, om De har ret til at klage«.

Københavns Byret finder det dog i retsprotokollen, da de ti kurdiske mænd blev frifundet, værd at nævne, at vurderingen »er således uafhængig af, at Folketinget den 27. august 2014 har besluttet, at dansk militær skal bidrage til en international indsats, for et folkeretligt mandat til Irak, hvilken indsats tillige støttes af kurdiske styrker, herunder PKK«.

I ugen før frifindelsen fik de ti tiltalte kurdere støtte fra Københavns Byret og retsformand Jens Stausbøll, da de fik tilladelse til ikke at møde op i retten. De tiltalte havde ansøgt om fritagelse for at kunne deltage i støttearbejde til fordel for det kurdiske folk i Kobanê, som siden 15. september havde været under massive angreb fra ISIS.

Det politiske billede i forhold til kurderne og den kurdiske situation havde ændret sig markant.

Frifindelsen blev en realitet, og den 22. oktober kunne ti forfulgte kurdiske mænd forlade Københavns Byret med en tro på en form for retsstat.

Desværre havde hverken Københavns Byret, kurderne eller andre, som troede på retfærdighed, taget højde for pressionen fra regimet i Tyrkiet.

Det tyrkiste udenrigsministerium henvendte sig øjeblikkelig til den danske regering og udenrigsministeriet for at få en forklaring på frifindelsen. Det skrev bl.a. »at bekæmpelse og finansiering af terrorisme er en international forpligtigelse for ethvert land, således også for Danmark. Derfor er information og en forklaring om forholdsregler mod finansiering af terrorbevægelsen PKK, herunder den aktuelle sags historie, afkræves af de danske myndigheder«.

Det var efter dén henvendelse, at statsadvokat Lise-Lotte Nilas meddelte: »at vi anker sagen til Landsretten - fordi vi efter nærlæsning af dommen er uenig i Byrettens samlede vurdering«.

Det danske retsvæsen lader dermed igen Tyrkiets beskidte politiske retsag få en tur mere i retssystemet.

Dét er en pinlig historie!

Annette Mørk er medlem af Horserød-Stutthof Foreningen.