Regeringen har gennem de sidste 3 år gennemført et utal af forringelser. Den har forringet menneskers liv i et omfang, som en officielt højreorienteret regering næppe ville kunne have sluppet af sted med. Forringelser i form af kontanthjælpsnedskæringer, gensidig forsørgerpligt, nedsat kontanthjælp til unge under 30, førtidspensionsforringelser, fleksjobforringelser, forringelser af lærernes arbejdsvilkår både i grundskolen og i gymnasiet og senest mærkbare forringelser af de videregående uddannelser.

Ydermere har regeringen netop med den indgåede finanslov blåstemplet den nuværende, katastrofale dagpengeordning, hvor titusindvis af mennesker er faldet ud siden den trådte i kraft.

Det er en katastrofe.

Regeringen har indgået en finanslov med Enhedslisten, som på trods af puljer til forskellige velfærdsområder – der langt hen ad vejen kan ses som lapper på regeringens egne nedskæringer - desværre også indeholder væsentlige forringelser på andre områder, og som vigtigst af alt ikke har givet os noget på det mest centrale spørgsmål, nemlig dagpengene.

En sådan finanslov burde Enhedslisten selvfølgelig ikke have støttet. Derfor stemte vi også nej til mandatet i HB om, at Enhedslistens folketingsgruppe kunne stemme ja.

I det følgende skitseres et par af de vigtigste årsager til den vurdering

Dagpengene

Ingenting. Det er hvad Enhedslisten har fået på dagpengeområdet.

Det er en uholdbart. På nuværende tidspunkt er der ingen permanente eller midlertidige forbedringer, som vi kan presse en formodentlig kommende ”borgerlig” regering til at beholde. Krav om kortere genoptjeningsperiode blev ikke gennemført. Ikke engang arbejdsmarkedsydelsen kunne vi få forlænget. I stedet har vi ladet os spise af med den såkaldte ”kontantydelse”, som sorterer under kontanthjælpssystemet med de vilkår som gælder der, herunder nyttejobs osv. I stedet for at få en reel dagpengeløsning nu, har vi accepteret et lille bitte holdkæft-bolsje i form af en midlertidig kontantydelse, men som ingen bliver mætte af. Til gengæld dæmpes presset for en reel løsning. Dagpenge-lappen er blevet mindre og mindre, for snart at forsvinde.

Den dagpengeordning vi har nu, er blevet til under den forhenværende, borgerlige regering og implementeret under den nuværende ”røde”. Systemet er således blåstemplet fra begge sider i folketingssalen. Udsigten til en forbedring af reglerne efter et valg synes meget ringe. Det på trods af, at utilfredsheden fra befolkningen er stor. Derfor har Enhedslisten sovet i timen ved at sige ja til en finanslov uden en ændring af dagpengereglerne. Det kan vi ganske enkelt ikke være bekendt overfor de ca. 50.000 mennesker, som siden lovens indførelse er faldet ud af dagpengesystemet – med enorme menneskelige omkostninger til følge.

Vi ved, at det rammer os alle sammen: Jo ringere vores dagpengesystem er, jo ringere arbejds- og lønvilkår accepterer mennesker på deres arbejdsplads. Dagpengesystemet er langt vigtigere end puljer som kan fjernes let igen – det ser vi eksempelvis med grønthøsterbesparelserne. Puljer er heller ikke fundamentet for, at mennesker selv tør kæmpe for bedre vilkår på arbejdet og i samfundet generelt.

Men det kan næppe komme bag på nogen, at vi i Enhedslisten ikke har fået noget på dagpengene. For et flertal i HB har ikke ville eller turde lægge maksimalt pres på regeringen. Vi har i Hovedbestyrelsen ikke kunnet få flertal for en smertegrænse på dagpengeområdet. Ikke engang op til afstemningen i folketingssalen d. 4. november om halvering af genoptjeningsperioden for dagpenge ville Hovedbestyrelsen vedtage en udtalelse med en opfordring til, at de enkelte medlemmer af S burde følge deres samvittighed og ikke partilinjen. Man kan ikke fortænke de andre såkaldt røde partier i at feje dagpengekravet af bordet, når ikke engang Enhedslisten vil presse på i større omfang.

Gensidig forsørgerpligt

Men hvad med fjernelse af den gensidige forsørgerpligt for ugifte – er det ikke en markant forbedring og et brud med den hidtil førte politik, sådan som årsmødet tidligere har formuleret Enhedslistens krav til en finanslov?

Desværre bliver den gensidige forsørgerpligt ikke fjernet på denne side af et valg.

I stedet har Enhedslisten sagt ja til, at den overgangsordning med ”halv” gensidigforsørgelse som trådte i kraft i år. Den ordning bliver forlænget frem til på den anden side af et valg. Først herefter fjernes den ifølge aftalen helt. Det betyder, at hele systemet med opdeling og kontrol i forhold til om en kontanthjælpsmodtager er reelt enlig opretholdes i kommunerne. Lidt frækt kunne man spørge – hvorfor er det lige, at regeringen ikke vil gå med til en straks-fjernelse af gensidig forsørgerpligt? Kunne det tænkes, at det er, fordi den slet ikke skal fjernes på sigt? For med opretholdelse af status quo bliver tilbagerulningen af GF unægtelig lettere at stoppe.

I det større perspektiv står vi nu også i en situation, hvor vi jubler over, at vi har fået regeringen til at rulle en af deres mange selvindførte forringelser halvt tilbage. Er det det, vi skal gå til valg på? At vi har forhindret en ”rød” regering i at implementere deres egen forringelse fuldt ud?

U-landsbistanden

Vi har sagt ja til en besparelse på ca. en mia. på ulandsbistanden. Det forklares dels med, at forringelserne kun er relative, da de var blevet 1½ mia. større uden Enhedslisten. Men skal vi ud fra den logik sige ja til enhver forringelse, som ellers vil blive større? Det lyder umiddelbart i modstrid med vores princip om at stemme imod den mindste forringelse. Vi skal ikke tage ansvar for de andre partiers forringelser. Vores holdning til u-landsbistanden er et godt eksempel på en logik som har sneget sig ind i vores politik, men som ikke er i overensstemmelse med det netop vedtagne principprogram.
Et andet argument har gået på, at det primært er den neoliberale bistand vi har skåret på.

Og ja, der er nogle projekter som lige nu har en tvivlsom karakter. Men med den logik vil man i fremtiden kunne skære på budgetter alle mulige steder – kan vi også skære i budgettet til folkeskolen, hvis det blot skæres rigtigt?

Derudover så står det klart, at ikke alle de beskårede projekter nødvendigvis var såkaldt dårlige projekter. Flere medlemmer af partiet har da også undret sig over den diskrepans der er mellem, hvordan vi i medierne har ærgret os over forringelser, mens vi internt forsvarer dem. Mon det skyldes at forhandlerne muligvis har kunnet overbevise et HB-flertal om besparelsernes uskyldige natur, men har lidt sværere ved at overbevise NGO’erne selv?

Uanset hvad, så burde vi selvfølgelig i stedet for besparelser have krævet lødig brug af alle bistandsmidler.

Politisk håb

Tekniske bortforklaringer af forringelser til side.

Det er svært at se, at regeringen med den nuværende finanslov har brudt med deres egen nedskæringspolitik. Der er drysset penge ud til forskellige gode formål, men på afgørende områder er der ingen forbedringer sket – tværtimod indeholder den også konkrete forringelser og opsummering af forskellige forringelser fra dette og de foregående år. Det burde Enhedslisten ikke støtte.

Vi skulle være den stemme som gik forrest og gav folk en tro på, at tingene kunne være anderledes. Vi burde ikke tage ansvar for den bedst mulige implementering af de andres forringelser. For tilbage står det faktum, at mange flere mennesker har fået det værre end bedre under den nuværende regering, og det retter denne finanslov ikke op på.

Men værst af alt er det måske, at Enhedslisten har forspildt en oplagt chance.

Vi kunne have skubbet befolkningens dagpengekrav helt i front, skubbet til fagforeningerne og været med til at skabe den bevægelse som vi så ofte taler om i partiet. Ligeledes kunne en smertegrænse på området have fået forhandlingerne til at falde helt anderledes ud. For regeringen ved godt selv, at dens dage synes talte, de er pressede, de vil genvælges. Der var derfor de havde så meget brug for en finanslov med SF og Enhedslistens stemmer.

De stemmer skulle vi ikke have solgt så billigt som vi gjorde.