I oktober 2014 udstillede Dan Park i en kælder på Østerbro billeder, som lagde grunden for en racismedom i Sverige.

Billederne var forinden udstillet på Christiansborg og modtog bifald fra en bred vifte af liberalister – fra Trykkefrihedsselskabet til kunstneren Kristian Von Hornsleth.

Den massive opbakning med nationalistiske overtoner indikerer, at en kolonialistisk indskrænkning af rummet for frigørende udtryk til fordel for udvidelsen af rummet for det magtbevarende udtryk fortsat lever i bedste velgående.

Kunsten dvs. sangen, samtalen, digtet, talen, tanken, tåren, tumulten, armbevægelsen, penselstrøget, bandeordet, skriget, fantasien, manifestet, romanen, chokket, hoppet, blæsten og fingeren har et revolutionært potentiale, der overgår den kontrollerede, disciplinerede og fastlåste ’handling’.

Altså, udfordrer man magten via konventionel, målrettet ’handling’ er man begrænset af de forestillinger, der dikterer rammerne for at ’handle’: demonstrationer, underskriftsindsamlinger, partidannelse, medieomtale, juridiske anklager osv. 

Derfor pålægger det kunsten at ruske i de disciplinerede rigide rammer for derved at skabe nye rum til forestillinger om ’(mod)handling’.

Det sker, når magten (som begreb, system, institution eller individ: staten, de regerende, kapitalismen, kapitalisterne, religionen, de prædikende, heteronormativiteten, homofoberne, kolonialismen, kolonisterne), som dikterer hvilke ’handlinger’, der anses for acceptable, miskrediteres og angribes af kunsten. Derved opstår hidtidig utænkelige narrativer, der kan undersøges.

Racistiske stereotyper, som blev og fortsat bliver brugt af kolonialister til at markere den racialiserede, devaluerede ’anden’ som en uønsket, der kan disciplineres og civiliseres, figurerer i en uendelig mængde kunstværker verden over.

Derfor er Dan Parks ’streetart’ ingen sensation eller innovation.

Den måde, Dan Park er blevet fremstillet som provokatør og kunstner med behov for beskyttelse, er en misledning, der påkalder en analyse af Dan Parks manglende kunstneriske potentiale og aktive hindring for produktionen af kunst af transformerende karakter. 

Racistiske stereotyper optræder også i den legendariske Jean-Michel Basquiats kunst (1960-1988) – men her ophører enhver lighed mellem de to kunstnere. Basquiat generobrede symboler ved at forvrænge dem og indlede angreb på kolonialismen, imperialismen, slaveriet og den kapitalistiske grådighed.

Hans kunst afviser den hvide eksotisering af den sorte krop, som Dan Parks kunst favner og fremmer.

Basquiats afvisning af det kolonialistiske blik formidles igennem smerte, genstridighed, uro, udtryk for lemlæstelse, nøgne knogler og utæmmede penselsstrøg som rykker ved vores grænser og forstyrrer det liberalistiske og kolonialistiske tankemønster.

Netop det deterministiske mønster tilskynder, at kunstnere som Dan Park fastholder det kolonialistiske blik. Hvis man som publikum indvilliger i at lade sig afkolonisere, tilbyder Basquiat en dekonstruktion og destruering af den racistiske visualisering af den sorte krop som værende ’vild’ og ’farlig.’ Han omskriver den forbindelse til noget formidabelt og forbilledligt via referencer til voodoo og masai kultur. 

Den revolutionære kunst ikke blot erkender og illustrer, at den liberale virkelighed er en fængslende virkelighed, der nødvendiggør bestræbelsen efter frigørelse, men retter blikket mod ubetrådte stier, der leder til uventede afkroge af indsigt og handling.

Vi har ansvar for at værne om netop denne kunst da dens eksistens til stadighed trues og begrænses af det hvide maskuline kunst etablissement og de samfundsstrukturer, som lægger grund for etablissementets eksistens.

Den revolutionære kunst er selvsagt uønsket af etablissementet, idet den tilbyder en sprængfarlig kritik af status quo og efterlyser selv-fordømmelse blandt de magthavere, der dagligt producerer den liberale realisme og blokerer for de ubetrådte stier af transformerende potentiale.

I de tilfælde hvor kunstnere som Basquiat opnår anerkendelse af det etablissement, hvis grundlag det udfordrer, opstår der en kolonialistisk æstetisering og censurering, som leder til, at værkerne omfortolkes og poleres for derved at legitimere det eksistensgrundlag, som værkerne ønsker at miskreditere.

Det var tilfældet med Basquiats kunst som i dag er indskrevet i en ufarlig hvid, vestlig kunsthistorie, der skygger blikket fra at gå dybere end til overfladen af hans værker.

I teorien kunne Trykkefrihedsselskabet, hvis det ikke hvilede på et liberalistisk, kolonialistisk grundlag, være et organ, som sikrer frigørende udtryk i et rum der konstant indskrænkes og censureres af ovenstående processer.

I stedet forsvarer Trykkefrihedsselskabet status quo ved at fremstille Dan Park som provokatør, selv om han i virkeligheden blot tilbyder det kunstneriske indhold som styrker magthavernes position.

Han medvirker til en ukontroversiel og i høj grad uproblematiseret proces, der går tilbage til den franske kolonialisme.

Den process - Mission Civilisatrice - referer til den ’civiliseredes’ forsøg på at tæmme vildskaben. At civilisere den markerede, racialicerede såkaldte ’anden’.

Dan Park generobrer ikke ’vildskaben’ som Jean-Michel Basquiat gjorde det. Han udtrykker i sit værk, som blandt andet består af portrætteringer af  hængte sorte mænd, ingen nysgerrighed, intet ønske om forandring og ingen omskrivning af symboler og stereotyper.

Tværtimod indgår hans portrætteringer i en kolonialistisk narrativ, der disciplinerer den devaluerede ’anden’ og tæmmer en potentiel revolutionær vildskab, som kunne udtrykkes i rummet for kunstnerisk udfoldelse; som kunne åbne vores verden op for ubetrådte stier; som kunne have indflydelse på vores fremtidige udfoldelse af ’handling’.  

Dan Parks billeder er således ikke blot ufarlige for magten. De er i et større kunsthistorisk perspektiv også ugyldige, da de ganske enkelt lægger sig i slipstrømmen af mainstream narrativer, som lægger hindringer i vejen for strømmen af kunst af transformerende og revolutionerende karakter; kunst som overskrider koloniale grænser i dets manifestering af gaga, vilde bevægelser, udråb, højeksplosiv ustabilitet, som ultimativt leder til nye forestillinger og ’handling’.

Bjørk Grue Lidin er medlem af redaktionen for det feministiske tidsskrift Hysteria.