Dette er 4. indlæg i min serie om antisemitisme og forholdet til den israelske stat. Sidste indlæg handlede om hvordan, palæstinenserne ikke har brug for den ”solidaritet,” der tager form af anti-semitisme. Der er ingen grund til at benægte, at kritik af staten Israel af og til er motiveret af eller kammer over i had til alle jøder, som af den uvidende bliver betragtet som repræsentanter for Israel eller zionismen. Tværtimod er det vigtigt at konfrontere disse opfattelser direkte, for udover at være en form for racisme, skader de også palæstinensernes kamp for frihed.
I dette indlæg skal vi se nærmere på en tilsvarende tendens, der på den ene side kan virke som det modsatte men faktisk bare er en den anden side af den samme racistiske opfattelse - nemlig når støtte til Israel og zionismen er motiveret af eller kammer over i en form for anti-semitisme. Dette er ofte mere skjult og svært at afdække - det dækker sig jo ind under argumentet ”hvordan kan jeg være anti-semit, når jeg støtter den jødiske stat?” - men det er faktisk ikke så ualmindeligt.
Og den ”pro-israelske” anti-semitisme er faktisk bare en anden version af den ”anti-israelske” anti-semitisme. Begge er nemlig den samme gamle europæiske idé om, at etnicitet og politisk forpligtelse hænger sammen, og at jøder derfor må have en særlig loyalitet overfor en bestemt stat.
Når Israels forsvarere (og repræsentanter) insisterer på at den israelske stat repræsenterer alle jøder og at enhver kritik af denne dermed er udtryk for antisemitisme, så bidrager de selv til de antisemitiske tendenser, som blusser op, hver gang den israelske stat begår handlinger som bør kritiseres - de der forsvarer staten og dens handlinger har jo selv sagt, at den repræsenterer hele det jødiske folk. Men det er selve denne idé om, at en enkelt stat kan repræsentere alle med en bestemt etnicitet, der er problematisk.
Ligesom der er pro-palæstinensere, som fremfører den antisemitiske anklage om, at alle jøder inderst inde støtter den israelske stat, er der også pro-israelere som viderefører den samme gamle antisemitiske påstand om, at jøder bør have en bestemt politisk loyalitet i kraft af deres etnicitet. Den første er en deskriptiv påstand om verdens tilstand, som de facto er falsk; den anden er en normativ holdning, som er moralsk problematisk.
Ikke alene er støtte til staten Israel fuldt foreneligt med antisemitiske holdninger; det kan faktisk også være et element i ens antisemitisme. Ligesom kritik af Israel - i vise former - kan være udtryk for en mere eller mindre skjult antisemitisme, kan støtte til Israel altså også være det.
Og en af de situationer, hvor støtten til den israelske stat bevæger sig over i det antisemitiske, er når den bygger på idéen om, at Israel på en eller anden måde repræsenterer alle verdens jøder og alt jødisk, eller idéen om at alle jøder, alene fordi de er jøder, må have en moralsk forpligtelse til at identificere sig med den israelske stat. Og ja - det er påstande, som den israelske stat og de zionistiske organisationer selv bruger til at slå jøder såvel som ikke-jøder i hovedet med, men det gør det ikke mindre forkert eller anti-semitisk.
Påstanden er en videreførelse af den etnisk-nationalistiske tankegang om, at enhver nation må bestå af én bestemt national kultur og etnicitet, og at folk af denne etnicitet ”hører til” indenfor den pågældende stat, som regerer over den nation. Det er bl.a. den tankegang, som var medvirkende til de antisemitiske holdninger og pogromer i de europæiske nationalstater. Det er idéen om, at kulturel og etnisk identitet og politisk loyalitet hænger sammen.
Dermed er det også en ny version af den gamle antisemitiske anklage mod jøder om, at de har en tvivlsom politisk loyalitet - at de ”i virkeligheden” ikke er tro overfor den stat, de bor i, men i stedet har forpligtet sig overfor ”fremmede magter” udenfor landet.
I gamle dage blev jøder betragtet som agenter for en obskur ”internationalisme” - enten ”verdenssocialismen”, eller ”finanskapitalen” eller en særligt jødisk verdenssammensværgelse (alle disse idéer lever stadig i diverse konspirationsteorier på højre- og venstrefløjen - af og til med ”jøder” skiftet ud med ”muslimer” eller andre elementer skiftet ud med ”menneskerettigheder”, ”klima” og ”FN”).
Pointen med disse anklager om en lyssky jødisk ”internationalisme” er naturligvis at antyde, at jøder ikke har noget tilhørsforhold eller loyalitet til den pågældende nation, de bor i, og derfor udgør en trussel mod den. I dag kan denne anklage være mere konkret, i og med at anklagerne har fået en stat, som de kan pege på, og sige dér ligger jødernes politiske loyalitet.
Og hvis man samtidig mener, at et menneske kun kan være virkelig loyal overfor én stat, så følger det ganske logisk, at man betragter jøder, der bor udenfor Israel, som illoyale overfor de stater, de faktisk bor i. Idéen om, at jøder har en særlig forpligtelse overfor Israel kan altså være en implicit anklage om, at de er forrædere overfor de lande, de er borgere i, og at de ikke er ”rigtige” borgere. Det er dermed gamle antisemitiske anklager i nye klæder.
Det gør det ikke bedre, at man anerkender, at ikke alle jøder de facto føler loyalitet overfor den israelske stat, hvis man normativt mener, at de bør være det. At mene, at folk er forpligtet til at have bestemte politiske holdninger og sympatier alene på grund af deres etnicitet er naturligvis en gentagelse af den racistiske nationalisme, som vi allerede har været inde på - en nationalisme, som har ført til etnisk udrensning og undertrykkelse af kulturelle mindretal. At hævde, at jøder bør være loyale overfor den israelske stat frem for deres egen, er at sige at de egentlig ”hører til” i Israel og ikke der, hvor de nu engang bor.
De antisemitiske konsekvenser af denne tankegang, er åbenbare. Jøder, der bor i Europa, kan således både anklages for at være forrædere overfor de stater, de bor i, eftersom de inderst inde er loyale overfor staten Israel, og hvis de siger at det ikke passer, så kan de anklages for illoyalitet overfor den israelske stat, eftersom de ”bør” forpligte sig overfor den, alene fordi de er jøder. Den antisemitiske logik er godt dækket ind - der er ingen mulighed for at slippe for de racistiske anklager uanset hvad man gør.
Men derudover bliver anklagen om politisk forræderi også ofte fulgt af en moralsk og psykologisk anklage mod det enkelte medlem af den etniske gruppe, som ikke erklærer sig enig i kravet om politisk loyalitet. Den moralske påstand om, at jøder bør føle en særlig forpligtelse overfor den israelske stat, fordi den påstås at repræsentere hele jødedommen og det jødiske folk, bliver ofte til en anklage om, at de jøder, som vover at kritisere Israels politik, i virkeligheden er ”selvhadende” - dvs. at de er en slags forrædere overfor sin egen kulturelle identitet.
Denne sygeliggørelse af mennesker, der ikke deler den samme politiske overbevisning, er kendetegnende ved mange totalitære regimer og ideologier. Når man ikke betragter sine politiske modstandere, som folk med forskellige holdninger og grunde til at have disse holdninger, men i stedet som stakler, der lider af en psykologisk brist og derfor ikke ved ”hvad der er godt for dem selv”, så har man afvist muligheden for diskussion og i stedet stemplet modparten som irrationel.
Et eksempel på denne tankegang med dens mange lag af anklager om falsk loyalitet og forræderi er den danske lektor i statskundskab på Syddansk Universitet og blogger på det konservative dagblad Berlingske Tidende, Søren Hviid Pedersen. Flere gange har han anklaget jøder, som kritiserer den israelske stat, for at være forrædere mod både den israelske stat - som de altså hverken bor eller er statsborgere i - det jødiske folk og deres egen identitet.
Han dyrker altså opfattelsen om, at alle jøder - uanset hvor de ellers bor - skylder den israelske stat en slags politisk trofasthed, og at den og dens politik vitterligt repræsenterer alle jøders interesser. Hvis den enkelte jøde, frabeder sig at blive påtvunget denne loyalitet og insisterer på ikke at være repræsenteret af den israelske stat, så mødes de endvidere med anklagen om at være ”selvhadende jøder”, der ikke vil stå ved sig selv og sit folk.
Det er en direkte fortsættelse af den gamle antisemitiske anklage mod jøder om, at deres loyalitet i virkeligheden ligger et andet sted end det land, de bor i, og de folk de bor sammen med. ’
Eftersom den ultra-konservative og totalitære lektor Pedersen mener, at enhver er forpligtet til at have udelt og ubetinget loyalitet overfor de statslige institutioner i det land, de bor i, så er hans insisteren på den jødiske loyalitet overfor Israel altså samtidig en implicit påstand om, at jøder ikke kan være rigtige loyale borgere i de lande, de bor i. De kan altså ikke leve op til hans krav for ”rigtige” statsborgere.
Den internationalt anerkendte amerikansk-jødiske filosof Judith Butler har længe kritiseret den israelske stat og den politiske zionisme. Hun er især kritisk overfor idéen om, at Israel skulle repræsentere jødedommen generelt og har skrevet en bog, hvor hun bl.a. kritiserer den nationalistiske zionisme ud fra en eksplicit jødisk etik med citater fra en række tænkere indenfor den jødiske tradition. Hendes afvisning af zionismen og kritik af den israelske stat er altså åbenlyst ikke et forsøg på at distancere sig fra sine jødiske rødder, men er tværtimod solidt forankret i en jødisk identitet.
Ikke desto mindre istemmer Søren Hviid Pedersen den skingre og defamerende kritik af hende og stempler hende som en forræder, der ikke er ”tro mod sit folk” og sågar som ”antisemit”. Til det absurde spørgsmål om den jødiske filosofs påståede antisemitisme, svarer han:
”Jamen er hun ikke det? Men måske værst af alt er hun ikke tro mod sit folks vitale interesser?”
Den kommentar faldt i en debat på Facebook, 5. september 2012. Da jeg bemærkede, at Judith Butler er amerikaner og dermed ikke er politisk forpligtet overfor den israelske stat, at den israelske stat derudover ikke nødvendigvis repræsenterer ”hendes folk” eller deres interesser, og at det endvidere lægger sig meget tæt på at definitionen på antisemitisme at hævde, at alle jøder har sammenfaldende interesser og at de skulle være ansvarlige overfor den israelske stat og dens handlinger, svarede han:
(M)iseren er vel her, at hun rent faktisk ikke opfatter sig udelukkende som amerikaner men også som jødisk, og hvis det er tilfældet mener jeg (1) at hun kan ikke være begge dele, menneskelivet er afgørelse og man må træffe valg - man kan ikke være A og B samtidig (2) såfremt hun mener at hun er tro mod sit jødiske ophav alligevel retter kritik mod staten Israels forvaltning af sine sikkerhed, så er hun ikke patriotisk.
Altså: Enten kan Butler vælge at være jøde, og så skal hun identificere sig med den israelske stat, eller også kan hun være amerikaner, men så skal hun afsværge sig sin jødiskhed. Man kan ikke være begge dele. Hvor er det nu vi har hørt det før?
Nå jo, det er jo nærmest ord for ord et ekko af de antisemitiske kampagner, der har været ført fra Den spanske inkvisition og frem til i dag: Jøder må opgive sin jødiske identitet, hvis de vil være en del af det samfund de bor i, og indtil de gør det, så anklages de for ikke at være loyale (”patriotiske”) overfor det. Anklagen om falsk loyalitet er den antisemitiske anklage per excellence.
Lignende anklager rettede Søren Hviid Pedersen i en anden debat mod to danskere med jødisk baggrund, som var ytrede kritik af den israelske stats igangværende bombardement af Gaza-striben. Den ene af de to var Modkrafts blogger, den dansk-israelske Yonatan Ungermann Goldshtein. De måtte bl.a. stå model til den klassiske anklage om at være ”selvhadende jøder” og til den dobbelte antisemitiske anklage om manglende loyalitet:
[H]vorfor dog dette selvhad og mangel på troskab mod Jeres folk og nation?
Anklagen om manglende troskab er dobbelt, fordi lektor Pedersen jo dels angriber dem for ikke at være loyale overfor den israelske stat, som han åbenbart mener, at de bør identificere sig med alene fordi de er jøder, og dels for at tilhøre den israelske nation hvormed de altså ikke kan være loyale overfor det danske samfund, som de bor i.
Som han påpegede i debatten om Butler, så mener han jo, at jøder må vælge mellem at identificere sig med sit jødiske ophav og føle loyalitet overfor staten Israel eller at identificere sig med det land, de bor i, og opgive sin jødiskhed. I den antisemitiske logik, kan jøder altså kun være forrædere - enten overfor det land, de bor i, eller overfor sin jødiske identitet, som ifølge antisemitterne udelukkende repræsenteres af den israelske stat. Den eneste mulighed for at jøder kan være ”patriotiske” er altså hvis de flytter til Israel - hvilket blot er en anden måde at gentage den gamle antisemitiske påstand om, at jøder ikke hører til i Europa.
Hvis Søren Hviid Pedersen blot var endnu en i rækken af nationalistiske ekstremister som får en blog stillet til rådighed på Berlingerens hjemmeside, så kunne vi måske trække på skuldrene. Men hans holdninger er relevante, fordi han jo i sin egenskab som universitetslektor har magt over andre mennesker - herunder jødiske studerende på Syddansk Universitet. Hvis hans insisteren på at ikke-israelske jøder må vælge mellem sin jødiske identitet og loyaliteten overfor det land, de bor i, har indflydelse på hans faglige vurdering af de studerende, så er det yderst problematisk.
Og hans egne ord indikerer, at det er tilfældet. I debatten om Judith Butlers påståede "forræderi" mod "sit folk", hvor lektor Pedersen krævede at hun måtte vælge mellem sin jødedom eller sit statsborgerskab, faldt også følgende totalitære argument:
Patriotisme og det nationale er ikke en politisk værdier, de er forudsætningen for at tænke politisk.
Som lektor i statskundskab er det bl.a. hans arbejde at vurdere de studerendes evner til at tænke politisk. At han mener, at studerende, der ikke har et nationalistisk og ”patriotisk” udgangspunkt, ikke er i stand til at tænke politisk, er slemt nok - han har dermed afvist overhovedet at forholde sig til politiske argumenter der ikke bygger på hans opfattelse af "patriotisme", og det må da gå ud over hans evne til at vurdere sine studerendes arbejde generelt.
Men som hans andre udtalelser viser, vil det være særligt svært for danske jøder at leve op til kravet om at tage udgangspunkt i ”patriotisme og det nationale,” for de er jo ifølge lektor Pedersen nødt til at vælge mellem at være ”tro mod sit jødiske ophav” og føle loyalitet overfor den israelske stat, eller at definere sig som danskere og være ”patrioter” i forhold til den danske stat men samtidig opgive sin jødiske identitet. ”Man kan ikke være A og B samtidig,” hævder han. Hvis de nægter at træffe det valg, så kan de altså ikke ”tænke politisk”?
Hvordan i alverden kan en universitetslektor med et så grotesk forsimplet syn på menneskers forpligtelser og kulturelle identitet og på politisk tænkning træffe en nøgtern faglig vurdering af sine studerende? Særligt de jødiske og andre studerende med en etniisk baggrund, som giver lektor Pedersen mistanke om at deres politiske loyalitet i virkeligheden bør ligge overfor en anden stat. Man kan blot håbe på, at han i praksis ikke følger sin teori - og at han altså ikke egentlig tror på sine egne argumenter og påstande.
Lad os lige opsummere: Søren Hviid Pedersen mener at jøder bør være loyale overfor "sit folk", som han mener repræsenteres af den israelske stat, og han mener derfor at jøder bør være loyale overfor den israelske stat, uanset hvor de bor - det gælder som vi har set både for danske og for amerikanske jøder. Deres reelle tilknytning til staten Israel er underordnet - han rettede samme anklage mod amerikaneren Judith Butler, som han gjorde mod en dansker med israelske rødder - så det er altså alene deres religiøsr/kulturelle/etniske identiet, der skaber det påståede krav om moralsk og politisk forpligtelse overfor en bestemt stat.
Endvidere mener han, at ingen kan være loyale overfor to stater samtidig. Det fremgår af hans krav om at Judith Butler må vælge mellem sin identitet som jøde (og dermed ifølge SHP forpligtet overfor Israel) og sin identiet som amerikansk statsborger. Det fremgår også af hans udtalelser i andre sammenhænge, hvor han direkte og utvetydigt har sagt, at man ikke kan være loyal overfor to stater:
Dermed følger det ret uundgåeligt, at Søren Hviid Pedersen må mene, at danske (og amerikansk osv) jøder ikke er loyale overfor den danske stat og det danske samfund. Der er ingen tvivl: Det ér antisemitisme! Uanset om det er tilsigtet eller ej, så er det altså antisemitisme, når konsekvensen af hans tankegang er, at han anklager alle herboende jøder for enten at være forrædere mod den ene eller den anden stat.
At sætte lighedstegn mellem alle jøder og den israelske stat er antisemitisk. Uanset om det er motiveret af en afstandtagen til den israelske stats politik, og derfor til jøder generelt, eller om det er motiveret af et forsvar for denne stat, som man mener repræsenterer alle jøder. I begge tilfælde bliver flertallet af verdens millioner af jøder gjort ansvarlige for holdninger, de ikke nødvendigvis har, og handlinger de ikke har begået. Det er at tillægge jøder essentielle politiske og moralske karaktertræk alene på grund af deres kulturelle identitet, og det er antisemitisme.
Bemærk: Jeg har ikke den mindste grund til at tro at Søren Hviid Pedersen nærer noget aktivt had eller andre følelser overfor jøder som sådan. Antisemitisme og racisme er ikke kun et spørgsmål om følelser. Jeg anklager ham ikke for at have nogen følelser af nogen bestemt art, men for at fremføre idéer som han enten ikke selv har gennemtænkt eller er ligeglad med konsekvenserne af. For de idéer han fremfører hører til en tankegang som hænger uløseligt sammen med antisemitisme og andre former for racisme.
Det er idéen om, at hvert individ i kraft af dets etnicitet er politisk forpligtet overfor en bestemt politisk stat, og den tilsvarende idé om, at der til hver stat hører en befolkningsgruppe med én og kun én etnicitet. Det er en tankegang der konsekvent har ført til forfølgelse af etniske mindretal og etniske udreninsninger, og det er en tankegang der har været drivkraft i anti-semitiske bevægelser i århundreder. Uanset om lektor Pedersen nærer racistiske forestillinger eller ej, og uanset om han vil det eller ej, så er hans argumenter dele af en ideologi, som har racistiske konsekvenser: Jøder og andre mindretal kommer altid i klemme i et sådant etno-nationaistisk projekt.
Men idéer kan man jo ændre, revurdere og forholde sig kritisk til. Da SHP næppe nærer nogen bevidst modvilje mod jøder, og man må formode at han også ønsker at bekæmpe antisemitisme, så er denne tekst altså hermed en opfordring til at han sætter sig ind i antisemitismens historie og genovervejer sine etno-konservative idéer i lyset af denne problemstilling.
Det skal også tilføjes at Søren Hviid Pedersen blot er ét konkret eksempel på en tankegang, der er langt mere udbredt i de europæiske samfund. Han er på ingen måde unik hvad idéerne angår. Det mest unikke er, at han i modsætning til mange andre, fremfører sine idéer højt og uden omsvøb, hvilket gør det lettere at forholde sig til og kritisere. Dét er altså grunden til at jeg har udvalgt lektor Pedersen i denne tekst: ikke fordi han er særligt rabiat, men fordi han tværtimod er et eksempel på en forholdsvis mainstream tankegang: Videreførelsen af den reaktionære, europæiske nationalisme, som er en central del af den europæiske kulturarv med alt hvad dertil hører af pogrommer, religionskrige, etniske stridigheder, og så videre.
I næste afsnit skal vi se på lidt flere eksempler på pro-zionistisk og pro-israelsk antisemitisme.