Gennem de syv dage, turen til Nordkorea varer, beretter fortælleren om et land, der nidkært holder styr på sine gæster ved at sørge for, at de holder sig i små grupper og overholder de regler, der på forhånd er udstukket igennem en række nedskrevne retningslinjer. Blandt andet skal al kommunikation foregå på engelsk.

Samtidig blander rejseskildringerne sig konstant med længslen efter en oprindelig far, der stammer fra en landsby i Nordkorea, drømme om en nordkoreaner, der måske aflytter fortælleren, og erindringer om en opvækst som transnationalt adopteret i Danmark.

Igennem tiltagende modstillinger og ambivalens fremskrives et perspektiv på transnational adoption, som lægger op til en adoptionskritisk læsning.

(Ikke)realistiske tilstande

HAN er overordnet set struktureret af en kontrast mellem to tekstplaner. På den ene side er der turistens færden i Nordkorea. Den kommer dels til udtryk stilistisk som en fremadskridende fortælling. Dels gennem de begrænsninger, som fortælleren oplever, at rollen som turist medfører.

På den anden side er der en drømmetilstand, som fortælleren fletter sammen med tekstens virkelighed. Den del er karakterisereret ved mange sideordnede hovedsætninger. Et eksempel er på rejsens førstedag, hvor gruppen vises rundt i Pyongyang, og fortælleren lige har taget et foto af en triumfbue:

“Længere ude i horisonten står en pagode. Træerne har ingen blade. Himlen er grå. Der hvor solen synker, og tusmørket begynder, ligger hotellet på en ø i byen. Som en sten i floden, flodens øje. Øjenlåget er en lomme af asfalt udlagt som en stor parkeringsplads foran en høj bygning. Der hvor asfalten slutter, står buskene som tætte, mørke vipper. Ansigtet er skrænt og flod. Kun én vej forbinder øjet med byen. Vi må ikke gå på den vej. Hotellet er hundrede halvfjerds meter højt. Det har syvogfyrre etager [...]”                     

Teksten bevæger sig på denne måde ofte ud af spor, hvor grænsen til et ikke­realistisk forestillingsplan krydses. Bevægelsen mellem de to planer sker i forbindelse med turistpositionens begrænsninger. Den restriktive tilgang til det nordkoreanske rum tvinger fortælleren til at forholde sig til det på andre måder.

HAN bryder på denne måde med gængse repræsentationer af Nordkorea. Et tydeligt eksempel i HAN på den type fremstillinger er den norske Marte, der på et tidspunkt udbryder: “Krafthelvete [...] Det her er så sygt. Jeg bliver i dårligt humør af at deltage i det her jævla teater [...]”.

Marte synes karikeret i sin konstant ensidige kritik af Nordkorea. Men dette kan netop forstås som en pointe; som en karikatur af de slags fremstillinger, man blandt andet finder i den satiriske tv­serie Det Røde Kapel fra 2006, der gennem den sydkoreansk adopterede spastikker Jacob Nossel udstillede nordkoreanernes ubehag ved handikappede mennesker for derigennem at kritisere de politiske forhold i landet.

Men det er også vigtigt, hvordan fortælleren selv både fremstiller sin medrejsende reduktivt og nedladende, og hvordan hun igennem bogen samtidig i højere og højere grad overtager Martes måde at tale på. Fortælleren selv er ikke undtaget fra de simplificerende forklaringer.

Slægtskab

Der er en gennemgående længsel i HAN efter en form for oprindelighed: “Han, hvis min rejse er en søgen efter et sted at udspringe fra, er det så mit blod, der løber i landets floder?” Denne længsel synes at være drevet af ønsket om at ligne: ”Når jeg står her i dit fødeland, har mit ansigt fundet hjem. Her er det beslægtet med alle andre ansigter. Slægtens skabelon. Jeg vil så gerne ligne alle andre, sagde jeg en dag til nye mor og far.”

Længslen er derfor ikke nødvendigvis et ønske om at vende tilbage til et bestemt og lokalisérbart oprindelsessted. Den er nærmere en nostalgisk længsel efter forestillingen om et hjemsted, der hviler på en sammenlignelighed, som i sig selv er vilkårlig.

Ønsket om at ligne kan siges at tale sig ind i den sammenstilling af tekstens to planer, der er vigtig for HAN. Fortælleren finder sig ofte stillet mellem to positioner som næsten-­koreaner og næsten­-ikke-­koreaner. Et særligt billede på forholdet er den syriske rose, der optræder i et af fortællerens danske minder. Blomsten, der har en særlig plads i koreansk kultur, sammenstilles med den jyske verden, hun er opvokset i. Samtidig er blomstens navn det eneste i HAN, der er skrevet med hangul, det koreanske alfabet: 무궁화.

Denne umiddelbare uigennemtrængelighed af et andet skriftsystem for størstedelen af det danske publikum, HAN er sendt ud til, relaterer sig også til fortællerens eget møde med hendes drømmes nordkoreaner. Fra starten er nordkoreaneren forbundet med genkendelighed, han ligner hendes bror.

Men da han i en enkelt scene taler til hende, er det på koreansk. Fortælleren gengiver det, han siger, på dansk og svarer ham på engelsk ved at sige, at hun ikke forstår koreansk. Denne dobbelthed mellem sproglig genkendelighed og ugennemtrængelighed i HAN forhindrer fortælleren i at lade sig indfange af en absolut og totaliserende identitet som enten koreaner eller dansker.

Adoptionskritik

I beskrivelserne af de koreanske forældre optræder en tvivl, der er båret af, at fortælleren finder sig stillet mellem flere positioner:

“Han, du er død. Det er et år siden, jeg ikke har begravet dig. Jeg vender tilbage, nu ser jeg, at de har brændt dig og puttet dig i en skuffe i en reol, en sættekasse af afdøde. De døde bor i skuffer i jeres land. [...] Kære far, jeg ville ønske, du blev til jord, det har måske noget med kulturforskelle at gøre, at jeg er vokset op i en dansk kultur, hvor der er tradition for, at døde bliver til jord, ædt af orme, [...] jeg ville ønske, du blev til jord, det er forkert at lægge de døde i skuffer [...]”.

De koreanske, oprindelige forældre optager meget plads igennem deres tilstedeværelse i mange af fortællerens ikke­realistiske tekstpassager. Men på samme tid som de skrives detaljeret frem, distancerer fortælleren sig fra dem og hermed fra sin egen forestilling om oprindelse. Eksempelvis bliver den oprindelige fars land angivet som “jeres” i sætningen “De døde bor i skuffer i jeres land” og det at lægge de døde i skuffer betegnes som “forkert”.

En distancering finder sted også i forhold til beskrivelsen af de danske forældre: “Han, jeg er et år [...] Det land, der bliver mit, er Danmark. Jeg ankommer med fly. [...] Min nye mor og far henter mig for at køre mig til landsbyen. Her skal jeg vokse, spise, bo. Her skal jeg plukke bladene af den store blodbøg og skrive mit navn i hjørnerne på tegninger af piger med lyst hår, trekantede kjoler og store blå øjne.”

Barndomsbeskrivelserne udgør en kulturel ramme, som er genkendelig for den implicitte læser i en dansk kontekst. Men også her synes et ambivalent forhold at træde frem, for på samme tid som denne ramme gøres genkendelig, distancerer fortælleren sig også fra sine egne adoptanter, idet de danske forældre kaldes for “nye mor” og “nye far”. Herved gentages tvivlen om genkendelighed og uigennemtrængelighed, ikke i forhold til sproget men i stedet til oprindelse og tilhørsforhold.

Fortælleren distancerer sig både fra koreanskhed og danskhed og fra de koreanske samt de danske forældre. Set i lyset af transnational adoption er denne distancering samt spørgsmålet om nærhed interessant. Ambivalensen i HAN udgør en modstand mod fiksering og totalisering.

Den kan dermed opfattes som et modsvar til de essentialiseringer af transnationalt adopteredes slægtskaber og tilhørsforhold, som bliver formuleret andre steder i dansk adoptionskultur. Et eksempel er programmet Sporløs på DR1, der følger de medvirkendes søgen efter blodsbeslægtet familie.

I de afsnit, hvori transnationalt adopterede medvirker, fremstilles blandt andet relationen til det efterlyste familiemedlem som gennemgribende vigtig for den adopterede og af et omfang, der nødvendiggør selve eftersøgningen.

HANs ambivalente forhold af distance og nærhed til både afgiverlandet Sydkorea og modtagerlandet Danmark, men også til de oprindelige forældre samt adoptanterne, bryder med eksempelvis Sporløs' essentialisering af relationen mellem oprindelig forælder og adopteret. I HAN er slægtskabet for den transnationalt adopterede altid ustabilt.

Den destabiliserende tvivl i bogen gør det således muligt at anlægge et adoptionskritisk perspektiv på læsningen, hvor alle familiekonstellationer forekommer forestillet og konstrueret.