Bassisten Lloyd Swanton står med lukkede øjne i favntag med en enorm bas. Det samler fokus.

Koncerten begynder. Musikerne springer ud i det store tomme rum.

Pianisten Chris Abrahams hænder bølger henover tangenterne.  Som klokker, som vand, som syngeskåle. Fine små sandkorn i blæst på klaverstrenge.

Trommeslageren Tony Buck spiller ikke trommer. Han er trommer. Som en tryllekunstner formår han at skifte det ene instrument ud med det andet i ét flow.

Whiskers, stik, kølle, rasle, savklinge.

Med en kreativitet, som ville gøre Picasso misundelig, maler han med rytmen. 

En shamantromme bliver i en langsom proces til et vildt hestespand. Trommerne rider, vrinsker, bider, for igen at rasle sagte, som stille vind i et birketræ.

Bassen stryges med buen, mørk og monoton i timevis, for derefter pludselig at skifte tone og blive finger-spillet, så nakkehårene hvirvler af fryd. Lloyd stryger, knipser og glider i gentagende langstrakte mønstre.

En synkoperet vals støder til. På klavertangenterne vokser melodiske blomster. Chopin blæser sin ånde, så tangenterne flyver af. Tilbage er brosten, der bliver hakket i, og så en tangent, der looper ud i uendeligheden.

Hør The Necks med nummeret Open:

»Zen-sala-jizz«

Ingen etiketter kan sættes på The Necks. Det er ikke impro-jazz og ej heller minimalistisk avantgarde. Det er måske »zen-sala-jizz”? Trance-jazz kalder nogen det.

Der opstår mange associationer undervejs. Jeg drømmer, jeg svæver, jeg er inde i The Necks. Det er fabelagtigt godt spillet. Det er smukt, meditativt og nærende.  

The Necks spiller uafbrudt i en time. Så er der pause. Og så igen uafbrudt en time til.

Jeg tænker, at hænderne snart må falde af på pianisten. Men alle tre er garvede musikere.’

De har haft gang i mange andre projekter. Buck er mest kendt som leder af hardcore/impro bandet Peril. Lloyd har tre gange vundet prisen som bedste blues/jazz-bassist i Australien. Chris har været aktiv på Sydneys Jazzscene siden startfirserne og har et hav af musikalske solo- og samarbejdsprojekter bag sig.

Sidste del af koncerten viser Buck, hvordan der er uendeligt mange nye måder at spille trommer på: »Som åbner man en dåse«-bevægelse med trommestikken på kanten; en rund savklinge i hånden snurres rundt på trommeskindet, så takkerne klinger mod metalkanten.

Fascineret kigger jeg på hans magisk bugnende værkstøjspose. Sikke overflod af impro- og ny-tænkning!

Hør The Necks nummeret Sex:

Fri improvisation

Efter koncerten får jeg et lyn interview på to minutter med Tony Buck:

I spillede to numre til koncerten i aften, hvad er titlerne på disse ?

– Ingen, alt er improvisation.

Så I spiller fuldstændig uden rammer, platforme, titler eller på anden måde noget planlagt?

– Ja, hver koncert er ny og uprøvet.

Wow! Det er imponerende. Det må kræve en enorm tillid, ja ligesom god sex, dyb tillid, for at kunne åbne op til det smukke, kraftfulde og levende. Hvad gør I, når I går på scenen. Åbner I bare op, sådan ’PANG!’?”

– Ja, vi åbner helt op. Vi har tillid til hinanden.  Vi har også eksisteret som band siden 1986. Sammen har vi udviklet vores musik. Lysten til at lave noget andet end konventionel musik havde vi til fælles.

Jeg oplevede, at I gav hinanden meget plads. Som tre planter med hver jeres vibrerende liv, uden at skygge for hinanden. Der er ingen, der er leder eller frontfigur. Det er meget inspirerende. Hvordan kan I få det til at fungere?

– Ja, det er rigtigt, vi har intet hierarki. Vi lytter til hinanden, fylder ud, træder tilbage, giver plads. Vi hænger sammen, det er meget organisk.

Jeg ville gerne have spurgt om meget mere, men jeg må trække jeg mig tilbage, for at give plads til det hav af fans, der skal have signeret deres cd’er. The Necks nyeste CD hedder meget betegnende for deres tilgang til musikkunsten »Open«.

The Nicks, koncert på Jazzhouse, København, den 9. oktober 2014.