For nylig er Danmark blevet beriget med endnu en såkaldt antifascistisk gruppering. Vi har snart lige så mange af disse, som Italien har kommunistpartier. Men hvad er det egentlig, vi skal bruge dem til? Jeg har gennemgået deres politiske grundlag samt Modkrafts interview med dem, for måske at komme et svar nærmere.

Spoiler: jeg synes ikke, at klassekampen har brug for RA.

Hvad nyt bidrager RA med?

Revolutionære Antifascister slår sig op på ikke blot at være en ny gruppering indenfor området antifascisme, men også at gøre tingene på en ny måde. Nytænkning er der som sådan intet galt i, men jeg må sige, at jeg har svært ved at se, hvad nyt RA egentlig bidrager med.

Adspurgt af Modkrafts journalist Alexander Sjöberg om deres aktionsformer nævner de som sådan ikke andet end busture, klistermærker og plakater. Alt sammen noget, vi ganske udmærket kender til på venstrefløjen. Derudover får vi at vide, at de er åbne over for mange forskellige aktionstyper, og ikke vil lægge sig fast på en måde at gøre tingene på. Det er jo som sådan fornuftigt nok, men noget nyt er det altså ikke.

Det er deruover et løst organiseret netværk af unge mennesker fra København, der for de flestes vedkommende har deres daglige gang i Ungdomshuset og/eller BumZen. Lyder det bekendt? Det gør det i hvert fald i mine ører.

Det direkte svar på spørgsmålet ”hvorfor skal København have en ny antifascistisk gruppe” lyder svaret blot, at ”der har været et konkret behov. Der har manglet en organisering der gjorde, at folk kunne imødegå fascister, når de var til stede i København.” Første fremstår uden belæg, anden del fremstår for sig selv blot mærkelig, idet der jo allerede eksisterer flere af den slags grupper.

Det spørgsmål, som RA – så vidt jeg har kunnet læse mig til – endnu ikke har svaret på, er: hvilken ny position i klassekampen indtager I? Og hvorfor styrker det arbejderbevægelsen, at nogle indtager denne position?

Gode hensigter, manglende værktøjer

På ét punkt er dog ikke helt gale på den – nemlig når de siger, at der er brug for en gruppe, der er mere inkluderende end mange andre lignende organiseringer. Jeg tror for eksempel ikke, at jeg påstår for meget, hvis jeg siger, at der har eksisteret mere åbne og inkluderende politiske organiseringer end AFA. Således gør RA meget ud af at ville være inkluderende. Men ikke med ét eneste ord fortæller de, hvem de vil inkludere, og måske vigtigst af alt: hvordan.

Jeg ser selv mobiliseringen af ellers apolitiske folk fra apolitiske miljøer som en af de største og vigtigste udfordringer, vi står overfor som venstrefløj. Og jeg ærgrer mig over, at RA ikke har bragt os et skridt tættere på det. Hvis man vil være aktiv i et parti eller en fagbevægelse kan man melde sig ind, blive ringet op af nogle derfra og høre mere, få et brev med nogle materialer etc. Men tilsyneladende er RAs  mobiliseringsplatform den samme som andre antifascistiske grupper: facebook og hjemmesider, som folk udenfor venstrefløjen sjældent vil besøge. Jeg har svært ved at se, hvordan RA skal aktivere bredere end så mange andre lignende grupper. Forhåbentlig bliver jeg gjort klogere.

Kort om åbenhed

Og når snakken går på at være inkluderende, er det mig umuligt ikke at knytte en kommentar til deres åbenhedsbegreb. For RA er en åben gruppering, må man nok forstå. Alle kan nemlig i princippet komme med. Men altså, man skal bare lige spørge om lov først, og så finder de ud af det.

Gennem mit politisk liv – og særligt i min tid som ansat i SUF – har jeg haft meget at gøre med at aktivere nye folk, der aldrig havde rørt politik før. Og hvis jeg kan udlede en sikker læresætning fra det arbejde, så er det, at man ikke skal lade de nye komme til en – man skal selv komme til dem. Hele idéen om, at man så at sige skal ”spørge om lov” for at være med er dræbende for nye, der i forvejen har svært ved at overskue det at blive politisk aktiv. Og det er altså, uanset hvad RA ellers siger om, at de fleste nok skal få lov at være med.

Opsamling

Efter at have læst interviewet med ”Helena” og ”Karl” (der ikke ønsker at repræsentere deres åbne og inkluderende organisation ved eget navn) sidder jeg tilbage med en følelse af, at de uanset deres mange gode intentioner (der som bekendt brolægger vejen til helvede) ikke har nogle konkrete, praktiske bud på, hvad de rent faktisk vil gøre anderledes. Denne følelse af, at konceptet ikke er tænkt helt igennem, går igen, når man læser deres politiske grundlag.

Det politiske grundlag

Grundlaget kan deles op i tre dele. De første 4 punkter handler om alle de ting, RA vil bekæmpe/modsætte sig. Det handler blandt andet om fascisme (både erklæret og skjult), undertrykkende strømninger i samfundet, undertrykkelse på baggrund af en række forskellige faktorer mm. Dernæst følger pkt. 5, der i to sætninger opsummerer den skade, højrefløjen skaber, afsluttet af en tredje sætning om, at de vil bekæmpe den. I pkt. 6 slår RA det fast, at de vil vælge metode alt efter den givne situation. Og således har vi et politisk grundlag.

De to sætninger i pkt. 5 der handler om højrefløjens skadevirkninger giver ikke på nogen måde nogen retning for en politisk kritik. Man må uværgeligt stille sig selv spørgmålet, om begrebet ”højrefløjen” i ét ord omfatter så forskelligarterede politiske aktører som Dansk Folkeparti, White Pride, Radikale Venstre og CEPOS? Skal vi så bekæmpe alle de nævnte på samme måde? Det mener RA forhåbentlig ikke, men så er det jo så meget mere underligt, at de ikke har gjort sig den umage at skrive et program, der giver en smule mere retning på kritikken. Det ærgerlige består især i, at de fleste nuværende aktive i RA formodentlig er enige om, hvorfor det egentlig er, at det er vigtigt at bekæmpe højrefløjen – men når man ikke går det til at stykke officiel politik bidrager det til en lukkethed, hvor man skal være godt inde i miljøet for overhovedet at vide, hvad man mener. Dette er heller ikke ligefrem gavnligt for aktiveringen af nye folk.

Det er også bemærkelsesværdigt, at en gruppering, der pryder sig med navnet ”revolutionære” ikke med ét eneste ord nævner den klassekonflikt, der er hele baggrunden for fascismens eksistens. I stedet bruges den humanistiske floskel, at ”Højrefløjen skaber splittelse og konflikt mellem mennesker”. Nej, det gør den ikke – den skaber splittelse i arbejderklassen.

Pkt. 6 om metoder fejler, idet den ikke gør nogle klogere på, hvilke metoder RA vil anvende, blot at de vil afveje deres metodevalg efter situationen – hvilket vel er indlysende. Punktets bredde – og dermed uanvendelighed – kan ses på, at selv DSU formodentlig ville kunne skrive under på nøjagtig samme stykke tekst.

Til sidst kan det jo nævnes, at der praktisk talt ikke er det undertrykkelsesmønster, som RA ikke vil gøre op med. Det er naturligvis meget prisværdigt, men det er godt nok mange opgaver at stille sig selv i et ellers lille program – især taget i betragtning, at RA at dømme efter sine udtalelser til Modkraft vel egentlig mest handler om antifascisme.

Samlet set er det svært at se dels hvordan RA med sit politiske grundlag adskiller sig fra så mange andre grupperinger af samme slags, og dels, hvordan grundlaget skal skabe konkret retning for deres politiske handlen. Og er det ikke lige netop det, der er formålet med et politisk grundlag?

Hvad har vi i stedet brug for?

Som vi ved her på venstrefløjen, er det jo altid let at stå ude på sidelinjen og kritisere hvad andre laver. Spørgsmålet må altså være, hvad vi har brug for til at bekæmpe fascismen, hvis det ikke er RA? Jeg har naturligvis ikke en færdig løsning klar, men jeg tror, at følgende kan være at skridt i den rigtige retning.

Først og fremmest er der brug for, at ordet antifascisme i almindelige arbejderes ører ikke er lig subkultur, vold, maskeringer og lignende ting, som de ikke kan relatere til deres egen hverdag – ellers føler de aldrig, at de har nogen grund til at blive en del af nogen antifascistisk bevægelse. Det gør man ikke ved at sige til en Modkraft-journalist, at man er inkluderende. Det gør man ved rent faktisk at lave aktioner, der ikke skræmmer folk væk, at have et grafisk udtryk, der ikke signalerer tæsk (jeg refererer til RAs første logo, der inkluderede to korslagte baseball-bats), men fællesskab. Et banalt, men ganske effektfuldt middel, er at tage ud til folk på deres uddannelser eller arbejdspladser og tale med dem. Der er intet, der kan afmystificere venstrefløjen som at tale med en venstreorienteret.

Dernæst er der brug for en åben og ikke mindst gennemsigtig struktur. Set udefra er det totalt umuligt at gennemskue, hvem der er aktive i RA, hvem der beslutter logo, styrer pengekassen etc.  Jeg kan i hvert fald på egne vegne sige, at jeg ikke har lyst til at engagere mig i en bevægelse, hvor der ikke er klare og gennemskuelige hierarkier og strukturer, så alle kan se, hvordan de kan og ikke kan gøre deres indflydelse gældende. Denne mangel på gennemsigtig struktur deler RA med AFA – det er altså endnu et punkt, hvor de ikke formår at skille sig ud fra, hvad vi allerede har.

Med fare for at lyde mere polemisk, end jeg egentlig har til hensigt, er det nok egentlig bare brug for det stik modsatte end RA (og lignende grupperinger) tilbyder. Der er brug for et grafisk og sprogligt udtryk, der ikke skriger subkultur og tæsk, og aktionsformer, der aktivt henvender sig til apolitiske arbejdere og trækker dem med ind i bevægelsen – i stedet for blot at skubbe dem væk, som det sker nu.

Der er i hvert fald ikke brug for endnu en gruppering, der endnu ikke har vist sig at være spor anderledes end så mange andre.