Konsulentbranchen frygter et attentat på statens indkøb af private konsulentydelser, når Rigsrevisionen i denne uge (uge 26, 2014) under stor bevågenhed afleverer sin rapport om ministeriernes forbrug af konsulenter. Og med god grund!

20 ministerier og tilknyttede institutioner skal hvert år indberette deres forbrug af konsulenter til statens personalekontor, Moderniseringsstyrelsen. Men de folkevalgte statsrevisorer mente ikke, at forbruget af konsulenter bliver kontrolleret tilstrækkeligt. Derfor bad de sidste år Rigsrevisionen kulegrave forbruget.

Markedsgørelsen af den offentlige sektor har forstærket erhvervslivets og de multinationale selskabers ønske om at stikke sugerøret dybt i den offentlige pengekasse. Sugerørsmanøvren er attraktiv, fordi den giver et stabilt og sikkert afkast på investeret kapital end på det frie marked. Eller sagt med andre ord: bistandshjælp på første klasse.

De største internationale konsulentfirmaer har i årtier haft sugerøret i den offentlige sektors pengetank og scoret milliardgevinster. Alene i 2008 brugte staten 3,7 milliarder kroner på eksterne konsulenter. Københavns Kommune brugte samme år 446 millioner kroner. Trods ringe økonomiaftaler i det offentlige, har der været råd til eksterne konsulentfirmaer, uanset pris.

De multinationale konsulentfirmaer har dét, der svarer til en årlig økonomisk markedsinteresse på minimum 4 milliarder kroner og derfor stor interesse i at forsøge at afmontere og nedtone kritikken af det, vi ser som en konsekvens af markedsgørelsen af den offentlige sektor og New Public Management ledelse- og styring.

Konsulentbranchens omsætning steg fra 2004 til 2008 med næsten 50 procent til 175 milliarder kroner, men så kom krisen. I 2009 faldt omsætningen 6 procent og har siden har kæmpet for at komme tilbage på ”førkriseniveau”. Sidste år lå omsætningen på 180 milliarder kroner, men udviklingen er i høj grad trukket af private firmaers køb af konsulentydelser, da det offentlige blot står for 35 procent af konsulenternes omsætning.

Intet opgør på vej (endnu)

I forbindelse med Rigsrevisionens nye rapport er der brug for at flytte kikkerten fra det blinde øje og se nærmere på hvad disse konsulentfirmaer faktisk foretager sig. Det er nemlig uhørt, at den private sektor og eksterne konsulenter, i en camoufleret kontekst som ’neutral sagkundskab’, der hæver sig over skiftende markedsvilkår, gives mulighed for at gøre sig erfaringer og bruge velfærdsopgaverne i den offentlige sektor som eksperimentarium for udviklingen af globale profitmotiveret velfærdsvirksomheder. Og for fællesskabets penge.

Sagen er at multinationale konsulentvirksomheder suger dyrebar viden, indsigt og knowhow ud af den offentlige sektor, samtidig med at de uden ansvar for konsekvenserne af deres rådgivning tager sig dyrt betalt for opgaven.

Drengen med de gyldne bukser eksisterer, når det drejer sig om at finde penge til eksterne konsulenter, men ikke når det handler om velfærd. Statsrevisorerne understreger f.eks. i sin rapport 2010, at staten skal have grundige økonomiske og strategiske overvejelser for at bruge konsulenter – ellers kan det have den modsatte effekt. Men 2010 er længe side!

Måske er der håb med den nye rapport?  Der er brug for et stærkt politisk fokus på omfanget af statens forbrug af konsulenter. Så tyveriet stoppes!

Kritikken af den offentlige sektors brug af eksterne konsulenter er et forsvar for en demokratisk og innovativ offentlige sektor, og en grundlæggende kritik af politikere i både Folketing, regioner og kommuner, der tilsyneladende sover, mens falske profeter med overfladisk viden og dårlige råd har kronede dage – og tager sig dyrt betalt.

Spørgsmålet er blot om rød blok og fagbevægelsen følger kritikken til dørs. Indtil videre har vi været meget få der har påpeget problemet med denne særlige form for kapitalistisk kannibalisme.

(Dette er en opdateret artikel bragt i Information d.8.09.2012, skrevet sammen med Lisbeth Schmidt, faglig sekretær i LFS)