Det er et helt enkelt konceptuelt greb, der former den store af bøgerne. HUN ER VRED. Et vidnesbyrd om transnational adoption består af korte tekststykker, der alle indledes med at konstatere, at ”hun er vred”, hvorefter det og dem, hun er vred over og på, kort og præcist beskrives en ad gangen.

Det vrede blik er bevægeligt og skarpt, det panorerer fra det mest intime til det mest almene; fra fakta, statistik og redegørelser for de juridiske, politiske og kulturelle forudsætninger for transnational adoption, fra erfaringerne fra de mennesker, der er involveret i den på alle sider, og fra generelle forestillinger og akavede situationer.

Hele tiden bevæger vreden sig selvfølgeligt mellem niveauerne, som hænger sjældent tydeligt sammen i HUN ER VRED.

Vreden kommer vidt omkring, men dens årsager knytter sig til den livssituation, bogen også er en skildring af: En lesbisk kvinde omkring de tredive, der er født i Sydkorea, adopteret til Danmark, opvokset hos sin adoptivmor uden nogen nær relation til adoptivfaren, der forlader familien og dør tidligt, som bosætter sig i Seoul og forsøger at opbygge en relation til sin biologiske familie, bliver en del af et adoptionskritisk miljø og får en hverdag, hvor forskelle relateret til klasse, seksualitet og sprog giver en parade af dilemmaer.

Det allerførste, hun er vred over, er at være en vare, som adoptionsbureauer har tjent penge på, og at adoptionssystemet i det hele taget er en forretning, der forsøger at imødekomme vestlige landes efterspørgsel på adopterbare børn, frem for at løse de sociale problemer, der får sydkoreanske forældre til at afgive deres børn til adoption.  

Et virvar af vrede

Den ene beskrivelse af vrede leder videre til den næste, som uddyber, forskyder, modererer eller radikaliserer det foregående udsagn.

Ofte bliver det foregående udsagn vendt om, så bogen beskriver en Catch 22-situation, hvor der ingen rigtige ting er at gøre. Som f.eks. når hun først er vred på dem, der mener, at abort er at foretrække for adoption, og så på dem, der mener det omvendte. Eller når hun er vred på sig selv over ikke at springe ud over for sin biologiske familie, og dernæst er vred på sig selv over at gøre det og dermed tvinge sine vestlige værdier ned over hovedet på dem.

De enkelte tekststykker er meget klare og præcise, men måden, de følger hinanden på, fremstiller et virvar af affekter, afmagt og ambivalens, der gør kompleksiteten i transnational adoption tydelig. I HUN ER VRED ses den nuværende adoptionspraksis som et resultat af global ulighed, racisme, sexisme og heteronormativitet, og det er denne uskønne blanding, som det meste af bogens vrede retter sig mod.

Der er også vrede, der udspringer af mere basale eksistentielle vilkår, såsom biologiske, psykologiske, geografiske begrænsninger, at skulle finde sig i sin krop og andre menneskers forventninger til den, og til diverse former for fornægtelse. HUN ER VRED er ikke udelukkende en beskrivelse af, hvordan stater, institutioner og personer med fordel kunne ændre deres adfærd.

Bogens vrede kommer vidt omkring og omfatter i mange tilfælde alle tænkelige positioner, man kan indtage. Andre gange retter den sig mod fuldstændigt banale forhold, som f.eks. det at have fødselsdag (en vrede, der er afledt af vreden over, at de biologiske forældre ikke har ringet på denne fødselsdag).

Den form for vrede virker umiddelbart til at være hinsides det løsningsorienterede, men det er en gevinst, at den vrede, der går på grund på de uundgåelige – men ikke desto mindre i situationen røvsyge – banaliteter, også findes i bogen; at den afmagt får plads.   

En håbefuld vrede

Bogens hovedperson er én ud af 200.000, der er blevet adopteret fra Sydkorea, og bogen dokumenterer – jævnfør betegnelsen ’vidnesbyrd’ – en kollektiv erfaring og en kollektiv kritisk praksis. Mangfoldigheden af adoptionshistorier og den måde teksten panorerer, fra de individuelle situationer til de strukturelle forhold, der har formet dem, giver bogen en dokumentarisk tyngde, der på ingen måde modarbejder de litterære kvaliteter; det meget virkningsfulde formelle greb og den gennemgående vilje til at konfrontere følelser i al deres splittethed.

Den vrede, der er på færde i bogen, er sorgfuld og angrebslysten. Angrebene retter sig lige heftigt mod de institutioner, der er ansvarlige for den transnationale adoptionspraksis, mod de nærtstående personer, der forholder sig til adoptionen, mod de nærtstående personer, der ikke forholder sig til adoption, og ikke mindst mod hende selv. Det er ikke en bedrevidende vrede, der er på færde, men en kritik, der også retter sig mod sine egne præmisser og angriber sine egne standpunkter.

Når det ikke virker destruktivt, men tværtimod håbefuldt, at få udpeget vredens årsager overalt, er det fordi bogens vrede i modsætning til det blinde raseri eller den udglattende positive tænkning udspringer af en radikal åbenhed over for de omstændigheder, hun lever i. Den udspringer af en (aldrig helt tilfredsstillet) trang til at se og vide og erfare og lære at kende og blive fortrolig med, og netop derfor er den ikke forsimplende og destruktiv.

Vreden er en reaktion på de problematiske fakta og følelser, der kendetegner den adoptionspraksis, hun er en del af. Vreden er også en motor for konfrontationen med de aspekter af den sydkoreanske, kommercialiserede adoptionspraksis, der passer dårligt ind i den officielle historie.

Ved at udpege og forklare vredens årsager, peger bogen også på, hvor mange ting, der kunne og burde ændres. Det er vel en begyndelse.

Smertelige spørgsmål

Samtidig med HUN ER VRED udgiver Maja Lee Langvad et appendiks til sin debutbog Find Holger Danske (2006). Debutbogen indeholder tekster, der varierer og vrænger af forskellige eksempler på racistisk sprogbrug og åndssvag essenstænkning. Det tekst-spor, Appendix fortsætter ad, er det mest smertelige af debutbogens elementer: spørgeskemaerne til hendes adoptivmor, hendes biologiske mor og til hende selv.

Der er gået otte år, hvoraf Maja Lee Langvad har tilbragt de tre i Seoul, og de opdaterede spørgeskemaer vidner om, at mødet med den biologiske familie ikke er ensbetydende med nogen endegyldig afklaring a la Sporløs. Der stilles tyve spørgsmål til den biologiske mor, tyve spørgsmål til den ældste søster og tyve spørgsmål til hende selv.

Spørgeskemaet er en meget nøgtern og stringent måde at konfrontere de principielle og personlige aspekter af den nyetablerede familierelation, herunder også de sørgeligste (bogens første spørgsmål er til den biologiske mor og lyder: ”Ville du ønske, jeg ikke havde opsøgt dig?”). Spørgsmålene tegner konturen af en familierelation ved at pege på alt det uafklarede og usikre: Om man ønsker at være en del af hinandens liv, om man vil kendes ved hinanden, om der er ting, man holder skjult – og i så fald hvilke?

Appendikset er illustreret af otte familiefotografier fra en bustur rundt i Sydkorea, som Maja Lee Langvad var på med sine biologiske forældre. Særligt på de billeder, hvor de alle tre sidder på hver sin hest og laver v-tegn eller holder hinanden i hænderne og løfter armene i vejret, har de triumferende fagter noget meget tøvende over sig. Som det ofte er tilfældet på familiebilleder, ser de fotograferede ud til at være i tvivl om, hvilke folder de skal lægge ansigtet i.

Spørgeskemaerne fungerer sammen med feriebillederne ikke kun som et appendiks til Find Holger Danske, men også til HUN ER VRED. Med et lige så enkelt og produktivt greb, som det, der former vredesbogen, viser Appendix, at vreden handler om relationer mellem konkrete mennesker, om afstande mellem dem, om at ville forstå de forhold og følelser, der har defineret ens liv -  og ikke mindst om sorgen over, at det ikke altid lader sig gøre.

HUN ER VRED. Et vidnesbyrd om transnational adoption. Gladiator, 2014.

Find Holger Danske – Appendix. Gladiator, 2014.

Find Holger Danske. Borgen, 2006.