Åbent brev til Modkraft

Jeg har lige læst det åbne brev, som advarer mod Peter Øvig Knudsen og hans planer om at skrive om BZ-tiden.

Læs artiklen »Aktivister advarer imod Øvig Knudsens bogprojekt om BZ-bevægelsen« og det åbne brev her

Jeg var i sin tid i Thylejren, siden på Christiania, hvor jeg var aktiv i Teatergruppen Solvognen og var medlem af en kollektivbutik, Elverhøj.

I alle disse sammenhænge har jeg ofte været interviewet og været talskvinde for projekterne. Jeg har derfor en del erfaring med medierne.

Peter Øvig Knudsen kontaktede mig, da han forberedte Hippie-bøgerne. Og vi havde et godt og givende samarbejde.

Det samme havde flere af mine gamle venner, som også bidrog til bogen.

For mig var det inspirerende at få stillet alle de spørgsmål, og det satte en større refleksion i gang hos mig, over den tid, mig selv og mine gamle venner.

Under hele processen sendte Peter Øvig Knudsen sine udkast til mig, og han var hele tiden villig til at omformulere, tilføje og skære fra.

Så for mig var det en mulighed for at få sagt nogle af de ting, som jeg synes er vigtige.

Min oplevelse er, at Peter Øvig Knudsen er et redeligt menneske, som er supernysgerrig og reflekteret på livet og dets mange dimensioner. Det er også min oplevelse at Peter Øvig Knudsen er oprigtigt optaget af at forstå menneskers baggrund og bevæggrunde til at gøre, som de gør.

Og dermed mener jeg, at han forsøger at bidrage med en større forståelse.

Jeg synes også, han tager nogle personlige risikoer ved at gøre det.

At sige, at Peter Øvig Knudsen bare er ude på at score penge og fornøje borgerskabet, synes jeg siger mere om den, der skriver det, end om Peter Øvig Knudsen.

Når jeg  valgte at indgå i sådan en bog, så måtte jeg jo være forberedt på, at det var Peter Øvig Knudsen og ikke mig, der skrev den. Hvis jeg skulle skrive en bog om den tid, ville jeg naturligvis skrevet en helt anden bog.

Jeg skulle også lige overveje, om jeg overhovedet ville eksponeres med de konsekvenser, som sådan noget jo har.

Og jeg vil foreslå, at andre også gør sig de tanker, inden de siger ja til at deltage i en tilsvarende bog om BZ-tiden.

Men samtidig har man jo den sikkerhed, at det hele tiden er muligt at trække sine udtalelser tilbage.

En mulighed, som de få utilfredse hippier ikke brugte. Det kunne de have gjort fremfor at brokke sig bagefter og påstå, at de var blevet misbrugt.

Der er mange, der har bidraget til hippiebøgerne. Jeg kendte som sagt en del af dem i forvejen og mødte andre i forbindelse med bogen.

Og der var en varm og god stemning og glæde over, at det var lykkedes at skrive de bøger. Tænk på, at det stort set er de eneste bøger, der er skrevet om hippietiden.

Det var meget velkomment.

Det er reelt kun nogle ganske få, som siden er blevet utilfredse. Og det blev slået stort op i pressen.

Jeg tror, det er meget svært at skrive bøger om anarkistiske bevægelser.

For der er så mange synsvinkler, oplevelser og meninger, der har lige meget værdi. Det vil kræve et 12-bindsværk at komme nogenlunde i bund med det. Og det er svært at finde et fokus og et omdrejningspunkt.

Det er vel derfor, at de bøger ikke bliver skrevet. Fordi det er hundesvært.

Bjørn Nørgård skriver i et brev til Peter Øvig Knudsen:

»Din tekst er et afsjælet legeme… Alle drømmene, alle de sublime øjeblikke af ekstatisk udsigt, kærligheden, ømheden er kemisk renset væk…«.

Jamen Peter kan jo netop som dokumentarist ikke skrive om de øjeblikke, for han var der ikke. Han kan kun gengive, hvad folk fortæller.

Så hvorfor brugte Bjørn Nørgård ikke lejligheden til at fortælle om dét og få det med i bogen?

Jeg ved fra de mange læsere, jeg har talt med, at de har været meget inspirerede af bøgerne. At mange af de yngre, som kun havde viden om hippietiden fra pressens dårlige omtale, pludselig fik indsigt i den tid og de drømme, som blev udlevet.

Hvis Peter Øvig Knudsen faktisk vil skrive en bog om BZ-tiden, så vil jeg foreslå, at de involverede bruger det til at få nogle gode budskaber ud; altså benytte sig af, at en dygtig og omhyggelig journalist vil gøre alt det arbejde, som det er at samle alt materialet, systematisere det og få en læseværdig bog ud af det.

Det forekommer mig, at det åbne brev, uden afsender, er en afskrift af den negative omtale, der var i pressen.

Der var som sagt kun et par af hippierne, som var utilfredse. Og pressen var vilde med bøgerne.

Jeg er lidt sur på mig selv over, at jeg ikke gik mere til modangreb den gang.

Venlig hilsen
Karen Helle Grue

Karen Helle Grue er psykoterapeut.

Læs også artiklen »Øvig Knudsen i tænkeboks om BZ-bog« hos Modkraft.