
Det græske kommunistparti KKE har meldt sig ud af et tværnationalt venstrefløjssamarbejde i EU Parlamentet. Selv om det umiddelbart svækker gruppen, kan det på sigt styrke det interne samarbejde, mener Tobias Clausen fra Enhedslistens Europapolitiske udvalg.
Det græske kommunistparti, der ved EU Parlamentsvalget den 25. maj opnåede to mandater og seks procent af de græske stemmer, har trukket sig ud af venstrefløjssamarbejdet i EU-parlamentsgruppen GUE/NGL – en fransk-engelsk forkortelse for Forenet europæisk venstre/Nordisk grøn venstrefløj.
Venstrefløjssamarbejdet i Parlamentet tæller blandt andet Folkebevægelsen mod EU fra Danmark og en lang række venstrefløjspartier fra andre europæiske lande.
KKE’s europaparlamentarikere søger ikke optagelse i andre grupper, men bliver nu »opsamlet« i en »restgruppe« af parlamentarikere, der ikke har indgået tværnationale samarbejdsaftaler.
Ifølge Tobias Clausen fra Enhedslistens Europapolitiske udvalg har KKE dermed sat sig uden for indflydelse i EU Parlamentet.
– KKE er endt i en restgruppe med de parlamentarikere, ingen andre vil samarbejde med, blandt andet medlemmerne fra Golden Dawn i Grækenland. KKE vil ikke længere få hjælp til at få overblik over lovgivningen, og mulighederne for at stille ændringsforslag og have taleret i parlamentet vil blive langt mere tilfældigt, siger han til Modkraft.
KKE’s beslutning om at forlade samarbejdet i GUE/NGL blev taget af partiets centralkommité den 3. juni 2014. Ledelsen vedtog her en papir, der i kraftige vendinger kritiserer GUE/NGL-samarbejdet for at »skønmale og støtte« et EU, der ifølge KKE bliver stadig mere reaktionært.
Hovedkraften for den hvidvaskning er ifølge KKE et andet tværnationalt samarbejde på venstrefløjen, European Left. Det er et fælleseuropæisk parti, der blev dannet i 1998, og som i dag blandt mange andre tæller venstrefløjspartierne Enhedslisten i Danmark, Die Linke i Tyskland, Syriza i Grækenland og Venstreblokken i Portugal.
Besøg European Lefts hjemmeside
GUE/NGL er derimod et parlamentarisk samarbejde mellem (hovedsagelig) venstrefløjspartier i EU Parlamentet, også andre end dem, der er med i European Left, eksempelvis Portugals Kommunistiske Parti.
Men ifølge KKE har dannelsen af European Left i de sidste år strømlinet samarbejdet i GUE/NGL, så det i stigende grad »fremmer ELP’s [European Left, red.] politiske holdninger som GUE/NGL’s holdninger«. Det indebærer ifølge KKE forsvar for »yderligere styrkelse af kommissionen og dens mangearmede mekanismer«
I papiret klager KKE over at være blevet marginaliseret i det europæiske venstrefløjssamarbejde i GUE/NGL. Det mener, at det har fået forvrænget og fortrængt dets standpunkter.
Læs udtalelsen fra KKE’s centralkommité (engelsk)
Besøg KKE's hjemmeside (engelsk)
Men ifølge Tobias Clausen er det KKE, der har isoleret sig i samarbejdet.
– Fortællingen om ensretning i GUE/NGL er helt forkert, det skal man blot være til et par møder for at opleve. KKE har selv kørt sig ud på et sidespor i samarbejdet. Det er jo ikke en hemmelighed, at der længe har været store spændinger mellem Syriza [det største græske venstrefløjsparti, der nu har seks EU-parlamentarikere, red.] og KKE, og at KKE har ført en sekterisk linje på mange områder. Det viser sig jo også i partiets udtalelse, hvor man italesætter hele venstrefløjen som reaktionær og pro-EUsk.
Men har KKE’s udtræden ikke svækket en EU-modstanderlinje i GUE/NGL?
– Ikke direkte. KKE går nok ind for græsk udmeldelse af EU, men GUE/NGL er ikke føderalister, som KKE påstår i udtalelsen. Die Linke har nok forsøgt at få gruppen til at blive mere EU-venligt og mere sammentømret, men det er ikke lykkedes i særlig stor grad. EU-skepsissen er i stedet vokset i andre partier, inklusiv Syriza. Det giver sig måske ikke udtryk i direkte EU-modstand, men i en skærpet kritik af EU-politikken og -institutionerne. Og det nystiftede Podemos’ succes ved valget i Spanien har også styrket EU-kritikken i GUE/NGL, siger han.
KKE’s udtræden kan vel ikke kaldes andet end en svækkelse af GUE/NGL?
– Både og. Det er selvfølgelig en mandatmæssig svækkelse, men det vil på sigt også kunne styrke sammenholdet i GUE/NGL, fordi det bliver lettere at diskutere og blive enige uden KKE’s dogmatik og forudsigelighed. Og fremgangen til Syriza ved valget i maj opvejer jo også tabet.
Men det svækker vel forbindelsen til eksempelvis den græske fagbevægelse?
– Ja, KKE har en stærk bastion i fagforbundet PAME, men det spiller ikke så stor en rolle for samarbejdet i GUE/NGL, siger Tobias Clausen.
Som alternativ til samarbejdet mellem venstrefløjspartierne i GUE/NGL vil KKE fremover i stedet satse på et samarbejde mellem erklærede kommunistiske partier i »Initiative«. KKE er dog det eneste parti af national betydning, da blandt andet Portugals Kommunistisk Parti ikke indgår i det samarbejde.
I Danmark er kun smågruppen Kommunistisk Parti i Danmark, KPiD, med i samarbejdet, men ikke nogen andre kommunistiske grupperinger, hverken Kommunistisk Parti, Danmarks Kommunistiske Parti eller Arbejderpartiet Kommunisterne.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96