Verden går kun fremad, når man sætter menneskelige behov før markedet. Om EU, verdens fattige og slagteriarbejderne på Bornholm.
De drillede os. Skosede. Hånede lidt:
- Hvor har I det dog fra, spurgte de.
- Hvor står det skrevet, smilede de.
Og så satte de tingene på plads for os:
- EF har intet at gøre med en fælles udenrigspolitik, garanterede de.
- EF har intet at gøre med militærpolitik, forklarede de.
- EF stræber ikke mod en fælles valuta, smilede de.
- EF har ingen planer om fælles lovgivning, lovede de.
- EF skal ikke være nogen politisk union, beroligede de,
og de hånede os lidt:
- Hvor har I det dog fra, spurgte de.
- Hvor står det skrevet, smilede de.
Carl Scharnberg 1975
Det er mange år siden vi først hørte den melodi. Nogle af os kan huske det – tilbage til 1972 – andre har hørt om det i historietimerne.
Siden har vi hørt det, igen og igen.
Men vi har fortsat vore debatter, med drømme og visioner, ikke kun om det Danmark, vi ønsker – men også med de drømme og visioner, der rækker ud over både Danmark og EU.
Verden er større end EU.
Verden går stadig fremad – siger mange magtfulde mænd – politikere og den øvrige elite
De tror, at de sætter fremskridtets spor overalt, hvor de tager en beslutning.
De tror, at et global marked, supermagter som USA og EU og frie muligheder for store multinationale selskaber er lig med fremskridt.
De tror, at kapitalens, varernes, serviceydelsernes og arbejdskraftens fri bevægelighed er forudsætningen for fremskridt.
Det er utroligt at så magtfulde og højtlønnede mennesker kan være så ensporede
Verden kunne gå fremad med mange store skridt, hvis vi brugte de vældige ressourcer, der er til rådighed.
Men verden går ikke fremad, når en stadig mindre elite kommer til at eje mere og mere af klodens rigdom – samtidig med at millioner dør af sult og sygdomme - som vi er i stand til at helbrede.
1 milliard mennesker lever for under 1 dollar om dagen.
3 milliarder – næsten halvdelen af jordens befolkning – lever for under 2 dollars om dagen. Det er hvad hver dansk ko får i EU-støtte om dagen.
Der forskes mange gange mere i de velfærdssygdomme, som vi har i den vestlige verden, end i de sygdomme, som mennesker dør af i den 3. verden.
Koncernerne nægter de fattige lande at lave billig kopimedicin mod dødelige sygdomme.
Eliten har adgang til billig og effektiv medicin – andre har ikke.
De multinationale selskaber har mere magt end nationerne og sætter i høj grad dagsordenen.
Der gives 13 milliarder dollars årligt til at støtte landbrugsudviklingen i fattige lande med milliarder af mennesker, mens der gives 350 milliarder dollars årligt til de rige lands lille gruppe af landmænd – i de rige landes stærkt beskyttede markeder.
U-landsbistanden er globalt på det laveste niveau siden 1947.
I alt er verdens bistand på godt 50 milliarder dollars årligt. Samtidig bruges der mere end 1.000 milliarder på militær.
Aldrig har forbruget i de rige lande været så stort – aldrig har viljen til at udligne en smule været så lille.
Og nu har vi igen hørt sangen, om at et stærkere EU er løsningen problemerne.
Fra Margrethe til Jeppe. Fra Jens Rhode til Bent Betjent
Et lukket samarbejde med høje mure for at holde verdens flygtninge ude.
Et lukket samarbejde med høje toldmure for at holde de fattige landes produkter ude og beskytte egne varer.
Det EU, der forpligte medlemslandene til en stadig højere militærkapacitet - og blandt de mest forstenede hjerner drømmer de om en egentlig EU-hær.
De har endnu ikke forstået, at verdens problemer ikke løses med krudt og kanoner og jagerfly, men med samarbejde over grænser og hjælp til udvikling.
EU-domstolen baner vejen for den frie bevægelighed.
Hvis enkeltlande vil gå videre med miljø eller velfærd, stoppes de af hensynet til den frie bevægelighed for kapital, varer, serviceydelser og arbejdskraft (nu kan I den vist snart udenad....)
Hvis strejkeretten bliver brugt for at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold, er den i vejen.
Fire gange indenfor de sidste syv år har domstolen underkendt arbejdernes ret til at tegne overenskomster – og bruge konfliktretten.
Igen og igen baner EU vejen for social dumpning.
Virksomhederne skal have fri ret til at etablere sig – og til at udnytte den billige arbejdskraft – hvis det står til logikken fra EU's korridorer.
Landene i Sydeuropa lider under krisen – og EU's politik gør forholdene værre.
Millioner er arbejdsløse – blandt ungdommen nærmer arbejdsløsheden 50 procent i Spanien og har rundet de 60 procent i Grækenland.
EU bruger ufattelige kræfter på at redde bankerne og finanskapitalen, der er årsag til krisen – men rører ikke en finger for de millioner af arbejdsløse.
Det EU er jeg modstander af. Det EU skal vi have ændret, afløst at et ligeværdigt europæisk og internationalt samarbejde, der er for mennesker og ikke for multinationale.
EU's formål er at styrke markedsøkonomien – få kapitalismen til at fungere.
Uden for mange indvendinger og spørgsmål nedefra.
Men med store tilskud til selskaberne – og til landmændene. I Danmark mere end syv milliarder om året.
Den markedsøkonomi, som betyder at en ledelse af Danish Crown i Århus – langt væk fra arbejderne kan diktere at 190 slagteriarbejdere på Bornholm skal fyres.
Fordi der ikke er svin, der skal slagtes ?
Nej
Fordi der ikke tjenes penge i koncernen ?
Nej
Fordi slagteriarbejderne ikke er effektive nok ?
Nej
Men fordi profitten skal være større. Og produkterne skal være billigere og billigere.
Til helvede med sunde fødevarer, god kvalitet, ordentlig dyrevelfærd, lokale arbejdspladser og gode arbejdsforhold.
Sammenholdet blandt slagteriarbejderne har givet det første resultat. Med opbakning fra lokalsamfundet.
De afviste 8 procents lønnedgang uden mulighed for at få pengene igen – og uden indflydelse på, hvad de skulle bruges til.
Nu har de forhandlet sig til en aftale, hvor de godt nok bidrager økonomisk til en løsning med 3,5 procent af deres indtægt – men hvor de også får en chance for at påvirke undervejs, og hvor de har en mulighed for at få pengene igen.
Ikke uden risiko. Men en løsning, der kan vare op til 5 år. En løsning, der i første runde afværger fyringer.
Men de tager fat om problemerne og kæmper for forbedringer.
De bornholmske slagteriarbejdere slås i disse uger for alle slagteriarbejdere i landet.
De fortjener vores opbakning og solidaritet.
De fortjener også opbakning til at vi kan finde nye veje for fødevareproduktionen i Danmark.
Nye veje, der kan sikre dyrevelfærd, større forædling, økologisk landbrug og afgørende lokal indflydelse på, om der skal være et slagteri, og hvordan landbrug og fødevareproduktionen foregår.
Det skal ikke ske i en koncernledelse i Århus.
Det skal ske blandt de, der skal bære risikoen, hvis det går galt.
Lokalt på Bornholm.
Den oprindelige ide med andelsbevægelsen har udviklet sig i en syg retning.
Den oprindelige ide med at landmænd hjælper hinanden ved at oprette maskinstationer, mejerier og slagterier har udviklet sig til store koncerner.
Slagterierne er røget helt i skoven og satser alene på masseproduktion og billigst mulige produkter. De er gået discountvejen.
Mejerierne i f.eks. Arla er også blevet en stor koncern – men her har de fået øje på, at der er arbejdspladser (og god fortjeneste) i forædling, økologisk produktion og sunde fødevarer.
Jeg tror ikke på, at fremtiden ligger i at avle flere svin i endnu større svinefabrikker.
Jeg tror på, at fremtiden ligger i at udvikle kvalitet, på et bæredygtigt grundlag. At forædle produkterne lokalt – gerne i lokalt ejede arbejdspladser.
Det er der perspektiv i. Det har jeg lyst til at slås for.
Det kræver et oprør.
Det kræver, at vi udskifter blind økonomisk vækst med udvikling og omtanke.
Det kræver, at vi planlægger fremtiden for mennesker og ikke for profit.
Vi kan være garanten for det nødvendige oprør.
Det nye sker netop – når vi, der er tiltænkt tilskuerens rolle, begynder at blande os.
Og det gør vi, når vi tager de første skridt, som slagteriarbejderne på Bornholm. Når lokalsamfundet blander sig og slås for arbejdspladserne.
Og det gør vi, når vi tør formulere nye tanker om at tage hensyn til både lokale arbejdspladser, dyrevelfærd, natur og sundhed.
Og når vi forlanger indflydelse på markedet og den grådige og destruktive kapitalisme.
Fællesskab fungerer.
En anden verden er mulig.
Men vi skal tage den selv.
Christian Juhl er folketingsmedlem for Enhedsliste.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96