Ved valget til EU-parlamentet vandt græske Syriza en stor sejr; det blev for første gang det største parti i Grækenland, næsten 4 procentpoint foran det store borgerlige parti, Nyt Demokrati.

Tilsvarende blev valget en triumf for venstrefløjen i Spanien (Podemos og Izquierda Unida). I Italien samledes de fleste om det Demokratiske Parti, men der blev dog plads til repræsentation for et lille parti, der minsandten hedder 'Det andet Europa med Alexis Tsipras'; det er et opsamlingsparti for venstrefløjen.

Overfor disse triumfer står Enhedslistens magre valgresultat. Den venstrefløj, der vil erobre og omdanne EU indefra, vandt, mens den, der vil begrænse EU og ultimativt vil ud af EU, tabte. Tankevækkende.

I forbindelse med EP-valget er diskussionen i Enhedslisten om forholdet til Folkebevægelsen og til EU kommet i gang. I det nye partiprogram fastslås, at Enhedslisten ønsker Danmark ud af EU.

Det må naturligvis respekteres, at det er partiets politik, men det hindrer ikke diskussion af det fornuftige i den linje. Her følger min opfattelse.

Enhedslistens valgnederlag

Det nytter ikke at sige, at valget var OK for EL, fordi vi støttede Folkebevægelsen, og den gik lidt frem. Med den udtalte eller uudtalte konklusion, at der ikke er grund til selvransagelse og skift af strategi.

Det minder for meget om Helle Thorning-Schmidt og hendes danmarksrekord i at overse valgnederlag. Når Junibevægelsens resultat for fem år siden tages med i regnestykket, gik den venstreorienterede EU-kritik tilbage, se Pelle Dragsted's artikel »Tabte mandater - tabte muligheder«.

Men vigtigere: For fem år siden havde Enhedslisten generelt en opbakning på 2-3 procent, mens den nu gennem mange måneder har ligget stabilt omkring de 10 procent.

Det burde have givet en opbakning til Folkebevægelsen på 10 procent plus venstreorienterede stemmer fra andre partier, måske i alt omkring 15 procent.

Der er kun én rimelig forklaring, nemlig at en meget stor del af Enhedslistens vælgere (jeg gætter på halvdelen) er uenig i partiets EU-politik og derfor stemte SF eller blankt.

Analysen kan krydscheckes ved at se på SF, der fik næsten 11 procent, selvom partiet ifølge den sidste meningsmåling ligger på omkring 5 procent nationalt. Hvordan kunne partiet får ekstra 6 procent, hvis ikke fra Enhedslistens vælgerskare?

Og vigtigst: Ville en selvstændig opstilling for Enhedslisten, med den nuværende EU-modstander politik, have været i stand til at hente et mandat hjem? Ikke hvis kun halvdelen af Enhedslistens 'nationale' vælgere deler partiets EU-politik.

Alt dette er selvfølgelig vurderinger.

Lad os håbe, at der kommer nogle undersøgelser, der viser a) hvordan EL's nationale vælgerkorps på 10 procent stemte ved EU Parlamentsvalget, og b) hvor Folkebevægelsens 8 procent kommer fra.

Mht. det sidste er det nok ikke helt ved siden at antage, at de 5 procent kom fra Enhedslisten. At Folkebevægelsen i den grad domineres af vælgere (og kandidater) fra Enhedslisten synes jeg også er et problem.

I starten var der i langt højere grad tale om en bred bevægelse, der var tværpolitisk i partimæssig henseende. I dag fremstår Folkebevægelsen som en frontorganisation for Enhedslisten, hvilket dels skræmmer nogle væk, dels betyder at 'folkebevægelse' i nogen grad er falsk varebetegnelse.

Enhedslistens EU-strategi var en fiasko hos vælgerne, og den tillod SF at blive opsamlingssted for venstreorienterede; helt ufortjent, for SF accepterer stadig langt det meste af den nyliberale dagsorden. Enhedslisten skal selvfølgelig ikke, som en vejrhane, automatisk rette ind efter strømpilen fra et valg, men det burde give anledning til eftertanke.

Jeg mener at valget har aktualiseret tre problemer i Enhedslistens EU-politik.

1. Problem: Solidaritet med Sydeuropa?

Da Alexis Tsipras fra græske Syriza annoncerede sit kandidatur til posten som kommissionsformand, kunne Enhedslisten og Folkebevægelsen ikke støtte ham. Linjen er, at EU ikke skal erobres indefra, men bekæmpes og begrænses udefra.

Eksemplet skærer ud i pap det problematiske i Enhedslistens aktuelle 'ud af EU' og 'nej til EU' strategi. Partiet samarbejder naturligvis med Syriza og andre venstrefløjspartier i EU, men det er et samarbejde, hvor man har den ene arm bundet på ryggen. Og det i en tid, hvor Sydeuropas socialister nærmest trygler Nordeuropas om solidaritet indenfor EU, jf. Tsipras tale på Die Linkes kongres:

Erik Prinds har nærmere redegjort for, hvilket samarbejde Folkebevægelsen kan - og ikke kan - deltage i Modkraft-artiklen: »Forandringer sker inden for rammen af Europa«.

Det skal understreges, at den europæiske venstrefløj altovervejende ligger på Syrizas linie. Jeg kan have overset noget, men mig bekendt er det kun Enhedslisten og det svenske Vänsterpartiet, der er EU-modstandere, - nåh ja, med i denne familie er også det græske kommunistparti (KKE), der i øvrigt ser Syriza som sin hovedmodstander.

Således går Die Linke klart ind for at arbejde gennem EU, endog styrke den europæiske integration (jf. partiets programvedtagelse: »Wie wollen wir Die europäische Union grunlegend umgestalten: Demokratie, Sozialstaatlichkeit, Ökologie und Frieden«).

At de andre indenfor den europæiske venstrefløj vurderer EU helt anderledes end Enhedslisten, betyder ikke automatisk at Enhedslisten tager fejl. Men det burde give anledning til seriøse overvejelser.

2. problem: Afgrænsning overfor den voksende nationalisme?

Ved det nylige EU-parlamentsvalg gik de nationalistiske partier som bekendt voldsomt frem. Med 25 procent eller mere til United Kingdom Independence Parti, UKIP, i England, Front National i Frankrig og Dansk Folkeparti i Danmark; det er rimeligt at antage at fremgangen skete på bekostning af de konservative/kristdemokratiske partier, hvis gruppe (EPR) tabte 60 mandater. Det er den store historie.

Den lille historie er, at den socialdemokratiske/socialistiske gruppe gik lidt tilbage (7 mandater) og venstrefløjen (GUE/NGL) frem (med 10 mandater).

Tilsyneladende er den europæiske venstrefløj presset af EU-begejstrede nyliberalister på den ene side og EU-skeptiske højrenationale på den anden.

Men det er en illusion.

Dansk Folkeparti og ligesindede vil jo ikke tæmme kapitalen, kun de 'forkerte' mennesker, der med EU i ryggen tillades at strømme ind over vores grænser, tage vore jobs og tømme velfærdsstaten for penge. Vreden vendes mod 'de fremmede', herunder EU, ikke mod den kapital, der faktisk underminerer almindelige menneskers tryghed og levevilkår.

Så grundliggende står venstrefløjen blot overfor to varianter af nyliberalismen. Opgøret med nyliberalismen bliver først mulig, når venstrefløjen formår at forklare nationalisternes store vælgerskare, at deres vrede er berettiget, men forkert adresseret.

For de nationalistiske partier drejer det sig om at sikre den nationale selvbestemmelsesret i forhold til overnationale organer, i dette tilfælde tilfældigvis i skikkelse af EU. Deres politik er rent defensiv, nemlig at vende ryggen til EU.

Der er givetvis mange områder, hvor det giver mening at begrænse EU's indblanding i medlemsstaternes affærer. Men det ligger i nationalismens natur, at der ikke omvendt stilles offensive krav til EU og til landenes EU-politik om på andre områder at gøre noget andet og måske gøre noget mere.

Måske mere magt til EU-parlamentet, så Kommissionen kan komme under demokratisk kontrol; måske kontrol med kapitalen; måske tiltag, der styrker fagbevægelsen på EU-niveau; måske en effektiv klima- og miljøpolitik; måske en mere anstændig handelspolitik overfor de fattige lande.

Intet af det er på deres dagsorden, hvilket blot viser, at den nationalistiske EU-modstand er højreorienteret.

Enhedslistens EU-modstand er naturligvis af en helt anden karakter, ikke båret af en nationalisme, hvor de andre kan sejle deres egen sø, men af en bekymring for demokratiet og en kritik af EU's nyliberale politik.

I Danmark har det vist sig vanskeligt at finde lydhørhed for denne politik; det synes jeg, at både tilhængere og modstandere af Enhedslistens EU-politik må erkende, i hvert fald efter det nylige valg.

Spørgsmålet er hvorfor? Hvorfor var det ikke Folkebevægelsen, der fik 25 procent, og DF, der fik 8 procent?

Noget af svaret er, at Folkebevægelsens dagsorden er mindre konsekvent end Dansk Folkepartis. DF's politik er konsekvent: Mere magt til Danmark, mindre til EU.

Men den politik går ikke, hvis det overordnede mål er mere magt til demokratiet, altså til folk, som de er flest, uanset nationalitet. Så ville den konsekvente politik være at sige mere magt til Folketinget, ja, men også mere magt til EU-parlamentet.

Men det siger Enhedslisten og Folkebevægelsen jo ikke. Derfor bliver politikken svær at skelne fra den nationalistiske EU-modstand, og hvorfor så ikke vælge den ægte vare?

Det fører til et tredje problem, der handler om hvordan nyliberalismen mest effektivt bekæmpes (se her også min tidligere artikel »Enhedslisten mellem Fort Danmark og international solidaritet«).

3. problem: Med EU er det svært, men udenom EU er det umuligt

Enhver socialist kan skrive under på langt de fleste af Folkebevægelsens krav om arbejderrettigheder, indgreb mod spekulationskapitalen, en beskæftigelsesfremmende politik osv.

Indholdet er fint, men strategien er usolidarisk og utroværdig.

Den er usolidarisk, fordi den principielle EU-modstand gør det umuligt for EL og Folkebevægelsen at kaste, hvad vi har af kræfter, ind i kampen for de ting på EU-plan.

Vi kan ikke aktivt støtte kammeraterne i Die Linke, når de kæmper for en keynesiansk finanspolitik, der kan gøre noget ved den tårnhøje europæiske arbejdsløshed. Eller Syriza, når det kræver eftergivelsen af noget af den græske gæld og moratorium for rentebetalinger (meget moderate krav, i øvrigt).

Enhedslisten kan kæmpe mod nedskæringspolitikken i Danmark, men ikke i Europa. Det er ikke det vi vil, men i praksis lader vi andre sejle deres egen sø.

Enhedslisten siger nej til Danmarks deltagelse i Finanspagten (der netop umuliggør keynesianisme og medfører nedskæringer), men denne pagt rammer jo alle europæere og hvad med dem? Må de slås for sig selv?

Strategien er utroværdig, for det er ikke realistisk at bekæmpe nyliberalismen alene i Danmark efter en ønsket udmeldelse af EU.

Det var EU, der i 1985 vedtog det Indre Marked, og dermed gav den overordnede og næsten ubegrænsede magt til kapitalen. Men det betyder ikke, at vi klarer dette 'problem' ved at melde os ud. EU gav kapitalen magten, og kun på EU-plan kan denne magt rulles tilbage.

Socialisme i ét land er i dag umulig. Det gælder især for et lille land som Danmark med en økonomi, der er halvt dansk, halvt udenlandsk (vi importerer halvdelen af, hvad vi forbruger, og vi eksporterer halvdelen af, hvad vi producerer).

Et rødt - virkelig rødt - flertal kan bestemt gennemføre progressive ting, men samtidig er der snævre grænser, før den internationale kapital begynder at røre på sig, dvs. flygter, med ruin, ødelæggelse og død til følge.

At bekæmpe nyliberalismen er at bekæmpe kapitalen, og denne bryder sig sjovt nok ikke om at komme under demokratisk kontrol. Den vil søge til mere profitgivende græsgange, og det har den haft frihed til at gøre, siden det Indre Marked blev indført.

Kun hvis der ikke er saftigere græs i andre lande, kan vi knække kapitalens rygrad og bane vejen for socialisme. Det kræver koordineret indsats på EU-niveau.

Det er også en illusion at tro, at vi udenfor (eller halvt udenfor, som Dansk Folkeparti vil) kan beskytte den danske velfærdsstat. Den koster penge. Men hvorfor skulle virksomhederne og de rige bidrage med skattebetalinger, når de jo lige så vel kan sende pengene til skattely?

EU eller ej, så længe kapitalen er fri, er det dens profitinteresser, der dikterer politikken; det hedder 'konkurrencestat'.

Vi kan ikke forsvare Danmark som en lille velfærdsø med ryggen mod EU; vi bør vende os om, og offensivt arbejde for, at hele EU bliver en social union.

Udenfor EU er det umuligt at tøjle kapitalen, indenfor er det muligt, omend meget svært.

Det ville blive lidt lettere, hvis Enhedslisten tilsluttede sig den fælleseuropæiske kamp for socialisme - jf. Jan Helbaks artikel »Magtkamp efter parlamentsvalget« på Kritisk Debat, der også argumenterer for, at en national socialistisk politik er en illusion i vore dages Europa, og Jan Mølgårds artikel »Det (næsten) usynlige valg«, også på Kritisk Debat.

Jeg véd godt at nyliberalismen er indskrevet i Lissabon-traktaten (der blev vedtaget i stedet for en forfatning, som franskmændene og hollænderne jo sagde nej til). Men traktater opstår og forgår med den politiske magt. De er ikke hugget i sten.

Min drøm er, at Europæisk Venstre (European Left/EL), der i dag er et løst samarbejde mellem venstreorienterede partier i EU, udvikler sig til et egentligt parti, der med én stemme kan arbejde for et socialistisk Europa. Og selvfølgelig at Enhedslisten er helhjertet med her.

Så tror jeg, at der er en chance for at folkene i Europa indser, at der er et realistisk alternativ til kapitalens Europa.

De nationalistiske partier står i dag stærkt, men de har heldigvis, og ifølge sagens natur, svært ved at danne en magtfuld Internationale. Det kan venstrefløjen gøre, og det burde være vor styrke.

Anders Lundkvist er medlem af Enhedslisten og blandt andet bidragyder til Modkrafts sektion Politisk Økonomi.

Besøg Anders Lundkvists hjemmeside: www.anderslundkvist.net