Valget til Europa parlamentet den 25. er en farce. Et show af de helt store. Grupperne for de politiske partier i Europa parlamentet har hver især udvalgt en ”spidskandidat” til posten som formand for EU kommissionen. Det første komiske ved dette er, at det ikke er parlamentet der faktisk vælger formanden, men derimod ministerrådet (selvom parlamentet skal ”godkende”). Det andet komiske er, at der mellem ”hoved” kandidaterne, den tyske Martin Schulz og den luxemburgske Jean-Claude Juncker ikke er nogen egentlig forskel. Om det bliver den ene eller den anden (eller en helt tredje valgt af ministerrådet) ændrer ikke det mindste. Hvorfor stiller partierne så overhovedet disse kandidater op? Som det efterhånden er åbenlyst for enhver, er det repræsentative system i sin dybeste krise nogensinde. Ved at opstille dette ”valgshow” mellem forskellige personligheder, forsøger man at give mere demokratisk legitimitet til EU. Men EU’s demokratiske underskud er så alvorligt og grundlæggende, at et sådan farceagtigt show selvfølgelig ikke kan rette op på noget som helst.

For det første påpeges der ofte, at selve den institutionelle organisering af EU, med for meget magt til kommission og ministerråd (og centralbanken kunne man tilføje), og for lidt til parlamentet i sig selv giver et demokratisk underskud. Det kan der for så vidt være noget om, men problemet er langt dybere. EU er kun det institutionelle udtryk for den samling af magt på en lille transnational økonomisk og politisk elites hænder, der har foregået siden 2. verdenskrig og særligt siden slut 70’erne. I dag ser vi en helt enorm koncentration af magt på sådanne eliters hænder. Eliter som f.eks. er i stand til at indsætte teknokratiske regeringer i en række europæiske lande (Italien og Grækenland). Der er tale dels om en politisk klasse eller magtelite, som efterhånden er blevet stadig mere adskilt fra befolkningerne og stadig mere selvreproducerende, og dels om en stadig større integration af denne politiske magtelite med den økonomiske elite. Denne samlede integrerede økonomiske og politiske magtelite ”shopper” så at sige rundt mellem høje stillinger enten i de nationale statsapparater, i transnationale institutioner (f.eks. EU) eller i private virksomheder, banker el.lign. Det ene øjeblik er man statsminister og det andet generalsekretær for NATO.

Denne relativt nye elite er karakteriseret ved netop dels at være transnational og derfor ikke bundet til særlige nationale forhold og dels at være af særlig bureaukratisk-administrativ karakter. Det er ikke sådan, at ”politisk elite” længere dækker over ”politik” i nogen traditionel forstand, forstået som brydningen mellem forskellige grundlæggende politiske mål. Den integrerede politiske og økonomiske elite udgør tværtimod et enormt transnationalt bureaukrati, med en helt egen magtinteresse over for befolkningerne; befolkninger som administreres i forlængelse af denne interesse.

EU fungerer derfor som et sæt af institutioner i den neoliberale kapitalismes periode, der har haft stor betydning for dennes udvikling og i dag dens funktionsmåde. Institutionerne indtager en nødvendig funktion i det neoliberale akkumulationsregime, dvs. den måde hvorpå den neoliberale kapitalisme akkumulerer kapital, særligt kontrolleret af nævnte transnationale integrerede bureaukrati-elite. En gang imellem bliver der afholdt valg til dele af dette bureaukrati, for dermed at kunne give den et minimalt skær af demokratisk legitimitet.

Som protesterne og opstandene i både Europa og verden over siden 2011 har vist, er denne minimale demokratiske legitimitet stort set forsvundet. Til valget står de højreekstreme partier til en enorm fremgang. Disse partier har netop i høj grad formået at spille rent populistisk på protesterne imod den politiske elite og den generelle antipolitiske stemning og mistillid til politikerne i befolkningerne i Europa. Venstrefløjen glimrer ved sit fravær i denne kritik af det politiske system. I stedet stiller man selv op med en spidskandidat til Europa kommissionen. Et fejlskud af de helt store. Formentlig vil den helt store vinder til valget dog ikke blive nogen af de opstillede partier, men derimod partiet af alle dem der ikke stemmer. Dette enorme ”parti” skal ses som blot endnu en del af protesterne imod den transnationale politiske og økonomiske magtelite.