Vi har med stor interesse og begejstring læst artiklen »Den europæiske antifascisme er stærk – men der er stadig langt igen« af Tobias og Frederik fra Socialistisk Ungdomsfronts Antiracistiske gruppe i Hovedstaden på projektantifa.dk.

Begejstring, fordi vi er glade for at diskutere politiske uenigheder på venstrefløjen åbent og eksplicit, i stedet for den megen snak i krogene, der ellers karakteriserer vores debatstil. Interesse fordi der ikke er nogen tvivl om, at spørgsmålet er både vigtigt og aktuelt.

Dette indlæg er et forsøg på at opkvalificere og bidrage til diskussionen. Det skal fra starten ikke være nogen hemmelighed, at vi er uenige med Frederik og Tobias på en lang række områder. I indlægget har vi forsøgt at holde os til nogle få og mere principielle af dem.

Fascismens karakter

I deres indlæg bringer Tobias og Frederik ikke nogle eksplicitte udtalelser om, hvordan de opfatter fascismen som teoretisk størrelse. Men mellem linjerne ligger der nogle synspunkter, som vi er uenige i.

Vi vil derfor starte med at nogle korte bemærkninger om vores syn på fascisme, for herefter at hive fat i nogle konkrete udpluk fra deres indlæg, hvor vi er uenige.

Vi har sammenfattet vores forståelse i fire overordnede teser om fascismen og antifascistisk arbejde, der danner grundlaget for vores position:

1. Fascismen opstod i 1920’erne på et særligt stadie af kapitalismens udvikling. Dens vækst bunder i socialisternes manglende evner til at løse de problemer, som kapitalismen stiller almindelige mennesker overfor. I frustration retter store dele af befolkningen deres vrede mod arbejderklassen og dennes repræsentanter: socialisterne og fagbevægelsen.
2. Fascismen, selvom den i sin egen selvopfattelse er på den almindelige lønmodtagers side, tjener reelt set storborgerskabets interesser. Dette sker ved voldelige angreb på arbejderorganisationer som partier, fagforeninger og andre grupperingers medlemmer, lokaler etc.
   Forbindelsen mellem fascismen og storborgerskabet har også vist sig historisk gennem massiv finansiering af fascisternes aktiviteter og anden aktiv udnyttelse af fascismen til at få overtaget i klassekampen.
3. Da fascismen tjener borgerskabets interesser, og er en reaktion mod arbejderklassens manglende evne til at løse kapitalismens problemer, er det kun de revolutionære socialister, der kan give svar mod fascisterne.
   Indskrænker socialisterne, i et forsøg på »ikke at provokere«, deres politik til borgerlige paroler, vil det kun forvirre masserne, som i forvejen er desillusionerede over socialisternes manglende lederskab.
4. Antifascistisk arbejde bør aldrig indskrænke sig til at kritisere fascister for at være fascister. Først og fremmest styrkes fascismen, fordi vi ikke selv har leveret de svar, vi skal, og derfor bør vores fokus være at vise de mennesker, der kan tillokkes af fascisme, at de er bedre tjent med socialisme.
   Det sker ikke ved at smide nazi-kortet ved enhver given lejlighed, men ved at promovere vores egen politik og vores egne svar.

Tobias og Frederik skriver blandt andet: »Uden modstand vil fascismen med tiden vokse, uanset om der er momentum eller ej.«

Hermed begår de den fejl, at de afkobler fascismens udvikling fra resten af klassekampen. Naturligvis styrkes fascismen ikke bare uden videre. Alene det faktum, at fascismen først opstår i 1920’erne skulle være nok til at bevise, at dens udvikling hænger sammen med resten af klassekampen.

Men kigger man nærmere, ser man også, at det først er, når socialisterne svigter, at arbejderne vender sig mod fascismen.

I 1920'ernes Tyskland havde arbejderklassen over flere omgange chancen for at gribe magten, men fejlede (de nærmere årsager skal vi ikke bevæge os ind på). Først efter flere omgange styrkedes for alvor tilslutningen til nazisterne, der greb magten på et tidspunkt, hvor det tyske kommunistparti i stort omfang havde mistet arbejdernes tillid.

Vi mener, at man skal være varsom med at sætte lighedstegn mellem den såkaldte højrepopulisme og fascisme, men der eksisterer bestemt fællesnævnere. Og kigger man på Danmark op igennem halvfemserne og nullerne er det tydeligt at se, hvordan socialdemokraternes tiltagende grovere klasseforræderier skubbede flere og flere vælgere over mod Dansk Folkeparti, der stod klar med simple (omend forkerte) svar på arbejdernes problemer: »det hele er indvandrernes skyld«. Samtidig stod en bovlam venstrefløj og gloede, uden at fremlægge alternative forklaringer og løsninger.

På baggrund af ovenstående mener vi at kunne konkludere, at fascismen ikke styrkes per automatik, men som følge af, og i samspil med, andre dele af klassekampen.

Vi bekæmper ikke fascismen med information

To gange i teksten giver Tobias og Frederik udtryk for, at øget information kan spille en væsentlig rolle i kampen mod fascismen, helt konkret med citaterne: »(…) at vi både internt i bevægelsen og specielt eksternt i befolkningen mangler at informere.« og »(…) til befolkningen og få dem til at indse, at dette problem er seriøst og ikke lige til at ignorere.«

I forlængelse af vores pointer om fascismens natur, mener vi ikke, at arbejderne vender sig mod fascismen, fordi de bliver snydt af et billigt trick, men fordi fascismen fremlægger de for dem mest letforståelige svar på de problemer, de møder i dagligdagen.

Arbejderen holder med den, der giver ham/hende brød på bordet. At det i sidste ende ikke er fascisterne, men socialisterne, der kan løse denne opgave, er så vores opgave at vise arbejderklassen.

Socialistisk Ungdomsfronts kampagne mod Danskernes Parti under kommunalvalget i 2013 bar præg af denne opfattelse (altså at vi kan bekæmpe fascismen ved at informere arbejderklassen om, hvem der er fascister).

Kampagnens materialer fokuserede ensidigt på at dokumentere, at Danskernes Parti i virkeligheden var vaskeægte nynazister – hvilket som sådan er rigtigt nok.

Men den kom ikke med skyggen af politisk alternativ, og kunne derfor aldrig trække folk over mod os. Vi tiltrækker nemlig ikke arbejderne ved at sige, at de andre er fascister, men ved at vise folk, at vi har løsningerne på deres problemer.

Hvad betyder forskellige opfattelser af strategi?

Når talen falder på strategi og metode, springer et væsentligt citat fra Tobias og Frederiks indlæg i øjnene. Citatet giver, efter vores mening, udtryk for en forfejlet opfattelse af, hvad metode er for en størrelse, og hvad valget heraf betyder for klassekampen.

I deres indlæg skriver Tobias og Frederik: »I stedet bliver vi nødt til at kigge hinanden dybt i øjnene og indse at vi alle ønsker det samme mål, og respektere hinandens valg af metode.«

At vi kan løse vores udfordringer ved at kigge hinanden i øjnene og »respektere hinandens valg af metode« er efter vores mening en fejlagtig opfattelse af, hvad valg af metode betyder for vores position i klassekampen.

Hvis det alene handlede om at respektere hinanden, og at vores respektive metodevalg uden problemer kunne eksistere side om side, var der som sådan ingen klager fra vores side, så ville alt være godt.

Men på samme måde som Tobias og Frederik afkobler fascismens vækst fra resten af klassekampen, så afkobler de også forskellige metodevalgs betydning for, hvordan forskellige aktørers position i klassekampen styrkes eller svækkes.

Metoder bør altid afspejle den situation, man står i – på hvilket stadie af klassekampen, men befinder sig i.

I 1917 fungerede det at storme vinterpaladset, men det havde nok ikke haft samme effekt at starte en underskriftindsamling.

Vi har som præmis, at en socialistisk revolution kun kan gennemføres, hvis en overvældende del af befolkningen tager aktiv del i den. Lige nu er vi desværre langt fra en situation, hvor det kan lade sig gøre, og derfor må vores opgave lige nu først og fremmest være at samle en større del af arbejderklassen omkring os.

Vi skader derfor vores egen sag, hvis vores valg af metode afskrækker arbejderklassen, og forhindrer dem i at identificere sig med vores kamp og deltage i den.

Vi skal ikke her indlede en længere diskussion om det aktuelle stadie af klassekampen i Danmark  – det kunne vi skrive mange indlæg om. Men vores synspunkt om, at forskellige metoder har forskellige (nogle gange gavnlige, nogle gange skadelige) effekter på vores position i klassekampen, implicerer, at vi bliver nødt til at udveksle synspunkter på venstrefløjen omkring metoder, for at finde frem til den, der på det givne stadie af klassekampen virker bedst.

Det er altså ikke bare et spørgsmål om, at vi skal træde ud af de små sko og vise respekt for hinanden. Hvis vores metoder skyder i både øst, i vest og midt i mellem, vil vi uundgåeligt komme i vejen for hinanden, fordi én grupperings fejlagtige metodevalg vil smitte af på de andre ved at skubbe arbejderklassen væk fra venstrefløjen.

Forhastede konklusioner på internationale erfaringer

I deres indlæg drager Tobias og Frederik nogle – for os at se – forhastede konklusioner ift. hvilke konkrete erfaringer, vi kan drage fra den antifascistiske kamp i resten af Europa, særligt Grækenland.

I starten af teksten skriver de således, at det er grækerne, der »har sat eksemplet for, hvordan man opbygger en massebevægelse mod fascismen, og det er nødvendigt at vi lærer af deres erfaringer med rette.«

Men man ikke kan overføre erfaringer direkte fra ét land til et andet, på samme måde som man ikke kan overføre erfaringer fra én tid til en anden.

Det betyder ikke, at man aldrig kan overføre erfaringer og lære af andre – men vi skal være meget varsomme med at drage forhastede konklusioner, og vi skal nøje analysere hvilke fællesnævnere, og i særdeleshed hvilke forskelle, der eksisterer.

Derfor mener vi ikke, at man kan lære så direkte af erfaringerne fra Grækenland, som Tobias og Frederik lægger op til.

Ud over, at der er fascister i både Grækenland og i Danmark, formår de to ikke at fremlægge nogle andre fællesnævnere for de to lande – eller nogle andre lande i Europa. Og værst af alt, så forholder de sig heller ikke til alle de faktorer, der kan gøre det svært at overføre erfaringer – forskelle på fagforeningsstruktur, den specifikke økonomiske situation, geografiske forhold (fx forholdet mellem by og land) og alt muligt andet.

I det hele taget fremstår deres erfaringsdragelse meget forhastet. Som en sidste krølle skal vi bemærke, at vi har svært ved at se, hvordan Grækenland overordnet set skulle være et foregangsland for andre europæiske antifascister, når nu Grækenland er det land, der er allerhårdest ramt af fascismen.

Vi må nok indtage det synspunkt, at den græske venstrefløj befinder sig i samme situation som resten af den europæiske ditto: ude af stand til at finde opskriften på at bekæmpe fascismen effektivt.

Opsamling

Der er ikke noget kontroversielt i at sige, at der er sammenhæng mellem de forskellige delkonflikter og kamppladser i klassekampen. Når f.eks. de faglige organisationer svigter i forhandlingslokalet, forringer det arbejdernes vilkår i skurvognen og skaber det mismod og den harme, som fascismen lever af.

Og den anden vej: Når arbejdere med én hudfarve vender sig mod arbejdere med en anden, står vi som klasse svagere over for arbejdsgiverne, hvilket forringer vores vilkår.

At vende denne udvikling er antifascistisk arbejde, fordi tingene hænger sammen, og det er der intet odiøst i.

Alligevel har mange på venstrefløjen en tendens til at afkoble det antifascistiske arbejde fra resten af klassekampen. De kan ikke se, at folk ikke fascister, ikke fordi de snydes af et billigt trick eller er dumme, men fordi arbejderklassen mangler et lederskab; en venstrefløj, der går forrest og leverer de svar, arbejderklassen spørger efter i en krisetid.

Hvis ikke vi gør det, gør fascisterne det, og så skal der mere end en flyer til at vende skuden.

Det er så simpelt, at arbejderen støtter den, der giver arbejderen brød på bordet. Det skal venstrefløjen kunne give.

Vi mener ikke, at vi skal lukke og slukke for den del af det antifascistiske arbejde, der f.eks. går ud på at protestere mod nazistiske demonstrationer. Men vi vil på det kraftigste sætte spørgsmålstegn ved effektiviteten af at fokusere ensidigt på dette arbejde.

Vi vil ikke sætte antifascistisk arbejde på formel. Men vi mener, at kampene hænger sammen, og vi er overbeviste om, at det bedste antifascistiske arbejde er at gå foran, levere svar og forhindre folk i at blive fascister – ikke at smide »nazikortet« ved enhver given lejlighed.

Silas Marker er medlem af SUF og Enhedslisten. Magnus Esmark er medlem af SUF, Enhedslisten og SAP. Artiklen er udtryk for forfatternes personlige holdninger.

Artiklen er en kommentar til artiklen »Den europæisk antifascisme er stærk – men der er stadig langt igen« på hjemmesiden projektantifa.dk.