Om colombiansk ungdom, latinamerikansk stabilitet og social retfærdighed.
”Som ung har du mulighed for at blive stofmisbruger, kriminel eller at gå ind i hæren,” forklarer Lina. Hun er aktiv i den colombianske ungdomsorganisation Juventud Rebelde (Oprørsk Ungdom), som samarbejder med den venstreorienterede paraplybevægelse Marcha Patriótica. Hun er ved at berette om, hvordan den unikke historiske situation, som fredsforhandlingerne mellem landets regering og oprørsbevægelse har skabt, muliggør et ambitiøst samlingsprojekt for landets venstreorienterede ungdom – et projekt der for blot fem år siden, under den højreradikale præsident Uribe, havde virket utopisk.
Der er som sådan intet meget originalt i Juventud Rebeldes formål: at bevidstgøre landets ungdom og sætte deres problemstillinger på den politisk dagsorden. Fra et dansk synspunkt er det skelsættende den måde, de griber deres organisering an på (hvilket vi kommer ind på senere), samt den kontekst organisationen opererer i (hvilket vi tager fat på nu).
For landets venstrefløj handler det nemlig nu om at arbejde hurtigt. I mange år har det været næsten umuligt at fremsætte progressive krav uden at blive forbundet med guerillaen. Dette har i praksis gjort venstrefløjen til et legitimt mål for repression fra regeringens sikkerhedsstyrker og landets paramilitære grupper. Under den nuværende præsident Santos (som er til valg d. 25. maj) er overgrebene mod venstrefløjen mindre intense end før, selvom de fortsat finder sted på daglig basis.
Fredsforhandlingerne har altså skabt et pusterum, men man kan aldrig vide sig sikker på, hvornår landet skulle falde tilbage til den ørkenvandring, som årtiers borgerkrig og politisk forfølgelse har holdt den nationale venstrefløj fanget i. Det er derfor venstrefløjen har fart på i Colombia.
Fra et dansk perspektiv kan det synes lidt ligegyldigt, hvorvidt en ny ungdomsorganisation opstår i et enkelt land halvvejs omme på den anden side af kloden. Hvis man bevæger sig op i fugleperspektiv bliver det dog tydeligt, hvorfor Juventud Rebeldes arbejde kan være afgørende ikke blot for Colombia, men for hele Latinamerika.
På den del af den colombianske venstrefløj, som Colombia-studieturen 2014 har været i kontakt med, er der enighed om behovet for at intensivere ungdomsarbejdet. Det anses som af højeste vigtighed, at en ny generation står klar til at forsvare fredsprocessen og, i tilfælde af at freden skulle blive en realitet, fortsætte kampen på alle platforme for forsoning og social retfærdighed i landet.
Pointen er, at hvis magtkampen i landet inden for de kommende år falder ud til fordel for højrekræfter i landet, der er endnu mere ekstreme end den nuværende præsident Santos, vil den sociale og væbnede konflikt i landet formentlig intensiveres. Dette vil ikke blot gå ud over colombianerne, men true stabiliteten i hele Latinamerika.
Højrekræfter i omkringliggende lande, eksempelvis Venezuela, vil vejre morgenluft, og regionen risikerer at blive kastet ud i en ny omgang blodig, politisk vold, som det var tilfældet i store dele af det 20. århundrede. Styrken af den venstreorienterede ungdom vil altså have en afgørende betydning for at holde den ekstreme højrefløj fra magten i Colombia og potentielt i resten af regionen.
Forståelsen for vigtigheden af ungdomsarbejdet gælder både på landet og i byen og i bevægelsens top og basis. I det praktiske, daglige arbejde ligger fokus ikke på regional stabilitet, men på lokal udvikling – forsvar af jord og kamp for sociale forbedringer. Social retfærdighed som de siger i Colombia.
På landet oplever man mange steder, at de unge søger mod byerne og arbejdsløshed. Dette sker i takt med at regeringens ambitioner om såkaldte ”megaprojekter” (minedrift, olie- og gasboringer og elektricitetsproducerende dæmninger) fører til en politik, der gør livsbetingelserne for landbefolkningen mere og mere besværlige. Landarbejderorganisationerne udgør rygraden i den colombianske venstrefløj, og for at de kan bevare og udbygge deres styrke til fordel for dem selv og hele landet, ligger der derfor et stort arbejde i at øge bevidstgørelsen og organiseringen blandt de tilbageværende unge.
I byen, specielt i de fattige kvarterer, arbejder man også intensivt med bevidstgørelse af ungdommen. Det kommer for eksempel til udtryk ved socialpolitiske initiativer som Den Sociale Platform i Usme, hvor studerende påtager sig ansvaret for en kritisk uddannelse med klasseperspektiv af forstædernes udsatte børn. Direkte adspurgt er Juventud Rebelde og ungdomsarbejdet ligeledes højeste prioritet hos Marcha Patrióticas frontfigur, Piedad Córdoba.
Brede bevægelser - revolutionære krav
Juventud Rebelde er netop et opgør med den traditionelle tænkning i modsætninger som land og by. Organisationen forsøger at samle alt fra studerende til bønder, fra løsarbejdere til LGBT-folk og fra arbejdsløse til umiddelbart apolitiske fodboldfans på en ”inkluderende men revolutionær platform”, som Lina forklarer det.
Foreningen af så vidt forskellige kampe er en svær øvelse. Den kræver at de forskellige grupper en gang i mellem må lægge snævre, modsatrettede egeninteresser til side for i stedet at hellige sig enigheden og kampen for det fælles bedste. Denne enighed opfattes som en forudsætning for at forandre samfundet radikalt – ikke blot forbedre det. ”Det sidste er jo reformistisk”, som Lina konstaterer.
Foreningsbestræbelserne bygger på en allerede eksisterende tradition for sammentænkning af kampe i landet. Marcha Patriótica er et eksempel på dette, og mellem eksempelvis bonde- og studenterbevægelsen eksisterer der allerede stærke alliancer. I den venstreradikale studenterorganisation FEU arbejder man ud fra det mantra, at uddannelse er et privilegium i et land med så ekstrem social ulighed. Derfor er man også forpligtet til under og efter sin uddannelse at benytte den progressivt i arbejdet med andre udsatte samfundsgrupper.
Colombiansk ungdom og dansk solidaritet
Bevidstgørelsen og foreningen af den colombianske ungdom i dag er en forudsætning for, at de kan gribe magten i morgen. En sådan erobring vil skabe nye muligheder for ungdommen, der rækker ud over stofmisbrug, kriminalitet og militærtjeneste. Samtidig vil det være en afgørende svækkelse af de latinamerikanske højrekræfter og et forsvar for hele regionens venstrefløj.
I juli 2014 holder Juventud Rebelde sin konstituerende kongres efter 2 års forarbejde. Konstitueringen falder sammen med fredsforhandlingerne i landet, der grundlæggende kan forandre den måde, politik føres på. Det vil være helt oplagt at tænke dette nyeste skud på stammen af colombianske samlingsbestræbelser ind i det solidaritetsarbejde, som det allerede findes i eksempelvis Enhedslisten, Internationalt Forum og SUF. For Colombia og Latinamerika – jord og frihed.