Bag fløjteaktionen gemmer sig både populisme og afmagt

Den autonome gruppe ”Her er oprøret”'s planer om at overdøve Helle Thornings 1. maj-tale har med rette fået en hård medfart på de sociale medier.

Jeg kan kun tilslutte mig, når den planlagte aktion bliver fordømt for at være antidemokratisk i sit væsen.

Det forekommer mig fuldstændigt til hest, når man mener at det skulle være en venstreorienteret manifestation at begrænse nogens mulighed for at give sig til kende.

En absurd selvmodsigende gestus, der kunne sammenlignes med at afholdsforeningen fejrede sine resultater med at skåle i champagne. Eller mere alvorligt: At opruste for at opnå fred!

En aktionsform som denne har hidtil været forbeholdt det yderste højre. Det kan ikke på nogen måde være en del af venstrefløjens adfærds-kodeks.

Hvis nogen skulle havde lyst til at lytte til, hvad Helle Thorning vil sige, så vil gruppen, der ellers påkalder sig anarkistisk filosofi, påtage sig det særdeles formynderiske at forhindre dette. De mener at have ret til at afgøre hvad man må høre og hvad man ikke må høre. Grænseløs bedrevidenhed. Anarkistisk frihed kan man næppe kalde det.

Nogen har i den forbindelse sagt at regeringens politik er så ond at det kan retfærdiggøre den påtænkte aktion. Argumentet er ikke holdbart. Det ene onde kan ikke forsvare det andet onde.

Nogen kalder gruppen ”Her er oprøret” for venstreradikal. Det mener jeg ikke.

Jeg mener snarere den har visse konservative træk.

Når gruppen på sin Facebook-side skriver om at ”generobre ytringsfriheden” og ”genindtag taletiden” så er det ikke til at vide hvad det er for en gylden fortid man har i tankerne.

Det er en traditionel konservativ tankefigur at se fortiden som noget der er værd at efterstræbe. Men venstrefløjen kommer just ikke frem ved at overtage konservative tankemønstre.

På samme Facebook-side taler man om

”Regeringen har 236 millioner skattekroner til spin og PR om året.

Vi har 800 fløjter”

Det der anlagte perspektiv er tydeligvis et David-Goliat-mønster. Den svage har ret, i kraft af at være den svage. Det det er da det rene sludder. De underste har sgu ikke altid ret. Men hvis de undertrykte bilder sig ind at de altid har ret, så er de på vej ud i et meget dybt mørke.

”Her er oprøret”'s kritik af regeringen er stærkt moralsk funderet. Der tales om regeringens ”ekstreme svigt” og regeringen der ”bryder valgløfter”.

Der tales fra en næsten bedende position, når der skrives om ”regeringen ikke lytter”.

Det lyder tydeligvis som om man beder regeringen om at lytte til folkets klageråb.

Hvorfor tror man dog regeringen vil lytte? De har meget travlt med at skære ned på velfærd og tale om konkurrencestat. Forventningen om at regeringen vil lytte, mener jeg i sig selv er blokerende for et opgør med regeringens politik.

Et sted hedder det ”Vi råber. Også af Frank Jensen”. Men hvad råber man?

Når den autonone gruppe også retter sin demonstration mod Enhedslistens ledelse, fordi denne angiveligt skulle holde hånden over regeringen, så ser jeg en nærmest George Bush-agtig logik: ”De der ikke er med os er mod os”. Men jeg tror ikke på den korstogsmentalitet, der ligger bag. At dyrke moralsk renhed fører ingen vegne.

Jeg mener at kunne se et mønster hos ”Her er oprøret” der stærkt ligner traditionel populisme. Det populistiske verdenssyn kunne formuleres således ”Vi er de stakkels små hernede, der er blevet svigtede at de store – deroppe. Vi beder de store om at lytte på os. Ellers bliver vi kede af det. Og råber. Vi råber på far og mor om at gøre verden god igen. ” Sådan et tankemønster kan man f.eks. også finde hos Ekstrabladet og hos Dansk Folkeparti.

Men populisme af den slags er i sig selv system-bevarende, fordi de undertrykte forbliver i deres underordnede rolle. De beder bare magthaverne opføre sig pænt.

Det kan jeg ikke kalde oprør. Det er en afmagtsdemonstration.