Da Enhedslisten for snart et år siden gik ind til forhandlingerne om en ny pædagoguddannelse, var ønskesedlen lang. Vi ønskede os, at de pædagogstuderende ville få flere timer, at deres praktikker ville blive SU- finansierede, så de studerende ikke skulle være en del af normeringen, at koblingen til uddannelsen blev stærkere, at vejledningen skulle være bedre, og at der skulle være et større fokus på normkritisk kønspædagogik.
Vi fik langt fra ønskerne opfyldt. Men jeg vil stadig mene, at den nye pædagoguddannelse er bedre end den gamle.
En stor del af den kritik du retter mod den nye pædagoguddannelse, kan man også rette mod den gamle. F.eks. var der også test, prøver og læringsmål i den gamle uddannelse – der også var rettet mod arbejdsmarkedet. Det er ikke ensbetydende med, at vi bare skal stille os tilfredse med det - vi skal altid arbejde på at bryde rammen. Men det er svært at ændre grundlæggende på uddannelsessystemet alene i en aftale om pædagoguddannelsen.
Det rejser selvfølgelig det interne spørgsmål i Enhedslisten – skal vi som parti indgå i aftaler, der ikke laver grundlæggende ændringer, men kun ændringer indenfor rammen? F.eks. aftaler indenfor rammen af ECTS-systemet eller indenfor rammen af taxametersystemet, selvom vi grundlæggende set ønsker andre systemer? Det er min holdning, at vi også skal lave forbedringer indenfor rammen – når vi vel at mærke kan gøre hverdagen for eleverne eller de studerende bedre. Og det mener jeg, at vi har gjort med pædagoguddannelsen.
- Praktik: Vi kunne ikke få de studerende ud af de lønnede praktikker. Det er et meget alvorligt problem, vi fortsat arbejder på at ændre. Til gengæld har vi fået en kortere praktik i starten af uddannelsen, hvor de studerende ikke er en del af normeringen – og en evaluering og på sigt ændringer af praktikvejledningen, som vil gøre praktikken bedre. Samtidig har vi fået indført bedre ’indkald’ (studiedage), så de dage under praktikken, hvor den studerende er på uddannelsen, giver bedre mening for de studerende.
- Fag: Vi har ikke skåret ned i valgfagene på pædagoguddannelsen – og heller ikke fjernet den almene dannelse. Til gengæld har vi fået indført et nyt fagligt fokus, som er ’Køn og familieformer’, der betyder, at de pædagogstuderende nu også vil få undervisning i køn, seksualitet og forskellige familieformer. Det tror jeg betyder meget for dannelse og udvikling af børn.
- Specialisering: I forhold til pædagoguddannelsens grad af specialisering har der jo længe været de to poler – generalistuddannelse eller specialistuddannelse. Det er rigtigt, at vi har været med til at give mere plads til specialiseringerne i denne uddannelse, end der var i den forrige – men det er uden tvivl indenfor rammen af generalistuddannelsen. Jeg synes det giver mening, at pædagoguddannelsen, der uddanner til arbejde med forskellige områder, f.eks. børn og unge eller mennesker med misbrug eller funktionsnedsættelser, også lader de studerende spore sig ind på en retning undervejs i uddannelsen.
I forhold til den nye retning om skolepædagogik, er retningen for mig at se uundgåelig – uanset hvilket syn man har på børns udvikling eller læring, og uanset hvad man mener om pædagoger i skolen og heldagsskolen. For situationen er den, at der er indført en ny skolereform som uagtet ens holdning vil betyde, at de fleste af de nuværende pædagoger i fritids- og klubtilbud kommer til at indgå i skolesammenhænge. Og det synes jeg vi skal forberede de studerende på – også selvom jeg ikke støtter heldagsskolen.
- At Enhedslisten er med i aftalen, betyder også, at vi har kunnet undgå en række dårlige ændringer, f.eks. en direkte specialistuddannelse, indførelse af karakter i praktikken, optagelseskrav i form af karakter og yderligere ’skolificering’ og didaktisk tænkning i fagrækken.
Hvis vi i Enhedslisten bestemte, ville verden se anderledes ud. Det håber jeg ikke, der er nogen tvivl om. Men nej, med denne her pædagoguddannelse revolutionerer vi hverken uddannelsessystemet eller den pædagogiske praksis. Vi fik hverken de pædagogstuderende ud af normeringerne, vi fik heller ikke afsat penge til flere timer eller fik ændret synet på børn og menneskers udvikling og læring.
Til gengæld får de studerende bedre praktikker, bedre vejledning, mere kobling mellem uddannelsens teori og praksis, de studerende kan spore sig mere ind på en bestemt pædagogisk praksis – uden uddannelsen opdeles, og de bliver uddannet indenfor normkritisk kønspædagogik. Det synes jeg, er en bedre pædagoguddannelse.
Se også Jan Hobys blogindlæg »Man gjorde en pædagoguddannelse fortræd«