Billedskunstneren Jens Galskiøt ønsker, at hans kunst skal være kommunikativt provokerende. Personligt har han lagt et engagement på venstrefløjen bag sig til fordel for pladderhumanisme.
Odensekunstneren Jens Galschiøt har i de sidste tyve år skabt sig et navn som en markant socialt indigneret kunstner, der har deltaget i utallige happenings verden over.
Jens Galschiøt er oprindeligt uddannet smed, men droppede i 1985 sit lønarbejde for at blive først sølvsmed, siden billedhugger.
Han har siden arbejdet i et atalier i Odense på 2000 kvadratmeter, hvor der nu er støberi, smykke- og pilefletværksted, kunstskole, tv-studie, butik, skulpturpark – og et 400 kvadratmeter stort kunstgalleri.
Herfra udgår også foreningen AIDOH, Art In Defence Of Humanism, der er organisatorisk ramme om mange af Galschiøts happenings.
– Jeg startede faktisk allerede som helt ung med at lave kunsthåndværk. Fra mit 14. til mit 17. år levede jeg af at lave og sælge tasker og bælter på Strøget. Jeg tjente en frygtelig masse penge, som jeg straks omsatte til hash, og jeg var en af de socialt udstødte.
– På et tidspunkt lokkede min far mig på Den Rejsende Højskole, før Tvind blev til Tvind, og tog til Indien. Her mødte jeg den mere intellektuelle del af venstrefløjen, og her blev jeg radikaliseret i en politisk retning.
– Husk på, at jeg blev smidt ud af skolen i 8. klasse. Så det jeg lærte herefter, var det, jeg blev skolet i hos venstrefløjen og mit hofblad, Information. Jeg blev sågar selv skolingsleder og gik i lære på Lindøværftet i Odense, hvor jeg nu boede med en af de kønne og kvikke piger på venstrefløjen.
– Det handlede ikke bare om at lære et håndværk, men også om at blive en del af arbejderklassens førerskab og den revolution, som de jo planlagde dengang. Her gennemgik jeg også en skoling, og jeg endte med at blive fagforeningsleder.
– Da jeg blev færdiguddannet, fortsatte jeg på værftet som smed, og i de efterfølgende år beskæftigede jeg mig ikke med politik. For på et tidspunkt blev jeg desillusioneret. Hver gang nogle af mine helte kom til magten i den 3. verden, Daniel Ortega f.eks., synes jeg altid, at de opførte sig som idioter og lavede nye, korrupte systemer.
– Jeg holdt op med at tro på socialismens glorværdige faner. Altså, jeg har aldrig været sovjet-tilhænger – jeg har altid været udogmatisk til venstre – men derfor droppede jeg det politiske og faglige arbejde, hvilket passede mig strålende. For jeg sad alligevel nede i kollektivets kælder og lavede smykker til min kone og alle hendes veninder.
– I virkeligheden tog jeg mit gamle job fra 60’erne op, så jeg lavede smykker, som jeg først solgte på gaden og senere over hele landet og i udlandet, og jeg blev en del af den bevægelse, der var om festivalerne.
– Alt det samtidig med at jeg fik understøttelse. Det var en strålende tid. Socialt bedrageri hedder det! Men jeg betragtede det som en slags igangsætter-penge. Der kommer dog et tidspunkt, hvor man, som socialt bedrager, ved, at man skal holde op, inden man bliver opdaget.
– Så i 1985 gik jeg op til min fagforening og sagde, at jeg ikke ville være smed mere, men at jeg ville være kapitalist! Det blev de noget forbavsede over, for jeg var sådan set den rødeste arbejder og havde holdt et utal af taler til generalforsamlinger.
– Men jeg meldte mig ind i kapitalistforeningen, og der har jeg været siden. Jeg skabte en forretning i at lave de her smykker og blev en del af hele modebranchen. Modellerne gik med mine smykker, og det gik egentlig meget godt.
– Men så orkede jeg det bare ikke længere. Jeg var ved at brække mig, hver gang vi fik en ordre fra Japan. Vi havde konstant noget kørende over hele verden, og jeg kunne nok have gjort en strålende forretning, hvis jeg havde gidet, men jeg tænder simpelthen ikke på penge.
– På den måde er der nok lidt afrikaner i mig. Jeg er ikke sådan en, der synes, det er enormt fedt at stable 1000 kronesedler ovenpå hinanden. Der skal noget mere og andet til.
– I stedet begyndte jeg at lave skulpturerne større og større, og sådan blev jeg billedhugger. Jeg havde ikke planlagt det.
– I første omgang lavede jeg kvindeskulpturer, og det var ren æstetik. Dronningen ville have mine skulpturer. Modedesignerne, som jeg havde arbejdet med, brugte dem.
– Jeg laver dem stadig, fordi jeg stadig elsker de der små splitsekunder af glimt på en kjole, der folder på en bestemt måde. Det forstærker hverdagstingen, og det er de glimt, som billedhuggere altid har været fascineret af, tror jeg. Ligesom Oldtidens grækere, der puttede tøj på deres kvinde- og mande skulpturer. Ikke fordi, de var bornerte, men fordi det var det, der gav bevægelsen i skulpturen.
– Jeg brugte 10 år af mit liv på at lave smukke ting: smykker og skulpturer. På et tidspunkt droppede jeg alle smykkerne. Det blev guldsmedene meget kede af det og spurgte: »Køber vi ikke nok?« »Jo«, sagde jeg, »det er jo det, der er problemet. I køber alt for meget.«
– Der var ingen, der kunne forstå, hvorfor jeg droppede alt til fordel for kunsten. Men det var altså fordi, at det var det, jeg havde lyst til. Jeg er enormt lyststyret. Og jeg har også været enormt heldig ved at kunne få lov til at leve af at være lyststyret.
Det humanistiske engagement
– Så i 1992, hvor jeg havde en stor udstilling nede i Sevilla, kom den jugoslaviske borgerkrig, og den rystede mig.
– Jeg tror, det kom bag på mig, at det midt i Europas hjerte udviklede sig til noget, der mindede om 1930’erne med koncentrationslejre, massevoldtægt af kvinder og en masse fornedrelse af mennesker. Det var rædselsfuldt.
– Og det var endnu mere rædselsfuldt, fordi jeg kendte Jugoslavien. Hvor jeg altid har altid syntes, at østtyskerne og russerne var tunge i røven, var der et frisind i Jugoslavien, der mindede mig om Danmark, og jeg kunne spejle mig selv i det jugoslaviske menneske. Og så begyndte de lige pludselig at gøre de mest bestialske ting med hinanden … det var folk, der havde kendt hinanden og boet sammen, gået til gymnastik sammen og været i de samme foreninger.
– Så satte jeg mig ned og begyndte at læse om forråelse, ondskab og civilisations-crackdown. Jeg begyndte at undersøge, hvad skal der til, før jeg bliver som dem. Hvor langt skal jeg gå, og hvilke parametre skal der til, før jeg selv bliver forrået?
– En af mine nye helte blev Zygmunt Bauman, som med en lysende logik beskrev, at det blev gjort med modernistiske midler. Jeg havde troet, at jo mere civiliserede vi blev; jo klogere vi blev; jo mere filosofiske vi var blevet, jo mere ville vi ikke gentage barbariet.
– Men Bauman beviste, at modernismen ikke var et bolværk mod Holocaust – det var forudsætningen. Og den konklusion chokerede mig. Det var den nye videnskab, der blev incitament til, at man udryddede jøderne og de homoseksuelle osv. osv., og måske var hele min civilisation var på vej derhen.
– Min konklusion blev, at hvis en hvilken som helst civilisation – eller dele af den – bryder sammen, så bliver vi dybest set alle sammen dyr igen og kan gøre de mest dyriske ting ved hinanden. Vi har brug for syndebukke, og dem finder vi, og vi slagter dem, og vi skærer dem op, og vi gør hvad som helst ved dem. Vi er et ondskabsfuldt dyr indenunder.
– Den eneste vaccine imod at blive et ondskabsfuldt dyr var at blive pladderhumanist! Sådan én, som siger, at alle mennesker har ret til et liv; at alle mennesker har ret til at spise, og hvis man har mere end et andet menneske, så har det menneske ret til at bede en om en basal ting som mad.
– Det ændrede mit liv. Jeg havde tidligere troede, at når jeg sagde, at jeg ikke ville have fattigdom, så skulle jeg svare på hvorfor, og hvordan, jeg havde tænkt mig at løse den konflikt. Jeg opdagede, at det behøvede jeg ikke.
– I stedet kan jeg svare fuldstændig pladderhumanistisk: »Jamen jeg vil bare ikke have det!« Og når folk så spørger, om jeg vil være med til at betale for det: »Ja. Det vil jeg gerne.«
– Store dele af min rigdom er gået til det, for jeg har ikke noget imod afsavn. Penge betyder ikke noget for mig på den måde. Hvis det kan købe mig lidt sjælefred, så vil jeg gerne.
– Og da jeg nu var kunstner, så valgte jeg i stedet at projicere min angst for selv at blive forrået ud i nogle gigantiske projekter. Jeg forsøgte få et symbolsprog ud af verden, og jeg forsøgte at følge det ind i verden igen i form af »Min Indre Svinehund«.
– Jeg forsøgte at symbolisere den ubalance, som jeg mener vil forrå os som mennesker og ødelægge alt det, jeg tror på: Menneskerettighederne, som er det, den europæiske civilisation har givet mennesket og verden. Det grundlæggende lighedsbegreb.
– Altså, man kan ikke umiddelbart se det på vores praksis, vel? Men jeg synes, det er det allervigtigste at fastholde, nu da det er kommet under pres pga. den måde, vi agerer i verden. Vi er i gang med at sælge hele vores menneskelige og humanistiske sjæl for penge.
– Det er altså konflikten mellem os og den 3. verden, der interesserer mig og ikke velfærdsdiskussionerne som sådan.
– Den opdagelse frigjorde mig. Mine etiske og moralske overvejelser om, hvordan verden så ud, ændrede sig. Når folk spørger mig, om jeg er socialist eller venstreorienteret, så siger jeg: »Nej, det tror jeg sgu ikke.«
– Det er også derfor, jeg kan være venner med folk som Bengt Bentsen og Pia Kjærsgaard. De når godt nok andre konklusioner end mig; hvor Pia Kjærsgaard siger: »De slår os ihjel«, siger jeg· »Vi slår dem ihjel«. Men dybest set er det to sider af samme mønt.
– På den måde arbejder jeg i virkeligheden mere ud fra et filosofisk synspunkt end et politisk. Folk må gerne kalde mig en politisk kunstner, men jeg opfatter måske mig selv anderledes.
– Udgangspunktet for alle mine happenings, alle mine projekter, handler om det ene: at undgå forråelsen og skabe diskussioner for at få en tolerant og åben forståelse for hinanden, der ikke handler om penge, men om fred og lighed. Det er meget pladderhumanistisk, og det er helt alvorligt ment.
Hvorfor dannede du AIDOH?
– AIDOH blev skabt, fordi jeg følte mig alene. Det var i 1993, og på det tidspunkt havde kunsten flyttet sig, så det at være kunstner bestod i at drikke rødvin med de rige på golfbanen. Kunsten var blevet korrumperet. Kunstnerne var optaget af deres egen navle – eller i få tilfælde af andre kunstneres navler. Og det kunne jeg bare ikke forlige mig med.
– Derfor har jeg også altid knyttet an til kunstnere fra andre steder i verden. Der er ingen kinesiske eller latinamerikanske kunstnere, der kunne finde på at sidde og glo ned i sin egen navle hele tiden. Det orker de ikke.
– Min plads var i øvrigt også ude på gaden og ikke inde på kunstmuseerne. Den var derude, hvor diskussionerne foregik, og jeg blev næsten ekskluderet fra kunstkredsene af den årsag.
– Det bekymrede mig ikke så meget, for jeg var i forvejen ikke en del af dem. Dels fordi jeg var smeden, der kom ude fra værftet; dels fordi jeg altid har været i stand til at finansiere det selv, så jeg var fri for deres penge. For jeg har en kapitalistisk åre, så jeg ikke hele tiden har skullet gå tiggergang.
– Det store problem for tiggere er, at de er afhængige af at skulle stille sig an for at få almisser, og jeg tror heller aldrig, at jeg kommer dertil. Vi arbejder hele tiden med konstruktioner, så vi kan forblive selvstændige. Så vi ikke kan slagtes.
Det er vel også kapitalismen i dens oprindelige form: tanken om borgernes økonomiske frihed?
– Mennesket er ikke ondt, fordi det er kapitalist. Jeg tænker ikke i en højre- og venstreakse, men derimod en moral- og etikakse. Venstrefløjen har også slået ihjel i ideologiens og i »nødvendighedens« navn. Også i Danmark har både venstre- og højrefløjen været tæt på den slags overvejelser. Højrefløjen når det gælder indvandrere.
Er den manglende politiske akse meget særegent for dig som kunstner? Er det årsagen til, at det er lykkedes dig at skabe et navn?
– Nej, det skyldes, at jeg har en god kommunikationsstrategi, og jeg har altid været på forkant i forhold til IT. Jeg har fra starten været god til at udnytte medieplatformene, som jeg vidste var vigtige.
– Og så har jeg altid haft et showmaster-gen, som er nødvendigt, hvis man vil sælge. Jeg har ikke brugt det i kunstkredse, fordi det ikke interesserer mig, men i forhold til pressen. Det er derfor, de allerede fra første færd har skrevet om mig.
– Jeg er måske også god til at forføre folk. Kunst er jo også en forførelse. Så pas på! Lige pludselig befinder folk sig et sted, hvor de måske ikke ønsker at være.
– Men det handler selvfølgelig også om, at mange mennesker deler min frustration over at leve i en verden, som den her. Jeg er måske blevet eksponent for dem, der siger, at de bare vil have lighed og fred i verden.
– Jeg har taget et slags klodshansmanifestet til mig: »Tumperne må rede verden, når nu de kloge ikke vil.« Man behøver ikke være vanvittig intellektuel for at forstå det, jeg laver, og jeg hjælper måske nogle folk ved at sige, at det sgu er nok bare at være et godt menneske. Eller forsøge at være det.
– Uanset hvor man er i Odense og spørger folk: »Hvad synes du om ham?« Langt de fleste vil sige: »Han er lidt vild, men han er vores kunstner.«
– Det handler ikke om min kunst, men om at jeg giver dem ord. Det er mig, der vælger at drukne H.C. Andersen, og alle har haft lyst til at drukne H.C. Andersen – og Anker Boye sammen med ham.
– Man er måske uenig i min svinehund-konklusion om, at all dybest set alle er nogle svin, men vi har alle brug for vores modsætning. Hvis vi ikke havde Pia Kjærsgaard, var vi nødt til at opfinde hende, også selv om vi er trætte af hende.
– Dén kunstneriske stemme har været forsvundet inden for billedkunst i mange år. Og den platform har jeg taget.
– Måske handler min metode om at lave en symbolfortolkning af verden, stille den ud i det offentlige rum og lade folk reagere på den. Det er i virkeligheden ikke mig, der laver happeningen. Det er de mennesker, der reagerer.
– For det værste, der kan ske for en happening-kunstner som mig, er, at folk bare går forbi, hvis man stiller et svin op. Folk skal reagere og sige: »Hvem helvede har stillet det svin op? Det er kraftedeme for meget!« Eller: »Nå, det er sgu da alle tiders. Det er ham kunstneren. Det er fandme godt«. Dét er en happening. Diskussionen er projektet, og kommunikationen er kunsten.
Den provokerende nødvendighed
– Derfor skal alle mine skulpturer have en provokation i sig. Tag nu de hjemløse, der sidder herude foran galleriet. Det er en provokation, at de er støbt i bronze, for man laver ellers kun konger eller statspersoner af bronze; ikke hjemløse.
– Der findes mange andre metoder for at få folk til at stoppe op og reflektere. Tag f.eks. Martin Martensen-Larsen, der solgte billetter til dødsgangen og lod dødsdømtes aske fyld i timeglas for at skabe en diskussion om etik og moral i forhold til at slå mennesker ihjel. Det er intellektuelle måder at gøre det.
Men det lader til, at mange kunstnere mener, at de kun kan få budskabet ud ved at være aggressivt provokerende? Og det synes jeg ikke, du er.
– Nej, jeg er ikke aggressiv. Men jeg er uden grænser. Jeg er blevet smidt ud af Kina og Mexico. Anker Boye arbejder på at få mig smidt ud af Odense. Men det er ikke lykkedes ham, for jeg slår igen, hvis folk generer mig.
– Der skal meget til, før at jeg tager en skulptur, der stod i Flakhaven i to år, og slæber den igennem Odense for at kaste den i havnen i stedet for at sælge den. Og oveni købet inviterer 3.000 borgere til at deltage i marchen og kræver, at politiet spærrer gader af osv.
– Det er sådan noget, som kun præsidenter tillader sig, så på dén måde er jeg aggressiv. Men jeg tror ikke, at kunstnerne som sådan er aggressive. Hvis de provokerer aggressivt, handler det måske bare om, at de er frustrerede over ikke at vide, hvad de skal lave.
Mener du overhovedet, at man som kunstner har et samfundsansvar?
– Jeg betragter kunst som et sprog. Kunsten er en kropslig kommunikation, som banker igennem et hjernemæssigt forsvar. Så jeg scorer dig bagfra. De, der kan kunstsprog, kan tale om hvad som helst. De kan snakke om kærlighed og om den dejlige forårsdag, og om at de elsker eller hader kvinder, og om at de er bange for at blive forråede og ende som serberne, der voldtog deres gamle skolekammerater.
– Kunsten er jo også lavet ud fra indre nødvendighed. Kunstnere afslører deres inderste sjæl ud, og den kan lige så godt være fyldt af overvældende kærlighed som af had. Derfor er der ikke noget ansvar, når man snakker om samfundet eller livet. Og en kunstner, der fortolker kærlighed, er hverken mere latterlig eller bedre end kunstneren, der fortolker forråelse.
Har du så ikke oplevet at måtte gå på kompromis med dine idealer som kunstner?
– Jeg har ofte gået på kompromis. F.eks. med min gravide teenager, der var korsfæstet i Kenya, hvor der var en større demonstration imod mig. Jeg måtte save korset af, så hun stod alene. Det var for at omgå blasfemidiskussioner.
– Jeg valgte også at bruge menneskeblod i stedet for lammeblod på min Den Tiende Plage-skulptur for at undgå diskussion med dyreværnsaktivister, for jeg var ikke interesseret i dén diskussion. Jeg var interesseret i diskussion om afrikaneres manglende adgang til HIV-medicin.
– Så jeg går jævnligt går på kompromis med kunstneriske udtryk for at få et andet kunstnerisk udtryk, kommunikationen, frem, da det er lige så vigtigt.”
Og det er ikke en del af en ansvarsfølelse for, hvad din kunst kan udtrykke?
– Det er min ansvarsfølelse for det, jeg vil. Til forskel fra så mange andre kunstnere, så vil jeg faktisk noget. Jeg vil diskutere afrikanernes rettigheder til at blande egen medicin og religionens idiotiske påvirkning af Afrikas seksualpolitik, ret til prævention og seksualundervisning. Jeg er ikke interesseret i at debattere blasfemi eller dyrevelfærd i den sammenhæng. Jeg styrer mine diskussioner, og det er mange kunstnere sure over. Men i virkeligheden er jeg kompromisløs.
Så du har skabt din egen platform og udnytter den optimalt?
– Jeg har ikke skabt min egen platform – jeg har skabt mit eget, lille imperium. Jeg har en masse ansatte og folk, der bruger deres fritid på at hjælpe mig. På den måde har jeg skabt muligheder for at få mine ting ud.
– Og så udnytter jeg den mulighed, som journalisterne giver, ved at lade dem og andre definere mine projekter. Det skærper jeg min egen opmærksomhed på og bliver bedre til at forklare det i symbolsprog. Jeg holder jo også to-tre foredrag om ugen. Nogle vil endda påstå, at jeg 'holder foredrag' hele tiden...
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96