Der bliver sagt meget om SF i de her dage. Meget om partiet, politikerne og baglandet. Alle har hver deres holdning til, om vi er højre- eller venstrefløj, sutskosocialister, grønne, røde, neoliberale, kommunister… listen forsætter.

Lad mig nuancere billedet af, hvad det typiske SF er og hvordan det SF, der i sin tid mødte mig, så ud – samt hvordan man som medlem i den spændende periode fra 2009 til dags dato har oplevet partiet.

Jeg meldte mig ind i 2009. Jeg kom, lidt atypisk, fra Socialistisk Ungdomsfront. I 2009 var der ingen andre alternativer, hvis man ville lave politik, hvor man ikke bare var imod. Det var et vildt skifte! Jeg kom fra en venstrefløj, hvor politikere, der havde prøvet at indgå mere end 2-3 større forlig, var uhyggeligt sjældne. Til et SF, hvor jeg som noget af det første stødte ind i Bent.

Bent havde været med til at stifte først SF og siden VS, og han var den første med et byrådsmandat, der kom tilbage til SF. Han havde som kommunalpolitiker og aktivt medlem været med til at indgå hundredvis af forlig. For ham var debatterne om magt helt absurde - han havde været med til at forvalte magt i Danmark i en menneskealder. Kontrasten til den venstrefløj jeg kom fra var slående.

Godt et år efter, jeg havde meldt mig ind i SF, skete der noget på den ydre venstrefløj. En masse af mine gamle venner og bekendte fra SUF gik sammen ind i Enhedslisten. De ville det samme, som jeg ville. De ville væk fra at snakke om magt som en teoretisk størrelse og i stedet være med til at forme Danmark aktivt. Deres succes de næste par år var ganske åbenlys for alle.

Deres mission var på overfladen ikke langt fra det SF, jeg var endt i, og så alligevel.

De næste par år viste dog forskellene - i hvert fald for mig. Hvor mit eget parti gang på gang indgik i budgetforlig i København og finanslove på landsplan, så snublede mine gamle venner flere gange. Til gengæld var de i en helt anden liga, for så vidt angik den landspolitiske kommunikation. Jeg snakkede meget med Bent om det, da vi på det her tidspunkt lavede arbejde i Region Hovedstaden sammen, og han fortalt mig en historie, som siden for mig har vist, hvad der gik galt hos mit parti.

En sen aften var Bent kommet hjem og havde fortalt sin daværende kone om møde et byrådsmøde, han havde været til på rådhuset. På et tidspunkt havde hun kigget over på ham og sagt: Bent, hvad betyder mest for dig; hvad de konservative mener om dig, eller hvad din partiforening mener?

Fordi problemet var ikke, at vi søgte magten. Det ville vi, og det ville mine gamle venner i Enhedslisten også. Problemet var heller ikke den til tider utroligt talentløse kommunikation, der flød ud fra Christiansborg. Problemet var, at vi mistede retningen. Vi blev fanget ind af Christiansborg-logik, der satte en magnet under vores politiske kompas, og vi indgik forlig på forlig, som, trods mange fornuftige elementer, også indeholdt dele, der var så langt fra SF’s politik, at de var svære at sluge. Som da vi sænkede dagpengene med skatteforliget, gav selskabsskattelettelser, eller den gensidige forsøgerpligt, som kun ligestiller pligter og ikke rettigheder. Men vi glemte også ude lokalt, at venstrefløjen på Christiansborg har brug for et aktivt bagland til at holde dem i ørerne, og at bevægelser i samfundet ofte skabes udenfor Christiansborg.

De SF’ere, der ikke glemte det, er dem jeg opfatter som det ”ægte bagland”. Det er de aktive i kommunal- og regionsbestyrelserne, de aktive i partiforeningerne, de aktive i boligforeninger og fagbevægelse - de SF’ere jeg møder i hverdagen. De accepterede at det nogle gange var rigtig hårdt og kæmpede videre 

Hvorfor? Fordi regeringsdeltagelsen skabte fantastiske resultater: Togfond, carbotagekørsel, fjernelse af starthjælpen, øget beskæftigelsesfradrag, fjernelse af fradrag på private sundshedsforsikringer – listen er lang. Men undervejs var der også ting, vi burde have kæmpet hårdere imod. At SF og S sænkede dagpengene, er noget af det hårdeste, jeg har oplevet i mit liv som politisk aktiv.

Samtidig var der en anden gruppe i vores ledelse, der nægtede at anerkende, at det brede bagland aldrig har været imod regeringsdeltagelse. Det er blevet fastslået gang på gang til landsmøder og i partiforeningerne. Det brede bagland søger indflydelse hver dag, og de har det meget svært med skrighoveder, der ikke engang prøver at søge lokal opbakning, før de ublu optræder i dagspressen som selvudnævnt bagland. Sandheden er, at vi eksempelvis i København ser dem uhyre sjældent i partiforeningerne, og det virker ærligt talt nogle gange, som om deres bagland er større i Enhedslisten, end det er i SF.

Det brede baglands holdning til de sidste par uger fik jeg opsummeret på partiets kontaktrådsmøde for nylig, hvor en god veninde med mange års parlamentarisk erfaring fra kommunal- og regionspolitik sagde med slet skjult foragt i stemmen:

”Okay, så har de skullet indgå et svært forlig, men de opfører sig som om, det er jordens undergang. Herude i virkeligheden laver vi svære kompromiser hele tiden, vi lukker skoler og hospitaler, men vi arbejder for at varetage borgernes lokale interesser på sigt – ikke for hvad der er bedst for vores egen mave lige nu og her.”

Det leder mig frem til, hvor SF skal hen.

SF skal tilbage til rødderne. Vi er et venstreorienteret indflydelsesparti, også når det er op ad bakke, og det skal vi være stolte af.

Dem til venstre har altid kaldt os neoliberale, neoimperialister, eller hvad der nu lige har været tidens populære skældsord på sociologi. Sosserne mener grundlæggende, at de har en naturgiven ret til 42 % af stemmerne, og at vi bare er nogle kommunister, der har fået lidt til låns.

Begge dele er selvfølgelig noget ævl. Vi er grønne socialister, der ikke alene taler om og ønsker os ændringer og udvikling af samfundet. Vi er klar til at gøre, hvad der skal til for at skabe de ændringer. Også når det gør ondt.

En anonym ”top SF’er”, blev for nyligt citeret for at sige: ”Men sådan er vi jo ikke!" Om hvorvidt vi var klar til at kæmpe og slå tilbage på dem, der slår på os.

Det citat udstiller for mig, at dele af folketingsgruppen har været for længe på Christiansborg og for lidt i deres partiforening. For er der noget de baglands-SF’ere, jeg kender, ikke er bange for, så er det at tage eller uddele tæsk.

Mit SF har taget mange tæsk de sidste par år, men vi står her stadigvæk og er klar til at tage de tæsk, der skal til for at ændre Danmark. Vi er klar til at tage kampen op nu og hver dag, indtil det lykkes. Vi venter ikke på nogen revolution, før vi handler, og vi lader os ikke suge ned i en visionsløs skrivebordsadministration af Danmark.

Nu og her gælder det for SF og folketingsgruppen om at finde sammen igen. Vi har ikke tid til at sidde på hænderne. Til sommer kommer finanslovsforhandlingerne, og vi skal om nødvendigt slås så blodet sprøjter for kædeansvar, for ID-kort på byggepladserne, for bedre offentlig transport, for mindre tåbelig outsourcing, og for mindre folketings-detailstyring af borgerne og offentligt ansattes hverdag.

SF er klar – kom bare an!

Leif Donbæk Thomsen

Fokuskandidat til folketinget i København

Kandidat til Landsledelsen.