Ifølge den norske journalist og forfatter Eirik Vold er den nuværende protestbølge i Venezuela orkestreret af en politisk højrefløj med tætte forbindelser til USA, som Wikileaks for nylig har afsløret.

Præsident Nicolás Maduros socialistparti nyder fortsat omfattende opbakning blandt landets fattige, hvilket blandt andet kommer til udtryk i 17 ud af 18 mulige valgsejre mens partiet har været ved magten.

Læs artiklen »Uro fortsætter i Venezuela: 13 døde« på Modkraft

Læs også artiklen »Voldelige demonstrationer skaber frygt for kupforsøg« på Modkraft

Har Eirik Vold ret, kommer den største trussel mod Maduros regering dermed ikke fra de demonstrerende studenter og andre utilfredse grupper, der fylder gaderne i Venezuelas større byer.

Den kommer derimod fra den sociale uro, der som resultat af de seneste års økonomiske krise ulmer blandt landets fattige. Den er endnu ikke for alvor kommet til udtryk, men har potentiale til at vælte Maduro ved næste valg.

Eirik Volds erfaringer med venezuelansk politik stammer fra ti års ophold i den venezuelanske hovedstad, Caracas.

Han har udgivet bogen Hugo Chavez – Revansjen på det norske forlag Manifest. Den kan i Danmark købes hos solidaritetsorganisationen Internationalt Forum.

Lørdag den 1. marts besøger Eirik Vold Danmark i forbindelse med debatarrangementet Revolutioner i det 21. århundrede, der kan følges fra hele landet.

Se kalenderopslaget for Revolutioner i det 21. Århundrede på Modkraft

Se filmen Revolutioner i det 21. Århundrede på YouTube

Højreradikale protester uden folkelig opbakning

I de vestlige medier er protesterne i Venezuela blevet portrætteret som brede folkelige demonstrationer vendt mod korruption og magtmisbrug i regeringen. De udlægges som et naturligt svar på konsekvenserne af et olie-økonomisk eventyr, der på forhånd var dømt til at mislykkes.

Eirik Vold har en anden udlægning af protesternes ophav.

– Der er to grunde til, at protesterne opstår netop nu. Den ene er den socio-økonomiske situation med høj inflation, varemangel og kriminalitet, som har været voksende siden firserne.

– Den anden grund er, at Chavez døde sidste år. Det har ført til, at kræfter i oppositionen, den økonomiske elite og helt sikkert også i USA anser dette som et godt tidspunkt for et forsøg på regimeskifte.

– For oppositionslederne, der personligt var med til at foranstalte det USA-støttede militærkup mod Chavez i 2002, er det en opportun mulighed for at gøre op med det reformprojekt, som er bremset op i fraværet af Chavez som lederfigur, og de anerkender åbent, at de ønsker at vælte landets demokratiske valgte regering.

– For USA's vedkommende viser publiceringer fra Wikileaks tydeligt, at USA anser Chavez og Venezuela som årsagen til, at Latinamerika ikke længere er deres såkaldte »baggård«, og de har offentligt udråbt landet til den største trussel mod amerikanske interesser på den vestlige halvkugle.

Kan de aktuelle protester ikke tolkes som et udtryk for, at lederskabet af »den bolivarianske revolution« har mistet forbindelsen til landets sociale bevægelser?

– Der er så godt som ingen protester i Venezuela bortset fra i middel- og overklassen. De har ikke de fattige med sig. Jeg tror, at det er en kraftig overdrivelse, at der skulle være en decideret folkebevægelse, der protesterer. Selv de der styrer disse protester, den mest højreradikale del af venezuelanske samfund, medgiver, at de ikke har folket og de fattige med sig.

Fravær af venstreopposition

Chavez er tidligere blevet beskyldt for at slå hårdt ned på dissidenter fra landets venstrefløj.

Landets grupper af kommunister, syndikalister og anarkister m.v. har da heller ikke klart meldt sig på banen i forbindelse med de igangværende protester med andet end formelle fordømmelser af forsøget på at afsætte Maduro.

Kun de såkaldte colectivos, militante græsrodsgrupper af tidligere byguerillaer, har for alvor meldt sig aktivt ind i kampen på regeringens side.

Kan det faktum, at den fattige del af befolkningen endnu ikke har manifesteret sig mod regeringen, ikke være udtryk for, at socialistpartiet simpelthen ikke har givet plads til andre alternativer end højreoppositionen?

– Der findes mange, der kritiserer regeringen fra venstre, men der eksisterer ingen direkte konflikt mellem de to parter. Kritikken går primært på magtkorruption og bureaukratisme.

– Ifølge min vurdering er det desuden en overdrivelse, at der skulle eksistere en reel opposition til venstre for regeringen. Den velstandsfremgang, som har fundet sted under Chavez’ socialistparti, som ifølge FN har medført hidtil uhørte nedgange i ulighed og fattigdom, betyder, at regeringen fortsat nyder stor opbakning og tiltro i befolkningen. Det er meget vanskeligt for den mere radikale venstrefløj at komme nogle vegne i Latinamerika generelt.

Ikke desto mindre har regeringen tidligere slået hårdt ned, når blandt andet fagbevægelsen har været ude og stille mere radikale krav?

– Det stemmer, at der har været enkelte tilfælde, hvor der har været konflikter mellem regeringen og dele af fagbevægelsen.

– Man skal dog huske på, at fagbevægelsen i Latinamerika adskiller sig fra fagbevægelsen i Europa, hvor den har været en vigtig drivkraft i oprettelsen af socialdemokratier. I Venezuela er kun en meget lille minoritet af befolkningen organiseret i fagforeninger.

– De nationaliseringer af virksomheder, der har fundet sted i Venezuela, har desuden ofte været som et samarbejde mellem regeringen og fagforeningerne.

Protester plaget af vold og død

Protesterne startede som følge af politiets voldsomme repression af en studenterdemonstration i kølvandet på et seksuelt overfald i byen San Cristóbal i Tachira-provinsen. Siden da er mindst ti personer blevet dræbt.

Begge parter i konflikten beskylder modparten for blodsudgydelserne.

Specielt de regeringstro colectivos har været i søgelyset, og Maduro anklages for at støtte deres hårde fremfærd mod de regeringskritiske demonstranter.

Misbruger Maduro og regeringen sit voldsmonopol i kampen mod demonstranterne?

– Det er meget svært at sige noget præcist om, hvad det er, der sker i gaderne. Der er også mange tilfælde, hvor der er blevet skudt med skarpt mod politifolk. Jeg tror, at det er oppositionen, der ønsker, at volden skal eskalere. Jeg tror ikke, at Maduro har beordret det, da det ville være et åbenlyst politisk selvmord.

Ikke desto mindre har han flere gange offentligt velsignet de såkaldte ’colectivos’, der står anklaget for nogle af de værste angreb mod de regeringskritiske demonstranter?

– Han har ikke på noget tidspunkt beordret, at de skulle skyde på nogen, og han har også mange gange eksplicit sagt, at med hensyn til fredelige demonstrationer er der ikke nogen subjektiv mening. Fredelige demonstrationer skal respekteres – der skal ikke skydes med skarpt på demonstranter.

– En detalje, der er vigtig at få med, er ligeledes, at ifølge regeringskritiske menneskerettighedsorganisationer blev antallet af offentlige demonstrationer i Venezuela øget med 800 procent, da Chavez kom til magten. Det nuværende styre er altså meget mere liberalt, end det der var før.

Et økonomisk projekt i krise?

Den venezuelanske økonomi har de seneste år været plaget af høj inflation – i 2013 var den omkring 50 procent.

Befolkningstilvækst og øget købekraft blandt landets fattige har desuden betydet, at udbuddet ikke længere kan følge med efterspørgslen på en række varer, hvis priser kontrolleres af regeringen. På samme tid har en devaluering af landets valuta gjort import af varer dyrere.

Kan den økonomiske krise tolkes som et udtryk for, at Chavez og Maduros projekt ikke har formået at løfte Venezuela ud af rollen som råvareeksporterende nation og igangsætte en industrialisering?

– Både ja og nej. Venezuela har i 100 år været ekstremt afhængigt af olieeksport. Det er derfor en enormt svær og kompliceret proces at gøre landet fri af det. I det perspektiv er femten år ikke særlig lang tid, så selvom en industrialiseringsproces ikke for alvor er påbegyndt, vil jeg ikke kalde projektet for mislykket.

– Desuden er selve nationaliseringen af olieproduktionen i sig selv en af de største magtdemonstrationer i et uland i nyere tid. Dermed har man kunnet omdirigere enorme værdier, der tidligere gennem lave oliepriser er gået til amerikansk privatbilisme, til nu at finansiere bedre levevilkår for Venezuelas fattige flertal.

– De midler er blandt andet gået til mere uddannelse, som er en forudsætning for en udvikling af økonomien.

Men hvis ikke projektet, som det er blevet udført af Chavez og Maduro havde indbyggede fejl, hvorfor skulle krisen så indtræde nu?

– Det har helt klart haft indbyggede fejl og mangler i modellen. Men det er for tidligt at konkludere, at det ikke kan rettes op.

– Det er blandt andet tydeligt, at den venezuelanske valuta har været helt ude af kontrol. Selvom jeg ikke er tilhænger af den neoliberale tese, at det er umuligt at styre økonomien gennem valutapolitikken, så er det klart, at det er vældig kompliceret at gøre og vældig let at lave fejlberegninger.

– På grund af fejlberegninger har der flere gange været større eller mindre kriser. I 2010 fejlberegnede man for eksempel efterspørgslen på strøm, idet købekraften blandt den fattige befolkning steg kraftigere end beregnet.

– Så det er altså rigtigt, at der er indbyggede fejl i projektet, som blandt kommer til udtryk ved, at man ikke er selvforsynende med fødevarer, og at man ikke har formået at opbygge en industri.

Fra økonomisk krise til regeringskrise

Den stabilitet, der prægede landet i de sidste år under Chavez, ser nu ud til at være brudt. Chavez’ død i starten af 2013 parret med den økonomiske krise er ifølge Eirik Vold årsagen til, at socialistpartiets opposition i disse dage mobiliserer så kraftigt.

Ifølge Vold er det netop den økonomiske krise, der kan blive begyndelsen til enden for socialistpartiet, som har sikret sig regeringsmagten gennem kontinuerlige velstandsstigninger for landets fattigste.

– Mit bud er, at hvis ikke Maduro formår at få styr på økonomien, så kommer han til at tabe næste folkeafstemning. Hvis det derimod lykkes ham at få styr på den, så har han et godt udgangspunkt. For bare to måneder siden vandt han et valg, på trods af at økonomien allerede dér var i krise. Det er vigtigt at få med ind i den sammenhæng, at der har været hele fire valg i løbet af de seneste 18 måneder, og at regeringen har vundet dem alle.

Men med de nylige hændelser i Ukraine og Thailand i frisk erindring må Maduro under alle omstændigheder gå rundt med nerverne uden på tøjet i disse dage.

Peter Andreas Nielsen er medlem af Internationalt Forum og medarrangør af internetmødet om Revolution i det 21. århundrede lørdag den 1. marts.