Holland har i lang tid haft en minister for handel og udviklingssamarbejde, så Mogens Jensens nye titel er ikke en dansk opfindelse.

Titlen giver også en form for logik. Vi er mange, der i perioder har råbt »trade not aid« og har bandet over EU’s protektionisme overfor fattige lande, så der er bestemt en sammenhæng mellem handel og udvikling. Det bør være en positiv sammenhæng, men har langt fra altid været det.

Netop nu er der dog grund til at se forsøgene på sammensmeltning mellem handel og udvikling i et større perspektiv. Det er nemlig kun en enkelt af de mange ret dramatiske forandringer, der er i fuld gang omkring udvikling og udviklingssamarbejdet.

Internationalt taler man om potentielt ødelæggende forandringer (disruptive change), og International Civil Society Centre udgav sidste år en rapport med den meget sigende titel »Riding the Wave … rather than being swept away«.

Der er behov for at lære at surfe på nogle tsunamiagtige bølger. Men det er svært.

Nogle bud på forandringerne

På afsendersiden er der stigende erkendelse af, at bistanden ikke længere vokser. Donorløfterne er hule og utroværdige, hvad enten de gælder de 0,7 procent af BNI i bistand, eller den lovede nye og additionelle (ekstra) bistand for at bekæmpe klimaændringer, eller de mere kortsigtede mål og løfter, der gives på skiftende konferencer.

De seneste officielle OECD-tal viser, at bistanden ligger på i gennemsnit 0,29 pct. af BNI. Niveauet har tidligere været væsentligt højere.

Bistanden udgør samtidig en mindre del af den samlede internationale finansiering. Private investeringer og remitter (de penge, folk, der arbejder oversøisk, sender hjem) udgør tilsammen et beløb på omkring 900 milliarder dollars om året (ca. fem billioner kr.), mens bistanden kun er cirka 130 milliarder dollars.

Bistanden er lidt småpenge-agtig i det store spil, og regeringsbistand ses i stigende grad som noget, der skal virke som katalysator for private investeringer.

Derfor placeres den danske klimainvesteringsfond under den statslige Investeringsfonden for Udviklingslandene (IFU), og derfor placerer statslige IFU sammen med pensionsselskabet PKA hundreder af millioner kroner i fonden Silverland, der investerer i jord i Zambia, og i øvrigt ligesom Goldmann Sachs er indregistreret i skattebillige Luxembourg.

(Sig ikke at staten ikke forstår sig på kapitalisme).

De relativt små bistandspenge skal i det hele taget bruges til stadig flere ting.

I offentlige-private partnerskaber skal de skabe økonomisk vækst og beskæftigelse, både i Danmark og i modtagerlandene, og i klimafinansieringen skal de formentlig især bruges i mellemindkomstlandene, hvor der er en tendens til, at man får mest klima for pengene, men hvor der også er de bedste erhvervsmuligheder.

GGGI er kun et eksempel på hvordan forskellige interesser rystes sammen, så også det grønne bliver uigennemsigtigt.

I 20 år har man søgt at afbinde bistanden, væk fra gamle dages tvang om at de penge, vi gav, skulle sendes tilbage til Danmark via varekøb og lønninger til danskere. Nu binder man så igen, men på en lidt mere sofistikeret måde.

Og foruden de nye bindinger er der de militært bestemte bindinger (Afghanistan er det klareste eksempel). Her giver vi ikke bistand på grundlag af en selvstændig analyse af behov og kompetencer, men ud fra et ønske om, at når militæret kommer, skal der også følge noget civilt.

Alt i alt betyder det en større spredning af bistanden. Mere til os selv og mere til mellemindkomstlandene.

Mogens Jensens og hans kolleger skal være ekstremt dygtige for at hindre, at udviklingen ikke kommer til at ramme fattigdomsorienteringen af bistanden.

På modtagersiden sker der også rigtig meget, og langt mere end jeg kan få med her, men blot et par ting.

Uanset al snakken om grøn vækst er sandheden, at forsøgene på at enes om en international politik, der begrænser klimaændringer, er slået fejl.

Det betyder, at klimaændringerne fortsætter og formentlig forstærkes Fra Somalia til Sydengland med alvorlige konsekvenser overalt. Det vil give flere katastrofer, og det vil føre til flere klimaflygtninge.

Konsekvensen vil være, at der flyttes penge fra langsigtede udviklingsindsatser til kortsigtede humanitære katastrofeindsatser samt til flygtningearbejde. Altså endnu en årsag til, at der bliver mindre udviklingshjælp til de fattige.

På positivsiden er det til gengæld vigtigt at nævne, at mange u-lande i dag kan meget mere selv. De er langt bedre til selv at rejse penge både via skatteinddrivelse og råvareeksport. De har også store alternative bidragydere blandt andet i BRICS-landene (store vækstlande), også selv om flere BRICS-lande netop nu mærker mere end en snert af krisen.

På modtagersiden vil der være tendens til, at man i stigende grad betragter vestlig udviklingsbistand som et relativt beskedent supplement til andre finansieringskilder.

Det har blandt andet den konsekvens, at Vesten - i vores tilfælde EU - kommer til at stå svagere, når det gælder Vestens ønske om at stille direkte og indirekte betingelser og fortæller regeringerne i Syd, hvordan verden bør se ud og regeringer opføre sig.

Og apropos netop handel og udvikling så er de uendeligt langstrakte forhandlinger om såkaldte økonomiske partnerskabsaftaler mellem EU og Afrika (EPA’er) et meget godt vidnesbyrd om, at denne udvikling har været undervejs længe.

EU skulle efter planen have presset EPA’erne ned i halsen på de afrikanske regeringer for snart mange år siden, men modstanden har af mange grunde været stærkere end ventet. Og en del af modstanden er velbegrundet, al den stund EPA’erne i deres udgangspunkt var designet til at gavne EU lidt for meget.

Der er mange flere elementer i det, nogle nu kalder paradigmeskiftet på dette område. Men lad det her være nok for denne gang.

Nu ved vi jo ikke, om Mogens Jensen holder som minister nogle måneder eller kun nogle uger som sin forgænger. Under alle omstændigheder får han nok at se til og gribe fat i, hvis han ikke blot skal være tilskuer til tsunamien.

På bundlinjen handler det også om, hvorvidt donorlande som Danmark kan bevare den troværdighed, som da paradoksalt nok også er meget vigtig, hvis vi skal til at tjene flere penge på bistanden.

Det er både troværdigheden og udviklingssamarbejdets traditionelle rolle, der er udfordret.

Knud Vilby er journalist og forfatter.

Artiklen er oprindeligt bragt på hjemmesiden Ulandsnyt.