De færreste er nok klar over det, men 16. december blev der åbnet en sti, der kan føre til mere økonomisk demokrati. Stien er ikke snorlige, og den kan indeholde enkelte faldgruber, men ikke desto mindre ser den farbar ud.
Det drejer sig om en ny model for medarbejderinvesteringer, som er en del af regeringens Vækstplan for fødevarer. Modellen betyder, at der oprettes en ny virksomhedsform, medarbejderinvesteringsselskaber – forkortet M/S.
Hvorvidt det var nødvendigt ligefrem at lave en ny selskabsform, er jeg ikke sikker på – der er mange muligheder i form af andelsselskaber (især amba’er), fonde og interessentselskaber. Nu har man altså valgt at gøre det sådan, og det kan der sikkert også komme noget godt ud af.
Modellen er foranlediget af Danish Crown-forslaget om at medarbejderne skulle investere en del af deres løn i svineproduktion, for på den måde at fastholde arbejdspladser.
SF blandede sig ikke i debatten, hvilket jeg er godt tilfreds med, da det måtte være op til medarbejderne selv at vurdere forslaget.
Flertallet stemte det ned, og jeg kan godt se hvorfor forslaget kunne virke ufordelagtigt: Man vidste, hvad man gav afkald på – en del af lønnen, men ikke hvad man fik – undgå en fyreseddel, der måske, måske ikke, ville komme et eller flere år fra nu. Ejerskabsmodellen kom heller aldrig til at stå lysende klart – i hvert fald ikke for mig, der ellers har beskæftiget mig lidt med forskellige slags medarbejder-ejede virksomheder (se bl.a. mit blogindlæg om kooperativer).
Dermed var det ikke let at se, hvordan medarbejderne ville være sikret bestemmende indflydelse på forvaltningen af deres investering. Hvis modellen ”bare” var at aflevere en pose penge til et fremmed selskab, som kunne gøre med den, hvad den ville, forstår jeg godt, at man vægrede sig ved idéen.
I den nye model er der lovende takter, selvom vi endnu ikke kender den endelige udformning i selskabslovgivningen. I Vækstplanen står der bl.a.:
(Vækstplan for fødevarer, s. 63)
Særligt det første punkts sidste ord, ejerskab, lover godt. Det er i mine øjne afgørende, at medarbejder-investorerne sikres ejerskab, frem for en mere diffus position som fx långivere, der kun har krav på en forretning – hvis investeringen går godt. Derfor er jeg lidt loren ved parentesen i andet punkt, (eller ydes som lån). Ejerskab er en forudsætning for at investeringsmodellen er attraktiv. Noget for noget. Dette stiller klare krav til det sidste punkt om vedtægter, der varetager medarbejderinvestorernes interesser.
Det kan ende på mange måder, og det er næppe alle i embedsværket, der ser økonomisk demokrati som noget fordelagtigt i sig selv. Men forhåbentlig vil flere og flere kunne se, at der kan opnås en win-win-win situation, hvor medarbejderne nyder godt af større jobsikkerhed, et afkast samt, på sigt, større indflydelse på deres branche, og hvor virksomhederne, der udgør branchen gives ny adgang til kapital, der kan investeres i produktivitetsforbedringer og dermed øger konkurrenceevnen, og hvor samfundet nyder godt af en mere stabil økonomi, hvor udflytning af rentable arbejdspladser gradvist vil blive forebygget gennem ejerskabet fra medarbejdere, der næppe ønsker at arbejdspladser i deres branche udflyttes.
Det er især interessant, at et M/S kan investere i virksomheden, som medarbejderne arbejder i. Hermed bør de sikres direkte indflydelse på deres arbejdsplads’ prioriteringer, herunder arbejdsmiljø-forhold og fordelingen af overskud mellem løn, investeringer, henlæggelser og udbetalinger.
Private virksomhedsejere, der tager imod medarbejdernes investeringer og medejerskab bør opdage, at medarbejdernes motivation stiger og at samarbejdet på nogle måder vil kunne overskride kapitalismens grundlæggende interesseskel mellem kapitalist og arbejder. Arbejder-ejere vil kunne se fordelen i ikke at hæve lønnen til højder, der truer virksomhedens bæredygtighed på sigt. Ligesom kapitalisterne vil få sværere ved at presse profitten ud til private udbetalinger, der ikke er i virksomhedens fællesinteresse.
Vækstplan for fødevarer præsenterer ikke kun ambitionen om en ny virksomhedsmodel – hvilket jeg som nævnt kunne være i tvivl om den juridiske nødvendighed af.
Nej, vækstplanen øger også den økonomiske tilskyndelse til at bruge lønkroner som medarbejderinvesteringer. Det kan nemlig nu gøres skattefrit gennem et M/S, hvilket vil sige, at bruttolønnen – lønnen før skat – kan investeres. Dog efter arbejdsmarkedsbidraget er trukket. Dermed kan 92 % af bruttolønnen investeres, frem for måske kun omkring 60 %. Der skal dog betales fuld skat af udbyttet.
Der vil højst kunne investeres 5-10 % af årslønnen, dog maksimalt 35.000 kr. pr. medarbejder.
En forudsætning for at oprette et M/S er, at alle medarbejdere på virksomheden er medinvestorer. Jeg går ud fra, at der blot skal et flertal til for at træffe beslutningen.
Det må lades helt op til arbejderkollektivet selv at forholde sig til om de vil investere deres løn i et konkret projekt og oprette et M/S, men det er godt, at regeringen nu gør det mere fordelagtigt.
Den nye ordning er kun en forsøgsordning, der skal løbe over tre år, men jeg har et fromt demokratisk-socialistisk ønske om at detaljerne i modellen falder ud, så den bliver en reel sti i retning mod mere økonomisk demokrati. Så må det være op til landets lønmodtagere at betræde den, så den bliver permanent.