I ”Krise til opstand – noter om det igangværende sammenbrud” formår Mikkel Bolt at levere et af de aktuelt vigtigste indspark på den danske venstrefløj. Den danske venstrefløj synes i høj grad afskåret fra en grundig analytisk og teoretisk funderet tænkning og debat. Det officielle udkast til det nye principprogram til Enhedslisten vidner herom. Venstrefløjens afskæring fra sin egen intellektuelle tradition har givetvis været et produkt af den gennemgribende ideologiske offensiv mod marxismen og den kritiske tænkning på universiteterne og i resten af samfundet. Først nu er den kritiske tænkning igen ved at opstå, og marxismen tiltrækker atter grupper af studerende, undervisere og forskere. En tendens, der for længst er brudt igennem internationalt, men som altså stadig kun er på vej i Danmark (som altid forsinket). Mikkel Bolts bidrag skal ses i dette lys og som endnu et gennembrud for den igangværende tendens.

”Krise til opstand” giver et overordnet og godt overblik over situationen i verden i dag. Hvor debatten på venstrefløjen ofte kun forholder sig til det ekstremt snævre danske perspektiv, der præsenteres i medierne, med udgangspunkt i begrænsede diskussioner med fokus på enten mainstream ”ekspert”-udtalelser eller skuespillet på Christiansborg, præsenterer Mikkel Bolt et langt mere omfattende og gennemgribende overblik over situationen i verden i dag. Det er selvsagt, at der i et så ambitiøst projekt vil kunne påpeges en hel række mangler. Intentionen med at fokusere på den afgørende omstruktureringsproces af kapitalismen, der har fundet sted siden 70’erne, og i forlængelse heraf udviklingen af det neoliberale hegemoni, fungerer dog rigtig godt og opfyldes til fulde.

En hel central del af analysen i bogen påpeger at krisen, der brød ud i 2008, ikke er en ny krise, men derimod skal ses som en del af udviklingen siden 70’ernes krise, og de problemer denne har skabt for den internationale kapitalisme siden da. Det er en standard men vigtig grundlæggende tese i diskussionerne blandt internationale venstrefløjsteoretikere. Bolt trækker specifikt på Robert Brenner, ifølge hvem, kapitalens profitabilitet fra 70’erne til i dag ikke har nået sin højde som før krisen (i 70’erne). Robert Brenner tager udgangspunkt i en specifik form for tesen om profitratens tendentielle fald, og efterviser hvorledes denne (profitraten) har været faldende siden 70’erne. Derfor har udviklingen siden da også været et forsøg på at genoprette profitraten og dermed omstrukturere kapitalismen.

Den overordnede udvikling har været en opløsning af den keynesianske løn-produktivitets model, der var kapitalismens fremtrædende form fra 2. verdenskrig indtil start 70’erne. Det var en fordistisk model, hvor høj beskæftigelse og høj løn gik hånd i hånd med høj vækst og produktivitet. Modellen havde sine egne indre modsætninger, hvorfor den endte i en krise. Det var selvfølgelig ikke en automatisk proces, men en proces, der også i høj grad var karakteriseret ved arbejdskampe og oprør imod den fordistiske model; det ensformige arbejde, det fremmedgjorte masseforbrugssamfund etc. En omstruktureringsproces blev sat i gang. En proces, der hænger sammen med neoliberalismen. Omkostningerne ved arbejdet skulle sættes ned og produktiviteten stige. Pointen her er, at denne omstruktureringsproces aldrig rigtig har medført hverken en fornyet profitabilitet eller en vækst som før krisen i 70’erne. I stedet er store dele af den vestlige arbejderklasse blevet overflødiggjort, nye former for arbejde er opstået og en hel ny international orden er brudt frem.

Mikkel Bolt peger herefter på en række konsekvenser af denne omstruktureringsproces. Konkret er der tale om f.eks. den øgede udbredelse af prekært arbejde, som ikke ”bare” er nye former for prekære ansættelser. Mere stabile ansættelsesformer har nemlig også fået en prekær form gennem deres mere projektbaserede og fleksible karakteristika, og dermed i sidste ende en vedvarende opløsning af skellet mellem arbejde og fritid. To andre konsekvenser er en stagnation eller endda nedgang i lønudviklingen og den eksploderende gældsættelse (både institutionelt og individuelt). I et globalt perspektiv er en ekstrem ulighed, udbytning og udstødelse blevet konsekvenserne. Globalt og internt, både i de gamle vestlige og i de nye økonomier, er uligheden vokset enormt (f.eks. i et land som Kina). Udbytningen har fået helt nye og mere ekstreme former i en række u-lande, og samtidig er der fulgt en udstødelse med, hvor store befolkningsgrupper må overleve inden for den såkaldte ”uformelle økonomi” i de globale megabyer. Prekært arbejde, nedgang i realløn, eksploderende gæld, varegørelsen af alle sider af menneskenes liv, ekstrem udbytning, ulighed og udstødelse, neoliberale chokkure og militære interventioner i periferiens lande er en del af den nye kapitalisme og den nye internationale orden. Endelig har Mikkel Bolt et fint afsnit om den økologiske barriere den globale kapitalisme er stødt på: ”Vi styrer direkte mod en biosfærisk nedsmeltning” (8-9).

Sammenbruddet er altså allerede i gang. På trods af den lange omstruktureringsproces kapitalismen har gennemløbet, har det ikke været muligt at genoprette profitabiliteten i den vestlige kapitalisme. Store dele af arbejderklassen er blevet overflødiggjort og alle sider af livet bliver forsøgt gjort til genstand for merværdiproduktion. I sådan en situation er en ny keynesiansk løn-produktivitets model ikke mulig. Denne model blev oprettet på baggrund af den enorme destruktion af produktionsmidler og arbejdskraft i årene mellem 1914 og 1945. Keynesianisme vil måske være mulig i en eller anden ny form, men den samme art kombination af høj løn, høj beskæftigelse og høj produktivitet er hverken mulig i vesten eller i de ”nye” økonomier, som f.eks. Kina. Den globale kapitalisme står derfor over for en række strukturelle modsætninger og problemer, der ikke umiddelbart synes løselige (i hvert fald ikke uden en omfattende destruktion, kunne man tilføje). Det, der er behov for i dag, er nogle langt mere radikale svar.

I bogen gives der en redegørelse for- og analyse af udviklingen af de globale protester siden 2011. Siden 2011, har der fundet en række protester sted, hvis omfang ikke er set i mange årtier, og som derfor kom mere eller mindre bag på alle. Der er tale om protester og opstande, dels under det såkaldte arabiske forår, de nye besættelses- og, hvad jeg vil kalde ”radikale demokrati” bevægelser i Spanien (indignados, Democracia Real YA!), Grækenland, USA (Occupy), Tyrkiet, Brasilien etc., og dels også en eksplosion af arbejdskampe, strejker og demonstrationer i de ”nye økonomier” som Kina, Indonesien, Vietnam etc. På trods af deres diversitet og forskellige kontekster, har protesterne en række fællesnævnere: de skal alle ses i lyset af den overordnede neoliberale globale kontekst. I de arabiske lande udgør protesterne og revolutionerne en fare for den postkoloniale orden, og dermed også det neoliberale hegemoni. I vesten er protesterne direkte vendt mod neoliberalismen, men også de ”repræsentative” politiske systemer står for skud. Arbejdskampene i de nye økonomier truer selvsagt det økonomiske grundlag for den neoliberale verdensorden. I sig selv ligger der altså et kæmpe potentiale i disse protester, opstande, revolutioner og arbejdskampe. Der ligger et radikalt (og endda kommunistisk) alternativ, der må tages aktivt op.

Derfor slutter Mikkel Bolt også af med en diskussion af forskellige revolutionsbegreber og alternativer. Gennem en kritik af Zizeks nye form for leninisme, Stuart Halls nye reformisme (som i virkeligheden blot er en gentagelse af den gamle keynesianske reformisme) og Hardt & Negris deleuzianske multitude begreb, tilslutter Mikkel Bolt sig et venstrekommunistisk revolutionsbegreb: ”Den kommunistiske revolution er ikke kampen for statsmagten og en anden organisering af den kapitalistiske pengeøkonomi, den er opløsningen af staten, af lønarbejdet, af ejendomsformen og pengene”…”Proletariatet ødelægger sig selv og ødelægger dermed kapitalen. Proletariatet standser reproduktionen af klasseforholdet og åbner døren for en anden omgang med tingene” (184). Det radikale alternativ, revolutionen, er altså først og fremmest et enormt destruktionsarbejde, der skal bane vejen for noget andet.

Ovenstående gennemgang af de forskellige temaer skulle gerne have givet et indtryk af den høje grad af sammenhæng i bogen. Der gives et overblik over det, man kan kalde for ”situationen i dag”, der tydeligt er baseret på mere grundige analyser af internationale venstrefløjsteoretikere.

Jeg mener dog, at der alligevel er en række mangler og mindre problemer. Fremstillingen af krisen siden 70’erne til i dag, kapitalismens omstruktureringsproces og neoliberalismens indtog, er på de overordnede linjer helt fint beskrevet. Jeg mener dog, at der mangler det post-demokratiske perspektiv. Staten og det repræsentative system har i samme periode (og selvfølgelig sammenhængene med kapitalismens omstruktureringsproces) ændret karakter, og har udviklet sig fra det kompromis-”demokrati”, der blev etableret umiddelbart efter 2. verdenskrig til et såkaldt post-”demokrati”. Post-demokratiet er forvitringen af de repræsentative institutioner, koncentrationen af magt på nye politiske og teknokratiske eliter og sprængningen af arbejderbevægelsens gamle demokratiske masseorganisationer. Det er netop det, de globale oprør og protester har rettet sig imod. Jeg mener derfor heller ikke, at man kan adskille protesterne imod det politiske system fra et antikapitalistisk perspektiv. I dag er de to sider af samme sag.

Det sidste angår den afsluttende revolutionsdiskussion. Både Lenin, Zizek og Negri præsenteres her ikke helt retfærdigt. Jeg vil ikke her komme ind på problemerne i præsentationen heraf, men blot påpege, at alle tre er yderst relevante og leverer vigtige bidrag til venstrefløjen i dag. Der, hvor uenigheden sætter mest ind, er i følgende sætning: ”Der er ikke nogen arbejderidentitet, der skal befris, der skal ikke skabes eller oprettes institutioner, inden for hvilken proletariatet kan udvikle sig eller komme til sig selv” (184). Jeg er helt enig i kritikken af forestillingen om en forudgående identitær arbejderklasse, hvis formål er at ”komme til sig selv”. Men hvem har egentlig nogensinde forfægtet denne mere naive forestilling? Jeg er derimod stærkt uenig i, at der ikke skal oprettes institutioner. Det destruktive arbejde er på samme tid et konstitutivt arbejde. Institutionaliseringen af nye menneskelige praksisser er det, der kan danne grundlaget for et nyt samfund. Det betyder derfor også, at der skal skabes liv, kultur og tid udenfor, men alligevel inden for kapitalismen; dvs. et ”samfund i samfundet”. Spørgsmålet om organisation og spørgsmålet om institutionalisering er vigtige og nødvendige spørgsmål. Her er Lenin stadigvæk relevant.

”Krise til opstand” er, som jeg indledningsvist nævnte, et af de vigtigste aktuelle bidrag på den danske venstrefløj. Det overblik, der gives over situationen i dag er noget alle, der betragter sig som en del af venstrefløjen, må tage stilling til. Vi lever i et igangværende sammenbrud, og det mest realistiske perspektiv for frigørelse er i dag ikke en ny keynesiansk model, men derimod det radikale og revolutionære potentiale, der allerede ligger i de seneste års globale protester.