Over de seneste år er begrebet 'krise' blevet centralt i vores forståelse af samtiden.

Vi lever i 'krisen', eller samfundet er udfordret af 'krisen', det væsentligste for ethvert politisk parti er at give et svar på 'krisen', osv. Men hvad vil det egentlig sige? Hvad er denne 'krise' og hvad vil det sige at besvare den?

I debatten bliver 'krisen' ofte oversat med en lang række mindre, lokale kriser, når analysen bliver udfoldet.

Med den nye bog Krise til opstand. Noter om det igangværende sammenbrud (Antipyrine, 2013) forsøger kunsthistorikeren Mikkel Bolt at anskue 'krisen' mere radikalt og sammenhængende gennem, hvad han kalder, en 'verdenskritik'.

Det er sjældent, særligt i en dansk sammenhæng, at der udkommer en bog med en så omfattende og ambitiøs kritik, og derfor vigtigt at diskutere nu det sker.

Jeg bringer her en præsentation og diskussion af bogen og Bolts verdenskritik, udfoldet gennem en mailudveksling med Mikkel Bolt.

Læs også Kontradoxaartiklerne:

Center for Vild Analyse: Revolutionens nødvendighed eller nødvendighedens revolution

Mikkel Bolt: »Kapitalisme er lig med biosfærisk nedsmeltning«

Mikkel Bolt: »Klassekampen er ikke længere en ensidig affære«

Kære Mikkel,
først og fremmest tillykke med bogen. Det er et virkelig ambitiøst projekt, du med den har kastet dig ud i, selvom det selvfølgelig er i forlængelse af dine tidligere udgivelser, senest En anden verden (Nebula, 2011). Et forsøg på at analysere samtiden og binde en verden, der i stigende grad fremstår som kompliceret, splintret og opdelt i specialområder sammen i en 'verdenskritik' må man tage hatten af for.

Ligesom projektet stiller store krav til dig, så stiller det også store krav og er ambitiøst på læserens vegne. Der er mange tråde, mange lokationer og mange logikker at holde styr på i sådan en analyse eller kritik. Jeg forestiller mig at starte med en opridsning af bogens projekt og efterfølgende stille en række spørgsmål til dig for yderligere at afklare nogle af dine pointer.

Alt godt,
Jeppe

Præsentation

Som titlen, Krise til opstand - Noter om det igangværende sammenbrud, indikerer, er udgangspunktet den samtidige situation, som vi over de seneste år har vænnet os til at beskrive som ’krisen’ og de mange protester forskellige steder i verden, som vi har set vendt mod denne krise.

Af undertitlen fremgår det, at der måske ikke kun er tale om en krise, men et decideret sammenbrud og samtidig at det, der analyseres, er en igangværende proces.

Bogen består af et forord fulgt af fire kapitler:

»En, to, tre, mange kriser«, hvori den gængse brug af krisen diskuteres og suppleres, dels i forhold til spørgsmålet omkring, hvorvidt der er tale om mange forskellige kriser (geografisk separate kriser, men også den økologiske, den sociale, den økonomiske, osv. krise) eller en mere sammenhængende krise, men også hvorvidt der er tale om en tidsmæssigt afgrænset krise, eller om den nuværende krise er del af en større strukturel krise som konsekvens af kapitalismens interne modsætninger,

»Revolutionens nulpunkt«, hvori den idehistoriske kontekst, vi i dag befinder os i, og mulighederne for tænkningen af alternativer tegnes op.

»Brud og kontrarevolution«, hvori de mange protester, optøjer, demonstrationer og omvæltninger af lokale regimer, vi har set gennem de seneste år, analyseres og diskuteres.

Og endelig »Hinsides avantgarde, reformisme og multitude« hvor det klassiske spørgsmål 'hvad må der gøres?' tages op.

Der er, som sagt, vældigt meget at balancere med i sådan en analyse, da der er vældig meget, der skal samles og sammentænkes. Forsøgsvis vil jeg optegne to spændingsfelter, diskussionen omkring krisen udspiller sig i: et tidsmæssigt og et geografisk.

Det tidsmæssige spændingsfelt udfolder sig mellem at anskue krisen som den konkrete finanskrise, der i bogen dateres til 2008, og en længerevarende krise for kapitalismen, omstillingen fra keynesianisme til neoliberalisme, der her dateres til 1970’erne, med tråde endnu længere tilbage til selve kapitalismens grundform.

På spil i dette spørgsmål - omkring hvordan vi daterer og beskriver krisen - er i sidste ende i hvilket omfang, det giver mening at anskue den nuværende situation som resultat af en række konkrete (finans)politiske beslutninger, der kan besvares med (finans)politiske reformer, eller som resultat af mere grundlæggende strukturelle udviklinger, der kun kan besvares med en mere omfattende verdensomvæltning.

Der er ingen tvivl om, at der skete noget i 2008.

En uholdbar situation på finansmarkedet, drevet frem af den stigende private gæld, der bl.a. blev institutionaliseret gennem boligmarkedet, brød sammen og konsekvenserne af årtiers neoliberal omlægning eskalerede og blev tydelige for alle.

Men denne udvikling kan ikke isoleres til en særlig finanspolitik eller til staternes afgivelse af muligheden for keynesiansk regulering af økonomien, til privatiseringer og besparelser på, eller omstrukturering af, den offentlige sektor og dennes rolle i den økonomsike udvikling.

Ifølge Bolt skal den neoliberale omlægning ses som svar på en krise - og som konstant krisehåndtering - for den keynesianske politik, der dominerede den økonomiske samfundsstrukturering efter Anden Verdenskrig (i USA nogle år før), baseret på konstant vækst skabt gennem offentlige investeringer. En vækstøkonomi, der - ifølge Bolt - kun var mulig som konsekvens af de omfattende økonomiske, fysiske og menneskelige destruktioner, der udfoldede sig i perioden fra 1914 til 1945.

Det er ikke kun den specifikke økonomiske model, der fører til krise, men den kapitalistiske økonomi i sig selv, der er afhængig af skabelsen og håndteringen af kriser.

Det betyder dog ikke, som jeg læser det, at det er ligegyldigt, hvilken politik, der føres - det er den specifikke strukturelle arv, vi lever med, de ruiner, vi befinder os i - men at denne ikke kan ses uafhængigt af nogle mere grundlæggende strukturelle forhold.

Det geografiske spændingsfelt, relaterer sig til bogens mål som 'verdenskritik'.

Der er ikke tale om en analyse, der begrænser sig til en specifik geografisk krise, men derimod netop en kritik, der retter sig mod den alt for ofte nationaliserede analyse af krisen til et særligt (national)geopolitisk område.

Krisen skal ikke forstås som en mængde af nationale eller regionale kriser (en græsk krise, en amerikansk krise, en sydeuropæisk krise, en dansk krise, en nordafrikansk krise, etc.) med deraf følgende svar i form af 'tilpasninger' af disse nationaløkonomier. Der er tværtimod tale om en integreret verdensøkonomi, der i sin samlede form er ved at bryde sammen.

Dette betyder dog ikke, at Bolt er blind for, at situationen ikke er identisk forskellige geografiske steder. Der er ikke tale om en analyse, der fremskriver verden som et glat rum uden forskelle og geopolitiske uligheder.

Hvad der derimod er tale om, er en række rum, der over de sidste tredive år har gennemgået en lang række af de samme neoliberale udviklinger, men fra forskellige udgangspunkter. Og en verden, hvor økonomien i stadigt stigende grad kun kan forstås sammenhængende globalt.

Bolt er opmærksom på, at situationen ikke kan beskrives som identisk, når han skifter mellem situationen i f.eks. Ægypten, Kina, USA og Spanien, men ser alligevel situationerne som sammenhængende, ikke kun i forhold til deres logik, men også helt konkret.

Hvor det tidsmæssige spænd i analysen medfører, at kritikken ikke kan begrænses til reformkrav bestående af en simpel tæmning af finansmarkederne eller en tilbagerulning af de neoliberale politikker, så medfører det geografiske spænd i analysen, at kritikken ikke kan reduceres til lokale omvæltninger af den regerende klasse og nationaldemokratiske reformer.

Som det fremgår af titlen, er der ikke kun tale om en kulturkritik, der adresserer krisen og kapitalismens krise, men også en kritik, der adresserer de mange opstande, optøjer, demonstrationer og andre udfordringer af den etablerede krisestyring, som vi har set gennem de seneste år.

Der er værd at notere sig, at der i dette værk - i forhold til Bolts tidligere kritikker - faktisk er tale om udviklinger i verden, der giver anledning om ikke til optimisme, så i hvert fald en grad af håb.

I analysen af de omtalte opstande tegnes elementer frem, der kan udvikle sig til at skabe mulighed for noget nyt. Det er et spinkelt håb på en dyster baggrund, men det er der.

En del af den krise, der analyseres, er også den krise som kritikken og venstrefløjen har befundet sig i i årtier.

En af karakteristikkerne af den neoliberale krisestyring har været nødvendigheden: Der har ikke været noget at komme efter, ikke mulighed for at artikulere utilfredshed og alternativer, der har ligget ud over den neoliberale horisont.

De svar, vi i dag får fra etablerede parter i systemet, de parlamentariske politikere og fagbevægelsen, lader stadig ikke meget håb spire frem - her stilles svarene på krisen stadig i form af yderligere neoliberalisering eller i bedste fald reformer, der skulle kunne genoptegne et tabt nationalt velfærdssamfund fra 40 år siden.

Der er ikke meget alternativ til krisen her.

Men de seneste år - her dateret til 2011 - har vi set fremvæksten af en global protest bølge, der artikulerer en kritik, der er mere radikal og ser ud til at pege videre.

I analyser af opstandene i det, der er blevet navngivet »Det arabiske forår«, protesterne i Grækenland, Occupy Wall Street, Los Indignados, protester blandt migrantarbejdere på den kinesiske østkyst, og videre, påpeges det, at disse ikke alene kan beskrives som lokale protester med reformistiske krav, men også udfolder et arbejde i forhold til nye måder at organisere protester og ikke mindst aktivt artikulerer en sammenhæng mellem hinanden.

I disse protester ses artikulationer og spiringer til en reel kommunistisk bevægelse, der kan gennemføre den udvikling, som bogens titel så optimistisk beskriver som »fra krise til opstand«.

Så til spørgsmålene.

Diskussion

Lad os begynde med opstandene. Du skriver, at de protester og opstande, vi har set de seneste år, særligt efter 2011, præsterer at artikulere et radikalt perspektiv og en sammenhængende kritik, der ikke artikuleres andre steder i dag. På hvilken måde udgør 2011 et brud i forhold til tidligere og hvad er det, du ser artikuleret i protesterne, der udgør noget radikalt nyt?

Protesterne i 2011 er de mest omfattende siden sidst i 1960’erne. På den måde udgør de et vigtigt historisk vendepunkt efter mere end 30-40 år med énsidet klassekamp.

Det begyndte i Tunesien og Ægypten og spredte sig siden i forskellige former til stort set hele Nordafrika og Mellemøsten, for dernæst at føre til store mobiliseringer i et Sydeuropa, der er presset ud i voldsomme spareøvelser, og så eksploderede det i USA med occupy-bevægelsen.

Og protesterne er ikke forsvundet. I Spanien er der sket en radikalisering, så modstanden mod husudsættelser nu tager form af en direkte undsigelse af den private ejendomsret. Selv i USA er det forkert, at sige, at occupy-bevægelsen bare er forsvundet, den har snarere skiftet form og er gået fra pladsbesættelserne til mere lokale eller specifikke projekter som 99 Pickets og Strike Debt.

Og det kan meget vel være scenariet for de kommende år, et stadig mere kaotisk billede af en mængde lokale kampe, der tilsyneladende alle har specifikke fokuspunkter, men alligevel er knyttet til sammenbruddet i den neoliberale kapitalisme.

Siden 2011 har der således fundet omfattende protester sted i Brasilien, Tyrkiet, men også i lande som Rumænien og Bulgarien, og i det meste af Sydøstasien er der hele tiden vilde strejker og demonstrationer.

I november i år har der været strejker i Kina, Cambodja, Indonesien, Japan, Malaysia, Myanmar, Taiwan, på Filippinerne, og i Thailand.

Så derfor skal vi forstå 2011 som begyndelsen på en ny protestcyklus, der formodentlig blot vil tage til i styrke i takt med at verdensøkonomien har problemer med at overvinde den økonomiske krise.  

Ja, i din analyse peger du på, at de forskellige opstande hænger sammen. Som jeg læser det, finder du argumentet for dette to steder, dels i en strukturel analyse - det er de samme overordnede strukturer, der protesteres mod - og dels i en aktiv artikulation af sammenhæng i og mellem de forskellige protester. Kan du uddybe den måde, du mener opstandene er koblet sammen på?

Ja, det var noget af det umiddelbart mest slående ved protesterne, at de så tydeligt selv refererede til hinanden. Både helt konkret med hilsner på bannere og i form af solidaritetserklæringer, men også i deres aktionsformer, hvor besættelsen af pladser selvfølgelig var det gennemgående greb fra Cairo til Oakland.

Pludselig i løbet af blot syv måneder var der skabt en forbindelse fra Tunis og Cairo over Madrid og Athen til Wisconsin og New York.

I modsætning til alterglobaliseringsbevægelsen i de sene 1990’ere og tidlige 00’ere var protesterne ikke koncentreret i en by af gangen, men spredte sig spontant fra by til by i løbet af kort tid.

Protesterne i 2011 åbnede en nedlukket politisk offentlighed og muliggjorde en anden og langt bedre analyse af finanskrisen, end den vi er blevet præsenteret for i medierne og af politikerne.

De pegede på det strukturelle ved krisen og afviste den intense individualisering, der har været et fast element i den neoliberale diskurs; at det er den enkeltes skyld, hvis det går dårligt.

Det blev muligt at tale om krisen og tale om den på en anden måde hinsides forestillingen om individuelt ansvar: ‘Det er min egen skyld, jeg ikke har et arbejde, at jeg har gæld, at jeg er hjemløs, etc.’. Det strukturelle ved krisen blev pludseligt synligt med tre års forsinkelse.

Der er endnu ikke nogen narrativ syntese, revolterne og protesterne i Tunis, Cairo, Madrid, Athen, Homs, Santiago de Chile, Quebec, Istanbul har endnu ikke nogen sammenhængende teori om revolution og subjektivitet, men der blev åbnet et rum hinsides den neoliberale fortælling om kapitalismens fortræffeligheder og/eller uendelighed. Det var det gode ved retorikken om ‘vi er de 99 procent’.

Den neoliberale kapitalismes helt enorme ulighed, som på en eller anden måde var forblevet usynlig i en lang periode, selvom tallene egentlig hele tiden var til rådighed, blev pludselig helt åbenbar og italesat.

Det betyder selvfølgelig ikke, at det lykkedes 2011-protesterne at tvinge politikerne til at ændre politik endsige for alvor udfordre den herskende orden.

Det er kun i Nordafrika, det er sket, der er tingene for alvor kommet i skred, men også der arbejder alle indbyrdes stridende fraktioner af den herskende orden sammen om at forsøge at bremse ethvert reelt opbrud.

De lokale eliter, det muslimske broderskab, hæren, Saudi-Arabien og Vesten, alle ser de det som altafgørende, at det revolutionære opbrud lægges død eller føres over i noget, der ikke udfordrer den postkoloniale verdensorden og fordelingen af rigdom globalt og lokalt.

De bagvedliggende økonomiske og sociale forhold gør det imidlertid svært at  lægge låg på utilfredsheden. Elendigheden og desperationen lægger et voldsomt pres på systemet.

Den på papiret klart stærkeste alliance, den mellem hæren og moskeen, faldt sammen i løbet af kun ét år. Så det går hurtigt.

I Vesten er vi på ingen måde så langt, her er det neoliberale dogma blevet udfordret, men det står stadigvæk uantastet som politisk styreform. Sparepolitikken er det bedste bevis på det.

Konfronteret med krisen ville det have været oplagt, hvis staterne var gået ind og havde stimuleret økonomierne, men det er ikke sket. I stedet er der blevet sparet.

Bankernes enorme gæld er blevet socialiseret, og så har den ellers stået på slankning af det offentlige budget på forskellig vis, selvfølgelig mest dramatisk i Grækenland, men opskriften har været den samme i stort set alle lande inklusive Danmark.

Umiddelbart skulle man tro, staterne ville bruge penge for at få gang i økonomierne og undgå deflation. Problemet er imidlertid, at staterne allerede før krisen brød ud, havde opbygget en meget stor gæld, der ikke gør det muligt bare at sætte gang i investeringerne.

Da krisen brød ud i 2008, havde USA eksempelvis en gæld på 10.699 milliarder dollars, hvad der svarer til 74 procent af landets BNP. I 1929 var den offentlige gæld blot på 16 procent.

Forskellen er med andre ord ganske betydelig og har sat en grænse for statens evne til at sætte gang i økonomien.

Risikoen for at USA misligholder sine lån er ikke bare overhængende. Det er for alvor kun Kina og Indien, der har haft travlt med at pumpe penge ud i deres økonomier siden 2008. Men også der er krisen begyndt at kunne mærkes.

Den indiske vækst er således blevet halveret og er nu på under 5 procent, inflationen er skyhøj, mange indere kan ikke få fodfæste på arbejdsmarkedet.

I Kina er væksten ligeledes faldet, selvom kommunistpartiet bruger enorme summer på at holde den oppe og har travlt med at transformere landets eksportøkonomi og skabe et nationalt marked.

Risikoen for en kinesisk boble bliver mere og mere overhængende, parallellen til den japanske boligboble i 1980’erne synes oplagt.

Men grunden til at de vestlige økonomier er i så dårlig stand, skyldes jo det lange forløb tilbage fra sidste i 1960’erne, hvor der skete en opbremsning af verdensøkonomien.

Som Robert Brenner og andre har analyseret, så falder profitraten på grund af overkapacitet, og der finder en gennemgribende omstrukturering sted af økonomien. Denne omstrukturering kan vi i mangel af et bedre ord kalde den neoliberale kapitalisme.

Den tager form af outsourcing – hvor hundreder millioner indrulleres i lønarbejdet i Latin- og Sydamerika, Nordafrika og fra sidst i 1970’erne for alvor Sydøstasien og Kina – kredit og nye teknologier, den såkaldte mikroteknologiske revolution.

Konsekvenserne af denne udvikling er ikke blot skabelsen af nye arbejdsformer, der iscenesættes som en indfrielse af den kritik, der kulminerede i ’68 – kritikken af det kedelige fordistiske arbejde – men som i virkeligheden er en generalisering af usikkerhed og prekaritet, men også en stadig mere omfattende eksklusion af mennesker fra lønarbejdet.

Problemet er med andre ord ikke en løssluppen finanskapital, der skal reguleres, problemet er strukturelt, flere og flere mennesker er blevet overflødige for skabelsen af merværdi, de er smidt uden for den kapitalistiske produktionsproces.

Det kan vi se såvel i Nordafrika som i Vesten.

I Nordafrika er en kæmpestor del af befolkningen ude af stand til at få et lønarbejde, ungdomsarbejdsløsheden er på over 40 procent.

I Vesten kommer denne udvikling til udtryk som et fald i eller en stagnerende realløn, der så blev suppleret med billige lån en periode, hvorved den vestlige arbejder- og middelklasse nogenlunde kunne opretholde sin levestandard.

Introduktionen af nye låneformer kan dog ikke skjule, at der er sket et markant skifte i forbrugsmønstre, således at de rigeste i stadig stigende grad er kommet til at stå for en større og større del af det samlede forbrug. I USA står de øverste 5 procent eksempelvis for 37 procent af forbruget.

Krakket i 2008 synliggjorde denne udvikling og på den baggrund skete mobiliseringen, da først gnisten var blevet tændt i Nordafrika.

At gå på gaden, særligt i forbindelse med opstande og repressive statsmagter, er fyldt med risiko. Både fordi man stiller sin krop overfor - og dermed til rådighed for - politiet og militærets teknikker, men også fordi man tillader sig at håbe på noget bedre.

Jeg vil derfor foreslå, at man ikke i første omgang går på gaden i protest mod hele verdens strukturer, det er simpelthen for abstrakt til at tage den risiko, men derimod på grund af personlig desperation eller frustration anlediget af lokale begivenheder og levevilkår.

Og at 'verdenskritikken' først bygges ovenpå som en radikalisering i protesten, når den er startet. Er du enig i denne analyse?

Der er ikke tvivl om, at den nye protestcyklus først og fremmest er kendetegnet ved desperation. Min læsning er, at det neoliberale akkumulationsregime har været en lang nødlanding efter en periode med store vækstrater i årtierne efter afslutningen på Anden Verdenskrig.

I hele perioden efter 1973 har den højeste årlige vækstrate været lavere end den laveste i perioden fra 1948 til 1973.

Det er baggrunden for bobleøkonomien, det var nødvendigt at konsolidere systemet med stadig mere kredit.

I Vesten har det neoliberale akkumulationsregime taget form af en løbende afvikling af velfærdsstaten, hurtigere i USA og Storbritannien, langsommere i Nordeuropa, men billedet er det samme overalt. Efter 2008 accelererer denne proces så.

Sydeuropa udsættes for et spareprogram, der i tilfælde som Grækenland og Spanien er ved at smadre landene – og som i parentes bemærket blot gør dem endnu mere afhængige af udenlandske investeringer – der nu står med en arbejdsløshed på mere end 25 procent og en ungdomsarbejdsløshed på mere end 50 procent.

I denne situation er det selvfølgelig i første omgang frustration, der får folk på gaden. Frustration over spareplanerne og de politikere, der vil implementere dem, men selvfølgelig også frustration over de bagvedliggende strukturer, der nødvendiggør planerne.

Derfor er protesterne også kendetegnet ved en meget heterogen retorik, der går fra det helt defensive – jeg er villig til at gå ned i løn mod at beholde mit job – til det direkte antikapitalistiske – som i de spanske besættelser, hvor penge var bandlyst, man kunne simpelthen ikke donere penge til besættelserne, men kun møde op med de ting, der helt konkret var brug for.

I et kapitel af bogen analyserer jeg den gennemgribende destruktion, der har fundet sted af tidligere kritiske positioner.

Den neoliberale ideologi fik effektivt bandlyst idéen om revolution, og i dag er der både den reformistiske og den revolutionære socialisme i ruiner.

Den reformistiske position, vi kan identificere med socialdemokratismen og den organiserede arbejderbevægelse, er smeltet helt sammen med den neoliberale dagsorden og formår på ingen måde at analysere de grundlæggende problemer, men konkurrerer blot om retten til at administrere krisen.

De revolutionære positioner er også langt borte. Men der sker en hurtig læreproces i protesterne, så der sker en genopdagelse af massestrejkedebatten fra det tidlige 20. århundrede.

Men udgangspunktet er desorientering og opløsning af et tidligere kritisk vokabularium. Sammenbruddet af såvel reformisme som revolution.

Derfor er protesterne karakteriseret af en affektiv dimension, der re-ageres, men den intense individualisering, der er en central ingrediens i den neoliberale diskurs, gør det svært at nå frem til en analyse af, hvordan alle opløsningstendenserne hænger sammen.

Så ja, jeg er bange for, at det ikke så meget er håb, der får folk på gaden i den nuværende situation, som det er desperation og fraværet af en fremtid.

I din analyse af Los Indignados og protesterne i Spanien skriver du, at »[d]et er dumt at definere sig som og insistere på at være ikke-voldelig, når man er konfronteret med en stadig mere udfarende statsmagt, der i regi af krigen mod terror har eksperimenteret med og forfinet sit antioprørsberedskab«.

Kunne man ikke med udgangspunkt i samme vilkår, politiet (og militærets) voksende magtoverlegenhed og øgede vilje til at benytte denne mod befolkningen, lave den modsatte konklusion og sige, det er dumt at forstå brugen af vold som en integreret del af vejen frem, da den kun vil blive slået tilbage af en stadig mere udfarende statsmagt?

Siden Engels afskrev barrikadernes taktiske betydning som konsekvens af udvikling af kanonerne i forbindelse med Pariserkommunen, har det vel i hvert fald i forbindelse med lokale protester været det helt afgørende spørgsmål i hvor høj grad staten var villig til at benytte sin voldsoverlegenhed overfor befolkningen.

Altså mere et spørgsmål om de symbolske dimensioner af volden end de helt konkret fysiske.

Der er flere ting ude at gå her. Det drejer sig selvfølgelig om at synliggøre den vold, der allerede findes i systemet, men som sjældent italesættes som vold. Den objektive strukturelle vold, der ‘naturligt’ producerer ekskluderede og udsatte subjekter (primitiv akkumulation, arbejdsulykker, arbejdsløshed, etc. som en del af kapitalismens ‘naturlige’ fungeren).

Denne form for vold vil blot tage til i styrke i takt med, at krisen trækker ud. Eksklusionen kan vi se på gaden såvel som i statikkerne.

Den strukturelle vold suppleres af den mere synlige vold i form af politi og militær. Denne vold, der sikrer og bevarer den kapitalistiske produktionsmåde, bliver også mere og mere nødvendig, som krisen eskalerer. Det kommer til udtryk i den stadige vækst i sikkerhedsforanstaltninger, staten som politistat, der intervener i det permanente kaos.

I bogen kalder jeg det antioprørsparadigmet, hvor staten med henvisning til alle mulige trusler fra terror til økonomisk krise og naturkatastrofer adresserer statens subjekter som potentielle trusler.

I Vesten kender vi det som undtagelsestilstanden efter 9/11, men i andre dele af verden har paradigmet været normen meget længere. Tænk på militærdiktaturerne i Sydamerika i 1970’erne.

Vold er således en præmis fra starten. Og vold er ikke noget, de revolutionære tyr til, fordi de er fanatiske og vanvittige.

Enhver revolution er en voldelig og ofte blodig kamp om retten til at indrette samfundet anderledes. Alle historiens borgerlige revolutioner er eksempler på dette forhold. Så der er ikke noget scenarium, hvor der ikke er vold.

Opretholdelsen og reproduktionen af den kapitalistiske produktionsmåde såvel som dens ophævelse vil være voldelig. Den politisk brug af vold kan så konciperes som et forsøg på faktisk at stoppe såvel den strukturelle som statens vold. I den forstand en art mindre mod-vold, der skal standse den kontinuerlige destruktionsproces.

Samtidig synes jeg, det er nødvendigt at erindre om – på et tidspunkt hvor der faktisk sker noget andre steder i verden, hvor folk kæmper mod lokale eliter såvel som vestlig intervention – at en bevægelse som på forhånd afskriver sig brugen af vold, dermed opgiver ‘stor politik’ i Nietzsches forstand, hvor de fattige bliver rige, og de rige bliver fattige.

I så fald stiller man sig tilfreds med de ændringer, som den allerede etablerede orden vil tillade. Og det er sjældent nævneværdige ændringer.

Det betyder på ingen måde, jeg forsøger at opildne til væbnet kamp i Københavns gader eller noget i den dur, som nogle tenderer til at insinuere. At påpege kapitalens voldelige sider og pege på det helt åbenlyse forhold, at en revolution er destruktionen af det bestående, inklusive vold, det er ikke det samme som at opfordre til voldelig opstand.

Og det er altid vigtig at være opmærksom på, hvor nemt det er at oversætte politisk vold til kapitalistiske formål, det er læren fra den røde terror i Italien og Tyskland i 1970’erne. Så det er ikke nemt.

Men revolutionen er en kamp mod undertrykkende institutioner, inklusive en selv. Det er en altomfattende omkalfatring af de sociale forhold.

I enhver revolutionær proces vil det derfor være vigtigt at fjerne støtten og grundlaget for de kontrarevolutionære kræfter. Da disse er inkarneret i mennesker, bygninger og institutioner, mange af dem skulle fjernes på den ene eller den anden måde.

Det er ikke nok at eksponere og synliggøre de undertrykkende sociale forhold, det kan vi jo se i forløbet fra 2008 til 2011, nogle af dem skal afvikles.

Civil ulydighed og demonstrationer er ikke nok til at gennemføre en revolution, der skal mere til. Det ved de revolutionære i Ægypten, Tunesien og selvfølgelig i Syrien, de er involveret i en revolutionær satsning, men er derfor også konfronteret med den fulde udfoldelse af statens vold.

I en sådan situation, giver det ikke mening at tale om passiv modstand eller ikke-vold, konfronteret med hæren og det muslimske broderskab er ord ikke nok.

Det ved de så ganske udmærket i Ægypten, det har såvel Alaa Al-Aswany som Philip Rizk fra mosireen video collective skrevet indsigtsfuldt om.

I sidste instans handler om at være parat til at dø med og for en revolution, at tage revolutionsprocessen på sig. Om at være villig til at yde maksimal modstand mod kontrarevolutionen.

En afgørende del af din kritik er, at den nuværende krise ikke alene skal ses som konsekvens af fejlagtige politikker på f.eks. finansområdet, men i højere grad er en konsekvens af lovmæssigheder internt i kapitalismens funktionsmåde.

Det er vel også derfor, du i undertitlen benytter ordet 'sammenbrud' frem for blot 'krise'; der er ikke simpelt tale om en systemintern krise, men om et helt systems sammenbrud. Hvori består det, der fører dig til at konkludere, at det vi står over for i dag ikke blot er endnu en krise, men noget mere omfattende?

Min læsning af finanskrisen er, at vi er konfronteret med en 30 år lang krise, der blot først for alvor er blevet synlig i Vesten efter 2008.

I store dele af det globale syd, tydeligst i Afrika, har krisen været en synlig realitet i hele perioden, der har den taget form af underudvikling, sult og massedød.

I Vesten har krisen været mere usynlig, om end perioden siden 1970’ernes begyndelse har været kendetegnet ved den ene krise efter den anden, men krisen har været tilstede som den langsomme nedslidning af infrastruktur, afvikling af velfærdsstaten og fald i reallønnen.

Brasilien, Indien, Kina og andre lande i Sydøstasien har oplevet en imponerende vækst i løbet af i sidste 20 år, der er blevet skabt nationale middelklasser af et vist omfang, for Kinas vedkommende er der blevet skabt en middelklasse på ca. 400 millioner og for Indiens vedkommende 150 millioner, men i samme periode er antallet af fattige arbejdere og bønder i de samme lande altså blot steget endnu mere.

Udvikling og underudvikling følges altid ad i den kapitalistiske produktionsmåde. Det ved vi fra både venstrekommunister som Bordiga og verdenssystemteoretikerne. Som de har påvist, er kapitalisme generelt underudvikling koblet med øget konsum i visse specifikke områder og perioder.

Denne udvikling kommer tydeligst til udtryk i eksklusionen af stadigt flere mennesker fra lønarbejdet. Der er simpelthen blevet mindre og mindre efterspørgsel efter lønarbejdere i løbet af de sidste 30 år, derfor er flere og flere blevet overflødige for produktionen af merværdi.

I de store byer på subkontinentet er modsætningen mellem kapitaludviklet middelklasse og kapitalunderudviklet underklasse spændt til bristepunktet.    

Men den objektive grænse kommer måske tydeligst til udtryk som destruktionen af jordens klima. Truslen om biosfærisk nedsmeltning er en meget konkret barriere, som grundlæggende stiller spørgsmålstegn ved idéerne om vækst og modernisering.

Der er simpelthen en modsætning mellem kapitalistisk modernisering og klodens overlevelse.

Det betyder ikke, at kapitalismen ikke kan arbejde med den modsætning, det er jo det, den grundlæggende altid gør, bruger destruktionen som afsæt for en ny ekspansion, men tingene spidser til.

I dit afsluttende kapitel afskriver du, i tillæg til kritikken af det etablerede parlamentariske system og de svar, vi finder der, en række samtidig forsøg på at svare krisen mere radikalt.

Du kritiserer bl.a. den leninistiske idé om et avantgardeparti og Slavoj Žižeks nylige beskrivelser af behovet for en stærk leder, ligesom også Stuart Hall, Doreen Massy & Michael Rustins forsøg på at genartikulere arbejderbevægelsen og behovet for begrænsninger af markedets betydning i samfundet afskrives.

Men du taler ikke for en komplet passivitet, du søger faktisk at genstille spørgsmålet 'hvad må der gøres?' Derfor: Mikkel, hvad må der gøres?

Jeg vender tilbage og tager udgangspunkt i Marx’ kommunistiske aktionsprogram, som det blev formuleret i Det kommunistiske manifest, hvor Marx og Engels skriver, den kommunistiske revolution vil være den samtidige ophævelse af nationalstaten og den private ejendomsret.

Målet for den kommunistiske revolution er følgelig en lige fordeling af verdens goder til klodens befolkning uden pengenes mellemværende og retten til fri bevægelse hinsides paskontrol og statsborgerskab.

Da Lenin i begyndelsen af det 20. århundrede forsøgte at besvare spørgsmålet ‘hvad må der gøres?’, var hans bud den hemmelige revolutionære organisation.

Lenins svar skal forstås i sin historiske kontekst, Rusland havde en stor bondebefolkning og Zarens hemmelige politi slog hårdt ned på enhver kritik, men svaret var og er problematisk, da Lenin naturaliserer den ufuldstændige proletarisering ved at lægge afgørende vægt på afstanden mellem klassens og organisationens aktivitet, hvor de professionelle revolutionæres avantgardeparti styrer klassekampen. Det var nødvendigt at styre arbejdernes spontane modstand udefra gennem den organiserede, planlagte partiaktivitet.

I forlængelse af den venstrekommunistiske tradition foreslår jeg i stedet, at organiseringen opstår i den spontane modstand.

Det har vi også kunnet se i protesterne i 2011 i Nordafrika, revolutionære opstande er altid organiserede, men ikke udefra af et avantgardeparti eller en lille gruppe professionelle revolutionære. Jeg foreslår ikke en organisation.

De store revolutionære mobiliseringer har aldrig fundet sted som en begivenhed koordineret af en teoretisk elite eller en avantgarde. I stedet har de fundet sted som et resultat af millioner af menneskers spontane modstand og deres behov for at overvinde det ulidelige pres, som det kapitalistiske samfund udsætter dem for dag efter dag.

Derfor er der ikke brug for et formaliseret parti. Og der er slet ikke brug for nogen leder i den forstand, som Žižek fornyligt har foreslået det. En venstreorienteret Thatcher som han polemisk siger.

Den revolutionære proces er tværtimod en radikalt egalitær bevægelse, der opløser de medieringsformer, som kendetegner det kapitalistiske samfund, inklusive enhver form for leder.

Žižeks forslag om en leder er ligeledes problematisk, da det reducerer alt til et spørgsmål om politik, som om den neoliberale kapitalisme var et politisk valg og ikke havde at gøre med den kapitalistiske produktionsmådes dynamik efter profitratens fald sidst i 1960’erne.

Žižek afsporer reelt revolutionen, idet han begrænser den til spørgsmålet om en mere demokratisk og folkelig styring af samfundet. Dermed erstatter han det revolutionære krav om en afvikling af merværdiproduktionen og opløsning af nationen med en reformistisk idé om en demokratisk forvaltning af lønarbejdets ekspansion.

Stuart Hall ender i den samme ‘centristiske’ position som Žižek, det revolutionære bliver begrænset til en anden styring af ‘den økonomiske vækst’. Men det er altså ikke en revolution.

Vi kan ikke bare overtage produktionen, som den er. Den moderne kapitalismes produktionsmidler har ikke skabt en ny verden med menneskelig frihed, men er i færd med at ødelægge mulighederne for menneskelig liv på kloden.

Både Žižek og Hall ender op som forsvarere af den nationale arbejderklasses fredelige overleven, en art ‘statskapitalisme med menneskeligt ansigt’.

De tager slet ikke højde for de arabiske revolutioner og gør neoliberalisme til et spørgsmål om politik, hinsides enhver forståelse for den kapitalistiske produktionsmåde og dens profitmaksimerings behov.

Flere, jeg har snakket med omkring din bog og dine optrædener i medier i forbindelse med udgivelsen, har stillet spørgsmålet: »Men hvad er det så, det kommende kommunistiske samfund, han gerne vil have? Hvori består det? Og hvorfor skal jeg kæmpe for noget, som jeg ikke ved, hvad er? Hvorfor skal jeg opgive det, jeg har nu, når jeg ikke ved, hvad jeg får i stedet?«

Jeg vil gerne høre dit perspektiv på dette: mener du, det er væsentligt at formulere et sådant kommende samfund?

Med udgangspunkt i den nuværende krise og truslen om biosfærisk nedsmeltning er den store opgave, som det kommunistiske samfund skal være løsningen på, at omfordele verdens goder mere retfærdigt, samtidig med at væksten i produktionen dæmpes. Det er med andre ord en stor opgave.

Og det betyder, at arbejderklassen og middelklassen i Vesteuropa og Nordamerika kommer til at opgive sine privilegier. Det er klart.

Et af de store spørgsmål er så, om det kommer til at ske frivilligt, altså om den vestlige arbejderklasse vil agere revolutionært eller tværtimod bekræfte sit kontrarevolutionære sindelag. Som det er nu, er der jo ikke meget, der tyder på det første.

Den manglende solidaritet med de arabiske revolutioner og protesterne i Sydeuropa er forstemmende.

Indtil videre er den nordeuropæiske arbejderklasse helt med på medierepræsentationerne af ‘dovne grækere’ og ‘fundamentalistiske muslimer’. Men udgangspunktet er selvfølgelig, at der skal ske en radikal omfordeling.

Jeg fremlægger ikke noget program i bogen. Jeg ser det ikke som min opgave at formulere et program eller en plan.

Jeg vender tilbage til Marx og tager udgangspunkt i de overvejelser, han formulerede i midten af det 19. århundrede, og som siden har været udgangspunktet for den revolutionære tradition.

Jeg hæfter mig ved Marx’ beskrivelse af proletariatets negativitet, proletariatet er den klasse-destruerende klasse, og i forlængelse af den idé formulerer jeg en art minimums-program, der peger på den nødvendige afvikling af de overleverede politiske former, som den vestlige arbejderklasse har været med til at udvikle, forfine og eksportere.

De politiske former som nationaldemokratiet, det politiske parti og fagforeningsformen er i dag med til at bremse det revolutionære opbrud.

Derfor formulerer jeg i et første moment opgaverne som negative, det handler om at afvikle noget. Det er et omfattende destruktivt arbejde foran os. Os er i denne sammenhæng den nordeuropæiske arbejder- og middelklasse.

Om ikke andet kan vi forsøge at skabe uro her i ‘den hvide kontrarevolution’.

Jeppe Wedel-Brandt er cand.mag i moderne kultur.