I sin iver efter at fjerne gammel sprogbrug og begreber, der har deres oprindelse i fortiden, har Enhedslistens programudvalg lavet et forslag til principprogram, der konsekvent har udeladt definitioner af »ny« formuleringer og forståelser.

Det skyldes åbenbart, at analyser, der skal danne grundlag for definitioner, tilsyneladende bevidst er udeladt. Hvis hensigten er, at den almindelige dansker undgår at støde på begreber, som ikke opleves i skolen eller dagligt anvendes i tv, er forslaget en succes.

Men hvis hensigten skulle være at bibringe danskerne viden om og indsigt i netop det, der ikke bringes i tv, er programforslaget uanvendeligt.

At beskæftige sig med økonomi, politik og samfund mister mening, hvis de nævnte områder ikke anskues i et historisk perspektiv. Især når man ønsker at forandre både samfund, politik og økonomi, er de nævnte områders historie en forudsætning.

Alle forståelsesspørgsmål, handleplaner, taktiske eller strategiske overvejelser i forslaget finder deres løsning i begrebet »demokrati« i en eller anden form.

Og når man læser udkastet, kan man ikke være i tvivl om at »demokrati« og »demokratiske rettigheder« er nøgleord – og at »socialismen afskaffer mindretallets udemokratiske magt over de afgørende samfundsbeslutninger«.

Det danske samfund er altså ifølge principprogrammet ikke et demokratisk samfund på grund af »mindretallets udemokratiske magt«. Hvorimod et demokratisk samfund er karakteriseret ved at flertallet har magten.

Altså er landets forfatning, »Grundloven« udemokratisk, hvorfor konklusionen i al enkelhed må være, at kampen for socialisme må indebære et opgør med Grundloven – eller hvad?

Måske havde det været på sin plads at fortælle, hvorfor og hvordan mindretallet kan have »magt over de afgørende samfundsbeslutninger«. Hvordan et mindretal gennem lovgivning, ikke alene sikrer sin magt, men med hjælp af jura og statslige og internationale funktioner og institutioner sikrer, at »ejendomsrettens ukrænkelighed« ikke antastes.

En og anden vil nok mene, at netop »ejendomsretten til produktionsmidlerne« er fundamentalt, da det er forudsætningen for udbytning. Og at det er udbytningen, der er kapitalens ophav; som Jesper Jensen i sin tid skrev i sangen om merværdi:

Jeg står op om mor’nen
og går hen på mit job
og jeg laver noget
og jeg får min løn.
Men det jeg laver
er mere værd
end det jeg får
Hvordan sku’ nogen
men’sker ellers
blive rige
uden at lave no’et?

Hvad er det da for en stat – et samfund – hvor mindretallet har magten? Normalt vil man kalde dette for et diktatur, og i vores tilfælde for et kapitalistisk diktatur. Men det er ikke ord, vi finder i forslaget til principprogram. Nej, her finder vi en helt anden beskrivelse:

»I det kapitalistiske klassesamfund ophobes rigdom og dermed magt hos en stadig mindre del af befolkningen. Denne ulighed står i modsætning til et reelt demokrati, fordi alt for mange afgørende beslutninger bliver truffet af mennesker, som ingen har stemt på«.

Ovenstående udsagn er typisk for forslaget.

Selv om det ikke fremgår af teksten, må det antages for forståelsen, at udsagnet også gælder for Danmarks vedkommende. Men udsagnet fortæller intet om – eller giver indsigt i – den danske stat eller det danske klassesamfund.

For eksempel ville det nok være på sin plads at forklare, hvad et klassesamfund er, al den stund der i de seneste mange år er gjort mange anstrengelser for at fortælle, at vi ikke længere lever i et klassesamfund; at det er noget der hører fortiden til.

Men hvad med kapitalismens udvikling og kapitalismens egne modsætninger – og ikke mindst kapitalismens kriser, der påføres samfundene.

Hvis ikke Enhedslistens politiske program skal fortælle danskerne, hvordan samfundet er skruet sammen, hvem skal så? Og er det ikke indsigt i netop denne virkelighed, der er baggrunden for vores politiske virksomhed?

Klasser

Hvis man antager, at klasser defineres ud fra menneskernes funktion og deltagelse i den samfundsmæssige produktion, vil man være opmærksom på, at deres bevidsthed og klassemæssige interesser udspringer netop her – i deres virkelighed.

Arbejderen – der ikke ejer produktionsmidler – må sælge sin arbejdskraft for en bestemt periode til en arbejdsgiver, en virksomhed. Som beskrevet ovenfor i Jesper Jensens sang, bliver der skabt værdi i produktionen, men det fortælles også, at kun en del af denne værdi udbetales i løn, resten tilfalder kapitalisten.

Den, der ejer produktionsmidler, maskiner m.v. er kapitalist og udbytningen består i den private tilegnelse af den skabte merværdi.

Kriserne

Kapitalismens kriser er indbygget i selve dens økonomiske system. Konkurrence mellem de enkelte kapitaler, altså de enkelte kapitalistiske virksomheder, skyldes den enkle sandhed, at for at merværdien kan blive til profit, skal de producerede varer omsættes, sælges.

Alle virksomheder skal derfor finde kunder, der kan købe deres varer. Konkurrencen mellem de enkelte kapitaler, går altså ikke kun ud på at opnå den største merværdi, men også på at udbyde varerne til en pris, som konsumenterne, altså kunderne, kan betale. De kapitalister, der ikke kan være med i konkurrencen om konsumenterne, må lukke.

Med ret stor nøjagtighed indtræder der hvert tiende år en overproduktionskrise, der består i, at den arbejdende befolkning ikke har penge til at købe de varer, der er på markedet.

Der er altså tale om kriser, der er forårsaget af relativ overproduktion. Relativ, fordi varerne kunne sælges, hvis arbejderne havde penge til det, men det har de ikke, fordi deres løn – prisen på arbejdskraft – ikke rækker.

Monopolkapital

Før og efter hver krise i den kapitalistiske økonomi, sker der en monopolisering af produktionen. Konkurrencen skaber vindere og tabere. Vinderne får større markedsandele ved opkøb af konkurrenter eller ved at udkonkurrerede virksomheder må lukke.

Derved centreres kapitalen i produktionssektoren, som over tid udgøres af monopollignende selskaber – og deres kapitaler bliver til monopolkapitaler. Det er disse kapitaler, der etablerer de private banker, der direkte og indirekte forvalter og administrerer den monopolkapital, som bankerne råder over.

Når monopolkapitalen i et enkelt land når et vist omfang bliver denne kapitals forvaltning gennem bankerne en magtfaktor i det enkelte land. Så stor en faktor er denne kapital, at den bliver bestemmende for hvilke interesser selve staten varetager. Hvis kapitalen f.eks. ønsker en bro til at fuldbyrde sin afsætning, »opstår der en national interesse«, som netop er – at bygge en bro.

Staten og kapitalen har fået fælles interesser.

Finanskapital

Den nuværende krise kaldes for en finanskrise, fordi nogle af finanskapitalens templer, storbanker, er gået fallit. Finanskapital er almindelig kapital, der er dannet ved transformation af merværdi til profit. Men dens specielle karakter skyldes, at den forøger sin værdi ved rente, kredit (udlån) og sikkerhedsstillelse.

Når kapital investeres i produktion kan den forøges, hvis profitraten er til det. Men profitterne i produktion har gennem en årrække ikke givet et afkast, der kan sammenlignes med den fortjeneste der ligger i at låne penge ud. Derved bliver oprindelig produktiv kapital til en yderligere forøgelse af finanskapitalen.

For at sikre afkast opfinder finanskapitalen alle mulige og umulige »produkter« af spekulation, der kan afkaste profit. Når denne politik fortsættes ud over hvad låntagerne (debitorerne) kan tilbagebetale, har vi en finanskrise.

Staterne – også den danske – vil ikke se de store banker bryde sammen og sikrer bankernes fremtid med midler og garantier baseret på statskassen. Og statskassens provenu eller indtægt tilvejebringes helt overvejende ved opkrævning af skatter og afgifter.

Hvis vi vender tilbage til teksten fra forslaget til principprogram, så lød den: »I det kapitalistiske klassesamfund ophobes rigdom og dermed magt hos en stadig mindre del af befolkningen. Denne ulighed står i modsætning til et reelt demokrati, fordi alt for mange afgørende beslutninger bliver truffet af mennesker, som ingen har stemt på«.

Det kan godt være, det er rigtigt at der ophobes rigdom og magt hos en stadig mindre del af befolkningen. Altså at kapitalistklassen reduceres, men i en klassemæssig bestemmelse må det medtages at denne klasse er omgivet af og betjenes af et stadigt voksende lag eller klasse af mennesker – en elite – der politisk og ideologisk varetager denne klasses interesser.

Hvis vi skal blive på jorden – forholde os til virkeligheden – er det jo også denne klasse, der har etableret politiske partier, hvis interesser flugter med kapitalistklassens.

Så påstanden om »et reelt demokrati« kan afledes af om »beslutninger bliver truffet af mennesker, som ingen har stemt på« er temmelig søgt og er vel heller ikke anvendelig til at sige noget om hvad »reelt demokrati« er.

Per Hørning er medlem af Enhedslisten i København Nordvest