Ved Mandelas død og begravelse står verdens ledere, kunstnere og mediefolk i kø for at hædre hans indsats for bekæmpelsen af apartheid i Sydafrika og hans personlige egenskaber. 

Det er sådan set rart, at så mange fra så forskellige sider, kan hædre Mandela, men når man ser tilbage på kampen mod apartheid, er der nogen, der først meget sent er kommet til den indsigt, at Mandela var et hæderværdigt menneske.

At høre USA´s præsident hylde den mand, som CIA og Sydafrikas efterretningsvæsen arbejdede tæt sammen om at få arresteret i 1962 og dømt til livsvarig fængsel, klinger lidt hult.

Selv om Obama personligt var apartheidmodstander, taler han som USA´s præsident.

Helt frem til 2008 var Mandelas politiske bevægelse African National Congress – ANC – på USA´s liste over terrororganisationer. Det var ikke bare en forglemmelses.

Selv efter apartheidregimets fald og ANC var blevet regeringsparti, blev ANC-medlemmer nægtet indrejse i USA. Det gjaldt for eksempel Barbara Masekela, senere Sydafrikas ambassadør i USA. Så sent som i 2007 ville hun besøge en døende slægtning i USA, men blev nægtet visa.

Også herhjemme var der mange, der betragtede Mandela som er terrorist. En ærkemodstander af Mandela var stifter af Centrum-Demokraterne, Erhard Jacobsen, der efter sydafrikanske sikkerhedsstyrkers nedskydning af flere hundrede unge og skolebørn i 1976, i bydelen Soweto ved Johannesburg, forklarede, at indbyggerne i Soweto havde det lige så godt som folk i Ølstykke.

Erhard Jacobsen besøgte i 1980'erne apartheid-regimet på invitation af South Africa's National Party, det højre-ekstreme og racistiske regeringsparti, han var modstander af boykot af apartheid-regimet i Sydafrika, ligesom han så sent som i 1992 kritiserede, at den danske regering modtog Mandelas på hans første besøg i Danmark.

I 1980’erne var Fremskridtspartiet, forløberen for Dansk Folkeparti også modstander af ANC og imod de danske boykotbestræbelser af apartheid-regimet.

Jeg husker en Operations Dagsværk kampagne i 1988, hvor der blev indsamlet penge til skoler for flygtninge fra det sydafrikansk kontrollerede Namibia. I protest mod dette besluttede borgerlige ungdomsorganisationer og en komité med bl.a. Brian Mikkelsen og Pia Kjærsgaard at samle ind til et skoleprojekt i et muhajedin-kontrolleret område i Afghanistan.

Læs Modkraft-artiklen: »Ung Brian Mikkelsen om apartheid: ’fredelig harmoni’«

I 1990 ville Fremskridtspartiet med Pia Kjærsgaard ophæve sanktionerne imod apartheidregimet i Sydafrika, der ifølge Fremskridtspartiet nu var slået ind på en reformvej, til trods for, at Nelson Mandela netop havde opfordret til at fastholde og bryde alle diplomatiske forbindelser med den sydafrikanske regering indtil apartheidlovgivningen blev ophævet.

En avis, der virkelig har skiftet mening vedrørende Mandela, er Jyllands-Posten. I nekrologen på lederpladsen den 7. december 13 skriver avisen:

»Nelson Mandela gav Sydafrikas sorte befolkningsflertal den politiske frihed og de grundlæggende menneskerettigheder, som i generationer har været selvfølgelige for os andre, men som ikke havde nogen plads i apartheids racedelte samfundsmodel.«

I sensommeren 2008 reklamerede Jyllands-Posten med store plakater med et billede af Mandela: Livet er lettere, hvis du ikke siger din mening, lød teksten på plakaten, der skulle koble avisens mod til at sige sin mening sammen med Mandelas standhaftighed mod apartheidregimet.

Men da Mandela sagde sin mening, en mening der førte til 27 års fængsel, var der ikke meget støtte at hente i Jyllands-Postens leder fra den 24. marts 1960, tre dage efter Sharpeville-massakren.

Journalisten Ulrik Dahlin har på sin blog skrevet en artikel om Jyllands-Postens forhold til det Sydafrikanske regime, hvor der står:

»...der var masser af forståelse for de sydafrikanske apartheid-tilhængere i redaktionsledelsen i Viby. Selv om lederen naturligvis tager afstand fra massakren - mest af alt fordi den gøder jorden for kommunisme - så forstår lederskribenten godt, at de hvide sydafrikanere er betænkelige ved at overlade deres lands skæbne i hænderne på det sorte flertal, som ifølge Jyllands-Posten er primitive folk, der befinder sig på et lavt civilisatorisk stade, fordi de netop er indvandret fra steppe og jungle. ….Værre bliver det kun af, at den jyske avis gang på gang på gang undlod at omtale de mange FN-resolutioner, der år for år blev stadig vigtigere redskaber i det internationale samfunds modstand mod apartheid-politikken. De enkelte gange, hvor avisen omtalte dem, var det med meget korte artikler eller notitser. Og da Mandela blev dømt - hvem glimrede ved slet ikke at nævne det?
Ja, gæt selv...Så jo, Hvis De vil vide mindre - så skulle man dengang bare læse Jyllands-Posten.«

Nok om gammelt nag. Når det drejer sig om Mandelas adresseskifte fra en celle på Roben Island til præsidentboligen i Johannesburg, er en aktør, der sjældent nævnes, men spillede en afgørende rolle – nemlig Cuba

Cuba var fra revolutionen i 1959 bygget på en ikke-racistisk etos og var meget tidligt en stærk modstander af apartheid – ikke kun af ord, men af gerning.

Fra 1960-99 har 28.000 afrikanske studenter fået en uddannelse i Cuba, og mere en 75.000 cubanere har været udstationeret i Afrika som læger, undervisere og soldater 

Allerede i 1960’erne ydede Cuba under ledelse af Che Guevara støtte til befrielsesbevægelsen i Congo. Op gennem 1970’erne og 80’erne hjalp Cuba Angola mod en intern oprørsbevægelse sponsoreret af USA, Zaire og Sydafrika.

I 1977 begyndte Cuba at give ANC kadretræning i guerillakrig i lejre i Angola.

Sydafrika havde mange gange i løbet af 1970’erne og 1980’erne angrebet Angola. Fordi regimet ønskede at vælte MPLA-regeringen, der støttede befrielseskampen i Namibia og Sydafrika selv.

I 1987 invaderede store sydafrikanske styrker med kampvogne og støtte af fly Angola med det mål at indsætte et nyt regime i landet. Angola bad Cuba om hjælp, og Cuba reagerede omgående ved at sende store styrker af sted med skib.

Cubas militære indsats i Angola holdt apartheidregimet i skak, og efter det endelige sydafrikanske nederlag efter ugers heftige kampe ved den lille by Cuito Cuanavale i sommeren 1987 blev P.W. Bothe og de Klerk tvunget til forhandlingsbordet – og senere til en anerkendelse af ANC og dermed til Mandelas løsladelse. 

Først efter Namibias uafhængighed og SWAPO valgssejr ved det første valg i landet den 21. marts 1991 forlod de sidste cubanske soldater Angola 25. marts samme år.

Mange hundreder, hvis ikke tusinder, af cubanere har givet deres liv til kampen mod apartheidregimet.

Cuba har ydet det offer ud fra principper om solidaritet – uden hensyn til nationale interesser, og de har ydet det i en periode, hvor Cuba selv stod i en meget vanskelig situation økonomisk og politisk – under Sovjetunionens opløsning.

Det var først efter Sydafrikas militære nederlag ved Cuito Canavale i Angola, at USA og England virkelig skiftede kurs. Den tilsyneladende uovervindelige sydafrikanske hær havde lidt et ydmygende nederlag til den cubanske hær.

Alle kunne nu se, hvilken vej vinden bar. Nu kæmpede alle for Mandelas løsladelse - politiske ledere og popstjerner. I 1990 kunne Mandela endelig træde ud af fængslet, som en fri mand efter 27 år som apartheidstyrets fange.

Mandela vidste godt, hvem han skulle tilskrive en stor del af æren for sin frigivelse.

Kort tid efter sin løsladelse tog Mandela som en af sine første udlandsrejser til Havana på Cuba for at takke det cubanske folk.

I en tale i Havana den 26. juli 1991 sagde han om slaget ved Cuito Canavale:

»Den racistiske hærs betydelige nederlag gav Angola muligheden for at nyde freden og konsoliderer sin uafhængighed. Det gav Namibias folk sin uafhængighed, demoraliserede det hvide racistiske regime i Pretoria og inspirerede anti-apartheid-kræfterne inde i selv Sydafrika… Uden det nederlag i Cuito Cuanavale ville vore organisationer aldrig være blevet legaliserede.«

Mandela sagde videre om Cubas indsats:

»Det cubanske folk har en særlig plads i hjertet hos Afrikas folk. De cubanske internationalister har med en principfasthed og en uselviskhed uden paralleller bidraget til Afrikas uafhængighed og til frihed og retfærdighed…. Det er uden parallel i Afrikas historie, at et andet folk rejser sig og forsvarer os. Vi ved også at dette var en populær handling i Cuba. Vi er klar over, at de som kæmpede og døde i Angola kun er en lille del af dem, som frivilligt meldte sig til kampen. For det cubanske folk er internationalisme ikke blot et ord, men noget som vi har set praktiseret til gavn for en stor del af menneskeheden.«

Mandela understregede flere gange det enestående i Cubas betingelsesløse solidaritet:

»Hvilket andet land kan fremvise en så stor grad af uselviskhed som Cuba i forhold til det Afrikanske kontinent?  .. Da Afrika kaldte - svarede Cuba«

Torkil Lauesen er medlem af solidaritetsorganisationen Internationalt Forum.