Alternativ kultur eller modkultur har altid eksisteret indenfor eller parallelt med den øvrige venstrefløj.

Tidlige moderne socialister som Robert Owen og Henri de Saint-Simon blev af Karl Marx betragtet som 'utopister' – med hvilket han mente, at deres teorier om hvordan man skaber sociale forandringer baserede sig på ønsketænkning.

Et fællestræk for de socialister var, at de forsøgte at etablere småsamfund eller kommuner, som skulle fungere som en skabelon for fremtiden og forhåbning om, at disse ville sprede sig via kulturel påvirkning og det gode eksempels overbevisende kraft.

Fra Marx' tid og fremefter har socialismens hovedstrømninger afvist denne strategi.

Politiske socialister forsøger at kæmpe for socialismen ved at deltage i de interne konflikter, som kapitalistiske økonomiske system til stadighed genererer.

Deres strategis omdrejningspunkt er at intervenere i de økonomiske kampe som opstår i mellem udbyderne af arbejdskraft og kapitalejerne, til forskel fra forsøg på at etablere autonome samfund, som fungerer som små øer med alternative værdisæt indenfor det kapitalistiske system.

Seriøse socialister har til tider etableret kooporativer eller andre alternative økonomiske relationer, men ikke deciderede alternative samfund.

Det har naturligvis ikke forhindret folk i at eksperimentere med at implementere socialistiske og egalitære principper i alternative samfund trods manglen på et solidt teoretisk grundlag for strategien.

Mange mennesker har en tendens til at beskue verden med moralske briller i stedet for at kigge på det systemiske eller det strukturelle. Når de tiltrækkes af venstrefløjen er det på baggrund af moralske indsigelser imod kapitalismens udbyttende og ulighedsskabende natur.

For dem er det mest presserende spørgsmål 'hvordan kommer jeg til at leve et godt og retfærdigt liv, i den her udnyttende verden?'

De politiske socialisters svar – bliv fodsoldat i proletariatets industrielle hærskare og organiser og opbyg indtil de eksterne objektive forhold en gang tillader en revolution – er bare ikke spiselig for mange, som, forståeligt nok, har svært ved at blive opstemte ved en begivenhed, som måske ikke kommer til at finde sted i deres livstid.

Impulsen til at skabe alternative fristeder eller småsamfund er især stærk hos mange som føler sig marginaliserede eller undertrykt af de kulturelle normer, som er mainstream i et givent samfund.

Alternative kommuner eller fristeder tillader disse individer at etablere alternative kulturer, som tager hånd om deres ukonventionelle livsførelse og tillader dem at leve, hvad de mener er moralske liv, fri for den ondskab og udbytning, der eksisterer omkring dem.

Socialismen tiltrækningskraft på kulturelt ukonventionelle folk er ofte blevet begrædt af de politiske socialister, som har følt, at de alternative subkulturer og livsformer har haft en tendens til at underminere budskabers mulighed for succes i den kulturelle mainstream og i befolkningen generelt.

Eksempelvis fordømte George Orwell hvordan den socialistiske bevægelse i 1930'erne, 'med magnetisk kraft tiltrak hver en frugtjuice-drikker, nudist, sandal-bærer, sexgalning, kvæker, naturmedicin-kvaksalver, feminist og pacifist i England'.

Selvom listen af særegenheder har ændret sig drastisk med tiderne – det er ikke længere så usædvanligt endda at drikke juice i England – kan lignende klagesange høres fra nutidens politiske socialister, når de møder nutidens utopiske småsamfund eller fristeder, fyldt med veganere og spiritualister.

Nutidens anarkistisk influerede modkultur kan ses som et moderne twist til de utopiske småsamfund, som i en eller anden grad har akkompagneret den socialistiske bevægelse fra starten.

Disse modkulturer opstod i sidst i 1960'erne i de industrielle lande. Den centrale idé er at skabe alternative sociale og politiske rum, som ofte etableres i besatte ejendomme.

Besatte huses og/eller sociale centres karaktér ændrer sig fra land til land og fra fristed til fristed, men de har nok fællestræk til at kunne udgøre en politisk og kulturel bevægelse.

Denne bevægelse har rødder i 1960'ernes kulturelle frigørelsesbevægelse og voksede så igennem 1970'erne og 1980'erne, især i socialdemokratiske europæiske kernelande som Frankrig, Tyskland, Holland, Italien og Spanien.

Fristederne er delvis påvirkede af anarkistisk tankegods, hvilket giver sig til udtryk i en horisontal, deltagende, ikke-hierarkisk og ikke-normativ kultur og organiseringsform.

Men også den autonome marxisme, en tendens som advokerer for, at arbejderklassen har et behov for at skabe sin egen kultur, uafhængigt af den hegemoniske stat og markedet.

For det meste er disse idéer vage, diffuse og uudtalte, og rigtig mange af de, som føler sig tiltrukket af modkulturen, er simpelthen folk, som føler sig mest lukkede ude af mainstreamkulturen.

Det hører til sjældenhederne, at man ligger inde med en gennemarbejdet strategi for politisk forandring, og som størstedelen af den øvrige befolkning interesserer abstrakte politiske teorier ikke én.

Livsstillisme kontra klassekamp

Den anarkistisk inspirerede modkultur-bevægelse har naturligvis modtaget masser af kritik fra de politiske anarkister, som ofte afsværger strategien som ren og skær 'livsstillisme'.

Livsstillisme kan beskrives som en idé om, at man kan ændre grundlæggende på den måde verden fungerer på via sin livsstil. Set med disse briller kan fristeder opfattes som en ekstrem form for forbrugerisme – ikke meget anderledes end at købe fair trade kaffe eller økologiske grønsager i butikken.

En række skribenter og udgivere har valgt at tage livsstilisternes side. I blandt de mere kendte finder man Bob Black, Hakim Bey, John Zerzan, Raoul Vaneigem, Crimethinc, Fifth Estate Magazine og Anarchy: A Journal of Desire Armed. Dog vil kun få af disse godtage at blive kaldt livsstillist, som primært er et begreb brugt af kritikerne.

Man bør nok retfærdigvis hellere beskrive dem ved det fællestræk, at de søger at skabe autonome småsamfund.

Disse forfattere holder forandingspotentialet af en række af praksiser, ofte forbundet med modkulturen, i hævd. Eksempler på det kan være: husbesættelser, arbejdsnægtelse, illegalisme (at bryde loven forsætligt), at blive veganer, at skralde sin mad, at udfordre kønsrelationer eller bare at holde en fest som er gratis.

Skænderier i mellem politisk-anarkistiske teoretikere og mere idiosynkrasiske teoretikere, som de kalder for livsstillister, har i årenes løb afstedkommet en strøm af polemiske udgivelser.

Nogen af dem, som har fået mest opmærksomhed er Murray Bookchins 'Social Anarchism or Lifestyle Anarchism: An Unbridgeable Chasm' på den ene side og Crimethincs 'Your Politics are Boring as Fuck' på den anden.

Argumentationen på begge sider lider under antagelser om, at det, som de livsstilliske forfattere skriver, samtidig udgør et teoretisk grundlag for modkulturen.

Deres anarkistiske retorik vækker muligvis en resonans, men deres teorier er så dårlige, at man nogen gange skulle tro, det var en joke af en art, hvis eneste formål er at skabe opmærksomhed omkring ophavspersonen.

John Zerzans modstand imod symbolsk tænkning tager prisen, men i tæt fulgt af mange konkurrenter. Under alle omstændigheder foregår denne debat på et akademisk niveau, det er et absolut fåtal, som tilslutter sig de modkulturelle miljøer og som kerer sig om teoriernes rigtighed eller effektivitet.

Trods det umanerligt ringe forsøg fra teoretikernes side på at etablere et grundlag for den modkulturelle bevægelse, eksisterer der på tværs af diverse fristeder dog stadig en logisk sammenhængende strategi.

Den kan opsummeres som følger:

Fristeder eller småsamfund, som opererer imod den kulturelle mainstream og udenfor statens love og markedsøkonomien, kan fungere som tiltrækningsfelter for individer, som er utilfredse med samfundets aktuelle og undertrykkende udformning. På samme tid kan de fungere som eksperimenter for en ny post-kapitalistisk udformning af samfundet.

I takt med at folk etablerer flere og flere autonome rum med alternative sociale og økonomiske systemer, vil det udhule den kapitalistiske økonomi. Som det nye system vokser frem, vil det gamle visne bort.

Når størstedelen af befolkningen engang er afhoppet og kapitalismen er kollapset, vil et velfungerende alternativ vente i kulisen, klar til at tage over.

Da jeg personligt tog springet fra den modkulturelle verden til organiserede radikale venstrefløj, var jeg klar over, at der raserede en teoretisk debat i mellem livsstillister og klassekampsanarkister.

Mine egne erfaringer og observationer spillede dog en langt større rolle i forhold til at overbevise mig om, at de modkulturelle eksperimenter, jeg oplevede, ikke havde chancer for at sprede sig eller at eksistere på nogen signifikant skala. Strategien virkede ikke i praksis.

Samtlige modkulturer, jeg stødte på, havde en masse problemer til fælles, som alle forhindrede dem i at vokse som bevægelse.

Gennem mange år har jeg siden set de samme problemer gentage sig igen og igen.

Jeg skal her forsøge, at beskrive kerneproblemerne, som hindrer strategien i at skabe sociale forandringer.

Anti-moralisme

Fristeder som primært er befolket af mennesker, som føler sig marginaliserede, undertrykte og udstødte fra hovedkulturen, har ofte som et hovedtræk, at de er meget åbne overfor alternative livsstile, og at de har en stærk modvilje imod konventionel moralisme eller moralister.

De, som deltager i fællesskaberne, har tidligere været en del af hovedkulturen og har internaliseret nogle af de kulturelle normer, som de nye alternative fællesskab betragter som undertrykkende – adfærd, som kan opfattes som sexistisk, racistisk, truende eller moralsk fordømmende.

Det betyder, at der må bruges en del kræfter på at holde de moralske efterdønninger, som hovedkulturen har induceret i folk nede.

Eksempelvis er der i hovedkulturen en tendens til, at se ned på kvinder, som er meget seksuelt promiskuøse, men i modkulturen vil et lignende syn blive betragtet som 'slut-shaming' og ikke opnå meget anerkendelse.

Der, hvor problemet med en abnormt høj grad af moralsk relativisme opstår, kan det være udfordrende for sammenhængskraften i et givent miljø.

Et begreb, som har stået centralt i debatten om menneskets udvikling igennem de seneste årtier, er såkaldt 'ultra-socialitet'.

Flere har observeret det fænomen, at mennesker samarbejder på tværs af store grupper og lægger så meget vægt på gruppens ve og vel, at det egentlig går udover egne personlige interesser.

Fra et traditionelt darwinistisk udgangspunkt giver denne opførsel ingen mening.

Hvis den naturlige selektion udelukkende handler om egne geners videreførelse, så ville denne form for selvopofrelse udelukkende give mening i en situation hvor gruppen bestod af den nære familie.

Men når det gælder bredere sociale grupper, så vil der ikke længere være nogen overlevelse for egne gener ved at være enormt selvopofrende, og den selvopofrende strategi vil blive udkonkurreret af mere selviske adfærdsmønstre, og derfor vil det også være de gener, som overlever og den adfærd, som bliver videreført.

Dette ræsonnement har fået visse teoretikere til at fornægte eksistensen af ultra-socialitet. Selv hvor beviserne ellers har været overvældende, har de afvist det med begrundelser om, at evolutionen simpelthen aldrig ville kunne udvælge den form for adfærd.

I løbet af de seneste årtier er pendulet dog stille og roligt begyndt at svinge over imod en teori, som man tidligere kaldte for 'group-selection' og som nu typisk kendes som 'multi-level selection theory'. 

Ifølge denne teori foregår den naturlige selektion på flere forskellige niveauer samtidigt. Fra individet til familien og den bredere familie, stammen, byen, regionen, nationen osv.

På de højere niveauer er det kultur frem for genetik, som er den primære faktor for overlevelse. Kulturelle praksisser, som giver en gruppe konkurrencefordele, har også en større chance for selv at overleve.

Grupper, som har en stor sammenhængskraft og koordinationsevne, og som er i stand til at agere sammen, kan – især i krigshandlinger – være mere succesfulde end meget individualistiske grupper, også selvom individerne i andre grupper enkeltvis er stærkere.

Dette alene er dog ikke nok til, at forklare hvordan grupper udvikler ultra-socialitet. Simpel spilteori viser fx, at indenfor grupper vil de, som satser på en ren samarbejdsstrategi, blive udkonkurreret af mere selviske infiltratorer.

Den mest plausible og gennemarbejdede hypotese, som adresserer netop dette problem, er, at individer som et led i en overlevelsesstrategi havde udviklet en metode til at sikre samarbejde, selv i meget store grupper – den moralistiske strategi: begynd at samarbejde, når nok af de andre medlemmer i gruppen også samarbejder, og straf dem, som ikke gør det.

Præcis hvordan, denne strategi er blevet til, er ikke så væsentligt, det vigtige her er den rolle, som moralen spiller i at få større gruppe af individer til at hænge sammen.

Dette gøres ved at straffe folk, som overskrider de sociale normer. Det er måske ikke kønt, men det hjælper med at holde gruppen samlet og forhindre asocial adfærd.

Simpel spilteori viser også, at grupper med nok moralister kan klare sig overfor de selviske strategier.

En fordel ved at bruge moralisme som et middel til at fremtvinge sociale normer er, at det er relativt instinktivt – moralister drives typisk ved en emotionel tilfredsstillelse, ved at straffe normbrydere og opererer gennem en lang række af underbevidste og instinktive signaler – blikke, sladder osv.

Den moralistiske kultur tjener til at fremelske en pro-social adfærd og hjælper til at identificere og isolere de anti-sociale infiltratorer.

Sidstnævnte funktion er særligt vanskeligt for fristeder og sociale centre at undvære, da åbenheden og den relativt store eftergivenhed gør dem attraktive for anti-sociale typer.

Det sociale sikkerhedsnets alternative afdeling

Indenfor modkulturen er der som regel en meget stor sympati for de grupper, man opfatter som ofre for det kapitalistiske samfund – hjemløse, psykisk syge, alkoholikere og stofmisbrugere fx.

Der eksisterer også en kraftig aversion imod at ekskludere folk fra fællesskabet pga. private vanskeligheder. Det medfører ofte en kultur, som er usædvanligt tolerant overfor forstyrrende og ødelæggende adfærd.

Modkulturelle rum kan til tider udvikle sig til en form for alternativ selvdrevet afdeling af myndighedernes sociale sikkerhedsnet; steder hvor ofrene for den nuværende samfundsmodels iboende sociale problemer tages ind, og hvor der sættes en dæmper på deres – af samfundet opfattede – forstyrrende adfærd.

I tilgift til problemerne om manglende sociale normer og moralister til at gennemtrumfe dem betyder denne eftergivenhed, at de modkulturelle fællesskaber kæmper en konstant intern kamp imod parasitter og anti-social og ødelæggende adfærd.

Voldelige og uforudsigelige misbrugere, kaotiske psykisk syge mennesker eller bare kyniske freeloaders tiltrækkes naturligt af så eftergivende miljøer.

Uden forståelige normer mangler fællesskabet det nødvendige kulturelle forsvar imod destruktiv adfærd og må konstant falde tilbage på svagere og mere arbejdsintensive mekanismer som møder, eksplicitte adfærdskodeks og safe-space principper.

At tage sig af den slags problemer tager en anseelig del af de modkulturelle aktivisters ressourcer.

Et enkelt anti-socialt individ kan potentielt trække et helt sted ned, og skal man tage sig af det, kræver det som regel en arbejdstung proces med workshops, diskussioner, aftaler og møder som det problemskabende individ helst skal deltage i med oprigtighed.

Hvis et problemskabende individ er tilstrækkeligt stædig og kynisk, kan det blive i miljøet og tappe det for kræfter og skabe en dårlig atmosfære i årevis.

Alt dette afstedkommer typisk miljøer, som ligger meget langt fra drømmen om de fleksible og eksperimenterende sociale rum, og som er ude af stand til at tage hånd om de mest basale problemer, såsom anti-sociale, kyniske parasitter.

Organisationsstrukturer

Et helt andet af de modkulturelle fællesskabers problemer er, at de næsten altid afhænger af en relativt smal kerne af højt engagerede aktivister.

Det sker på trods af erklæringer om åbenhed og ingen hierarkier, som regel fordi meget få tror så meget på idéen, at de er klar til at ofre store mængder af tid på det.

Langt de fleste involverede nærer en dyb sympati for det grundlæggende tankegods og de værdier, som opretholder fællesskabet, men det er de færreste, som er klar til at vie store mængder af tid og energi til kedelige, men nødvendige opgaver, som holder sammen på det hele.

Kerneaktivisterne plejer at være yderst samarbejdsvillige, idealistiske og optimistiske individer, som må bruge store dele af deres fritid på utaknemmelige og halvkedelige opgaver, som ikke desto mindre er vitale for at få et sted til at hænge sammen. Disse typer er i konstant efterspørgsel.

Selvom kerneaktivisterne ihærdigt forsøger at inddrage de øvrige brugere i beslutningerne, så hører det til sjældenhederne, at et modkulturelt rum afviger markant fra at bestå af en større gruppe af brugere og en meget lille base af kerneaktivister.

Den anarkistiske ideologis modstand imod hierarkier og modkulturens mistænksomhed imod formelle organiseringsformer gør dette til et vanskeligt problem at komme til livs.

Et stormøde er den mest normale form for beslutningsstruktur og som oftest den eneste.

På trods af det deltager de fleste sjældent eller slet ikke på møderne, eller endnu værre – de kommer kun: når de mener, at fællesskabet har forgjort sig imod dem.

Opgaver som tildeles ikke-kerneaktivister udføres meget sporadisk og de helt basale opgaver falder tilbage på kerneaktivisterne.

Fællesmødernes åbenhed betyder, at de ofte handler om mere eller mindre tilfældige emner alt efter hvem, der nu lige er dukket op.

Grundet den ideologiske modstand imod strukturer, som afspejler den måde tingene egentlig fungerer på, kollapser den åbne beslutningsproces og mængden af beslutninger, som uformelt tages mellem kerneaktivisterne, stiger – et strukturløst tyranni udfolder sig.

At organiseringsmodellerne, som bruges indenfor modkulturen, sjældent er nogen, der ville kunne fungere som skabelon for fremtidige samfund, er én ting.

Men værre er, at de interne stridigheder blandt andet gør, at der er meget lidt tid til samarbejde med andre modkulturelle rum.

Der eksisterer naturligvis uformelle forbindelser mellem forskellige fristeder, og midlertidige organisatoriske alliancer eksisterer da også, men for det meste er de meget tidsbegrænsede og baserer sig næsten udelukkende på specifikke mobiliseringer og har ingen varighed.

Enorme mængder af arbejdskraft er blevet brugt gennem næsten fem årtier på modkulturelle eksperimenter, uden at efterlade nogen form for permanente strukturer.

Det betyder, at når et modkulturelt rum lukker ned, så efterlader det stort set ikke andet end en myte, som den næste generation kan se op til.

Fjender af mainstream

Selvom modkulturelle fællesskaber har en høj grad af åbenhed, så er der én undtagelse. Et 'medlemskab' i det modkulturelle fællesskab består nemlig ikke i at man betaler kontingent eller har skrevet sit navn på et stykke papir, men at man tager den kulturelle (mod)norm til sig.

Hvis en modkultur skal overleve, omringet af en meget stærk og gennemtrængende hovedkultur, er det nødvendigt at opstille nogle klare skillelinjer mellem de to.

Et individ, som ønsker at være en del af et fristed og den modkultur, som omgiver stedet, må nødvendigvis påtage sig en mængde af dets kulturelle normer, dets æstetik, syn på seksualitet, osv.

Selvom alternative fællesskaber forkaster konventionel moralisme, så udvikler de, hvis de ellers eksisterer længe nok, egne sociale normer og måder at gennemtrumfe dem på.

De alternative normer kan for eksempel være veganisme, punk, polyamourøsitet, intern sprogbrug eller kommunikation som for eksempel håndsignaler eller andre ukonventionelle subkulturelle praksisser.

Disse normer vil naturligvis blive set som moralsk overlegne i forhold til dem, som eksisterer i hovedkulturen, og forskellige moraliserende mekanismer vil begynde at træde i kraft, også ubevidst, da formaliserede metoder til at få dem presset igennem simpelthen er for drænende.

Den subkulturelle moralisme øger igen afstanden fra fristedet/det alternative småsamfund/fællesskab og til befolkningen generelt.

For det første kommer deltagerne let til at se ned på den almindelige befolkning og føle sig moralsk og kulturelt overlegne.

Folk, som arbejder i et firma for deres løn eller lytter til popmusik, bliver nogle gange set som sjæleløse tåber eller viljeløse lemminger i den kapitalistiske orden. Det kulturelle fjendskab øger vanskelighederne ved at gå fra hoved- til modkulturen.

For det andet er det ofte sådan, det i det mindste min personlige erfaring, at steder med sociale normer, som man ikke forstår, også kan også være meget underlige steder.

»En mand i fuldskæg og nederdel står overfor mig og spiller banjo, imens han stirrer stift på mig. Okay. Ingen lader til at denne form for adfærd kræver deres opmærksomhed eller er usædvanlig? Okay... Jamen så lader jeg da bare som om jeg er helt rolig ved situationen«

Endnu mærkeligere bliver det, når man tiltrækker misbilligende blikke for at bryde sociale normer man, ikke anede fandtes.

Nytilkomne må ofte gennemgå en længere periode med konstant negativ moralsk feedback, indtil man har tillært sig den opførsel som er normen det pågældende sted.

Identitetspolitikken har en helt central rolle i den modkulturelle bevægelse på grund af rødderne i 1960'ernes venstrefløj, og fordi mange tiltrækkes til disse fællesskaber, fordi de føler sig lukket ude af hovedkulturen.

Brugen af politisk korrekt sprog er meget udbredt, og forbryder man sig imod normen, tiltrækker man sig ofte en masse negativ opmærksomhed.

Det forøger igen kraftigt afstanden fra modkulturen til verden omkring den. Man skal altså både lære at være tryg med meget underlig og grænseoverskridende opførsel og samtidig tillære sig et nyt kodeks for at ikke at blive set som sexist, racist eller heterosexist.

Forholdet til socialdemokratisme

Det sidste store problem, som jeg vil liste op, er de modkulturelle rums relation til de socialdemokratiske strukturer i de samfund, som de eksisterer indenfor.

Forholdet er en på måde parasitisk - fristeder og alternative borgerhuses overlevelse afhænger ofte af ressourcer og lovgivning, som venstreorienterede administrationer har sørget for.

Det er langt lettere at etablere et besat rum og opretholde det i en by med stærke rettigheder til lejere og regler som beskytter imod rydninger end i en by uden disse forhold.

Det hører til de absolutte sjældenheder, at disse rum opnår en størrelse, der betyder, at de ikke let kan smides på gaden og eller blive lukket ned af staten.

Deres overlevelse afhænger altså i mærkbar grad af myndighedernes og det omkringliggende samfunds accept.

På den anden side underminerer den moderne stat og dens udbud af offentlig service mulighederne for at udvide de alternative sociale centre til den brede befolkning.

Den primære metode, som disse rum forsøger at udbrede deres værdier med, er ved at række ud mod den lokale befolkning og gøre deres steder tilgængelige for dem.

For eksempel ser man tit at fristeder laver børnepasning, undervisning eller kulturelle begivenheder.

Problemet med at kæmpe med institutioner som fx undervisningssystemet og sundhedsplejen er, at de eksisterende tilbud har langt flere ressourcer og er mindre fremmedgjorte for befolkningen.

Statens vidtrækkende net af velfærd og institutioner har gjort det vanskeligt at række ud mod det omkringliggende og vinde indflydelse.

I velfærdsstatens opblomstringsperiode oplevede store segmenter af befolkningen at ens livskvalitet forbedredes. At forsøge at etablere et helt nyt mini-samfund eller besat område/hus kan betyde, at man skal vinke farvel til noget af det.

Deltagelse i alternative rum kræver tid og kan i visse tilfælde betyde at man opgiver boligsikkerhed, velmøblerede og opvarmede huse, adgang til nogle af statens ydelser og endda indkomst.

Det er derfor ofte folk som ikke har det store ansvar eller en masse at tabe, som dominerer de alternative rum.

Som en følge heraf er det også primært unge mennesker, der ikke har brug for det sociale sikkerhedsnet eller velfærdsstaten, som udgør broderparten af de deltagende.

Når besatte fristeder har eksisteret længe nok, er det næsten altid reglen, at brugerne forsøger at normalisere deres juridiske rettigheder til stedet for at komme et prekært eksistensgrundlag til livs.

I Berlin, som ellers var en af BZ-bevægelsens europæiske hovedstæder i 1980'erne og 1990'erne, er langt de fleste besatte huse blevet legaliseret på den ene eller anden måde.

Det er hårdt at leve på et usikkert grundlag igennem længere perioder.

Når først den oprindelige gejst og idealisme er forduftet, er det virkelig svært for beboere og aktivister ikke at modstå fristelsen om at få et mere sikkert livsgrundlag.

Konklusion

Dette har været en politisk analyse af autonome fristeder eller småsamfund som strategi for social forandring. Det er på ingen måde en kulturel eller moralsk fordømmelse af denne subkultur.

På et helt personligt plan har jeg det fint nok med omtalte særheder, selv i sværd grad, jeg synes godt om boheme-agtige kulturtiltag, og jeg besøger også autonome fristeder fra tid til anden.

Kerneaktivisterne plejer at bestå af fornuftige, sympatiske og beundringsværdige mennesker.

Fristederne tilbyder rum, hvor folk, som af den ene eller den anden grund er ekskluderet fra hovedkulturen, kan boltre sig og eksperimentere med nye former for kulturelle og sociale normer.

Fra et moralsk standpunkt er det yderst vanskeligt, at sætte en finger på de her steder.

På trods af det har mine erfaringer og observationer i overvældende grad overbevidst mig om, at det ikke er en effektiv politisk strategi.

De modkulturelle normer har ikke en tendens til at sprede sig nævneværdigt, og fristederne fungerer heller ikke som et laboratorium for fremtidens sociale skabelon.

Afvisningen af moralisme og den ekstreme åbenhed betyder, at man bruger en stor del af sin energi på at få fællesskabet til at fungere og bekæmpe de sociale problemer, som samfundet konstant smider af på ens dørtrin.

Organiseringsstrukturerne begrænser sig til enkelte steder og rækker sjældent udover dem, de er ofte kaotiske og degradere ofte til, at en mindre kernegruppe tager beslutningerne uformelt.

Det tilvejebringer ikke en brugbar, skalérbar og ønskværdig skabelon, hvorefter fremtidens samfund kan formes.

På samme tid sørger kulturelle barrierer og en følelse af moralsk overlegenhed for, at idéerne, som fristederne bygger på, aldrig vil sprede sig til bredere lag.

Den kulturelle sprednings potentiale mindskes igen af velfærdsstatens overvældende konkurrencefordele i forhold til sociale ydelser.

Man bruger en masse tid på interne stridigheder og kollapser som regel samtidig med, at den kernegruppe, som startede dem, opgiver.

I stedet for at værdigrundlaget for de autonome rum smitter af på det omkringliggende, tenderer de til at skabe kulturelle barriere mellem en bohéme-agtig, ungdomspræget verden og dens værdier og det omkringliggende samfund.

Det forhindrer en spredning af idéer, og rummene bliver til subkulturer, som de fleste opfatter som underlige, og som noget man absolut ikke er en del af.

Det er ikke bare i teorien, at modkulturen ikke har held med at udbrede sig.

Den har eksisteret i små lommer i de industrialiserede samfund i et halvt århundrede, men uden at blive til mere en stærkt isolerede små øer.

Den europæiske BZ-bevægelse peakede sandsynligvis i 1980'erne. Allerede i midten af 90'erne var den for nedadgående, i hvert fald i Vesteuropa, og er det stadig i dag.

Fjendtligheden overfor at ville institutionalisere sig selv og de beskrevne problemer med helt basal organisering betyder, at når besatte hus bliver ryddet eller generationerne skifter er der en mangel på erfaringer, man kan trække på og lære fra.

Seriøsitet

Ovenstående tekst er født efter mange års erfaringer med modkulturelle rum.

På det tidspunkt, hvor mit tilhørsforhold skiftede fra den modkulturelle sfære og til de organiserede anarkister på den radikale venstrefløj, manglede jeg en præcisering af, hvad jeg mente, der var galt.

Indledningsvis kunne kontrasten mellem den modkulturelle bevægelse og anarkisterne i Féderation Anarchiste [en klassekampsorganisation af franske anarkister, red.] i mit hoved beskrives med et enkelt ord: seriøsitet.

Jeg havde været vant til en kaotisk kultur hvor alt det kedelige arbejde hang på en gruppe af kerneaktivister, og der eksisterede en ekstremt høj tolerance overfor ugidelighed og mangel på selvdisciplin.

I mine øjne fortalte det, at det politiske projekt i sin grundvold heller ikke var seriøst.

I modsætning hertil oplevede jeg, at medlemmerne i FA var virkelig disciplinerede.

De ejede og drev bogforhandler og havde gjort det i årtier. De havde jævnligt aktiviteter, som involverede koordination mellem dusinvis af frivillige – salg af aviser, ophængning af plakater, deltagelse i demonstrationer, uddeling af pamfletter.

Hvad der virkelig imponerede mig var, hvordan de formåede at få rigtig mange af deres medlemmer til at deltage i planlægningen og udførelsen af opgaver, også selvom nogle var ret kedelige.

I modkulturen var det super let at samle folk til sjove begivenheder og fester, men vanskeligt at samle folk til noget, som ikke var skæg og ballade.

Til forskel mødte mange af FA's folk op til alle slags begivenheder og de mødte op til tiden! De var seriøse folk.

Da mit ophold i Lyon lakkede mod enden, opdagede jeg, at studenterafdelingen i FA, uddelte pamfletter til fabriksarbejderne i udkanten af byen en gang om ugen.

Tænk sig. Studenter som stod op kl. 5 om morgenen for at tage ud til byens udkant og dele pamfletter ud kl. 7, når arbejdernes skift startede.

Det både imponerede mig og frastødte mig. På den ene side var det et virkelig imponerende stykke kollektivt og selvopofrende frivilligt arbejde. De mente det sgu!

Men på den anden side, så var det også en virkelig sur tjans. Men det var altså, hvad seriøse politiske aktivister gjorde, og jeg ønskede at være en seriøst politisk aktivist.

Gisp. Var det virkelig hvad der skulle til...

Artiklen er en del af udgivelsesprojektet www.chekov.org

Artikel er oversat af David Balleby Rønbach, som er medlem af føderationen Libertære Socialister.