Kommunalvalget ligger nu godt en uge bag os, og en slet skjult lettelse har efterhånden spredt sig blandt politikerne og i den brede befolkning.

Mens borgerne synes lettede over ikke længere at skulle have tudet ørene fulde af udsultede politiske paroler og irettesættende opfordringer til at udøve deres »demokratiske ret«, kan det politiske system ånde lettet op efter endnu en demokratisk blåstempling af deres virke.

De næste fire år behøver kommunalpolitikere ikke længere bekymre sig synderligt om borgernes legitimering. Denne har de nu fået, og det politiske blik kan atter rettes mod andre anliggender.

Det politiske system glæder sig naturligvis ikke blot over, at stemmeprocenten i tirsdagens valg steg med hele 6,1 procentpoint i forhold til kommunalvalget i 2009, hvilket er en kommunalpolitisk valgdeltagelse uden sidestykke de seneste 12 år.

Systemet glæder sig ligeledes over, at de mange både dyre og farverige kampagner for at få borgerne til at stemme, tilsyneladende har virket.

Endelig indså borgerne, at de mente noget om politik, synes efterrationalet at lyde. Befolkningen havde simpelthen bare brug for, at Simon Kvamm og Sara Bro fortalte dem om vigtigheden af deres stemme. Mere skulle der ikke til.

Det skulle da lige være en SMS fra selveste Folketinget, der på pædagogisk vis delagtiggjorde unge borgere i det repræsentative demokratis 4-årlige handlemønster:

»Emil! Der er valg i morgen! Du skal stemme! Hvordan? Sådan: (indsat link). Klik på linket! Se filmen! Stem!«

Dobbelt så mange blanke kommuner

Som et demokratisk vækkeur sat til den 19. november, blev den almindelige borger således vækket fra sin politiske dvale og bedt om at gøre sin indflydelse gældende. Og det lykkedes.

De fleste danskere vågnede – langsomt, men sikkert - og forvaltede deres demokratiske pligt.

Men det var dog ikke alle borgere, der gjorde som der forventedes af dem. For bag den »prangende« stemmeprocent på næsten 72 procent gemmer der sig en alternativ sandhed, som kun sjældent frembringes i medierne, men som vi ved dette valg er mange, der søgt at sætte fokus på.

En betragtelig andel af danskerne valgte nemlig også ved dette valg at efterlade en blank seddel i stemmeurnerne.

I Københavns Kommune valgte næsten dobbelt så mange som i 2009 ikke at bruge stemmeboksens lille gule blyant, mens stigningen endda synes endnu mere drastisk i landets andre storkommuner. Forståeligt.

I lyset af det betragtelige antal demokratiske slagsider, vores kommunalpolitiske system efterhånden trækker rundt på, er der unægtelig mange gode grunde til at veksle sin demokratiske afmagt til en blank stemmeseddel.

Blandt begrundelserne kan bl.a. nævnes udemokratiske tendenser som f.eks. løftebrud, partiskifte, manglende politisk repræsentation, minimalt politiske handlerum og stram budgetstyring fra Christiansborg.

Der findes dog også en anden - og i min bog langt vigtigere - begrundelse.

Nemlig, at den proces, vi i dag kender som selve valghandlingen, i alarmerende høj grad har forvandlet sig fra et spørgsmål om reel demokratisk stillingtagen til et spørgsmål om politisk legitimering.

For at forstå denne begrundelse, må vi dog en tur tilbage i tiden og iagttage det fænomen, den tyske filosof Jürgen Habermas har betegnet ’den borgerlige offentlighed’.

Selvom mange i dag afslår idéerne bag den borgerlige offentlighed som håbløst idealistiske, kan de alligevel berige os med et ideal, som Danmark i det mindste bør efterstræbe som demokratisk forgangsland.

Den borgerlige offentligheds forfald

I 1600-tallets England eksisterede der, ifølge Habermas, et unikt rum for politisk diskussion og ræsonnement, der dengang havde helt afgørende betydning for datidens (dog noget begrænsede) demokrati, og som potentielt set kunne have haft essentiel betydning for nutidens liberale demokrati.

Problemet er blot, at dette rum ikke længere eksisterer.

Dengang i det 17. århundrede tog rummet dog form af en såkaldt ’borgerlig offentlighed’, hvor datidens bedre borgerskab kunne træde sammen og diskutere alverdens politiske problematikker ud fra idealer om rationalitet og sandhed.

I den offentlighed, der udspillede sig igennem aviser og journaler og på biblioteker og i kaffehuse herskede et herreløst rum for demokratisk samtale, hvor debattens bedste argument kunne få tid og plads til at danne konsensus om komplekse politiske problemstillinger. Må det bedste argument vinde, sagde man dengang.

Det siger man sjældent i dag. Nutidens liberale demokrati handler nemlig om noget ganske andet end demokratisk drøftelse blandt kompetente borgere, hvilket blandt andet skyldes den borgerlige offentligheds forfald.

Igennem denne forfaldshistorie, som Habermas beskrev allerede i starten af 1960’erne, skete der et afgørende skred i den enkelte borgers rolle i det demokratiske samfund.

I takt med det senmoderne, kapitalistiske samfunds fremdrift, blev datidens kulturræssonerende borgere langsomt transformeret til såkaldte kulturkonsumerende forbrugere.

Sagt på almindeligt dansk er borgerens rolle i dag ikke længere at diskutere politiske anliggender, men snarere at konsumere politiske budskaber.

Hvor man som deltager i datidens borgerlige offentlighed skulle være dybt engageret i samfundets strukturer og dynamikker, for at kunne kalde sig en ansvarlig demokrat, behøver man i dag ikke længere at forholde sig kritisk til noget som helst.

Ingen forventer, at vi i dag skal udfolde lange og saglige politiske argumenter om alverdens problematikker. I stedet forventes vi blot svare på ét spørgsmål hvert fjerde år. I denne forskydning af borgerens rolle tabte vi altså den engagerede demokrat af syne.

I stedet blev borgeren dog tilbudt en ny rolle i demokratiet teaterstykke, hvilket var rollen som forbruger af alt fra varer og services til politiske budskaber. Ganske som når vi køber varer til hverdagens forbrug, kan man i dag shoppe politisk repræsentation igennem diverse Tv- og radiodebatter og på internettet via f.eks. DR’s ’kandidattest’ eller Politikens ’guide til valget’. Enkelt og ukompliceret. 

Denne forskydning i borgerens rolle har dog ikke blot bevirket, at vi i dag primært leverer vores demokratiske hovedbidrag hvert fjerde år, i stedet for konstant at være engageret i politiske anliggender.

Forskydningen har ligeledes reduceret borgeren til en privat person, der udøver sin demokratiske ret (og forpligtelse) i ganske privat regi, nemlig i stemmeboksen.

I stedet for at diskutere og samtale sig frem til en gensidig formning af hinandens præferencer, lever vi med et demokratisk system, hvor valghandlingen foregår i al hemmelighed. Man bekendtgør ikke uden videre, hvem man stemmer på, og det er endda ulovlig f.eks. at tage billeder af den udfyldte stemmeseddel, ligesom ingen må gøre dig selskab i den ellers så ensomme stemmeboks.

Igennem historien om den borgerlige offentligheds forfald bliver det tydeligt, hvordan det liberale demokrati i dag har reduceret borgerens demokratiske bidrag til en formel blåstempling af et system, der i det store hele holder borgeren uden for indflydelse.

Borgeren inddrages kun lejlighedsvist i det politiske system for at bidrage med sin billigelse. Med stemmen legitimerer vi altså dette system, og med stemmen siger vi ok til det niveau af indflydelse, vi p.t. tilskrives.

Borgeren som producent

At stemme blankt er derfor borgernes mulighed for at fortælle det politiske system, at vi ikke vil spises af med dette niveau af politisk indflydelse. Det samme ville gøre sig gældende, hvis vi foretrak sofaen frem for stemmeboksen.

Men ved at stemme blankt viser man dog, at man trods alt anerkender det repræsentative demokrati som styreform, hvis blot niveauet af borgerinddragelse øges markant.

Danmark består af adskillige millioner kompetente borgere, og disse borgere fortjener at blive taget med på råd gennem hele det politiske år – ikke blot én dag hvert fjerde år.

Isoleret set tager selve denne valghandling nemlig form af en yderst passiviserende praksis, der ikke gør meget andet end at fremmedgøre borgeren fra den politiske beslutningsproces.

»Du har ikke ret til at brokke sig, hvis ikke du stemmer«, har Bertel Haarder og andre repræsentanter fra det politiske system forklaret os utallige gange.

Så hvis man ønsker at ytre sin utilfredshed med systemet, kan man tilsyneladende ikke gøre andet end at anerkende systemet. Det virker om noget lidt selvmodsigende, og det lugter ganske enkelt udemokratisk.

I virkeligheden burde Bertel Haarders mantra omskrives en smule: »Hvis du stemmer, legitimerer du et system, hvor du rigtig nok har ret til at brokke dig, men dog kun én dag hvert fjerde år.«

Er vi tilfredse med det? Har vi som borgere ikke mere at byde på?

Personligt er jeg fuldstændig overbevist om, at danskerne har meget mere at byde på. Det ved jeg.

Grunden er, at jeg ofte hører kompetente danskere diskutere komplekse politiske problemstillinger. På arbejdet, på nettet, på barer, på legepladser og sågar i kaffehuse kan sådanne diskussioner observeres, og disse diskussioner fortjener at blive institutionaliseret.

Intet andet sted end i det liberale demokrati besidder vi så store mængder værdifulde ressourcer, uden overhovedet at benytte os af dem. For borgernes diskussioner er nemlig demokratiets primære ressource.

Forestil dig, hvis vores demokrati var et multinationalt olieselskab, og hvis folkets stemme til gengæld var en kæmpe pøl uudnyttet dybhavsolie. Der ville ikke gå mange splitsekunder, før olieselskabet havde fundet nye måder at udnytte denne kostbare ressource på.

Men vores demokrati er ikke et multinationalt olieselskab, hvilket nok i grunden er meget heldigt. Dette gør dog ikke metaforen mindre brugbar.

For med den kan vi begynde at tænke borgeren som en leverandør af en ressource snarere end en forbruger af en vare.

I tidens løb er vi kommet til at vende den demokratiske supply chain på hovedet.

Borgeren hører naturligvis til i kædens første led, hvor råstofferne leveres, og ikke i kædens sidste led, hvor produktet konsumeres. Borgernes stemme er demokratiets råstof.

Således burde vores politiske system tænke om borgernes evne til at reflektere over og diskutere politik. Men trods denne åbenlyse kendsgerning, tænker vore tids samfund stadig borgeren som forbruger af politiske produkter, snarere end producent af politisk råstof.  

Det er vi som demokratisk foregangsland forpligtet til at gøre bedre.

Det positive modsvar

For tiden bliver jeg ofte spurgt: Hvad er så det positive modsvar? Det er jo nemt nok at kritisere og dekonstruere det etablerede system, men hvordan ændrer vi det til det bedre?

Heldigvis er der et modsvar. Den alternative demokrati-teori, der går under navnet ’deliberativt demokrati’ bringer os langt i denne søgen efter positive løsninger.

Det, som deliberative demokrater søger at besvare, er nemlig præcist spørgsmålet om, hvordan vi institutionaliserer den politiske debat, der allerede foregår i den brede offentlighed.

Det kan f.eks. ske igennem borgerpaneler, borgerjuryer og konsensuskonferencer. I sådanne institutioner, sætter et repræsentativt udsnit af befolkningen sig sammen med et række eksperter og diskuterer (eller delibererer) væsentlige politiske spørgsmål for til sidst at nedkomme med en samlet anbefaling til de folkevalgte politikere.

Resultatet af sådanne institutionaliserede diskussioner kan siges at være todelt. For det første kan idéen om f.eks. borgerpaneler betragtes som et væsentligt værktøj til at give borgerne mere direkte indflydelse. For det andet ligger der også en meget sund og ganske demokratisk proces til grund for sådanne institutioner. Nemlig diskussionen i sig selv.

Når tid og plads frigives til at diskutere emner på et oplyst grundlag, sker der oftest en formning af politiske præferencer, der i mine øjne, er helt essentiel for demokratiet.

Og det er netop denne formning, der ikke finder sted i et demokratisk system primært defineret ved private valghandlinger.

Når vi diskuterer, præger vi hinanden, og når vi præger hinanden, opnår vi øget indsigt i forskellige synspunkter – og denne indsigt bør danne rammen om borgernes anbefalinger til det politiske system.

Igennem den institutionaliserede borgerdebat kan vi genskabe det demokratiske fundament, som Habermas for over 50 år siden efterspurgte. På denne måde kan vi forvandle en demokratisk afmægtig befolkning til en demokratisk engageret befolkning.

Og på denne baggrund vil vi unægtelig kunne træffe mere holdbare og langsigtede politiske beslutninger om hyperkomplekse problemstillinger så som global opvarmning, økonomiske kriser og militære interventioner.

Det mest oplagte eksempel på en politisk proces, der unægtelig manglede en kompetent og indflydelsesrig borgerdebat, må være Irakkrigen.

Den militære intervention, der af FN sidenhen er blevet beskrevet som en af vore tids største tragedier, deltog Danmark i på baggrund af et minimalt flertal i Folketinget (61 stemte for, 50 imod, 68 stemte ikke).

Var spørgsmålet om dansk deltagelse i Irakkrigen blevet diskuteret på oplyst grundlag af et repræsentativt udsnit af den danske befolkningen, ville udfaldet givetvis have været et andet.

Det kan selvfølgelig ikke vides med sikkerhed, hvordan en sådan diskussion ville have forløbet, men da meget i dag indikerer, at der ingen fornuftige argumenter var for at invadere Irak, er det nærliggende at konkludere, at danskerne ville have foretrukket anerledes.

Hvad, jeg efterlyser, er ikke direkte demokrati. Jeg efterlyser i stedet en institutionalisering af den kompetente debat, der kan supplere de 4-årlige valghandlinger. Med andre ord, jeg efterlyser et deliberativt demokrati.

For at nå dertil, må vi dog give det politiske system et incitament til at ændre sig. Og netop den blanke stemme huser dette incitament. Med denne kan vi fortælle politikerne, at de må legitimere sig igennem borgerinddragelse og ikke igennem en høj stemmeprocent.

På denne måde udnytter vi demokratiets fulde kapacitet, og på denne måde kan vi fjerne den fremmedhed og afmagt, borgene i dag har overfor det politiske system og dets beslutningsprocesser.

Emil Krastrup Husted er specialestuderende i Politisk Kommunikation og Ledelse ved Copenhagen Business School.