
Kultur- og fritidsborgmester i København Pia Allerslev opfordrer borgerne på Nørrebro til at gå sammen og vise, at det nu lukkede Folkets Hus er »folkets og borgernes hus – ikke de kriminelles«.
Al aktivitet i det brugerstyrede kulturhus Folkets Hus på Nørrebro er blevet indstillet på ubestemt tid.
Det sker efter, at samtlige frivillige aktivister i huset mandag trak sig på grund af tilbagevendende problemer med banderelaterede og hashrygende unge.
Står det til Kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V), så skal huset dog hurtigst muligt genåbne, så det kan fortsætte som kulturelt og socialt fristed for bydelens borgere.
– Det er fuldstændigt uacceptabelt, at bander og kriminelle på denne måde overtager Folkets Hus, som jo netop skal være folkets og borgernes hus, siger Pia Allerslev til Modkraft.
Læs artiklen »Aktivister forlader Folkets Hus« hos Modkraft.
Venstreborgmesteren kræver – måske ikke overraskende – en øget politiindsats for at dæmme op for hashhandlen i og omkring huset.
Men hun opfordrer samtidig borgerne på Nørrebro til at gå sammen og involvere sig i kampen for huset.
– Jeg vil gerne opfordre brugerne af huset og borgerne på Nørrebro til at stå sammen og sende det signal, at det her ER folkets og borgernes hus – ikke de kriminelles. Der er så mange gode kræfter og idéer, og det vil være rigtig ærgerligt og uacceptabelt, hvis alle de gode kræfter flygter, fordi de kriminelle sætter sig på det hele, skriver Pia Allerslev til Modkraft.
Se indslaget om situationen hos TV2 Lorry.
Også Socialdemokraterne arbejder for at Folkets Hus kan genåbne igen og partiets kulturordfører fortæller, at man er i dialog med aktivisterne fra huset.
– Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe de unge til fortsat at være aktive i Folkets Hus og vi er i dialog om dem om, hvad der skal til for det, siger Simon Strange, kulturordfører for Socialdemokraterne i København til DR.
Læs artiklen »Frivillige opgiver cafedrift i Folkets hus« hos DR.
Som tidligere omtalt, så har en mindre gruppe venstrefløjsaktivister annonceret, at de i den kommende tid vil indkalde til et åbent stormøde om Folkets Hus’ situation.
En af de nye aktivister fortæller til dagbladet Politiken, at man ønsker, at nedsætte en »dedikeret dialoggruppe«, der kan snakke med de bandemedlemmer og hang-a-rounds der bruger huset for at undgå en gentagelse af de problemer, som har ført til husets lukning.
– Vi skal have en dedikeret dialoggruppe til at tale med Loyal to Familia. Det skal ikke være en daglig byrde for dem, der står i cafeen at være sociale skraldemænd. Så vi skal have skabt en gruppe, der kan tage hånd om at skabe en fælles forståelse, siger Casper Møller, der til dagligt er involveret i den danske gren af den kapitalismekritiske græsrodsbevægelse Occupy, til avisen.
Læs artiklen »Nye aktivister vil tage en tørn for Folkets Hus« hos Politiken.
Modkraft har forgæves forsøgt at få en kommentar til denne artikel fra Enhedslistens Mikkel Warming samt advokat Knud Foldschack for at høre deres holdning til hvordan problemerne i Folkets Hus kan løses.
Det er Knud Foldschacks advokatkontor, som formelt set har indgået Folkets Hus’ samarbejdsaftale med Københavns Kommune på vegne af aktivisterne og brugerne i huset.
Ingen af de to har dog reageret på Modkrafts henvendelse.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96