
Socialdemokrat, kommunist, enhedslistemedlem og DF'er enige: Ingen deltagelse i kommunalpolitisk debatmøde, hvor repræsentant fra Danskernes Parti deltager. Kun sidste øjebliksafbud fra højreekstremist sætter boykot i bero.
Et valgmøde på den socialøkonomiske virksomhed HKI (Hans Knudsens Instituttet) i København, der finder sted onsdag den 13. november, bliver uden deltagelse af Danskernes Parti.
Det højreradikale parti, der beskyldes for at være nazister i demokratiske gevanter, har ellers været inviteret med til repræsentation i et politikerpanel ved mødet.
Det har fået fire kandidater til borgerrepræsentationen i København til at trække deres deltagelse i debatten tilbage.
Det drejer sig om Anders Sørensen fra Kommunistisk Parti, Allan Ahmad fra Enhedslisten, Lars Aslan Rasmussen fra Socialdemokraterne, og Finn Rudaizky fra Dansk Folkeparti.
Paneldeltagere fra Liberal Alliance og Socialistisk Folkeparti har desuden i mail overfor arrangørerne udtrykt utilfredshed over tilstedeværelsen af Danskernes Parti.
Tirsdag eftermiddag har paneldeltagerne dog fået besked om at Danskernes Parti alligevel ikke deltager i debatten.
I en mail sendt til paneldeltagerne skriver HKI:
»Vi har fra forskellig side modtaget reaktioner på, at vi foruden at have inviteret alle øvrige opstillingsberettigede partier i København, også har valgt at invitere Danskernes Parti. Vi kan i den forbindelse oplyse, at vi netop har modtaget meddelelse om, at partiets kandidat i København, Kaj Vilhelmsen, er blevet forhindret i at deltage i valgmødet.«
HKI forventer derfor, at mødet nu bliver gennemført med alle de øvrige inviterede.
Overfor Modkraft bekræfter HKI, at det er Kaj Vilhelmsen, der har meldt afbud, ikke HKI, der har trukket invitationen tilbage.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96