Hvis man endelig skal tale om danske værdier er lighed et godt sted at starte. Idealet om lighed – og alt hvad det indebærer af velfærd, solidaritet og ligestilling – er temmelig fundamentalt for, hvad jeg forstår ved et godt samfund.
Det er det som landet er kendt for, det vi brander os på internationalt og i mine øjne det, der gør det til at holde ud at bo her.
Og i modsætning til højrefløjens skræmmekampagner mod etniske mindretal er der faktisk tale om udryddelsestruede værdier her.
For uligheden vokser i Danmark. Big time.
Ifølge OECD er vi det land i verden, hvor uligheden vokser hurtigst. Og siden 2001 er vi faldet fra en første- til en sjetteplads på listen over Vesteuropas mest økonomisk lige lande. En nedadgående kurve som regeringsskiftet ikke har formået at knække.
Presset på varmestuer, julehjælp og gældssanering er i stigning. Og det har store menneskelige konsekvenser.
Og hvad værre er: Proportionalt med at flere og flere mennesker ryger under fattigdomsgrænsen falder ønsket om at ændre på det. Regeringspartierne lader til nu at mene at ulighed ikke er noget problem.
"Uligheden betyder, at sammenhængskraften og solidariteten i samfundet langsomt begynder at krakelere. Når afstanden mellem rig og fattig bliver større, giver det flere problemer, som eksempelvis kommer til udtryk i form af stigende kriminalitet. Det får folk til at ændre deres syn på deres medmennesker og samfundet generelt. Det er i dag en mere udbredt opfattelse, at folk nok selv er skyld i det, hvis de er fattige eller ryger ud af arbejdsmarkedet. Både blandt befolkningen og politikerne på Christiansborg", vurderede formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen, i Information da OECD-rapporten kom ud sidste år.
Med andre ord får nogle mennesker mindre værdi end andre, hvis vi accepterer ulighed som en samfundsmæssig grundpræmis.
Og det sucks ubeskriveligt meget, for et samfund uden lighed som kerneværdi er et på flere måder fattigt samfund.
Globalt kan man se at de lige samfund er de mindst korrupte, tryggeste (I modsætning til fx USA kan vi i Danmark trygt lade vores unger gå i skole selv) og giver de bedste betingelser for et værdigt liv.
Lighed er demokratisk. Lige adgang til uddannelse, hjælp og støtte øger alles mulighed for social opstigning.
Lighed er rettigheder, kædeansvar og sociale klausuler, så arbejdsstyrken ikke deles op i et ulige a og b hold.
Ikke mindst er lighed det modsatte af enshed. For lighed forudsætter accepten af at nogen har brug for mere støtte end andre.
Og den forkaster ideen om at køn kan koges ned til to snævre stereotyper. Det er ikke et spørgsmål om at alle uanset køn skal ligne hinanden. Men derimod at give alle den samme frihed til at udleve vores køn, som vi har behov for det. Også når det kommer til ret til ligeløn og barsel.
Selvom vi langtfra er i mål er vi kommet langt med ligheden i dag. Det danske samfund er på mange måder et mere demokratisk, trygt og solidarisk samfund end mange andre lande. Der er lige adgang til skoler, hospitaler og ældrepleje samt hjælp til nogle af samfundets svageste.
Sådan har det ikke altid været. Arbejdsgivere kunne engang skalte og valte med arbejdstid, løn og arbejdsforhold. For flertallet betød det et liv i fattigdom. Men så fandt folk hinanden i fælles ønske om lighed.
I mere end 100 år har vi kæmpet for sociale og demokratiske fremskridt, ofte i meget hård kamp mod højrefløjen. Det har skabt tryghed uden historisk sidestykke og givet os allesammen mulighed for i højere grad at kunne overskue at blande sig i udviklingen af samfundet.
Det er lighed. Og derfor er det så sindsvagt vigtigt at værne om den!
I en tid med rendestenene fulde af flyers, tandpastasmil dinglende i alle lygtepæle og æteren tyk af overfriske slogans, er det vigtigt at minde sig selv om at kommunevalget – som de fleste andre valg – i bund og grund handler om lighed.
Vil vi have mere af det eller mindre af det?