København er en rødere og grønnere by med flere job, bedre velfærd og miljø. Det har ikke altid været en dans på tornefri roser, men berøringsangst belønnes ikke. Fremskridt kræver politisk knofedt, og det leverer vi. Retningen skal være i orden – og det har den været. SF kan gå til valg med ret ryg og selvtillid.

København: Bedre velfærd, mindre kontrol, grønnere by og flere job

Indrømmet: Det er længe siden, der er kommet nyt blæk på bloggen her. Det er en travl tilværelse at være næstformand i et regeringsparti, så selvom man har gode intentioner om også at få skrevet her, kan det knibe med resultaterne.

Det med intentioner og resultater er faktisk det, jeg vil skrive om nu.

I mit arbejde er jeg så heldig at komme godt rundt i landet og møde SF’s mange medlemmer – også dem, der sidder i by- eller regionsråd. Det er givende og inspirerende at mærke deres engagement og se deres resultater.

Som socialist har man en intention om at forandre samfundet, vel vidende, at det tager tid, hvis vi skal nå helt i mål. Men SF’s folkesocialister ved også, at man må nærme sig målene skridt for skridt. Valgkampen, der er over os nu, giver grund til at gennemgå, hvilke skridt, man har taget og hvor langt, man er nået. En valgperiodes udløb er en god påmindelse om, at progressiv politik handler om at skabe fremskridt, også på den korte bane.

Vi har som parti i over tre årtier været et stort parti i kommuner og amter/regioner. Det betyder, at vi kan det politiske håndværk, der skal til for at flytte noget lokalt. Principper og værdier er ikke meget værd, hvis de ikke bliver omsat til forandring. Det kræver, at man kan finde flertal og samarbejde. Sætte aftryk, ikke mindst i konstitueringen, når poster og politik skal placeres umiddelbart efter valget, samt ved at indgå budgetforlig, også selvom man ikke har kunnet diktere det hele.

Selvfølgelig kan der være situationer, hvor den modsatte fløj har flertal, og man ikke kan gøre en forskel, der er stor nok til at det giver mening at være med i en aftale. Men når jeg hører om kandidater og lister, der nærmest af princip ikke deltager i konstitueringer og budgetforlig, undrer det mig, hvorfor de stiller op. Hvorfor skal jeg bruge min stemme på nogen, der ikke vil bruge den til noget? Gode intentioner er ikke nok.

Det er et vigtigt valg, der skal stemmes til 19. november. Langt de fleste af fællesskabets midler bruges i kommunerne og regionerne. God og gratis velfærd, den grønne omstilling og bedre og mere lige sundhedstilbud er noget, der kræver dygtige kommunal- og regionspolitikere med klare mål.

Sådan nogle har vi en del af i SF. Vi har faktisk over 300 by- og regionsrødder. Og til dette valg har vi stillet over 900 kandidater op i 95 af landets 98 kommuner. Det samme antal kommuner, vi er repræsenteret i, i dag.

Jeg vil i denne blog stille skarpt på landets folkerigeste kommune, København.

Her har SF flotte resultater at fremvise for de seneste fire år, hvor vi har sat mærkbare aftryk.

Vi tror. På at medarbejdere kan selv.

SF har været bannerfører og foregangsfolk i Tillidsreformen, der betyder, at hjemmeplejen har smidt stopuret. Nu venter plejehjem og genoptræningscentre, og SF er klar til at rydde ud i junglen af politisk fastsatte mål, så der bliver bedre plads til medarbejdernes faglighed og dømmekraft.

SF’s sundheds- og omsorgsborgmester, Ninna Thomsen, beskrev projektet i en artikel i Politiken i sommer.

”Meldingerne er entydigt positive – borgerne oplever ikke længere en kommunal medarbejder med minutstress, der står med næsen i sin håndholdte computer, men en fagligt kompetent omsorgsperson, der tilpasser hjælpen efter borgerens faktiske behov.”

Borgerne vinder. Men ikke kun dem. Ninna fortsætter i artiklen:

”Tillidsreformen i København har åbnet op for en demokratisering, hvor de ansatte igen får indflydelse på deres arbejde, og hvor tilliden til deres faglighed er bærende. Det stiller krav til de ansattes faglighed, og det stiller krav til, at de efterlever politiske pejlemærker og helt overordnede mål. Men det stiller også store krav til ledelsen og til de politikere, der leder i en tillidsreform. Skal skuden vendes, skal vi være i stand til at gøre op med de styringsmodeller, vi selv har været med til at indføre og - hvad der næsten er endnu sværere – vi skal give afkald på at topstyre og kontrollere egne mærkesager.”

Det er stærk SF-politik, der har en tydelig, rød tråd til vores principielle udgangspunkt om mere magt over eget arbejdsliv – og om mere selvforvaltning i samfundet i øvrigt. En (selv)tillidsfuld decentralisme. 

Det er så god socialistisk politik, at det bliver fremhævet af den progressive norske tænketank, Manifest i en artikel i deres tidsskrift. Her citeres Ninna Thomsen: ”Hjemmehjælperne ser på det som en tillidserklæring fra kommunens side. Det er ikke os, der skal føre kontrol med deres arbejde. Det er dem, som ved bedst, som skal vurdere hvad der skal gøres under besøget. Med den nye model behøver de ikke længere skrive ned hvor meget tid de bruger på de forskellige opgaver. Resultatet er mindre bureaukrati og mere tid til omsorg.”

Medarbejderne er ikke kun blevet mere fri, de er også blevet bedre uddannet. Der er sket et markant løft i fagligheden –  medarbejderne i ældreplejen er i dag næsten alle veluddannede sundhedsmedarbejdere og der ansat mange flere sygeplejersker og terapeuter. Det er sket gennem en målrettet opkvalificering, herunder store projekter med jobrotation og øgede midler til at ansætte sygeplejersker og terapeuter.

Kvalitet koster – men det betaler sig i længden.

Dette opgør med minuttyranni og stopurs-omsorg, har SF skabt med Ninna Thomsen i spidsen. Det er en væsentlig velfærdsforbedring for de ældre, og giver et langt bedre arbejdsliv for medarbejderne.

Træning i arbejdstiden

En anden måde, SF har øget medarbejdernes trivsel, er ved at indføre motion i arbejdstiden.

Som Ninna Thomsen skrev til mig: ”Efterlønnen er væk, så det er et arbejdsgiveransvar at sikre et holdbart arbejdsliv uden skader og nedslidning”.

Derfor har Ninna taget initiativ til en forsøgsordning, hvor 258 medarbejdere på 5 plejehjem på Vesterbro og i Valby har været med i første bølge. Når forsøget er rullet helt ud, vil det omfatte 11 plejehjem i området.

Konceptet er ganske enkelt, at medarbejderne tilbydes fysisk træning på et hold med en instruktør i arbejdstiden.

Og det virker, viser den foreløbige evaluering. Deltagerne har generelt forbedret deres muskelstyrke, og mange oplever færre smerter, især i nakken. Medarbejdere over 40 år siger, de oplever forbedret arbejdsevne. 64 % angiver, at de har brugt øvelserne udover holdtræningen i arbejdstiden.   

Når man kommer i bedre form og får færre smerter af sit arbejde, bliver man gladere over jobbet.

Projektet vidner om, at SF ser velfærdsmedarbejderne som andet end arbejdskraft, der i en snæver, kortsigtet forstad skal presses mest mulig produktion eller service ud af. Vi ser medarbejderne som mennesker, der skal trives i deres hverdag – og det giver endda en bedre arbejdsstyrke. Win-win.

At slukke stopurene og tilbyde træning i arbejdstiden er ikke noget, der er blevet klaret med en håndevending. Det har krævet politisk prioritering og mod til at udfordre systemet, man har stillet sig i spidsen for. Undervejs har det været nødvendigt at insistere på at gennemføre forandringen over for en modstræbende forvaltning.

Grønne fingeraftryk

Det er ikke kun på velfærdsområdet, SF har gjort en positiv forskel for københavnerne i de sidste fire år. Vi har, ikke mindst med Ayfer Baykal i spidsen som teknik- og miljøborgmester, gjort byen mere klimavenlig.

Københavns udledning af CO2 er i dag 24 % mindre end i 1990, og vi knokler på for at nå målet om en CO2-neutral by i 2025. ”Det kan la’ sig gøre”, som vi sagde i sidste valgkamp. Og det kan det, fordi vi er godt på vej – eller rettere godt på cykelsti: Fra 2010 til 2013 er der anlagt 46 kilometer ny cykelsti i København. Der er skabt bedre forhold for cykelpendling, med supercykelstier og bedre cykelparkering ved stationer, især Nørreport. Nørrebrogade er indrettet som strøggade, hvor cykler og busser har forrang frem for personbiler. Amagerbrogade skal nu gøre den kunsten efter. Det giver mere ren luft og bedre fremkommelighed for cyklister – og dem er der afsat 90 mio. kr. til på næste års budget, fordi SF var en del af budgetforliget.

SF siger nej til planerne om en havnetunnel, der vil øge bilismen i byen, ligesom parkeringspladser ikke står øverst på vores ønskeseddel.

Og så er der investeret stort i at klimasikre byen, så voldsomme skybrud giver mindre oversvømmelse, gennem grønne tage og parker.

Endelig er der åbnet nye havnebade ved Sluseholmen og Fisketorvet samt Svanemøllestranden. Det er sgu lækkert at kunne hoppe i vandet midt i byen. Det nød jeg selv i fulde drag i sommer.

Alle disse anlægsprojekter, og flere til, har desuden skabt arbejdspladser. Målrettede kommunale investeringer vurderes at have skabt 15.000 arbejdspladser. Det skal sikres, at arbejdet udføres under ordnede og ordentlige forhold på danske overenskomster, og at der skabes lærepladser. Indtil videre har sociale klausuler, som SF arbejder for at udvide, skabet 146 fuldtidslærepladser.

Der er ingen tvivl om at SF i København har gjort en forskel. København er en rødere og grønnere by med flere job, bedre velfærd og miljø. Det har ikke altid været en dans på tornefri roser, men berøringsangst belønnes ikke. Fremskridt kræver politisk knofedt, og det leverer vi. Retningen skal være i orden – og det har den været. SF kan gå til valg med ret ryg og selvtillid.

Der er meget mere, der skal gøres – men hvis du er enig i det, vi vil, skal du ikke være i tvivl om at vi kan levere resultater. Vi fører progressiv politik i praksis.