Anders Lundkvists nye bog holder, hvad den lover; at forklare eurokrisen for ikke-økonomer.
Det er ikke en let sag at forklare makroøkonomiske sammenhænge til en bred offentlighed, men lige for tiden er netop dét en helt afgørende opgave.
Eurokrisen har nu snart varet fire år, og sætter stadig den politiske dagsorden i EU, men alligevel stortrives de forrykte myter om dovne sydeuropæere og de opportunistiske påstande om krisens rødder i offentligt overforbrug.
Begge dele fungerer som legitimation for den nedskæringskurs, og de utallige angreb på sociale rettigheder, vi har set i EU i almindelighed og i de sværest forgældede lande i særdeleshed, og at få dem klædt af og pillet ned så alle kan forstå det, er en meget vigtig opgave.
Derfor kan man kun tage hatten af for Anders Lundkvists nye bog Eurokrisen, hvor den erfarne »politiske økonom« sætter sig for at forklare komplicerede spørgsmål om det monetære systems udvikling gennem tiden, forbindelsen mellem finanskrisen og eurokrisen, og ikke mindst hvilke svagheder i euro-konstruktionen, der bærer hovedansvaret for krisen.
Bogens styrke ligger netop i, at den er skrevet til den utrænede læser – til ikke-økonomen, som vil forstå eurokrisen - og det er en vigtig kvalitet ved bogen, at den niveaumæssigt befinder den sig et sted sidst i gymnasiet, og holder sig dér. Den potentielle målgruppe er derfor meget stor, og den rettesnor holder forfatteren sig stringent til hele vejen igennem.
Nu og da afbrydes gennemgangen af eurokrisens historie og dens forløb f.eks. med lidt basal økonomisk teori for at gøre argumenterne helt klare. På denne og andre måder, sørges der for, at den usikre læser på intet tidspunkt lades i stikken.
Så bogen holder hvad den lover; den forklarer eurokrisen »så også ikke-økonomer kan forstå den«, som det hedder på omslaget.
Denne forklaring lyder sådan i den korte version: Krisen skyldes ikke offentligt overforbrug, men privat gældsætning. Da finanskrisen kom og kreditmarkederne frøs til, brast en række spekulative bobler i EU, herunder i Grækenland, Spanien, Portugal og Irland. De lande var bragt i en ufordelagtig position med indførelsen af euroen, der havde bragt deres økonomier i uhæmmet, direkte konkurrence med tyske virksomheder.
Da Tyskland pressede løn og sociale ydelser drastisk ned nogle få år inde i 00’erne, begyndte eurozonen for alvor at blive trukket fra hinanden i et vinderhold og et taberhold. Finanskrisen skubbede dem ud over kanten, men grundlæggende handlede eurokrisen om mere end uansvarlige bankers vilde spekulation. Euroen havde ført til økonomisk divergens fra begyndelsen.
Lundkvists bog er ikke den første på dansk om de grundlæggende svagheder og modsætninger i euro-projektet. Eurokrisen, med undertitlen ”Europa mellem pengestyre og folkestyre”, er tematisk nært beslægtet med Jesper Jespersens noget mere krævende bog fra 2012: Euroen – hvorfor gik det galt, og hvordan kommer vi videre?
Også Jespersens lille bog giver baggrunden for eurokrisen, og mens de to forklaringer langt hen ad vejen er enslydende, er der også et par forskelle på de to bøger.
Hos Lundkvist træder interessepolitikken, eller snarere klassepolitikken, som drivkraft bag euroen og bag EU's svar på krisen meget tydeligere frem end hos Jespersen, der koncentrerer sig om at opstille den teoretiske uenighed mellem »eurooptimister« (eller monetarister) og »eurorealister«.
Og mens Jespersen holder sig til det keynesianske spor, tager Lundkvist et skridt eller to videre og placerer eurokrisen i den historiske udvikling af kapitalismen mod »finansialisering«. Hos Lundkvist handler det drama, vi ser udspille sig i Europa, om finanskapitalens dominans, og om den måde, finanskapitalen formår at sætte den politiske og økonomiske dagsorden.
Svaret på krisen – nedskæringer, angreb på løn, angreb på faglige rettigheder – skal hos Lundkvist langt hen ad vejen ses som udfald af vellykket interessekamp fra de toneangivende kapitalfraktioners side. At det skulle være løsninger på krisen er ikke stort mere end ideologi hos Lundkvist.
Hvad svaret på krisen angår, kommer bogen dog ikke så langt. Forfatteren berører kun overfladisk EU’s krisepolitik, hvad enten den er i form af trojkaens diktater til Irland, Grækenland, Portugal eller andre lande, som er havnet under ECB, IMF og EU-kommissionens kontrol, eller i form af et stort og voksende kompleks af regler for alle medlemslandes økonomiske politik, og en jungle af procedurer, der skal holde EU’s økonomi til stramninger og nedskæringer. Her synes Lundkvist at have en svag side, og det er en skam.
For mens Lundkvist - som mange andre - anfører, at en fælles valuta forudsætter en fælles finanspolitik, så er det netop dét, Kommissionen og de toneangivende kræfter i Rådet hævder at bevæge sig henimod. En vurdering af deres version af en fælles finanspolitik – en form for autoritær nyliberalisme – og måske dens muligheder for at skabe en stabil valuta, ville have bragt bogen ind i den aktuelle debat.
En anden lille mislyd hul er i mine øjne Lundkvists fremstilling af, hvorfor der opstår de farlige spekulative bobler i lande som Spanien, Italien og delvist Grækenland. Her får vi at vide, at milliarder af billige euro fra ECB »formøbledes« eller ikke blev brugt »fornuftigt« og »produktivt«.
Det er mest en skønhedsfejl, men spørgsmålet er vel om det ikke i hovedsagen skyldes, at pengene ikke kunne tjene sig ind p.g.a. krisen i den produktive sektor, som netop var affødt af ubalancerne i eurozonen. Det ser ud som om forfatteren selv leverer dét argument, men sine steder glipper sprogbrugen på dét spørgsmål.
Men det er måske fjollede krav at stille til en bog, som først og fremmest sætter sig for at forklare baggrunden for krisen til ikke-økonomer. Det er ambition nok at have for en bog, og Lundkvist indfrier den i mine øjne i overbevisende stil.
Anders Lundkvist: Eurokrisen. Europa mellem pengestyre og folkestyre, Hovedland, 2013.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96