Følgende tekst har jeg skrevet til DenFri. Det kan være den også har interesse her på Modkraft.dk
”§2: Den som ikke kan tage parti må tie stille” – Walter Benjamin (173:252)
”§10: Ægte polemik går om bord i en bog lige så fuld af kærlighed, som en kannibal anretter et spædbarn.” – Walter Benjamin (1973:252)
DenFri har igangsat en såkaldt blogskole. Det er meget populært med selvorganiserede skoler for tiden åbenbart. DenFri har bedt bloggere om at skrive lidt om, hvordan de skriver, og hvilke tanker de gør sig om det. Det er blevet en anledning for mig til at samle lidt tanker om, hvad jeg synes tekstskrivning burde være. Om jeg selv lever op til punkterne er en ganske anden sag. Men nu kan jeg i hvert fald stilles til ansvar for egne ambitioner.
Det er ofte en misforståelse, at en tekst skal være færdig når den postes eller udgives. Tekster bliver i bogstaveligste forstand aldrig færdig. Derfor giver det ikke mening, at råbe: ”Fæærdig!”, når man poster en tekst. Der kan snarere råbes: ”Det er en test 1, 2, 3”.
En tekst er en flaskepost. Når man poster blogs eller tekster i det, de borgerlige kalder for ”offentligheden”, ved man aldrig, hvad der sker. Man ved ikke, hvem der læser den, og man får det aldrig at vide. Derfor skal tekster skrevet til ”offentligheden” ikke tage udgangspunkt i formidlingen, men i den gode ide eller den synderlæmmende kritik. Publikum må være sekundært.
Brug eventuelt pseudonymer eller skriv anonymt. Tekstens forfatter er mindre vigtig. Det kan faktisk ofte være en fordel for tekstens ærlighed og kritiske pondus, at afsenderen ikke kendes. Det gør at teksten må læses på tekstens præmisser og ikke med udgangspunkt i, hvem der har skrevet den.
Jeg kan aldrig være enig med mig selv. Hvis en tekstskriver er helt enig med sig selv, er det ofte en kedelig tekst. Tekstforfattere, der kun skriver tekster, når de er helt enige med dem selv, bliver strømlignede og konserverende. Tekster skal være antagonistiske og radikale.
Gode tekster er ofte overdrevne. For at teste om virkeligheden findes, må man gå radikalt til værks. Det er vigtigt indimellem at løbe et argument helt ud over afgrunden. Man skal indimellem svare på spørgsmålet: ”Hvor kan dette argument i yderste konsekvens ende?” Teksten skal være et apokalyptisk klarsyn.
Idéer kan have de mest mærkværdige forbindelser. Selv har jeg forsøgt at knytte tango med feminisme og organisationsteori, italiensk fodbold med filosoffen Giorgio Agamben, psykoanalyse med arbejdsmarkedspolitik eller Big Data og folketællinger. Det er når man smadre forskellige ideer ind i hinanden, at der måske kan ske noget nyt. Men det kan også ende med, at ideerne blot ødelægges.
En tekst er en satsning. Det er ubekvemt at offentliggøre en tekst. Ens venner skal kigge skævt til én efterfølgende. En tekst skal lide af tourette syndrom. En tekst skal ikke nødvendigvis være krænkende, men den skal udsige noget, man ikke troede, der kunne siges.
Teksten er en fejl. For det meste ombestemmer jeg mig ganske få minutter efter, jeg har offentliggjort en tekst. Når teksten er offentliggjort skal den irriterer tekstforfatteren. Den skal være upræcis, unuanceret og modsætningsfuld.
Det man kritiserer, er det, man elsker mest. Jeg er desværre en del af noget mange kalder venstrefløjen. Jeg kan ikke løbe fra det. Jeg har prøvet, men det går ikke. Jeg bliver ved med at være venstreorienteret. Derfor bliver jeg nødt til, at være skånselsløs overfor venstrefløjen. Venstrefløjen er det, der skal undergå den mest barbariske kritik. Venstrefløjen skal bryde sammen, så den kan overleve.
Man skal tænke, mens man skriver. Man kan ikke tænke først for derefter at skrive. Teksten tænker videre, efter den er skrevet. Forleden skrev jeg en tekst om Mærsk og deres gave til folkeskolen. Det blev en virkelig dårlig tekst. Den virkede ikke. Der skete ikke noget, mens jeg skrev. Og ingen fik noget ud af teksten. Den har jeg senere fortrudt. Ligesom flere andre.
…?