Nedenfor er min tale fra manifestationen - for at holde det lidt mere uformelt, valgte jeg at holde en forkortet udgave af den - men i skal jo ikke snydes ;)
__________________
Kære venner, naboer, nørrebroere, københavnere.
Mit navn er Leif Donbæk, og jeg vil tale på vegne af arrangørerne. Jeg vil fortælle lidt om, hvem vi er, om hvorfor vi står her i dag, og så vil jeg fortælle lidt om, hvorfor jeg står her i dag.
Først og fremmest: Tak fordi I alle er kommet!
Vi er en kreds af unge kandidater til kommunalvalget, der på tværs af partier fra højre til venstre alle har en stærk tilknytning til Nørrebro: Mange af os bor her, nogle af os er vokset op her, alle elsker vi Nørrebro!
Derfor var vi også enige om, at det var utroligt deprimerende at læse artiklen i Jyllandsposten. Artiklen om at en stærk, ung knægt nu blev chikaneret ud af Nørrebro - ikke fordi, han havde gjort noget mod andre, men alene fordi han havde råbt op og fortalt om den chikane, han var udsat for.
Ligesom da vi måneden før kunne læse om en lokalpolitiker, der blev forsøgt overfaldet, da han cyklede hjem efter at have hentet en pizza.
Eller da vi sidste år stod foran Café Viking for at bakke Mor Jane op, da hun sagde fra over for afpresning og bøller.
Efter at have læst artiklen i Jyllandsposten satte vi os sammen og besluttede os for at gøre noget – for det er, hvad vi gør på Nørrebro, venner.
Vi reagerer! Vi reagerer, når vi ser uretfærdighed, vi reagerer, når enkelte tosser prøver at tage patent på vores bydel.
Nørrebro tager ansvar for sig selv. Det har Nørrebro altid gjort, og det bliver vi ved med.
Personligt står jeg her af en række grunde:
Jeg har boet på Nørrebro siden jeg var 2 år gammel. Jeg er opvokset i Murergården i Blågårdsgade, gik på Blågårdsskolen og har siden da sjældent haft 2 dage i træk væk fra kvarteret.
Den gård, jeg voksede op i, havde alle farver og nationaliteter, og børnene hed alt fra Brian og Gert til Abde og Mohammed. Men i gården legede alle sammen, for had mellem race, religion og folkeslag er noget, de voksne har opfundet. Mellem børn findes kun: Vil han lege med mig, og har han noget sjovt legetøj.
For så simpelt kan det siges.
Den folkeskole, jeg gik i, var slidt, men alle legede sammen på tværs, og den dag i dag kan jeg bande på 10 forskellige sprog.
Jeg blev ældre, men kærligheden til Nørrebro bestod.
I dag er Nørrebro mere mangfoldigt end nogensinde. Der er flere nationaliteter end nogensinde før, vi kan købe frugt fra hele verden døgnet rundt, men samtidig er der noget, som har ændret sig.
En lille gruppe bøller har åbenbart påtaget sig opgaven at bestemme, hvem der må bo og gå på Nørrebro.
Det ser vi, når jødiske drenge bliver chikaneret ud af bydelen. Det ser vi, når politikere bliver forsøgt overfaldet, når de kører forbi visse områder af Nørrebro. Det ser vi, når kriminelle forsøger at afpresse lokale forretningsdrivende.
Det er ikke i orden! Vi vil ikke finde os i det!
Nørrebro har altid haft plads til alle, der giver plads til andre, men skal det blive ved med at være sådan, så kræver det noget af os alle.
For som jeg sagde før, så er det smukke ved Nørrebro, at vi reagerer. Og venner, naboer, nørrebroere: Nu er det tid til at reagere.
For chikane, vold og undertrykkelse må aldrig gå upåtalt hen. Hver gang bøller undertrykker, så går vi på gaden og viser, at Nørrebros gader ikke tilhører bøllerne, men beboerne!
Derfor står vi her i dag på tværs af politik, sprog, religion, hudfarve og seksualitet. Fordi Nørrebro har plads til alle.
Her til sidst har jeg et budskab til dem, der tror at de har ret til at bestemme, hvem der skal bo eller gå på Nørrebro:
Vi vil gå imod jer hver gang: Vi vil møde jeres had med modstand og jeres vold med stædighed – vi forsvinder ikke.
Nørrebro er for alle, og det viser vi i dag!
Tak for ordet.
