Jeg er ikke opvokset i en ghetto. Alligevel kan jeg genkende mange af de ting, som Yahya Hassan skriver om i sin skildring af sin barndom. Han beskriver vold, omsorgssvigt og forældre, der ikke evner at bidrage med ret meget positivt i deres børns liv. Den slags forældre findes ikke kun i ghettoen. De findes overalt.
Jeg er opvokset i et lille landsbysamfund i udkantsdanmark i 80'erne. Arbejdsløsheden var høj, og forskellen mellem toppen og bunden tydelig. Tømrermesteren havde udestue og to biler i carporten. Skolelæreren havde arkitekttegnede møbler og sommerhus. Den enlige, arbejdsløse mor havde huller i taget og margarinebøtter som urtepotteskjulere i vindueskarmen. Nogle børn fik nye skoletasker hvert eneste år, mens andre blot havde en brugt plastikpose.
I min skole var der børn, der fik systematisk tæsk. Der var to søstre, der selv skulle hente en lang bambuspind i haven, så deres far kunne slå dem. Der var en dreng, der fik så mange tæsk, at han som 17 årig flygtede hjemmefra og aldrig så sin far igen. Hans mor druknede sig i en sø. Der var børn, der begyndte at ryge hash som 10 årige. Der var massiv druk blandt 12-13 årige med forældrenes velsignelse. Teenagere, der fik den ene abort efter den anden, og unge med massive misbrug af stoffer og intet håb for fremtiden.
Selv om jeg kommer fra et kærligt hjem, voksede jeg op under små kår. Jeg har aldrig selv været udsat for svigt, men vi var fandme fattige! Mine far var førtidspensionist og min mor arbejdede med rengøring. Mine forældre blev skilt. Jeg har aldrig haft det nyeste modetøj og har ikke været på årlige charterrejser. Der var mange som mig. Mange, som havde kærlige forældre, der gjorde det bedste for at ungerne kunne få en god barndom. Men der var også mange, der ikke kunne magte at give deres børn noget positivt med i livet. Flere af mine barndomsvenner er døde af druk eller narko. Andre har fået tvangsfjernet deres børn og flere er røget ind og ud af fængslet. Det kunne ligeså godt have været mig!
Men jeg blev en af de heldige, der slap helskindet ud. Jeg flyttede fra udkanten og fik en universitetsuddanelse. Jeg klarede mig. Selv. Men jeg glemte ikke udkanten. Dét billede, Yahya Hassan tegner af sin barndom i ghettoen, kan jeg genkende fra min egen barndom. Her var det blot ikke indvandrere og traumatiserede flygtningefamilier, der stod for volden, ydmygelsen og fornedrelsen af deres børn. Det var hvide gennemsnitsdanskere.
Når nogen forsøger at bortforklare omsorgssvigt og manglende forældreevne udfra ”kultur”, tager de fejl. Fornedrelsen stammer ikke fra en bestemt kulturel baggrund, men fra en bestemt socio-økonomisk tilstand. Underdanmark er ikke bare selv ansvarlige for deres forrådnelse og sociale eksklusion. Det er et fælles ansvar! Tømrermesteren er medansvarlig, når han sidder i sin nybyggede udestue med udsigt til naboens hul i taget. Skolelæreren er medansvarlig, når hun tager i sommerhus, imens to af hendes elever får tæsk i morfarens kælder.
Hvis vi virkelig vil bryde den sociale arv, skal vi ikke blot pege på de andre, men begynde at se ind i os selv og tage et medansvar for at udligne den ulighed, der skaber social fornedrelse.