Enhedslisten har parlamentarisk succes. Vi ligger til at fordoble mandattallet ved næste valg. Vi har fordoblet medlemstallet og har nu 10.000 medlemmer.

Men det er en fremgang, vi risikerer at tabe, hvis vi fortsætter »trække til venstre«-strategien.

Fremgangen skyldes både Socialdemokratiets og SF’s blå regeringspolitik, og Enhedslistens skærpede kommunikation. Men er det nok, og hjælper det noget?

På konferencen »Hvilken vej for Enhedslisten? « slog jeg til lyd for et langt mere offensivt, kampdueligt og ambitiøst partiprojekt.

Et projekt, der er markant anderledes end det SF version 2.0, vi vil ende som, hvis ikke vi ændrer retning.

Et partiprojekt, hvor Enhedslisten sætter al energi ind på at blive lønmodtagernes foretrukne parti ved valgene; hvor Enhedslisten via sine medlemmer og organisering bliver en stærk politisk (faglig) kraft på alle landets arbejdspladser; hvor Enhedslisten som arbejderklassens tillidsrepræsentant får genrejst arbejderklassens selvtillid, så den igen kan stå imod angreb på velfærden og vores løn- og arbejdsvilkår.

Det er et partiprojekt, som kræver en ny kurs for et bredere parti, der samler alle modstandere af nyliberalisme. Ét, der opbygger en inkluderende tilgang til alle de hjemløse socialdemokrater, SF’ere og fagligt aktive.

Enhedslistens succes skal måles i parlamentarisk vækst, flere medlemmer og, vigtigst, en stadig øget styrke ude på arbejdspladserne.

Vilkårene er ændret radikalt

Vores nuværende kurs har givet flere vælgere. Men det er jo tydeligt for os alle i og uden for Enhedslisten, at vi ikke får trukket regeringen til venstre eller er nogen nævneværdig stopklods for de massive angreb, som det blå Danmark (regeringen, Folketingets borgerlige partier og ikke mindst erhvervslivet) udsætter danske lønmodtagere og modtagere af overførselsindkomster for.

Det skyldes ikke, at Socialdemokraterne og SF er dumme eller ikke kan finde ud af at føre deres egen politik. Forklaringen stikker langt dybere. Der er tre væsentlige faktorer, som definerer Enhedslistens opgaver.

For det første er krisen ikke forbi. »Finanskrisen« var en lige højre, som har knockoutet os, og de herskende har brugt chokket som chance til at angribe velfærd og lønninger. Den nuværende blårøde regering har gennemført de største angreb siden krisen begyndte i 1973.

Regeringen har valgt en offensiv kurs, fordi den abonnerer på Blå Bjarnes tilslutning til den nyliberale konkurrencestat.

Det er holdninger som flugter med de ønsker som erhvervslivet har prædiket med stadig stærkere stemme og pres gennem de sidste 40 år, i den nyliberale fase af kapitalismen.

Det er altså ikke tilfældig politik, som regeringen fører, men kapitalens politik. Den store skillelinje går altså ikke mellem reformister og revolutionære ude i arbejderklassen.

Den går mellem nyliberalister og de, der vil velfærd/fællesskab.

For det andet er det blevet et centralt grundvilkår, at den herskende klasse har opgivet klassesamarbejdet som strategi for at administrere kapitalismen.

I vækstperioden fra 2. verdenskrig til 1973 var klassesamarbejdet og arbejderklassens andel af væksten stigende og blev administreret gennem klassesamarbejdet.

Klassesamarbejdet kom blandt andet til udtryk i politiske kompromisser omkring velfærdsstaten, og det blev praktiseret gennem samarbejdet mellem fagbureaukratiet og arbejdsgiverforeningerne. Op gennem 1990’erne og i særdeleshed gennem 2000’erne har den herskende klasse været på vej væk fra samarbejdet.

Efter finanskrisens gennemslag i 2008 er den slået ind på en direkte konfronterende kurs, hvor alle overenskomster skaber reallønsnedgang, og hvor fagbureaukratiet udelukkes fra kommissioner og forhandlinger. Og, ikke mindst, har der været tale om direkte angreb, som vi så det med lockouten af lærerne i foråret.

For det tredje er selvtilliden i den danske arbejderklasse i bund.

Det kan læses af strejketallene, som er de laveste i årtier. Det kan læses i accepten af de dårligste overenskomster i årtier, i passiviteten overfor de voldsomme angreb på efterløn, fleksjob, arbejdsløse, studerende, lærerne. Det kan aflæses i nedgangen i antallet af medlemmer i fagbevægelsen, i valget af individuelle overlevelsesstrategier og i stemmer på borgerlige partier.

Manglen på selvtillid kommer ikke ud af den blå luft. Den er drænet væk af Socialdemokraterne (og SF’s) forvandling til social-nyliberale partier, som efterlader lønmodtagerne uden argumenter og uden politisk forsvar mod konkrete og ideologiske angreb på fælles velværd og solidaritet.

En proces, der er forstærket af fagtoppens ledere, som alle (undtagen Dennis Kristensen) har bakket op om den social-nyliberale kurs og dermed undladt at spille en rolle som talerør for og organisator af arbejderklassens behov.

Under den blårøde regering er dette blevet særligt fatalt, fordi fagbevægelsens ledere har undladt at reagere mod de største angreb, vi har set i årtier.

Ny kurs nødvendig

Krisen er kommet for at blive i mange år. Trods medier, politikere og bankøkonomers fromme ønsker, er den danske økonomi ikke i bedring.

Den herskende klasse har ikke tænkt sig at ændre på deres offensive angreb på velfærd og løn- og arbejdsvilkår. Socialdemokraterne og SF har ikke tænkt sig at forlade den social-nyliberale kurs.

Derfor har Enhedslisten nogle helt nye vilkår og en ny rolle. Det betyder at Enhedslistens strategi skal være langsigtet. Den skal række langt længere end næste valg og langt videre end i Folketinget.

Enhedslisten skal forlade den parlamentariske strategi med at »trække Socialdemokraterne og SF til venstre«. S og SF's praksis i regeringen viser, sammen med Blå Bjarnes klare udmeldinger, at det ikke kommer til at ske.

Gentager vi illusionen tit nok, er det muligt, at vi selv kommer til at tro på den. Men vi vil også miste troværdighed og lydhørhed i arbejderklassen, når vi puster kunstigt liv i en myte, som har punkteret sig selv med løftebrud.

Vi risikerer al vores parlamentariske fremgang, hvis vi i valgkampen identificeres med taber-politikken i S+SF.

Under en ny borgerlig regering kommer vi ikke med i forlig, og vi kan ikke gentage alliancen med S og SF. Hvis vi fortsætter den nuværende kurs, så ender vi netop som SF version 2.0.

Dertil kommer, at det også er vigtigt, at Enhedslistens parlamentarikere holder op med at kalde regeringens tiltag for dumme eller uigennemtænkte.

Det nærer en illusion om, at regeringen ikke ved bedre, og at den reelt har andre intentioner. Det har den ikke. S og SF er de facto social-nyliberale og handler som sådan.

I stedet skal vi kritisere dem med politiske argumenter, der et politisk og ideologisk modspil til deres handlinger.

I samme åndedrag er Enhedslisten nødt til at revurdere sit forhold til fagbevægelsens ledere. Politiken med at trække regeringen til venstre har også smittet af på Enhedslisten faglige tilgange, hvor samarbejdet med fagtoppen har været styrende.

Det har fx betydet, at de faglige ledere ikke er blevet udfordret politisk i kampagner/demonstrationer eller med modkandidater, fordi den »røde« tråd har været enhed med venstrebureaukrater, selvom disse ikke har haft en mere kampduelig kurs.

Enhedslisten er ganske enkelt nødt til at gå i spidsen for at vælge nye kampduelige, anti-nyliberale faglige ledere og sætte dette erklærede mål i alle fagforeninger.

Ø-strategi 2015

Enhedslistens styrke skal fremover måles i, hvor gode vi er til at samle hele eller dele af arbejderklassen til et aktivt forsvar for velfærd og løn- og arbejdsvilkår. Vores evne til at få resultater i Folketinget vil under en borgerlig regering først og fremmest afhænge af vores styrke til at mobilisere.

De forslag til udbygning af, eller forsvar for velfærden, som vi skal fremføre, skal have klangbund og konkret opbakning ude på arbejdspladserne.

Man kan kalde det en mobiliseret reformoffensiv. Enhedslisten skal fungere ganske som en tillidsrepræsentant på arbejdspladsen.

Hvis en tillidsrepræsentant alene lader sig vælge, holder den årlige generalforsamling og kun forhandler ud fra det muliges kunst, så vinder hendes kolleger ikke. De får dårlige aftaler og udvikler en passiv kultur, der ikke har styrke til at stå imod arbejdsgiverens krav.

Hvis tillidsrepræsentanten derimod bygger på sine kollegers aktive deltagelse, respekterer demokratiske beslutninger, tør afholde faglige møder og har kolleger, som organiserer strejke om nødvendigt, så kan de modstå angreb og kæmpe for forbedringer.

Hun er som tillidsrepræsentant aldrig stærkere end sine kollegers aktive opbakning, og den er hun selv med til at skabe. Enhedslisten skal være den danske arbejderklasses aktive tillidsrepræsentant.

I punktform kan Enhedslistens opgaver formuleres sådan:

1. Hovedopgaven er at genskabe selvtilliden i arbejderklassen, så den genfinder styrken til at modstå angreb på velfærd og løn- og arbejdsvilkår, og så den kan finde sammen om en fællesskabsbaseret vision om et lighedsorienteret, bæredygtigt og fredeligt samfund (socialisme).
2. Enhedslisten skal samle bredere og mere åbent i ønsket om at være et parti for alle nyliberalismens modstandere. Enhedslisten skal offensivt invitere politisk hjemløse socialdemokrater, SF’ere og faglige aktivister. Enhedslisten skal rumme folk fra Dennis Kristensen til Occupy.
3. Enhedslisten skal invitere til åben debat om sin politik ude i arbejderklassen og blandt medlemmerne. Ambitionen skal være, at den fælles diskussion gør langt flere medlemmer og mulige medlemmer politisk aktive, og give dem følelsen af, at de står på en fælles politisk platform.
4. Vi skal blive et stærkere parlamentarisk modspil til nyliberalismen. Vi skal overbevise lønmodtagerne om, at kun Enhedslisten varetager deres interesser. Vi skal hørligt tale imod nyliberale kriseløsninger og tænke, at alle vores vælgere – og potentielle vælgere – er mulige debattører og aktivister på landets arbejdspladser.
5. Under en borgerlig regering skal der være mindre fokus på parlamentarisk taktik og mere fokus på ideologisk modspil og konkrete modtræk, som hænger sammen med krav og aktivisme i fagbevægelsen og andre bevægelser. Glem den symbolske dans og interne diskussion om finansloven, vi har vigtigere politik at tage fat om.
6. Enhedslisten skal organisere ambitionen om at blive en stærk politisk kraft i fagbevægelsen og arbejde for en tilstedeværelse på alle landets arbejdspladser gennem vores medlemmer. Enhedslisten skal sammen med alle anti-nyliberale og kampvillige kræfter opstille modkandidater til fagforeningsposterne.
   Vi skal forene en skarp parlamentarisk profil med vores ledende rolle i de udenomsparlamentariske bevægelser og protester. Enhedslisten taler her med én stemme og én holdning indenfor og uden for Christiansborg.
7. Enhedslisten skal opruste de ideologiske og politiske modsvar til nyliberalismen, fx ved at forklare krisens årsager og den herskende klasses strategier. I denne oprustning spiller også ideen om et fællesskabsbaseret alternativ en vigtig rolle som en modvægt til kapitalismen.
8. Enhedslisten skal styrke sin generelle profil, så vi får mere fokus på hele arbejderklassen og ikke kun de mest sårbare dele af os (fx arbejdsløse, fleksjobbere osv.) Dette fokus skal både være generelt og konkret, fx gøre slagteriarbejdernes situation til hele arbejderklassens.
9. Enhedslisten skal kraftigt udvikle sin tilstedeværelse på de sociale medier og bruge dette til inkluderende og mobiliserende politiske kampagner, fx til digitale proteststorme, underskriftindsamlinger (kombineret med en fysisk) og demo-mobiliseringer.
10. Enhedslisten skal have et nyt principprogram som rummer alle, der er imod nyliberalisme og for forsvaret af velfærdsstaten og fællesskabsbaseret samfundsalternativ (socialisme). Det skal beskrive de aktuelle udfordringer for arbejderklassens i den nyliberale periode af kapitalismen. (Spørgsmålet om reform og revolution, og om statens ultimative klassekarakter er ikke vigtigt for Enhedslisten i dag, men det bliver det givetvis når udviklingen vender for alvor. Og så skriver vi et nyt principprogram til den tid).

Enhedslisten har travlt, hvis vi skal være klar til 2015.

Her kommer den næste store og alvorlige styrkeprøve, fordi regeringen vil angribe de offentlig ansattes overenskomster (arbejdstiden, frokostpausen). Og der kommer Folketingsvalg i samme år.

Derfor skal vi nå at være godt i gang med at gøre Enhedslisten stærkere, bredere og mere rodfæstet i arbejderklassen, så nyliberalismen bliver udfordret forfra.

Hva’ så med de revolutionære?

På konferencen »Hvor skal Enhedslisten hen« var der mange gode medlemmer af Enhedslisten, som talte for at vi skal snakke mere om vores socialisme og være tilfredse med, hvor vi er nået til.

Det er desværre ikke godt nok, når de objektive betingelser har forandret sig. Hvis revolutionære tror, at det er nok at lege vogternes råd overfor principprogram og Folketingsgruppe, så har de desværre misforstået deres rolle.

De revolutionæres vigtigste opgave er at være med til at skabe de bedste betingelser for at arbejderklassen kan slås. I dag kræver det et bredere anti-nyliberalistisk parti.

Det betyder ikke, at revolutionære skal holde op med at tale imod kapital, stat og for revolution, for det er meget vigtigt, og kan sagtens fortsættes indenfor Enhedslisten projekt 2015. Men det er ikke det fælles grundlag, Enhedslisten skal hvile på, og det det er ikke det, de store mobiliseringer handler om.

Vi skal huske på, at revolutionære altid har været bedst til at kæmpe for reformer og de sejeste til at forsvare velfærden.

Det skal vi ikke lade være med i fremtiden. Vi  kan ikke nøjes med at være smågrupper og råbe de bedste slagord.

Vi skal være til stede, organisere og inkludere forrest i Enhedslistens udvikling, fordi vi ved, at fælles aktivitet og konkret klassekamp udvikler vores bevidsthed – og det gælder både nytilkomne socialdemokrater og oldgamle revolutionære som denne skribent.

Jakob Nerup er medlem af Enhedslisten på Frederiksberg