Demokratiopfattelser i den socialistiske tradition og nutidens udfordring.

Den nutidige hegemoniske ideologi og udfordringen fra den socialistiske tradition

De nutidige socialdemokratier er blevet til systempartier ledet af teknoktratiske eliter der forvalter samfundet i ’konkurrencestatens ånd’. De har herunder helt overtaget ikke blot  neo-liberalismens økonomiske doktriner, men også dens demokratiforståelse: demokrati forstået som adskillelse af de regerende og de regerede, den repræsentative inddæmning af det farlige ’folk’ ,  periodiske valg mellem konkurrerende eliter af professionelle politikere, eliter som tilsammen udgør en ny ’classa politica’, der atter indgår i den samlede elitestruktur og klassekonfiguration, samt eksklusionen af økonomien fra demokratisk styring og kontrol. Herhjemme  har også SF ( det andet socialdemokrati) stort set overtaget hele denne ideologi. Og nu er den også godt på vej ind i Enhedslistens politikforståelse, dog tilsat en keynesiansk økonomisk krisestrategi.

Og dog kan vi i hele den lange socialistiske traditions historie spore en helt anden grundopfattelse af demokrati. Ja, vi kan endda identificere flere opfattelser, som dog alle har det til fælles, at de er udviklet  i opposition til den liberale repræsentationsteori og demokratiforståelse og mere dybtgående i opposition til kapitalismen og staten. Den gennemgående linje her var at det liberalistiske repræsentative demokrati ikke var genuint demokratisk og kapitalens magt ubrudt. Demokrati måtte have noget at gøre med folkenes eget  styre af både deres politiske, og også økonomiske og videre samfundsmæssige liv.

Marx og Engels om borgerligt og socialistisk demokrati

I kontrast til den borgerlige repræsentationsteoris demokratiopfattelse udviklede allerede Marx og Engels en alternativ demokratiforståelse, en  nu nærmest glemt grundopfattelse. De angreb det spirende borgerlige demokrati ( som de kendte fra Frankrig) , ikke fordi det var demokratisk, men fordi det ikke var demokratisk nok. Den demokratiske republiks paradoks var, erklærede Marx, at den gav politisk magt til netop de klasser i samfundet ”hvis sociale slaveri, den forevigede”. [1]Mere dybtgående  greb  de tilbage til den klassiske demokratiopfattelse og angreb  den liberalistiske repræsentationsteoris forestilling om demokrati som værende en samling atomiserede formelt  ’ligestillede’ individer i et abstrakt statsfællesskab   inden for en social orden som i øvrigt var præget af enorme sociale og økonomiske uligheder. De angreb den kunstige adskillelse her mellem politik og økonomi og de angreb videre selve adskillelsen mellem regerende og regerede . Demokrati skulle netop indebære en nedbrydelse af dette skel og en af-professionalisering af det politiske liv. Menneskene skulle aktivt bestyre deres eget liv  gennem en gigantisk udvidelse af massedeltagelsen. [2] Marx talte om ”Die Rücknahme der Staatsgewalt durch die Gesellshaft…die Staastgewalt durch die Volksmasse selbst”. [3]  Det fremtidige samfund skulle, erklærede Marx og Engels,  være   ”en association af frie producenter”, et samfund  hvor ”enhvers frie udvikling var betingelsen for alles frie udvikling”. [4]Den samfundsmæssige kraft for denne transformation måtte være folket selv. ”Arbejderklassen frigørelse må være dens eget værk”,  proklamerede Marx i vedtægterne for Den Internationale Arbejderassociation [5]

Den klassiske socialdemokratiske traditions demokratiopfattelse.

I den socialdemokratiske tradition efter Marx  udviklede der sig en helt anden  demokratiopfattelse . Den mindede  i én henseende om den borgerlige repræsentationsteoris opfattelse med fokus på parlamentet og erobringen af parlamentsflertallet. [6] Den adskilte sig dog også  i flere henseender fra den liberalistiske epræsentationsteoris opfattelse. For det første ved den betydning den lagde på  almindelig valgret, en interesse vi i øvrigt også finder allerede hos Marx og Engels, der dog opfattede den almindelige valgret som et revolutionært instrument.  I Europas historie var det først og fremmest og vedvarende den socialdemokratiske arbejderbevægelse der pressede på for gennemførelsen af almindelig valgret og dermed for en begyndende demokratisering af det politiske liv. [7] De klassiske socialdemokrater udviklede og  fastholdt endeligt også en målsætning om samfundsovertagelse af  produktionsmidlerne gennem den demokratiserede stat. [8]

Det satte fokus på det parlamentariske arbejde var  suppleret med en enorm mobiliseringsanstrengelse i bunden af samfundet. Den socialdemokratiske arbejderbevægelse udviklede her historiens første betydelige massepartier. Denne massemobilisering strakte sig også ind over andre af samfundslivets områder. Ikke blot gennem fagforeninger og kooperative foreninger, men også gennem et omfattende netværk af kulturorganisationer skabte  den socialdemokratiske arbejderbevægelse midt i det bestående samfund  et kontrasamfund og en kontrakultur.

Den tids socialdemokrater fastholdt tillige også visionen om det socialistiske endemål, nærmere præciseret som statsovertagelse af produktionsmidlerne og samfundet af frie mennesker i solidarisk udfoldelse. Dette betegnede  godt nok et ryk væk fra Marx’ langt mere radikal-demokratiske  teori  om en ’sønderbrydelse af staten’ og etableringen af en ’associationen’, men fastholdt dog forestillingen om samfundseje til produktionsmidlerne og visionen om det solidariske samfund. Sideløbende med kulturarbejdet og den langsigtede kamp for socialisme lagde man i traditionen afgørende vægt på forbedringer for arbejderne inden for det bestående samfunds rammer. Der opstod imidlertid her ofte en indre spænding mellem den nærmere vægtning af de to målsætninger og den konkrete strategi. Dette blev den historiske oprindelse til opdelingen i en højrefløj og en venstrefløj i arbejderbevægelsen. [9]

Ved afslutningen af og efter 1. verdenskrig blev de europæiske socialdemokratier igen de drivende kræfter i kampen for etablering og opretholdelse af demokrati. Det ’borgerlige demokrati’ blev paradoksalt nok i Centraleuropa kæmpet igennem og holdt oppe af socialdemokratiske arbejdere. [10]Men dette i mange europæiske lande så nyetablerede demokrati blev hurtigt truet af stærke højreautoritære og fascistiske bevægelser. Anti-fascismen blev derfor et fremtrædende element i periodens socialdemokratiske demokratiforståelse.[11]

Men de forsøgte også at inkorporere i forståelsen en teoretisering af den nye kapitalisme, der havde udviklet sig. I Tyskland udviklede Rudolf Hilferding  således  sin teori om ’den organiserede kapitalisme’: Socialismen var allerede i økonomisk henseende en realitet i og med eksistensen af den moderne udviklede kapitalisme med dens organisation og de facto planøkonomi. Det det gjaldt om var at demokratisere denne allerede faktisk socialiserede økonomi. Det skulle ske gennem en demokratisk dobbeltbevægelse:  ovenfra ved at den demokratiske stat overtog den allerede  ’socialiserede’ økonomi og nedefra gennem udviklingen af industrielt demokrati.[12]

Samtidig udkæmpede i Østrig Europas  relativt mest velorganiserede arbejderbevægelse en tredobbelt kamp mod den gamle reaktion, mod kapitalismen og mod hele to varianter af fascisme.  I intet andet europæisk Socialdemo­krati fastholdt man så stærkt forestillingen om en fredelig, demokra­tisk vej til socialismen, idet man sammenkoblede denne kamp med kampen for det socialistiske endemål . Kampen for demokrati og kampen for socialisme var for austromarxismens teoretikere med Otto Bauer i spidsen og nede i dens  massebasis af Europas mest klassebevidste  arbejdere sammenflettede. [13] Denne kamp for socialisme var i deres forståelse af demokrati og socialisme allerede i fuld gang midt i  det bestående  samfund gennem bevægelsens omfattende socialistiske kulturarbejde og dens vedvarende forsvarskamp mod samtidens  stærke højreautoritære og fascistiske partier og strømninger.[14]

Og de østrigske socialdemokrater  var nemlig rede til at forsvare den demokratiske republik, som de selv havde skabt efter 1. verdenskrig. Denne ’positionskrig’ i en Gramsci’s forstand blev ført gennem deres omfattende mobiliserings- og kulturarbejde, gennem den fortløbende politiske kamp der udfoldede sig i den 1.  østrigske republik og, til sidst  endda med våben i hånd. Den socialdemokratiske arbejdermilits Republikanischer Schutzbund, blev en vigtig politisk-militær faktor i kampen mod fascismen, for den demokratise republik og dermed også for socialisme. [15]Medens den borgerlige opinion rundt omkring i Europa tiljublede fascismen kæmpede de østrigske socialdemokrater hvert år  i hele perioden fra 1927 frem til borgerkrigen i februar 1934 mod en samlet  borgerlig og fascistiske falanks der, uanset indbyrdes uoverensstemmelser, kunne enes om at bekæmpe den forhadte demokratiske republik og arbejderbevægelsen. [16]Fascismen havde her  korrekt defineret sin hovedfjende:  demokrati og socialisme.

Noget lignende udspillede sig i Tyskland hvor socialdemokrater og kommunister var de eneste betydningsfulde modstandere mod den frembrusende nazisme. [17]Helt nede på gadeplan demonstrerede de mod og kæmpede med nazismen som alt imens blev forkælet frem  til magten i toppen af samfundet. De liberale, som i øvrigt var stærkt svækkede, bekæmpede ikke på noget tidspunkt nazismen og de konservative indgik til sidst i Hitlers koalitionsregering den 30 januar 1933. Derefter blev terroren sluppet løs mod arbejderbevægelsen, medens det borgerlige Europa jublede.

Såvel de tyske som de østrigske socialdemokrater led til sidst et afgørende nederlag i kampen mod fascismen. Men de havde dog, til forskel fra samtidige   liberale og konservative kræfter, i det mindste kæmpet mod denne fascisme og de havde herunder udviklet en demokratiforståelse der var langt bredere og mere dybtgående end den nutidige ’liberal demokratiske’ forståelse. Den var smerteligt indvundet og dyrt betalt. Alt dette   er  imidlertid i dag fortrængt og man taler  om ’det liberale demokrati’ skønt liberale og konservative i størstedelen af historisk tid har bekæmpet demokrati og i mellemkrigsårene enten svigtede da det virkelig gjaldt eller ligefrem gik over til fascismen.

Kommunismens forståelse af demokrati og socialisme

Imens havde kommunismen udviklet en helt anden demokratiforståelse. Kommunismen i Tyskland var et produkt af verdenskrigen , sammenbruddet og revolutionen. [18] Det tyske kommunistparti, KPD, var blevet stiftet ved årsskiftet 1918–1919 og havde fået en massebasis efter det venstresocialistiske USPD’s kongres i Halle i oktober 1920. [19]For KPD var Weimarrepublikken primært et klassesamfund, et brutalt undertrykkelses- og udbytningssystem. Republikkens demokratiske strukturer var for de tyske kommunister blot en kulisse. Realiteten var kapitalisternes og godsejernes klassediktatur over et proletariat, der var splittet på grund af det de så som de socialdemokratiske lederes klassefor­ræderi  i 1918–1923.[20]

 De tyske kommunistiske arbejdere, som udgjorde en betydelig del af det tyske proletariat, kompenserede for deres sociale elendighed og deres isolation ved at projicere deres håb og drømme over på et andet og stort land mod øst, ’oktoberrevolutionens land’. KPD opfattede sig selv som en del af en inter­national revolutio­nær bevægelse: Det var, proklamerede man med stolthed,  ”det internationale, det revolutionære parti i det kapitalisti­ske Tyskland”. KPD var på én gang det tyske proletariats ”rambuk mod bourgeoisi og godsejere, mod militær og bureaukrati” og her midt i fjendeland samtidig en ’beskyttelsesmur’ for Sovjetunionen, der var alle arbejdende og udbyttedes sande fædreland. [21]

Sovjetunionen var for de tyske kommunister  det land, hvor man allerede var i fuld gang med at bygge socialis­men, men som var truet af et forestående angreb fra de kapitalistiske magter.[22] De tyske kommunisters vision omfattede tillige  etableringen på tysk jord af ”et sovjetdemokrati”. Det var selvfølgelig ikke den sovjetiske besættelse i 1945 de her havde i tankerne. Deres inspiration lå tilbage i den tumultariske periode 1918-1923. Men den tyske kommunisme blev knust i og med Hitlers magtovertagelse i 1933, og den ’kommunisme’ der blev etableret i den østlige del af landet i årene efter 1945 var den fra øst importerede stalinistiske model.

I Rusland var Lenins holdning til rådsbevægelsen  tvetydig. I ’Hvad må der gøres?”  fra 1902 beskæftigede han sig med det revolutionære partis  karakter og rolle.[23] I andre skrifter fra perioden beskæftiger han sig primært med spørgsmålet om hvorledes den socialistiske bevægelse i Rusland skulle forholde sig til en kommende borgerlig-demokratisk revolution. Rusland trænger til (borgerligt)demokrati og kapitalisme, erklærede han i værket ’To slags Taktik’  fra 1905. [24]

Under revolutionerne i 1917 skød sovjetterne igen spontant frem.[25] Her i 1917 anerkendte Lenin  rådene som  en modpol til resterne af det bestående statsapparat og udstak parolen om samfundsmæssig og politisk bevægelse frem mod socialisme understøttet af en international revolution.[26]Lenins strategiændring i foråret 1917 og opvurdering af sovjetterne hang igen sammen med hans generelle teorijustering, en justering  som igen flød af hans analyse af hele den nye europæiske situation i verdenskrigens og revolutionernes tidsalder.[27] Verdenskrigen var den afgørende faktor for udbruddet og forløbet af den russiske revolution, for aktørernes handlinger i situationen og, ja, selv for Lenins tænkning. Revolutionen formede Lenins teori ikke omvendt.[28]

Bolsjevikerne blev mere og mere  en drivende kraft i sovjetterne i de store byer og ved nogle af frontafsnittene, først og fremmest fordi bolsjevismens basis selv var en del af den samfundsmæssige bevægelse. Men undertiden kom Lenin herunder også i et modsætningsforhold til sin egen basis, hvor radikaliseringsprocessen var mere fremskreden.[29] Hans værk ’Staten og Revolutionen’ fra 1917 er tydeligvis stærkt inspireret af den igangværende rådsbevægelse.[30]

Hele år 1917 igennem var det russiske samfund præget af spontane revolterende bevægelser. [31]Da det kom til stykket blev oktoberrevolutionen imidlertid ,  skønt  proklameret som en sovjetrevolution og i sin basis også var det,  ført igennem under partiets stadigt mere centraliserede ledelse.[32]Lenin havde tabt tålmodigheden og drev på for en hurtig revolution i Rusland, en revolution der kunne tænde ’gnisten’ i Vest. I løbet af foråret 1918 blev Sovjetdemokratiet derpå gradvist rullet tilbage. [33]Lenin og bolsjevikerne vandt imidlertid borgerkrigen fra 1918-21 i kraft af  centralismen, disciplinen og  kombinationen af politisk ledelse og militær magt, understøttet af bøndernes frygt for en godsejerrestauration. [34] Men de nedkæmpede også Kronstadt- sovjetten og destruerede dermed revolutionens sjæl.[35] Den russiske virkelighed og den udeblevne europæiske revolution havde sparket igen .

Sovjetunionen

Fra sovjetrevolution og revolutionær internationalisme bevægede udviklingen i Rusland sig over mod et nationalt udviklingsprojekt i det nu isolerede land. Fra og med midten af 1920’erne fik udviklingsanstrengelsen tillige en ny ideologisk begrundelse med Stalins og Bukharins teori om ‘socialisme i ét land’.[36] Nu byggede man ikke længere bare op; man ‘byggede socialisme’.

Den reelle basis herfor var imidlertid fraværende. Som den amerikanske historiker Ronald Grigor Suny udtrykker det: ”The achievement of a more just, egalitarian, nonexploitative society was based on the prior achievement of material abundance. The abolition of competition and greed, the elevation of cooperation, was contingent on the end of shortages. Yet the first self-proclaimed socialist government came to power in one of the most backward parts of Europe, in a country beset by hunger, disease, and poverty”.[37]Dette var realiteten. Tesen om socialisme i ét land var ideologi.

10 år senere, i 1936 gik Stalin endnu videre i sin ideologikonstruktion. I sin beretning på den 8. ekstraordinære Sovjetkongres den 25. november 1936, hvor han fremlagde forslaget til en ny forfatning, erklærede han, at ‘den socialistiske opbygning’ var afsluttet med succes: ”Det socialistiske systems fuldstændige sejr inden for alle folkeøkonomiens områder er […] nu en kendsgerning”, og ”det er allerede i det væsentlige lykkedes vort Sovjetsamfund at virkeliggøre socialismen […] dvs. at virkeliggøre […] kommunismens første eller lavere stadium”.[38] Han proklamerede i øvrigt ved samme lejlighed Sovjetunionen som ”det mest udviklede demokrati” i verden, ja, som ”det eneste konsekvente” demokrati.[39]

Dette var  ideologi og den tjente til at legitimere og tilsløre et nyt klasseherredømme og despotens magtudøvelse. Socialismen i Vesten havde været knyttet sammen med udviklingen af en demokratisk massebevægelse, arbejderbevægelsen, og Marx havde talt om, at ”arbejderklassens frigørelse måtte være dens eget værk”, og om ”det uhyre flertals selvstændige rejsning i det uhyre flertals egne interesser”.[40] I Sovjetunionen overtog en lille elite arbejdernes, bøndernes og soldaternes oprindelige, spontane revolution. Hos Marx selv og som vision i Vestens arbejderbevægelse havde ‘socialisme’ tillige betegnet en tilstand af overflod i højt udviklede samfund. Realiteten i Sovjetunionen i denne periode var en faldende levestandard i et tilbagestående og overvejende agrarsamfund, et samfund tillige under hastig forandring. I Vesten havde socialisme haft noget at gøre med øget lighed; i Sovjetunionen var uligheden blevet øget. Marx havde talt om ‘det klasseløse samfund’; i Sovjetunionen udviklede der sig et nyt klassesamfund og en ny herskende klasse.

I Vesten havde visionen om socialisme endvidere haft noget at gøre med arbejderselvstyre og demokratisk deltagelse, og Marx havde talt om ”de associerede producenters kontrol over produktionsmidlerne”.[41] I Stalins Sovjetunion knægtedes fagforeningerne, fabriksledelsens magt over arbejderne blev næsten uindskrænket, arbejdsdisciplinen blev skærpet, og arbejderne hensat i en tilstand af nærmest retsløshed. Marx havde talt om ”den afskyelige statsmaskine” og nødvendigheden af ”statens sønderbrydelse”;[42] i Sovjetunionen styrkedes statsmagten ud over alle grænser. Hos Marx selv[43] og i Vestens socialdemokratiske arbejderbevægelse var socialismen generelt blevet opfattet som en demokratisk udvidelse;[44] i Sovjetunionen knægtedes et frit politisk liv. Marx beskrev ”et samfund, hvor enhvers frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling”;[45] i Sovjetunionen herskede brutal terror og undertrykkelse. 1936-forfatningen var, som den sovjetiske systemkritiker og historiker Juri Afanasiev har udtrykt det, ”løgnagtig ud over alle grænser”.[46] Der var en vældig diskrepans mellem ideologi og virkelighed.[47]

Men under den ideologiske overflade udviklede Sovjetunionen sig under enorme lidelser og i en proces fuld af modsætninger til en industriel stormagt samtidig med at det skabte en fattig samfunds velfærdsstat samt år senere, under 2. verdenskrig  , i sin  eksistenskamp og under store ofre og lidelser –herunder mindst 27 millioner døde-  tilintetgjorde Hitler-Tyskland.[48] Uden Sovjetunionens krigsindsats havde Europa måske i dag  været fascistisk. Faktisk var det således Stalin der –uden at have dette som målsætning- banede vej for det endelige demokratigennembrud i Vest. Men det er ikke noget man bryder sig om at tænke på i nutidens Europa.

Og som ideologi betragtet var Sovjetideologien  en flot ideologi. Det var ikke fascismens ideologi om fører, eliteherredømme, undertryk­kelse, krigens rensende stålbad eller opfordring til folkemord.[49] Det var en fortælling om, hvordan arbejdere og bønder i et stort land i verden selv–under partiets ledelse ganske vist -  havde taget magten, og om hvorledes de selv styrede ikke blot politikken, men også økonomien og hele det samfundsmæssige liv. Det var en beretning om afskaffelse af fattigdom, undertrykkelse og udbytning. Det var tillige en ideologi om internationalt broderskab og solidaritet mellem de fattige, undertrykte og udbyttede i hele verden.

Virkeligheden var i alle henseender en ganske anden. Men hvor der i fascismen var en makaber overensstemmelse mellem ideologi og praksis, var der i kommunismen tragisk mod­sætning. Immervæk forklarerer  ideologiens erklærede indhold og symbolik et langt stykke vej Sovjetunionens tiltrækningskraft blandt – af andre grunde – radikaliserede segmenter af arbejderbefolkningerne i Vesten, blandt grupper af intellektuelle her og efterhånden også i det, der senere blev kaldt ‘den tredje verden’. Men andre opfattelser af socialisme og demokrati havde været under udvikling.

Den venstrekommunistiske og anarkosyndikalistiske opfattelse.

 I årene op til, under og umiddelbart efter 1. verdenskrig udviklede der sig  en  grundopfattelse, der stod i radikal modsætning til såvel den borgerlig-liberale, som den socialdemokratiske, og den senere kommunistiske hovedopfattelse. Hovedvægten i det vi kunne kalde den rådsdemokratiske demokratiopfattelse lå  på fremhævelsen af betydningen af massedeltagelse, massernes egen erfaringsdannelse gennem sociale og politiske aktioner og spontan demokratisering og socialisering nedefra. Det var en opfattelse der teoretisk , i øvrigt forskellige udformninger, var repræsenteret ved navne som Rosa Luxemburg, Antonio Gramsci , Karl Korsch, Anton Pannekoek og Hermann Gorter. [50] Den var  inspireret af  bevægelser som arbejder og soldaterrådene i Tyskland ,  sovjetterne i Rusland både i revolutionen i 1905 og igen under revolutionerne i 1917., og bølgen af fabriksbesættelser i Italien. [51]

Opfattelsen har også været udbredt i den syndikalistiske og dele af den anarkistiske tradition og brød frem igen under den første fase af den spontane spanske sociale revolution i 1936. [52] Den var levende i en række af modstandsbevægelserne ved afslutningen af 2. verdenskrig.[53] Og den dukkede frem også under den ungarske opstand i 1956, en opstand som i høj grad var en revolution der var præget af arbejdernes overtagelse af fabrikerne og krav om socialisme.[54]

I dag dukker den frem igen i de moderne spontane protestbevægelser mod kapitalismen og de dominerende politiske eliter og de evigt manipulerende medier..

Den nutidige situation

Sovjetunionen brød sammen i 1991 fordi den ikke kunne klare oprustningskapløbets enorme pres, og fordi den  hidtidige parti- og stats elite så sin interesse i en transformation ledsaget af en sideværts forskydning ind i den globale økonomi. Den blev en mægtig, ja afgørende, kraft i transformationsprocessen. Idet den droppede den erklærede ideologi, som den alligevel ikke længere troede på, gik den ind for en transformation til kapitalisme og antog en ny ideologi, der var mere i overensstemmelse med dens interesser og som bedre udtrykte dens forhåbninger til den fremtidige socioøkonomiske udvikling og statsbygning. Selve’sammenbruddet, affødte en endeløs hoveren og jubel i Vesten: ’Socialismen’ var brudt sammen. Stalins myte om ’socialisme i eet land’ affødte således myten om ’socialismens sammenbrud’

I dag  er imidlertid også Vesten   ved at nå til vejs ende. Det ’liberale demokrati’, ’socialpagten’, ’velfærdsstaten’ og den relative stabilitet var set i et længere historisk perspektiv blot  en forbigående episode, en parentes i udviklingen. En  helt særegen konstruktion frembragt af udfaldet af 2. verdenskrig. Vi lever ikke i en historiens lykkelige afslutning, men i en ny fase, hvor store problemer tårner sig op, økomnomisk og politiks krise, økologisk krise, demografisk krise o.s.v.

En Slavov Zizeck taler om akopalypsens ryttere der rider igen. Fremtiden er usikker og alt kan ske.  Og igen er også højreadikale og fascistiske kræfter på march overalt i Europa. Men der er også oprør og modstand fraSyntagma pladsen i Grækenland og Puerta del Sol i Madrid til Succini parken i New York. Også i  Brasilien , i Nordafrika og Mellemøsten og i det fjerne Kina demonstrerer befolkningerne i stigende grad mod politiske eliters magtfuldkommenhed og kapitalistisk modernisering og krisepolitik.  Der er i den grad behov for nytænkning og herunder også samfundstranscenderende tænkning. Men paradoksalt nok har politiken og ideologien på den anden side aldrig været så konform som i dag. Vores politik og ideologi  er stadig indkapslet  i et univers og en tænkning der  blev skabt af udgangen af 2. verdenskrig, og videre  formet under  forløbet af den efterfølgende ’kolde krig’, samt stalinismens sammenbrud i 1989-91, og den efterfølgende vestlige triumfalisme.

Den er også indkapslet gennem uddannelsessystemets og mediernes enorme anstrengelse for at forme oplevelser og indtryk. Det der var sjælen i al samfundsmæssig  historie indtil i dag, menneskenes egne erfaringsdannelser, søges formet og ensdannet gennem hele uddannelsessystemet og gennem et enormt apparat af gigantiske  mediekoncerner uden for demokratisk indflydelse, samt af en hærskare af  ’kommentatorer’ og professionelle ’debattører’. Menneskene får fortalt hvad de ’oplever’, hvad de ’føler’ og hvad de ’tænker’. Kapitalismen er et evigt vilkår for al safundsmæssig eksistens  og ’det liberale demokrati’  er historiens afslutning. Aldrig har samfundet været så konformt, eendimsionaliseret som i dag.

Og alt imens fortsætter   umyndiggørelsen af den store befolkningsmasse  også på trods af regelmæssige demokratiske valg ( hvor befolkningerne vælger mellem eliter af professionelle politikere, som de ikke selv har opstillet) og på trods af  den erklærede ideologi om ’demokrati’ , denne den mest effektive hegemoniske ideologi nogensinde. Under den politiske retorik og mediernes konforme pludren er  politisk umyndiggørelse , undertrykkelse, udbytning, ulighed og fattigdom stadig en realitet. Og den internationale politik er , bag al retorikken om ’det internationale samfund’ og ’humanitær aktion’, en realpolitik, som den altid har været det.  

 Vi kan heller ikke løbe fra vores egen historie og de grundlæggende problemer.  Det er rigtigt som en Primo Lewi har sammenfattet læren af historiens, ikke mindst det 20. århundredes,  rædsler: Dette er sket, derfor kan det ske igen. Men det er også rigtigt, som Marx formulerede det: menneskene skaber selv deres historie. En anden verden er mulig.

Det er den udfordring nutidens socialister bør tage op, i stedet for at trampe afsted i liberalismens udtrådte sko, overtagende dens ideologi, dens politikforståelse og dens, om end keynesiansk modificerede, økonomiske politik. I stedet for at tilpasse sig systemet og ideologien må moderne socialistiske bevægelser genrejse den klassiske parole  om kampen for magt og indflydelse i samfundet, for kampen mod kapitalmagt og statsmagt ,  for samfundsmæssig transformation og for nedbrydelsen af skellet mellem regerende og regerede. Kort sagt for socialisme

[55]