I dag er der flagdag. Det fejres over hele landet og i København er kommunen bl.a. medarrangør på en parade – Den er vedtaget af et bredt flertal i Københavns kommune og som venstreorienteret er jeg stolt over at mit eget parti har stemt for beslutningen.
Stolt, fordi der tidligere på venstrefløjen har hersket en ganske bizar tilgang til soldater, bedst eksemplificeret ved Carsten Jensen, men også mange andre har en tilgang, hvor man gør soldaterne til fjenden.
Vi kan og skal debattere krigene og missionerne, men det har bare ikke noget med flagdagen at gøre – derfor håber jeg heller ikke at, nogle der kalder sig venstreorienterede vil bruge dagen på moddemonstrationer.
Demonstrationer mod soldaterne forstår jeg ikke, som en af mine venner Morten, sagde det i en debat sidste år i forbindelse, med flagdagen:
Morten: At kritisere krigen i Afghanistan eller Irak er at kritisere en politisk beslutning, hvilket er helt legitimt, men hvad har det med flagdagen at gøre? Jeg kan godt se hvorfor man kunne være imod militæret som institution af pacifistiske årsager og derfor have det anstrengt med flagdagen. Men hvis man ikke er pacifist og ikke er imod forsvaret som institution er det vel ikke helt urimeligt at ære de unge mænd og kvinder der risikerer liv og lemmer, lige meget hvilke holdninger man har til de missioner de bliver sendt på.
Jeg er meget enig! Vi vælger, som fællesskab, at sende en stor gruppe unge mænd og kvinder af sted for at udføre svære og livsfarlige missioner, fordi flertallet af vores politikere har vurderet at det er en god ide.
Kort sagt: Jeg synes, at veteranerne og pårørende fortjener at have deres parade.
Er man imod det, så synes jeg at man bør vise det en anden dag end i dag.
Man kan være for eller imod indsatsen i Afghanistan, Irak og andre steder - men faktum er, at vi som samfund beder en række mennesker om at yde en ekstraordinær indsats for Danmark og det synes jeg godt nok er værd at hylde.
Vi beder dem om potentielt at yde det størst mulige offer for det kollektiv Danmark er - det mener jeg er værd at hylde.