Sammen med min ven og kampfælle Mikkel Hammer Nonboe, har jeg og nogle andre fagligt aktive, arrangeret en række uformelle fredagsbarer for fagligt aktive, på tværs af partier og bevægelser.

 Mikkel har skrevet nedenstående, flotte tekst om hvad hans bevæggrunde er - det bakker jeg fuldstændigt op om!

Og derfor har jeg valgt at låne min blog til ham.

For dem der ikke kender, kan jeg sige at han er Forbundssekretær I PROSA, far til Sylvester på snart 3 år og ivrig SciFi-fan.

______________________

Pigerne fra Aalborg og fagbevægelsens krise
Da jeg blev født var min far på arbejde. Der var vist vigtigt besøg fra ministeriet på det fængsel hvor han arbejdede. Når han ikke var på arbejde, var han aktiv i fagforening og parti, en alle tiders far og et naturligt centrum i alle de rum han gik ind i. Lidt af en retorisk version af Bruce Willis. Engagement og solidaritet var de byggesten han ville gav videre til mig. Æblet falder jo aldrig langt fra stammen og i mine ungdomsår var jeg super aktiv i elevråd, SiD Ungdom og i politiske ungdomsorganisationer. Desværre døde han alt for tidligt og han nåede aldrig at give mig den videre sparring jeg havde brug for. 

For 14 dage siden havde jeg en samtale med amerikaneren Dan. Han spurgte mig hvad jeg politisk havde fået ud af al mit engagement. Jeg var ham svar skyldig! Alt for tit handlede det om at holde nogle hensygnende organisationer i live og om hvilket parti der havde formandsposten. Vores sejre var stort set ikke-eksisterende og medlemmerne faldte fra. 

Det med at fagbevægelsen havde sejret af helvede til, havde jeg svært ved at se.
I frustration over at være æblet der faldte forkert fra stammen og i resignation over et politisk projekt der var kuldsejlet flygtede jeg til Aalborg. Et eller andet skulle der ske.

Her faldte jeg igen i fælden. Det politiske arbejde handlede mest om at min partiforkortelse havde ret. Det var indtil jeg huskede min fars råd om at når man flyttede til en anden by, skulle man bare se lidt slidt ud på sit første afdelingsmøde og så var der altid nogen af de erfarne kvinderne der bød på varm aftensmad.
Det var på den måde jeg mødte Ester og Conni. Også kaldet pigerne fra Aalborg.
De viste mig nogle ting jeg aldrig rigtig havde forstået. Det var vigtigere at skabe et fælles venstrefløjshus for at folk kunne snakke sammen fra neden. De hævdede aldrig at deres forkortelse havde ret. Vi skulle arbejde fra neden da vi skulle forhindre at der kom en ny naziborg i Nørresundby (Vi lavede Aktive studerende mod nazisme, Kvinder mod nazisme og fagbevægelsen og boligforeningerne var med). Det var vigtigere at vinde end at få æren. Selv en halvdød fredsbevægelsen blev genrejst. 

Igennem det arbejde begyndte vi igen at vinde. Nye medlemmer kom til.

I dag sidder jeg som forbundssekretær i min fagforening. Vores receptionist Lasse havde knapt tid til at sige hej til mig, fordi han skulle svare de fyrede it-folk fra Pihl og søn der ringede ind. Og det er faktisk derfor jeg satte mig på kontorstolen og skrev det her skriv. 

Står du også i en situation i fagbevægelsen hvor arbejdsbyrden stiger, medlemmerne ryger i ledighed og de politiske sejre mangler ? Ser du også at Helle Thorning taber næste valg? Frygter du også alternativet? 

Så synes jeg at du sammen med mig burde høre lidt mere på "Pigerne fra Aalborg". 

Fredag 13.september har jeg og en flok fagligt aktive indkaldt til Faglig Fredagsbar. Her kan fagbevægelsens aktive uformelt snakke sammen. Det tror jeg er første skridt i at vende udviklingen i fagbevægelsen.

Klik her for at se mere og ellers, så kig forbi Toga Vinstue d. 13. september fra kl.17.00 og sig hej!