Ghayath Naissé er syrisk læge og eksil–aktivist. Han var i 1989 med til at danne Komitéen til Forsvar af de demokratiske friheder og menneskerettigheder i Syrien (CDF). Han er medlem af den venstresocialistiske, marxistiske strømning Revolutionært Venstre, der deltager i væbnet kamp imod Assad–regimet.

Ifølge mange venstreorienterede i Vesten så findes der ikke nogen nævneværdige progressive venstreorienterede kræfter i Syrien?

– Det er kun rigtigt, hvis man sætter lighedstegn mellem venstreorienterede kræfter og stalinistiske kommunistpartier, der er tæt forbundet med regimet i den Nationale Progressive Front (en front dannet af Bashir al–Assads far Hafiz al–Assad i 1972; red.).

– De forskellige kommunistparti–strømninger danner sammen med Assad–klanen en ren facaderegering. De fleste aktivister har i starten af den aktuelle folkeopstand forladt kommunistpartierne og har tilsluttet sig de revolutionære lokale koordinationskomitéer. En del af dem har dannet Koordinationen af syriske kommunister, som aktivt deltager i modstanden mod Assad–regimet.

– I dag er talrige venstrefløjsgrupper og aktivister engageret i revolutionen, i såvel i koordinationsrådene, i humanistiske hjælpeorganisationer, i militære sammenhænge. De er organiseret i Revolutionært Venstre, i Koordinationen af syriske kommunister, i gruppen Venstre Horisont, i organisationen Demokratisk Venstre, i bevægelsen Venstrefløjskoalitionen, i Maan-bevægelsen (demokratisk bevægelse der blev dannet af forskellige venstreradikale aktivister i Syrien, red.), i Nabad-gruppen ('Pulsslag, unge libertære venstrefløjsaktivister med ståsted i større byer som Damaskus, Aleppo og Deir ez–Zor, red.), i bevægelsen Oprørsk Ungdom, i Kommunistiske Komitéer, etc.

– Venstrefløjen har ingen politisk hegemoni i folkebevægelsen i Syrien – men det har andre politiske kræfter heller ikke. Relativt godt forankret er de venstreorienterede grupper og organisationer blandt studenter og akademikere, i fattige bykvarterer og i visse sektorer i industriarbejderklassen i Damaskus, Aleppo, Homs, Dara og Deir ez–Zor.

Venstrefløjens historie i Syrien er meget omskiftelig. Hvordan forholder de forskellige traditionelle strømninger på venstrefløjen sig til Assad–styret i dag?

– Det historiske syriske kommunistiske parti har siden 1970'erne delt sig i flere partier. Tre af de kommunistiske partier er medlemmer af Assads koalitionsregering og integreret del af repressionsregimet.

– Det drejer sig om: Det kommunistiske parti – fraktion Bagdash, Det forenede kommunistiske parti – fraktion Yusuf Faisal og Folkeviljens parti (Kadri Dshamil). Sidstnævntes formand er Assad–regeringens stedfortrædende ministerpræsident. Disse partier betegner revolutionen som en »imperialistisk sammensværgelse« og samtlige revolutionære som »terrorister«...

– En fjerde fraktion af det historiske kommunistparti er det Syriske Demokratiske Folkeparti (»Riad al–Turk«) som tilhører oppositionen. Partiet er del af Det Syriske Nationalråd, der domineres af Muslim–Broderskabet.

– Endelig findes der venstreorienterede grupper, som har et ambivalent forhold til såvel regimet som til folkeoprøret. Til dem hører Det kommunistiske parti – politisk bureau, Det kommunistiske Aktionsparti og Det kurdiske Venstreparti. De repræsenterer en position, der går ud på at forhandle med regimet om en politisk løsning på grundlag af den fredsplan, Ruslands regering har foreslået.

Hvordan forholder venstrefløjen i de omkringliggende lande som Tyrkiet, Libanon, Palæstina sig til den syriske revolution?

– Desværre har næsten hele den traditionelle – altså stalinistiske og nationalistiske – venstrefløj en position til fordel for Assad–klanens blodige diktatur. Det vel mest sørgelige eksempel er det palæstinensiske PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse). Således har en af organisationens ledende personligheder, Leila Khaled, ganske tydeligt givet udtryk for sin støtte til regimet (andre PFLP-udtalelser tyder på en mere ’neutralistisk’ position; red.)

I Vesten identificeres den civile syriske opposition først og fremmest med de to modstandsalliancer Det Syriske Nationalråd (SNC) og Den Nationale Koordinationskomité for Demokratisk Forandring«. Hvordan vurderer du de to oppositionsalliancer?

– Det Syriske Nationalråd er domineret af Muslim–Broderskabet. Dets politik og positioner bliver dikteret af de stater, som finansierer Nationalrådet. Altså især Qatar, Tyrkiet og Frankrig. Dets rolle er til ulempe for revolutionens fremskridt, fordi Nationalrådet konstant udbreder illusioner om en snarlig militær intervention fra Vesten. Siden dets grundlæggelse i oktober 2011 har Nationalrådet krævet en flyforbudszone og derefter humanitære korridorer.

– Muslim–Broderskabet går – i modsætning til opstandens flertal – ind for en religiøs diskurs. Den støtter dermed indirekte regeringens propaganda om, at konflikten handler om, at et »sekulært (ikke–religiøst) styre« står overfor »en invasion af religiøse fundamentalister, djihadisterne«.

– I modsætning hertil satser det Den Nationale Koordinationskomité på dets gode relationer til Assad–regimets allierede (Rusland, Iran og Hisbollah; red.) for at få regimet til at reformere sig indefra. En i sig selv absurd illusion i betragtning af flere end 90.000 dræbte og syv millioner fordrevne flygtninge.

Hvilken rolle spiller Den Frie Syriske Hær (FSA) og de lokale komitéer?

– Den Frie Syriske Hær er befolkningens modstandshær. Den består af omkring 70 procent bevæbnede civilister, samt af deserterede soldater fra Assad–regimets hær.

– Dets rolle var oprindeligt at beskytte demonstrationerne. Men eftersom Assad–regimet satte en militær invasion i gang imod de oprørske landsbyer og byer, er Den Frie Syriske Hær blevet mere offensiv og har gennemført angreb på militærbaser.

– Men det har ikke standset folkebevægelsen, som dagligt organiserer demonstrationer. Det gennemsnitlige antal demonstrationer ligger på 250 om ugen.

– De lokale komitéer er formeret i selvorganiseringsstrukturer, som den oprørske befolkning allerede har skabt i de første uger af revolutionen. Komitéerne organiserer protester, humanitær og medicinsk hjælp samt forsyning af fødevarer. De lokale komitéer arbejder på kvarters – og landsbyplan. I byerne danner flere lokale komitéer en revolutionær koordination. På denne måde kan befolkningen sætte sig til modværge mod regimets brutale undertrykkelse.

Hvad er de regionale magters interesser (Tyrkiet, Qatar, Saudi Arabien)? Passer det, at revolutionen bliver stadig mere domineret af kræfter, som finansieres af Qatar og Saudi Arabien?

– Ligesom i alle revolutioner i menneskehedens historie intervenerer de regionale og globale magtstrukturer på den ene eller anden måde.

– Det tyrkiske regeringsparti AKP tøvede nogle måneder, før det vendte sig mod dets forhenværende allierede Bashar al–Assad. Fordi den tyrkiske regering antog, at Assad–regimet hurtigt ville falde, støttede de Muslim–Broderskabet og Nationalrådet. I håb om at deres nye allierede vil blive Syriens nye magthavere. På denne måde søger Tyrkiet at udvide sin regionale indflydelse – på bekostning af Iran og det kurdiske folks autonomibestræbelser.

– Saudi Arabien frygter, at den syriske revolution besejrer Assad–regimet og dermed kan inspirere befolkningen til oprør i andre lande i regionen. Derfor støtter Saudi Arabien islamistiske grupper som f.eks. Salafisterne og fremstiller revolutionen som en religiøs konflikt mellem Alawitterne (en shiitisk gren) og Sunniterne. Dette er helt i overensstemmelse med Assad–regimets eget forsøg på at fremstille revolutionen som en »religiøs betinget sammensværgelse af djihadister«.

– Qatar er et lille, men meget rigt land, som næsten ikke kan betegnes som en stat. Landet ligger indeklemt mellem to store naboer – Iran og Saudi Arabien, der kigger med glubske interesser på området. Qatar mangler både en større befolkning og et større militær. Landet huser til gengæld en verdenskendt satellitkanal, al–Jazeera , som spiller en vigtig rolle i den offenlige meningsdannelse, og desuden råder Qatar over enorme finansielle midler, som landets magthavere anvender for at øge deres indflydelse i regionen. Qatar har været Muslim–Broderskabets sponsor i hele regionen i over 15 år.

Hvilken rolle spiller Israel i denne konflikt?

– Israel udviser stor bekymring for den revolutionære bølge i regionen, fordi folk bekæmper deres undertrykkere og inspirerer palæstinenserne i Israel til at gøre det samme. Derfor foretrækker de israelske regeringer traditionelle diktaturer omkring sig. Under Assad–familiens regime var grænserne til de israelsk besatte Golan–højder således et garanteret »roligt området«.

Ser du mulighed for en forhandlingsløsning – for eksempel med moderate dele af regimet? Hvordan vurderer du faren for en intervention af Vesten?

– Rusland og USA er for så vidt enige om en ordnet overgang i Syrien, der indebærer ændringer i personsammensætningen i topledelsen og i dele af regimets magtapparat. Assad–regimet er næppe i stand til at reformere sig, og diktatorens skæbne forbliver uklar. Denne plan bringer intet nyt i forhold til den oprørske befolknings krav. Massakrerne vil fortsætte.

–Vi fra det Revolutionært Venstre er imod enhver form for imperialistisk, militær invasion. Derudover tror jeg heller ikke, at en intervention af Vesten er umiddelbart forestående. Vi har hørt denne snak de sidste to år. De vestlige magthavere vil kun intervenere militært, hvis deres allierede Israel eller oliemonarkierne er truet – eller når der findes strategiske overensstemmelser med den russiske regering.

Du har før udtalt din støtte til våbenleveringer til Den Frie Syriske Hær. Sådanne våbenleverancer ville Vesten knytte nogle betingelser til. Kun grupper der accepterer de vestlige landes politiske dagsorden kunne modtage våbnene...

– I dag er antallet af dræbte steget til over 90.000 mennesker. Regimets militære magt er kolossal. Regimet anvender tanks, bombefly, tungt artilleri og SCUD–raketter imod de oprørske byer og landsbyer. Bortset fra Saudi Arabiens og Qatars militærhjælp til nogle jihadistiske og islamistiske grupper er befolkningens modstand dårligt bevæbnet.

– Våbnene kommer enten fra regeringshærens depoter, som oprørerne har erobret eller er selvfabrikerede våben. Den folkelige modstand er meget opmærksom på sin uafhængighed i forbindelse med hvorfra våbnene kommer fra. Men når modstanden ikke er tilstrækkeligt bevæbnet, vil sejrens menneskelige omkostninger blive enorme.

Hvordan kan den europæiske venstrefløj støtte venstrefløjen i Syrien?

– Først og fremmest ved en synlig politisk solidaritet, med medicinal støtte, kampagner for humanitær hjælp i den internationalistiske venstrefløjs navn samt logistisk hjælp.

– Den syriske revolution er socialt set den mest radikale i regionen. Den revolutionære venstrefløjs rolle i Syrien er afgørende for den revolutionære proces’ udfald ikke kun i Syrien, men for hele regionen. Den aktivistiske solidaritet fra den internationalistiske venstrefløj er i dag vigtigere end nogensinde.

Artiklen er oprindeligt offentliggjort i print–udgaven af det venstreorienterede, tyske tidsskrift ak– Zeitung für Analyse und Kritik, nr. 585, august 2013.

Interviewet er oversat og let redigeret af Alfred Lang fra det venstreradikale internet–medie autonom infoservice, hvor det også bringes.