Hvad vil kvinden? spurgte Freud, som burde have læst eventyret om Den Lille Havfrue. Så havde han fået svaret. Kvinder vil, havfruer eller ej, det samme som mænd: realisere deres begær.
Den Lille Havfrue fylder 100 år. Det kan man ikke se.
Hun sidder der på Langlinie – ikke gammel og vis som 100-årig – men ung og fin. Sky og bly. Vemodig og resigneret.
Altid har hun tiltrukket både danskere og turister, ikke mindst i disse dage. De fleste synes »hun er jo yndig« eller bliver overrasket over hendes undselighed – er hun blot det? (»What’s the fuss about«).
Men Den Lille Havfrue er netop ikke blot dét!
Hun er viljestærk, ambitiøs, krævende og generøs. Hende skæbne er blodig og ubønlig. Alligevel står hun det hele igennem med oprejst pande og fastnaglet integritet. Hun er en af de få kvindelig væsener i den vestlige kulturhistorie, der handler aktivt og utvetydigt på sit begær.
Men lige nu sidder hun dér – på kajen. Dømt ude af livet. Stivnet i opgivelse og resignation, alt for ungt.
Selvfølgelig kan det være svært at begå sig i verden. Især når stemmen røg til fordel for to smertende menneskeben - meeen – bare fordi prinsen ikke var opvakt nok og lod sig nuppe af nabolagets prinsesse, behøver man jo ikke at lade sig kyse, men tværtimod finde en anden at kysse.
Hvad skete der lige for Havfruen dér? Hvad var det Havfruen ville?
H.C. Andersens Lille Havfrue ville såmænd have sex, kærlighed og noget så ambitiøst som at træde i karakter. Ikke som den person hun er, men den hun kan blive. Læg så dertil et ubeskedent ønske om evigt liv i himmelsk salighed.
Men i bund og grund er Havfruens forventninger og ønsker på tærsklen mellem barn og voksen ikke så forskellig fra andre menneskers. (Om end de fleste af os har droppet illusionen om det sidste). Havfruen vil realisere sit begær.
Her skal begær ikke kun forstås som seksuel lyst, men som essensen i et menneskets livsappetit og drift. Begæret er lysten efter og viljen til lærdom og viden, forståelse og indsigt, samvær med andre og udfoldelse af sig selv – foruden til sex og reproduktion.
Ved at forsøge at realisere sit begær bliver mennesket subjekt med egen dagsorden. Ikke blot objekt for andres.
Havfruens forehavende lykkes desværre ikke så godt. Ikke bare mister hun prinsen, sin elskede. Hun mister også sig selv.
Det starter ellers forrygende med, at hun på afstand forelsker sig i en prins og redder hans liv. Men hurtigt tager begivenhederne fart i retning af kompromisser og selvdestruktion. Allerede før hun reelt møder prinsen.
Med begæret som drivkraft underkaster Havfruen sig en voldsom lemlæstelse for at blive menneskelig. Tungen skæres af. Hun har nu ingen sangstemme og er bundet til tavshed. Fiskehalen forvandles til menneskeben. Når hun går, er det som at træde på glasskår.
Alt det for at stige op af havet til prinsen og et liv på menneskejorden.
Lemlæstelsen og begæret er en afgørende del af eventyret om Den Lille Havfrue. Det er Edward Eriksens berømte skulptur ikke er så kendt for.
Her fungerer hendes dukkeagtige fremtoning som et pusset-nusset vartegn for Danmark og København. En fortolkning, der understøttes af Disneys version af Den Lille Havfrue med en forudsigelig happy ever after-slutning, som nye genrationer er vokset op med.
Eventyret, som udkom første gang i 1837, er grumt og hjerteskærende.
Tragedien er, at Havfruen i forsøget på at overskride sig selv, mister sig selv. Og dog er det hele en hyldest til livskraften.
Havfruens mod og vilje overvinder frygten, da hun kaster sig ud i en ydre og indre rejse med - og i - sit begær.
Rejsen kan dels op i tre faser og medfører transformation i to omgange.
Første fase består af en troskyldig, ren forelskelse og længsel mod hengivelse. Havfruen er den ganske unge pige, der, ubeskrevet og endnu ikke såret, føler og handler fuldt ud gennem alt for (at få) dig, min elskede.
Her sker den første transformation. Havfruen forvandler sig til menneskeskikkelse og betaler prisen med sin førlighed og stemme.
Hun kan danse yndefuldt for prinsen, men det gør afsindig ondt. Hun kan være i hans nærhed, men ikke tale med ham.
Ej heller kan hun synge, hvilket ellers er hendes naturlige og særlige udtryk, da hun levede i havet. Dermed er hendes personlige islæt væk.
Prinsen ved ikke, at det var Havfruen, der reddede hans liv og forelsker sig i den første kvinde han ser. Prinsessen fra nabolaget.
Så starter den næste fase.
Havfruen er nu en ung kvinde, der er låst i et raserende, utilfredsstillet begær. Hun er påtvunget, tavst og passivt, at betragte tingenes katastrofale udvikling, samtidig med at hendes videre liv som menneske afhænger af prinsens kærlighed.
Hele hendes eksistens er i fare. Hun bliver set på som en kær skabning, men ikke som den person, hun i virkeligheden er, nemlig prinsens redningsmand og måske den egentlige genstand for hans længsel.
Han er ikke bevidst om hendes fulde betydning for ham, men fornemmer den kun svagt. Uden stemme kan hun ikke give sig til kende og oplyse ham.
Ikke mærkeligt, at hun føler sig desperat.
Til sidst accepterer Havfruen dog sit nederlag og resignerer. Det er tredje fase og det moment, Eriksen har fanget og cementeret i sin skulptur.
Havfruen besinder sig, da hun har muligheden for at dræbe prinsen for at redde sig selv.
For anden gang ofrer hun sig, ikke for at få prinsen, men for at give afkald på ham, så han kan leve. For anden gang redder hun hans liv uden at det nogensinde vil blive bekendt for ham.
Hun vælger at gøre det gode og gennemgår en ny transformation. Hun tager sin skæbne på sig og handler etisk og ansvarligt mod andre (den nygifte prins og hans prinsesse) trods den tragiske uretfærdighed, der er overgået hende selv.
Hun vælger at blive en luftånd, hverken havfrue eller menneske. Men måske en fe, Den Gode Fe, der fremover våger over børns gode og onde handlinger i verden.
Trods rejsens katastrofale konsekvens for Havfruen selv, er hendes rejse ud i begærets veje og vildveje både livsbekræftende og universel.
Hendes vilje til at blive en anden er udtryk for et ønske om en mere autentisk realisering af sig selv. Hendes forelskelse udløser et presserende (seksuelt) begær, der også vil realiseres.
Begge dele kan måske siges at være en overdreven realiseringstrang for netop vores tid, men både Havfruen og især (!) hendes forfatter, H.C. Andersen i sit eget liv, viser individets behov og ønske om det, vi i dag kalder personlig udvikling og selvrealisering gennem kærlighed og konstruktion af egen identitet.
Eventyret om Havfruen er et eksempel på kampen eller »tovtrækkeriet« mellem den person, man er, og den person, man gerne vil blive.
Heri ligger rejsen med - og i - begæret. Heri er man udleveret til begærets vejledning og vildledning.
Begæret bliver aldrig realiseret ét til ét i fuldstændig overensstemmelse med sit udgangspunkt eller afsæt.
I mødet med et andet menneske og omverden, såvel i det egentlige seksuelle samvær, clasher ens begær med en andens begær. Det må man må forholde sig til.
Og tit bliver man som person noget andet, end det man havde tænkt sig eller planlagt. Således også Havfruen.
Hun bliver ikke menneske men en luftånd, en fe. Hendes begær ophæves og sublimeres til en dyd, hvor hun bliver moralens vogter.
Så galt, eller godt, kan det gå.
Meget paradoksalt mister Havfruen evnen til at handle i overensstemmelse med sit begær, i det øjeblik hun beslutter sig til at gå efter det. Med vilje oven i købet.
Hun fragiver sig sin stemme og ødelægger sin krop, så det gør ondt at gå. Hun bliver et tavst, smukt ikon, som udadtil er tilgængeligt for fri fantasi og fortolkning. Indadtil er hun en smertende undertrykkelse af sig selv.
Man kan sige at Den Lille Havfrue er en allegori, eller metafor, for kvinden, der må aflægge sin personlighed eller subjektivitet for at blive kvinde i »den virkelige verden«.
Det vil sige, at i den symbolske orden i vores kultur, hvor det kønnede menneske udgør en markør eller manifestation for enten mand eller kvinde, skal kvinden lemlæste sin krop og opgive sit begær - altså amputere sig som person - for at blive genkendt og anerkendt som kvinde.
På den måde symboliserer Havfruen det kvindelige subjekts begær og afmagt i en kultur, som er struktureret efter en favorisering af det mandlige subjekts begær – eller snarere den patriarkalske forestilling om det.
Her lever manden i evig frygt for at blive kastreret. Her er kvinden kastreret.
Spørgsmålet i dag er, om vores nuværende kultur (fortsat) obstruerer kvinders rejse ud i deres begær? Ganske enkelt ved på forhånd ikke at tilkende kvinder noget aktivt begær. Men blot et passivt. Ikke mindst specifikt seksuelt.
Mentalt er vi ikke mere i 1800-tallet, hvor kvinder i gængs opfattelse slet ikke havde noget begær. Men i dag kan det synes som om, at kvinders begær kun accepteres i det omfang, det vækkes af en mand og kan imødekommes på en måde, han kan kontrollere, og hvor han ikke føler sig sårbar og usikker.
Risikerer kvinden at miste sin stemme, som udtryksmiddel og udtryksevne, i mødet med manden og den heteroseksuelle seksualitet?
I så fald er der måske derfor, at sangerinden Lady Gaga på et tidspunkt sagde, at hun lever i cølibat for at kunne koncentrere sig om sit virke.
Her er en kvinde, der med sin stemme udfolder sit potentiale til fulde. Og som opfordrer sine fans til at gøre det samme.
At realisere sit potentiale kræver, at man kan holde sit fokus og ikke lade sig amputere i sit væsen. Prisen for at beholde og udfolde sin stemme (også i overordnet betydning) er for kvinder måske at afholde sig seksuelt fra mænd.
Kun således kan kvinder blive potente som sig selv, træde i karakter som subjekt, og være i verden som den person, de er – eller forsøger at blive.
Med den Lille Havfrue har vi en både storslået og sørgelig historie om et kvindeligt subjekt med et aktivt, handlende begær. Det var vovet nok dengang, eventyret blev skrevet, men er det måske også i dag.
Edward Eriksens skulptur af Den Lille Havfrue er indbegrebet af den uskyldsrene og sagtmodige resignation. Havfruens mod og vilje, livskraft og drivkraft har slet ikke sat sig i den yndige figur.
Den del af Havfruens personlighed var ellers afgørende for hendes skæbnesvangre projekt – at vinde prinsens kærlighed. Tilbage er nu kun at aflæse hendes opofrelse og tab.
Men der er andre fremtrædende skulpturer, som repræsenterer den side mere ærligt og kunstnerisk interessant. Det er Bjørn Nørgaards Den Genmodificerede Havfrue (2000) og Anne Marie Carl-Nielsens Havfrue (1922, opstillet ved Diamanten 2009).
Den Genmodificerede Havfrue viser Havfruen fuldstændig forkrøblet, hvad hun jo blev. Øverste på hendes ben, er der to dybe, åbne hak ind i hendes lår. Ikke som fra en kniv men som fra en økse! Ikke så mærkeligt at det smerter, når hun går — og endnu værre, når hun danser.
er som et stjålent snapshot af havfruen, da hun stiger op fra havet og i sagen natur, helt konkret snapper efter vejret. Det skal jo trækkes på en anden måde.
Dernæst viser hendes blik og spænding i kroppen chokket ved at møde en anden og fremmed verden, hun ikke desto mindre er fuldstændig åben for og (på forhånd fortabt til), sammen med en underliggende rædsel for det forehavende, hun senere beslutter sig til.
Tre tilstande i krop og sind som ikke umiddelbart foregår på samme tid, men som Nielsen alligevel har fået afbilledet i skulpturen, som var de opfattet i et splitsekund.
Pernille Rübner-Petersen har som sanger og komponist arbejdet med havfruen som tema. Konceptalbummet The Book of the Mermaid er en musikalsk fortolkning af Havfruens begærsrejse.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96