Hvad er det lige, der sker med vores velfærdskamp? Hvorfor er det lige, at fagbevægelsen ikke forbereder sig på at slås? Finanskrisen er blevet gjort til et spørgsmål om den offentlige sektors uansvarlighed. Nyliberale chokdoktriner er The New Normal. Der er blødt mere end 40.000 ansatte på 3 år i den offentlige sektor. Styrtblødningen er endnu større i den private.
Vi blev lovet en ny politik med en ny regering. Men som med alt her i livet er forventningens glæde altid størst. Listen af forringelser er længere end bestillingslisten på frokostrestauranten Kronborg.
Det er efterhånden velkendt for de fleste, men her er blot et par få og ”små” eksempler på misgerninger fra vores ”vi-skaffer-jobs-tryghed-og-velfærds”-regering:
1) Arbejdsgivertilskud til "små" flexjobs som viser sig i en masse fup-jobs.
2) Akut-pakke-2, som var en ren narresut.
3) Udvidelse af fængselskapaciteten mod forringelser i tandplejen ved sidste Finanslov
4) Udsalg af seniorjobordningen til finansiering af Pinsepakken.
I stedet for en ny politik, fik vi en regering, der tror at kontanthjælpsmodtagere, studerende og syge kommer i arbejde/finder arbejde, hvis de sættes ned i ydelse. En regering, der tror, at bankdirektører kun vil arbejde, hvis de slipper billigere i skat. I stedet for et socialdemokrati, der kæmper for Arbejde til Alle, fik vi socialdemokratiske top-folk, som har droppet økonomisk omfordeling til gavn for flertallet.
I modsætning til regeringen, venstre og Sohn, så siger de økonomiske vismænd, at den danske konkurrenceevne har det fint. Det siger handelstallene også! Problemet er i højere grad, at der ikke er dansk efterspørgsel, fordi arbejder- og middelklassen fik gæld under Fogh, tæsk under Løkke og fjernet livsgrundlaget under Sohn! Men hvad skal man med fakta og viden, når man har skønånder som Venstre, Vestager og Sohn?
Skønmaleri uden passion, glød og lidenskab
Regeringens skønmaleri af, hvor mange der mister dagpengeretten, nærmer sig arbitrær ensartet abstrakt kunst uden passion, glød og lidenskab. Og det gælder snart sagt alle regeringens politik områder. Skønmalerier der får Komiske Ali, den tidligere irakiske informationsminister, til at ligne et sandhedsvidne.
Det viser sig nemlig nu, at ingen af de, der røg ud af dagpengesystemet i januar, er kommet i arbejde, uagtet alle mulige snedige manøvrer og personlige tiltag. Måske er arbejdsløshed ikke et personligt anliggende, men et samfundsanliggende! Hvem kan det overraske udover dumstædige og tonedøve politiske liberalister fra diverse partier med totalt fejlagtige analyser og konstruerede statistikker?
Fagtoppen - mistillidsrepræsentanter?
Hver eneste dag siden Thorning-regering tiltrådte 3.oktober 2011 har lønmodtagere i arbejde og uden arbejde fået bekræftet, at der er brug for en slagkraftig fagbevægelse. Vel at mærke én som vil genrejse den politiske debat og aktivitet i fagforbund, fagforeninger og på arbejdspladserne.
Regeringen fører en rendyrket nyliberal krise- og velfærdsfjendsk politik. Men hvad har medlemmerne af den kongelige fagbevægelse fået? Et LO & FTF der har kæmpet om retten til at deltage i kapløbet mod bunden sammen med regeringen. LO & FTF optræder som ballonskippere, der i frygt for at tabe luft kaster alle tilkæmpet rettigheder over bord. Intet er helligt, skide være med arbejdstid, pension, løn og ferie. Børsting & Sorgenfrey bedriver brandudsalg i håbet om guddommelig redning fra arbejdsgivernes og politikernes nyliberale offensiv.
Men de skulle lytte til Jern Ladyen Thatcher: ”Hvis du sælger ud af dig selv for at blive populær, må du forberede dig på at gå på kompromis om hvad som helst og når som helst, og du vil intet opnå”
Det sættes i perspektiv af en udtalelse fra FTF's formand, hvor hun i forsvaret for indgåelse af aftalen siger til Politiken: “Vi kan sætte os uden for døren og være sure, men så bliver vi kørt over. Vi ved, der skal effektiviseres for 12 mia. kr. frem mod 2020.”
Tillidsaftalen (minitrepartsaftalen) som blev indgået mellem regeringen, KL, regioner og FTF, OAO og AC den 20. juni – og hvor FOA og Danmarks Lærerforening (DLF) klogt har valgt at stå udenfor, er blot sidste sørgelig eksempel på en fagbevægelse ude af trit med de udfordringer som fagbevægelsens medlemmer står overfor.
Til gengæld kan fagbevægelsens medlemmer godt indstille sig på at tage skriften på væggen alvorligt. FTF, OAO og AC har nemlig med aftalen spundet sig ind i en række forpligtelser, der vil svække de lokale fagforeningers og tillidsrepræsentanters daglige varetagelse af medlemmernes interesser. Forpligtelser, der med to års besværliggør mobiliseringen frem til 2015 betydeligt. Medmindre vi……..
F#¤K den nyliberale krisepolitik. Sådan gør vi!
Hvis vi ikke skal ende som i Sydeuropa. Med ryggen mod muren og mega-meget bagud på point i klassekampen, så har fagbevægelsen brug for:
Uagtet magtforskydningen og et dominerende nyliberalt tankesæt, er lønmodtagernes handlingsalternativer ikke udtømt. Tværtimod, så er det at blive oprørt over uretfærdighed netop den mobiliserende kraft som behøves for at vende udviklingen i modsat retning.
Den gode nyhed er ……………….
Det ser ud til, at der så småt begynder at være bevægelse omkring bredere initiativer i forhold til folketingets åbning.
11 offentlige fagforbund har indkaldt til landsdækkende TR & FTR møde i Odense mandag d.30.september, dagen før Folketingets åbning. Men målet er en mega-monster markering ved Folketingets åbning. Regeringen skal presses til et opgør med den nyliberale krisepolitik.
Topprioriteten er, at alle får deres tillidsrepræsentanter afsted til dette landsdækkende møde! Der findes ingen undskyldninger for, at netop din tillidsrepræsentant ikke skal deltage, udover naturkatastrofer og dødsfald i nærmeste familie..
Derudover har LFS, FLF (Frederiksberg Lærerforening), PLS og ”Solidaritet eller frit fald”-initiativet indkaldt til møde d.21. August.
Disse initiativer skaber et pres fra neden og øger medlemmernes forventninger om, at der må gøres noget mere. Som igen skaber mere pres fra neden og øger endnu mere forventningerne………………
Jeg har fået henvendelser fra andre fagforeninger og et enkelt fagforbund om mødet d. 21. august som forberedelse til folketingets åbning. Så der er et ønske ude i fagbevægelsen om, at noget må gøres ved regeringens nyliberale krisepolitik.
Men ønsker er ikke nok. Skal det virkelig rykke, så skal ALLE der vil en anden politik gøre deres til, at netop deres tillidsrepræsentant, deres lokale fagforening, deres fagforeningsbestyrelse, deres fagforbunds hovedbestyrelse eller deres elev- eller studieorganisation bliver opmærksom på initiativerne og at de udsættes for kærligt pres, klem, spark og skub.
Jo flere fagforeninger og jo flere studieorganisationer, der deltager, jo større politisk og faglig kapital vil initiativerne omkring Folketingets åbning have.
En mega-moster markering ved Folketingets åbning, kræver massemobilisering. Masse mobilisering kræver organisationer, der kan bruge deres politiske, faglige og økonomiske kapital og netværk til at komme ud i alle afkrogene af arbejdsmarkedet, for at diskutere og mobilisere medlemmerne til kollektiv handling.
Så spred budskabet. Det er nu – i de næste 4-5 uger- at fagbevægelsens medlemmer uanset om du har tillidsposter eller ej, skal vise, at vi kan gøre en forskel. En forskel ude i fagbevægelsen, på arbejdspladserne, i elev- og studieorganisationerne og blandt vores kolleger.
Som jeg skrev i en tidligere blog: Det handler ikke om, om du er medlem af det ene eller andet parti, eller om du er politisk hjemløs. Det handler heller ikke om, om du er mere eller mindre rød. Det handler om, at alle os der ikke vil smide 150 års tilkæmpede rettigheder på den historiske mødding står sammen og gør fagbevægelsen til alle medlemmers bevægelse. En bevægelse hvis opgave er at være den samfundsforandrende bevægelse.
Mange har påpeget faren for social uro i forlængelse af finanskrisen. Andre af os håber på og erkender nødvendigheden af socialt oprør.
Forskellen på de to positioner, ligger i politisk organisering, retning, visioner og strategier. Vi har bevægelsen, vi har fællesskabets styrke, men vi mangler modet, viljen og visionen.
Lad os sammen Raise Expectations And Raise Hell, som det hedder på nydansk