Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Eks-nazist kritiserer dansk politis efterforskning af bombesag

Søllerødgade
29. juli 2013 - 13:03

Eks-nazist kritiserer dansk politis efterforskning af bombesag

Der er ikke stor tiltro til Københavns Politis drabsafdeling fra den tidligere nazist Kim Fredriksson, som blev afhørt i slutningen af juni om sin viden om den bombe, der i 1992 kostede en ung socialist livet på Nørrebro.

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Andreas Rasmussen

Den tidligere svenske nazist, Kim Fredriksson udpegede i Ekstra Bladet i foråret den afdøde topnazist Marcel Schilf som manden, der stod bag det uopklarede bombemord i Søllerødgade på Nørrebro i København i 1992.

Bomben kostede den unge socialist Henrik Christensen livet.

Kim Fredriksson blev for nylig afhørt af Københavns Politis drabsafdeling om sagen, men nærer ikke den store forhåbning om, at de reelt vil genåbne sagen.

Læs artiklen »Politiet genoptager sag om bombedrab« hos Modkraft.

Læs artiklen »Afhoppet topnazist: Skinheads erstattet med internet-hadere hos eb.dk« 

Se Bibliotekets linksamling om bombemordet i Søllerødgade hos Modkraft.dk  

En mærkelig oplevelse

Politiet kritiserede i slutningen af maj i Ekstra Bladet Kim Fredriksson for ikke at have deltaget i en afhøring.

En kritik, der ifølge Kim Fredriksson er helt forfejlet.

- Jeg har været i mailkontakt med dem før de gik ud i Ekstra Bladet, hvor jeg sagde, at jeg gerne ville afhøres, men at jeg af sikkerhedsmæssige årsager ville gøre det i Sverige. Det er første gang i mit liv, at jeg frivilligt ville tale med politiet, så det er en meget mærkelig oplevelse, at de siger sådan i Ekstra Bladet, fortæller Kim Fredriksson til Modkraft.

Efter artiklerne har Kim Fredriksson i flere omgange forsøgt at kontakte drabsafdelingen, og til sidst var der hul igennem.

Læs artiklen "Schilf: Edderkoppen i Blood & Honour" hos Projekt Antifa.

Mislykket efterforskning

Den 26. juni mødtes Kim Fredriksson med to efterforskere fra Københavns Politi i Sverige.

- Afhøringen var meget formel. De spurgte til de informationer, som jeg har givet til Ekstra Bladet. Derudover spurgte de til min opfattelse af deres efterforskning. Jeg kritiserede, at de ikke havde taget fundet af bomberemedier hos Marcel Schilf, tilbage i 1992, alvorligt. Til det sagde de, at de skam tog alle spor alvorligt, hvorefter de igen talte om deres skøre teori om et opgør mellem konkurrende venstrefløjsgrupper, fortæller Kim Fredriksson og fortsætter:

- Jeg fik en opfattelse af, at de ikke ville tage ansvar for, at efterforskningen er mislykkedes. De virkede meget irriterede over min kritik.

Til Ekstra Bladet fortæller drabschef Jens Møller, at en række centrale personer fra det nazistiske netværk Blood & Honour, der ifølge Kim Fredriksson stod bag bomben, har været tilsagt til afhøring hos Københavns Politi, men at ingen af dem er dukket op.

Modkraft har kontaktet Københavns Politi for at få en kommentar til Kim Fredrikssons kritik, men de er ikke vendt tilbage.

Redaktion: 
Nyheder
Emneord: 
Yderste højre

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96