Det spørgsmål, der rejser sig hos de fleste læsere er nok, hvad fanden er "demokratisk centralisme" (DC) og hvad rager det mig? Sikkert ikke en skid og fred være med det. Men hvis du interesserer dig for den revolutionære venstrefløjs indre liv, den russiske historie,den revolutionære bevægelses forhold til deres egne organisationer og hvordan revolutionære kan bryde igennem glasloftet så hæng på.

SWP – en synkende skude lastet med løgn, antifeminisme og sekterisme

Grunden til, at spørgsmålet om DC sådan lige en sensommer i 2013 kommer op i blogverdenen, skyldes at en af Europas største revolutionære organisationer Socialist Workers Party (SWP), har fucket megameget op. En række voldtægtsanklager mod en af SWP's mangeårige leder har åbnet en Pandoras æske, der truer partiet med at degenerere til en klassisk sekt. Mere end 500 medlemmer har forladt partiet siden januar 2013 i afsky for SWP Central Komiteens (CC) forsøg på at dække over voldtægtsskandalen. En håndtering, som den katolske kirke og det amerikanske militær ville være stolt af. SWP’s ledelse troede at what happens in Vegas stays in Vegas. Men de tog så grueligt fejl 

Det er som med alle Pandoras æsker en hadegave af de store. Ud vælter alskens snavs, uenigheder og underskud af alt det, der skulle være overskud af. Sådan er det også for SWP. Årtiers løgn, bedrag og latin kom for en dag. Medlemmerne gad ikke længere alt det bullshit, som partiets ledelse havde fodret dem med i årevis. Bullshit om medlemstal, avissalg, deltagere ved møder, aktioner, demonstrationer og vigtigst af alt, at revolutionen altid lige stod for døren.

I SWP's Pre-conference Bulletin No. 2, udsendt til medlemmerne i  november 2012, var medlemstallet 7,957. De fleste ved imidlertid godt, at tallet højst er omkring 1000. Især efter den massive exodus i kølvandet på ledelsens forsøg på at hvidvaske anklagerne om voldtægt og andre seksuelle krænkelser.

Habitus er altid svær at ændre. Det gælder også for SWP. Ledelsen har intet lært af krisen og fortsætter ufortrødent linjen – lyvelinjen – eksempelvis om antallet af deltagere på Marxism 2013. SWP påstår at der var over 3000 deltagere. Det reelle tal er nok nærmere 2000. I 2011 og 2012 påstår Socialist Worker (9/7-2011 og14/7-2012), at der var over hhv. 4.500 og 5.000 deltagere. Marxism-seminarerne er ifølge SWP altid en megasucces. Uagtet virkeligheden. Løgnen var dog forudset af f.eks Facing Reality og med humor skal løgn bekæmpes.

The chickens come home to roost

Opskrivninger, opskaleringer og opskruninger af alt blev en del af en indre partilogik, når der skulle afrapporteres til hovedbestyrelsesmøderne. De mindede mere om møder i HR-afdelingen hos et multinationalt selskab, hvor der skulle fedtes for chefen, end et revolutionært parti. SWP har gennem årene udviklet et massivt underskud i partidemokrati, hvor der er tre måneder med ”demokrati” og ni måneder med Centralisme.

Før krisen turde ingen benævne elefanten i rummet. Nu spreder der sig en steppebrand, hvor tidligere SWP centralkomitemedlemmer tager bladet fra munden. Tiden med intimideringsregimet er slut. Frygten er bidt over. SWP's centralkomite siges åbenlyst imod og hudflettes her af Mike Gonzalez mangeårig ledende SWP og ekspert på Sydamerikanske forhold. Det er en fryd for øjet.

Det er dog ikke kun internt, at krisen i SWP har givet dynger af problemer.  I stort hele verden er krisen og skandalen i SWP gået som en løbeild. SWP er blevet The talk of the Town og en paria. Flere ledende internationale venstreorienterede intellektuelle har valgt at droppe deres samarbejde med SWP. De skriver ikke længere i SWP's publikationer og deltager ikke længere i det årlige Marxism i London. SWP's leder, Alex Callinicos, er blevet droppet som oplægsholder hos det prestigefyldt akademiske tidskrift Historical Materialism og deres internationale konferencer. Også mangeårige venner som den kendte børnebogsforfatter og digter Michael Rosen har sagt fra. I et bevægende afskedsbrev begrunder han, hvorfor det tætte samarbejde med SWP siden slutningen af 60'erne, er kommet til endestationen. 

Et liv med demokratisk centralisme (DC)

Krisen i SWP har nemlig rejst en væsentlig diskussion om, hvad der egentlig forstås ved demokratisk centralisme. Den yderste og specielt den revolutionære venstrefløj med forkærlighed for Lenin er enig i alt fra kritikken af Apartheid til synet på Israel. Enigheden ophører dog, når det kommer til demokratisk centralisme.

Hver lille gruppe har netop deres egen og helt rigtige definition og udgave. Hvis det ikke var så tragisk, så var det komisk. Men det har også afsløret en systematisk fejllæsning af Lenin og ikke mindst en helt igennem vilkårlighed, når det kom til at retfærdiggøre netop sin version af DC.

Jeg har levet et politisk liv på den revolutionære venstrefløj med demokratisk centralisme som organisatorisk følgesvend. Først i DKU og DKP og siden i Internationale Socialister (IS). De to første oplevelser med DC i begyndelse af 80'erne i to store organisationer med tusindvis af medlemmer adskiller sig selvfølgelig fra DC i en lille gruppe som IS. Men ikke desto mindre er der fælles træk, specielt af de ufede. 

DKP – kritik er undergravende virksomhed 

På mit første skolingskursus i DKU, fik jeg at vide, at min modstand mod atomkraft i Danmark som i den ”virkeliggjorte socialistiske verden” var No Go. Der var mange andre sådanne implicite diskussionsemner, som man ikke kunne eller måtte stille spørgsmålstegn ved. Devisen var: ret ind eller forsvind. Når centralkomiteen har talt, så er der talt.

Det var ikke anderledes i DKP. Selvstændige tanker og kritik var bandlyst. Der måtte ikke stilles spørgsmålstegn ved ”den virkeliggjorte socialisme” eller ved DKP's faglige strategi.

I optakten til påskestrejkerne i 1985 var jeg centralt placeret i DKU og DKP's faglige arbejde. I forbindelse med en række strategiske diskussioner i både DKU og specielt DKP rejste jeg spørgsmålet om generalstrejke. Jeg holdt oplæg for DKU's faglige udvalg og andre kommunister om generalstrejken i et historisk og aktualitetsperspektiv i optakten til påskestrejkerne. 

På et stormøde i 1985 for DKP's faglige folk i Dronningens Tværgade rejste jeg - med al ungdommens mod, indignation og klassehad - kravet om, at DKP skulle arbejde for en generalstrejke. Det var en flammende tale, som fik større bifald end forventet. For jeg vidste godt, at det ikke var comme il faut.

Men dødsdommen over mit politiske liv i DKP blev forseglet. De ledende faglige DKP'ere talte efterfølgende om venstreekstremisme og trotskistisk undergravende virksomhed. Modellen var centralisme uden demokrati. Hvad, centralkomiteen siger og gør, er altid rigtig. 

IS – hvad SWP gør er altid rigtigt 

At komme ud af kløerne på stalinismen var en fantastisk oplevelse. Den videre rejse til IS og den internationale socialistiske tradition var i mange henseender en ny verden.

Men selvom livet i IS Danmark på mange måder var en laid back udgave af demokratisk centralisme og mere bød på overbevisning end tvangsfodring og ”the winner takes it all”, så var og er IS kendetegnet ved i store træk at være en satellitorganisation for SWP.

De årlige ture til Marxism-seminarer i London blev altid afsluttet med et internationalt møde for de ledende kammerater fra de forskellige IS grupper verden over. Der var altid en ny kurs og retning, der skulle følges uagtet om det gav mening for den nationale IS grupper eller ej.

Hvert år havde SWP's CC også sin prügelknabe, som tog forskud på det internationale møde. For ve den IS gruppe, der stillede spørgsmålstegn ved SWP CC's analyser.

En del af den aktuelle krise internt i SWP skyldes netop manglende vilje til demokratisk debat og dialog for at udvikle teori, strategi og taktik. I stedet er demokrati erstattet med centralisme og er blevet til bureaukratisk centralisme. Modellen var også i deres internationale relationer "the winner takes it all".  Og vinderen var altid SWP’s ledelse!

For en politisk tradition, som er det modsatte af stalinisme, og alt hvad det indebærer, er det mere end tragisk at være vidne til en politisk degenerering med så store omkostninger. At høre SWP'ere og IS’ere argumentere, som om de var stalinister, er endnu mere alarmerende. Hvem sagde negationens negation? Men der heldigvis mange revolutionære socialister, der vil forsvare det bedste ved IS traditionen mod SWP’s karikatur.

Zinoviev-modellen – stalinisme og trotskisme et fedt?

Den antiautoritære venstrefløj, som den trotskistiske tradition tilhører, har - i opposition til stalinisterne i østblokken og deres satellitpartier i resten af verden - altid gjort meget ud af at sige, at den repræsenterede den autentiske leninisme. Men der kom en tendens til at læse Lenin som stalinisterne selv. Trotskistiske organisationer har faktisk nogle af de værste Track Records når det kommer Monty Python-agtige organisationer: Workers Revolutionary Party (UK) og Socialist Workers Party (USA)

Den model for DC, som SWP har forfulgt de sidste 20 år, har mere til fælles med den stalinistiske forståelse af DC end den Lenin og bolsjevikkerne praktiserede.   

Alle revolutionære organisationer kan i dag udføre sine aktiviteter lovligt, uden frygt for at blive sendt til Sibirien. Vesten er ikke i klassekrig, og vi lever ikke i et diktatur.

Bolsjevikkerne opererede under betydeligt vanskeligere forhold, end den revolutionære venstrefløj har ageret under de sidste 40 år. Ikke desto mindre så havde bolsjevikkerne åbne fraktioner og udtrykte skarpe uenigheder i det offentlige rum i en situation af utryghed, uvished og usikkerhed.  

Det nuværende SWP er mindre demokratisk end bolsjevikkerne før 1917. SWP har suspenderet fire af sine medlemmer for at oprette en blog og den afskyelige forbrydelse at åbne en bankkonto? Hvem sagde proportioner og perspektiv? 

Demokratisk Centralisme – samme udtryk, forskellig betydning.

Demokratisk centralisme blev brugt meget forskelligt i perioden fra 1903 til 1921 i Rusland.  Lenin beskæftigede sig kun med udtrykket "demokratisk centralisme" i to nøje afgrænsede perioder: 1906-7 og 1920 -21.

Mest påfaldende er, at der næppe er nogen sammenhæng mellem betydningen af udtrykket som blev anvendt i 1906-7 og 1920-1. Dette er mere end et spørgsmål om forskellige betoninger: udtrykket henviser til forskellige ting i de to perioder.

Udtrykket "demokratisk centralisme" har altid en praktisk del og en dekorativ del. I 1906-7 var praksisdelen "demokratisk" og formlen handlede om interne partiforhold og demokrati: herunder valg og kontrol nedefra. I 1920-1 var praksisdelen "centralisme" og formlen henviste primært til den ensartede politik og politiske linje, der kræves af et regerende parti."Demokratisk centralisme" er i det væsentlige to distinkte formler, der anvender de samme ord.

Permanente fraktioner var tilladt frem til den 10. kongres i 1921. På Kominterns 3. kongres i juli 1921 blev nettet dog virkeligt strammet. Beslutningen på den 3. kongres i den kommunistiske internationale krævede nemlig, at alle tilsluttede organisationer skulle være "militære organisationer", der kæmpede for revolution.

Den model kaldes zinovievisme, opkaldt efter Grigory Zinoviev, formand for Komintern fra 1919 til 1926. Det er denne model af DC som har stortrivedes i den vestlige verdens forskellige revolutionære organisationer. Heriblandt SWP og den internationale socialistiske tradition særligt de sidste 10-15 år.

Bolsjevikkerne var selv en permanent fraktion i Ruslands Socialdemokratiske Arbejderparti (RSDLP). Så historien om DC er langt fra en entydig størrelse - som en nærlæsning af bolsjevikkernes historie også vil afsløre.

Men hvad, der er sikkert og vist, er, at ingen gider en DC-model a la Zinoviev. Dette kan vi heldigvis takke alle umulige sekter for og specielt SWP's nuværende inkompetente ledelse. På den måde er Demokratisk centralisme Dead Man Walking.

Stalinisme - som ”socialisme fra oven” - og Trotskisme - som "socialisme fra neden - er hinandens absolutte modsætninger. Alligevel er de fleste selverklærede trotskistiske organisationer omdannet til miniudgaver af det værste ved stalinistiske og reformistiske partier. De er blevet bureaukratiske og centralistiske.

Slut med nekrofili

Lenin gav aldrig en opskrift på et "leninistisk parti". Ikke engang i bogen "Hvad må der gøres". I sin afsluttende tale til den Kommunistiske Internationale i 1922 insisterede han på at : ”Resolutionen [om organisation] gælder for Rusland, og det afspejler russiske erfaringer. Det er derfor, det er helt uforståeligt for udlændinge (...) De skal assimilere en del af de russiske erfaringer. Præcis hvordan det vil blive gjort, ved jeg ikke.”

Opbakningen til zinovievisme har haft katastrofale konsekvenser for hele den kommunistiske bevægelse. Zinoviev knækkede først det tyske kommunistiske parti, siden det sovjetiske parti og efterfølgende gjorde han, hvad han kunne for at ødelægge eventuelle uafhængige røster i den amerikanske sektion.

Men zinovievismen har ikke kun ødelagt mægtige revolutionære partier og organisationer.

Det har forurenet grundvandet på både den stalinistiske, maoistiske og trotskistiske venstrefløj lige siden. Zinovievismen er blevet til en virus, der har sat sig i DNA'et og degenereringen er i fuld gang. Det har fået begavede og talentfulde revolutionære socialister til at sige og mene de dummeste ting.

Kominterns sekteriske og rigide partiopbygningsmodel blev absorberet og uddybet i 1924 som "bolsjevisering" og er stadig rodfæstet hos trotskister og "marxist-leninister" i dag.

Hvis disse grupper var ligeså kritiske overfor deres egen historie og idéer, som de er overfor den herskende klasse, kunne meget forbedring opnås. Men de ser ingen problemer i deres sektagtige dogmatisme. Blot de har deres leninistiske talisman, så er alt godt.

Hvis demokratisk centralisme skal have sin gang på jorden, så skal den være meget mere demokratisk og mindre centralistisk, end den perverterede form, den har haft de sidste 90 år. Der skal nytænkes, genlæses og ikke mindst skal Lenin og bolsjevikkernes renses for al det misbrug, der er sket i hans og deres navn.

Vi skal have brudt den negative politiske arv, der reducerer revolutionære socialister til sekteriske automatpiloter og pladespiller. Slut med nekrofili: den reaktionære, antidemokratiske og militaristiske Zinovievisme-arv skal begraves på historiens mødding.

Viljen til at bryde glasloftet

Der sker ting og sager på den internationale revolutionære venstrefløj i forhold til spørgsmålet om "leninismen". Kærkommen nytænkning og nødvendige forandringer. 

Tre retninger synes at udkrystallisere sig foranlediget af Lars Lihs bog 'Lenin rediscovered: What is to be done?' (udgivet på dansk). Retningerne er initierede af grupper i Australien og Frankrig, som har en fortid med en eller anden grad af zinovievistisk praksis, men er især foranlediget af krisen i SWP.

Men det er ikke kun Lars Lihs forskning der har været banebrydende. De senere år har vi set en stor mængde af kritisk forskning i Lenin, leninisme og bolsjevisme, der har afdækkede den massiv fejlfortolkning af Lenin og bolsjevikkerne både til venstre og højre. Her kan John Riddell anbefales på det kraftigste. Historien om Bolsjevikkerne skal genopdages og transplanteres til en moderne kontekst med henblik på at gøre revolutionære til en pol for millioner af mennesker.

Én tilgang støttesaf Alex Callinicos, leder af SWP og andre trotskistiske grupper - eksempelvis Alan Woods' Socialist Appeal(Socialistisk Standpunkt i DK’s hovedorganisation) og Peter Taaffes CWI. Dybest set har intet ændret sig for dem. Der er en klar linje, der forbinder dem med Wilhelm Koenens organisatoriske retningslinjer præsenteret for Komintern i 1921, selv om de ikke udføres til punkt og prikke. ”After all‘the crisis’ is still with us” synes at være mantraet, uanset hvor lille medlemstilgang og hvor lidt politisk indflydelse.

Den anden retning er legemliggjort af grupper som Socialist Alliance i Australien og NPA i Frankrig, der har bevæget sig mest radikalt og droppet den zinovievistiske bagage. 

Grupper, der bevæger sig i den retning, er ISO i USAog Socialist Alternativ i Australien, som forstår, at der var noget galt i den måde SWP har udviklet sig. De er dog tilbageholdende med at bryde med de vigtigste "leninistiske" normer. De fleste organiserer sig omkring et program, der er temmelig stramt afgrænset. Dette fører til et parti, der er homogent og af nødvendighed er underlagt et glasloft for fremtidig vækst.

IS & SAP i Danmark er også ramt af glasloftet, men det har ikke ført til nævneværdig refleksion. Et kig på deres hjemmesider vidner også om en stenalderlogik i forhold til moderne kommunikationsplatforme. Også her modsat Bolsjevikkerne, der ville have haft den fedeste hjemmeside og være hipstersmart på facebook, twitter og instagram.

Den tredje retning blev først udviklet af Solidarity i USA. En gruppe, der blev lanceret i 1986 som en multi-strømning, der har forladt ”leninistiske” normer. Desværre er en aldrende medlemsskare og fraværet af nye unge medlemmer været en hindring for at vurdere, hvordan det virker i praksis.

Jeg ser frem til flere initiativer som dem, der nu finder sted i Storbritannien. De bryder med SWP's forståelse af ”demokratisk centralisme”. 

Jeg er meget opmuntret af de kammerater, der har forladt SWP og har dannet International Socialist Network. De forsøger at eksperimentere med en ny organisatorisk praksis tilpasset det 21. århundrede. De offentliggør eksempelvis referater og beslutninger fra styregruppemøder på internettet umiddelbart efter møderne. Også en organisation som Anticapitalist Initiative og det amerikanske The North Star viser viljen til at bryde glasloftet.

Tiden vil vise, om den revolutionære venstrefløj her til lands og internationalt vil formå at bedrive selvransagelse, selvkritik og foretage nødvendige forandringer. I modsat fald vil de være henvist til historiens sidelinje. Her kan den revolutionære venstrefløj så have de ”rigtige analyser” og tilfredsstille sig selv med at fortælle alt og alle, at den har ret, og at alle andre tager fejl.

Men den kan aldrig bevise det, for det vil den ikke have styrke til, og ingen andre gider lege med den.

Revolutionær nytænkning for det 21.århundrede - et bud.

Dette resumé og bud på en revitalisering og vej igennem glasloftet, står specielt i gæld til Paul Le Blanc: Organising for 21st century socialism -- Reflections on the history and future of Leninism 

Lenin & DC for dummies 

1.Lenin var langt mere end en organisationsteoretiker. Han skrev om en bred vifte af emner og ikke udelukkende om organisationsspørgsmål. Lenins kompromisløse engagement i den revolutionære socialisme - den autentiske marxistiske tradition - var et alternativ til de reformistiske tendenser i Anden Internationale. Dette afspejles i deres støtte til deres egne herskende klasser i første verdens krig. 

2.Leninismen er ikke et lukket og dogmatisk system. Lenin har også relevans i dag. Ikke fordi han giver alle svar, men fordi den historiske erfaring, han symboliserer er rig med lektioner for alle, der vil et liv efter kapitalismen. Han er dog ikke en endelig kilde til autoritet. 

3.Kernen i leninismen er ”principfast fleksibilitet”. Det er en kombination af marxistiske principper med fleksibilitet i taktik, strategi og organisatoriske former. 

4.Dette er forbundet med en slags “åben marxisme”. Vi må opfatte teori som en konstant udvikling i samspil med den politiske virkelighed og den levede erfaring i klassekampen, snarere end et lukket system af doktriner. Vi har brug for en sådan tilgang i dag, især når man tænker på de seneste eller igangværende ændringer i kapitalismens dynamik, systemets kriser, sammensætningen af arbejderklassen og samspillet mellem klasse og køn, etnicitet mv. Opretholdelse af en tradition er derfor ikke et spørgsmål om at overlevere den som en lukket doktrin fra generation til generation, men om at fastholde en åben, dynamisk og lydhør marxisme under skiftende forhold.  

5.Demokrati er afgørende for en effektiv indsats. Da Lenin fremsatte de berømte "April-teser" i 1917 - da kæmpede han mod intern modstand mod nyorientering af bolsjevikkerne - skete det fra en mindretalsposition. Men Lenin førte debatten åbent i hele partiet: "Demokratisk centralisme" betød ikke, at han ikke kunne udtrykke sine synspunkter i modsætning til størstedelen af lederskabet.   

6.Demokratiets grundregler gælder ikke kun i forhold for sociale og politiske kampe, men også i vores politiske organisationer. Hvad man har i udstillingsvinduet, skal man også have i baglokalet.

7.En revolutionær organisation har brug for et diskussionsklima, der understøtter udvikling af dets medlemmer. En levende og åben kultur, der knytter an til et inkluderende politisk klima i organisationen. En kultur med stærke, støttende politiske relationer, hvor gensidig tillid er centralt. Lenin formulerede det således i 1902: ”...a close and compact body of comrades in which complete, mutual confidence prevails” (citeret efter Paul Le Blanc). Det vil kunne sætte erfarne aktivister med politisk og teoretisk forståelse og organisatoriske evner i stand til at tiltrække nye medlemmer. De erfarne vil kunne støtte de uerfarne politisk og samtidig lade nye medlemmer bidrage positivt til bevægelsesarbejdet. 

8.Eksisterende revolutionære grupper og partier bør ikke se sig selv som den endelige revolutionære organisation. Vækst for en revolutionær organisation kræver deltagelse af mange hundredetusinder af mennesker. Udviklingen af en stor, rodfæstet revolutionær organisation er mere kompleks end en kvantitativ vækst af nuværende organisationer. Hvis organisatorisk enhed ikke er muligt, er den vigtigste opgave at ”kæmpe for størst mulig enhed” og fælles deltagelse i de sociale bevægelser. 

     9.Vi har brug for strategisk orientering. Lukacs skrev i sin korte bog om Lenin - Revolutionens aktualitet - at målet om en socialistisk revolution sætter rammerne for taktiske beslutninger og organisatorisk
praksis. Hver lille detalje er set i forhold til det endelige mål. Det er derfor vigtigt at have en strategisk orientering: Hvad er de centrale prioriteringer for at komme tættere på de endelige mål? Bolsjevikkerne havde deres egne "tre hvaler" (udtrykket kommer fra russisk folklore) - centrale strategiske mål, der guidede deres praksis. Hvilke hvaler, kan du læse om hvis du virkelig går i dybden i bolsjevikkerne historie.

10.Klar strategisk retning er ikke nok. Klare socialistiske visioner er også nødvendige. Hvis vi seriøst vil et radikalt socialistisk alternativ, skal vi kunne tale om det. Vi skal kunne beskrive, hvad vi går ind for, ikke kun hvad vi er imod. Vi har brug for at ”get increasingly specific and practical about the socialist alternative to capitalism, building organisations and movements that can develop mass consciousness and mass struggles capable of bringing about that alternative." 

Tak fordi du overlevet hele bloggen og som tak får du denne lille gave. For uden revolutionær teori, ingen revolutionær praksis og uden revolutionær praksis, ingen revolutionær teori.