Ifølge Det kinesiske Statistikbureau steg antallet af »masse-episoder« (群体性事件) i Kina fra 8.700 i 1993 til 87.000 i 2005 – hvilket formentlig er årsagen til, at dette nøgletal efterfølgende er blevet stemplet som en »statshemmelighed.«[1]

Der er dog bred enighed blandt iagttagere om, at tallet er fortsat med at stige, og sociologen Sun Liping vurderer, at tallet nåede op på 180.000 i 2010.[2] Ifølge viceformanden i Shenzhens afdeling af den officielle fagforening er strejker blevet »så almindelige som ægteskabelige skænderier.«^[3]

Dette er sket, selv om strejkeretten blev slettet fra Kinas forfatning i 1980, og selv om opfordringer til at strejke har udløst lange fængselsdomme.^[4]

En af de mest prominente iagttagere af det kinesiske arbejdsmarked noterede for nylig, at Det Kinesiske Kommunistparti (KKP) nu helt har opgivet sin støtte til arbejderklassen og derved har forårsaget den kinesiske arbejderklasses omtrentlige disintegration.^[5] Hvordan er det sket? Hvordan har den kinesiske arbejderklasse – der ifølge den kinesiske forfatning stadig, i forening med de kinesiske bønder, er landets egentlige herskere – i den grad mistet status og privilegier i en periode, hvor dens rækker er vokset med mere end 100 millioner medlemmer?

Der er blevet givet en række forklaringer på dette spørgsmål.

Nogle har fokuseret på, at den kinesiske regering har været i stand til at bruge retsliggørelse, ikke blot til at rette op på sit legitimitetsunderskud, men også til at kanalisere arbejderuro ind i retssystemet, hvilket har drevet kiler ind mellem arbejderne og obstrueret kollektiv mobilisering.^[6]

Andre har peget på, at den kinesiske regerings undertrykkelse af civilsamfundet både har modvirket organisering og gjort kineserne til et folk af individer med usædvanlig lav appetit efter samarbejde.[7]

Ifølge en tredje teori har det kinesiske regime været i stand til at underminere beskyttelsen af arbejderne ved at tillade udenlandske virksomheder at operere i Kina, hvilket har anskueliggjort socialismens underlegenhed for de kinesiske arbejdere.[8]

Endelig peger nogle på, at Kina mangler en tradition for individ-baseret »retsbevidsthed,« og derfor, hævdes det, bør nutidens arbejderuro tolkes som udtryk for en århundredgammel »regelbevidsthed,« der får demonstranter til at formulere deres ankepunkter i de for tiden gældende regime-sanktionerede termer for bedre at slå en handel af med den autoritære stat.^[9] Pga. denne dybe historiske kontinuitet, hævdes det, forbliver kinesiske demonstranter systembevarende snarere end systemomstyrtende.^[10]

I det følgende vil jeg demonstrere, hvorfor disse forklaringer er utilstrækkelige.

Denne artikel tager udgangspunkt i den sydende uro på det kinesiske arbejdsmarked i et forsøg på at besvare to spørgsmål:

1. Hvori består de klagepunkter, der har gjort strejker og demonstrationer blandt Kinas arbejdere så almindelige?
2. Synes de i litteraturen gængse forklaringer på, hvorfor den kinesiske arbejderklasse står så uorganiseret at stemme overens med, hvad interviews med kinesiske arbejdere røber?

Som empirisk materiale trækkes på hen ved 1.000 udsendelser af radioprogrammet Workers’ Voices, der består af interviews med aktører på det kinesiske arbejdsmarked, heraf langt fortrinsvis arbejdere.

Foruden at systematisere arbejdernes hyppigste klagepunkter, vil jeg i konklusionen pege på nogle væsentlige årsager til, at den kinesiske arbejderklasse i så bemærkelsesværdig grad har undladt at slutte sig sammen.

Præsentation af kildemateriale

Siden 2001 har den i Hong Kong-baserede NGO China Labour Bulletin (CLB) bragt et ugentligt radioshow under titlen Workers’ Voices, hvor organisationens grundlægger, Han Dongfang, dykker ned i igangværende sager fra Fastlandskinas arbejdsmarked.

Han Dongfang påtager sig rollen som undersøgende journalist og interviewer arbejdere, arbejdsgivere, embedsmænd, journalister og andre (langt overvejende dog utilfredse arbejdere), men han påtager sig også rollen som rådgiver for arbejderne og forsøger at vejlede dem i, hvordan de mest effektivt kan forfølge deres muligheder.

Der findes ca. 1000 episoder af Workers’ Voices på nettet (hver af 10-12 minutters varighed), og disse interviews udgør hovedparten af det empiriske materiale, jeg har undersøgt for at finde ud af, hvordan kinesiske arbejdere forsøger at overkomme de udfordringer, de står over for.

Vurdering af kildematerialet

To centrale spørgsmål må stilles til Workers’ Voices-udsendelserne:

1. Hvor pålidelige er interview-personerne?
2. Hvad er styrkerne og svaghederne ved interviewene som historiske kilder?

Overordnet set må de interviewede anses for at være troværdige. CLB gør meget for at verificere deres identitet, og anonymitet tillades uhyre sjældent. Desuden er Han Dongfang en ihærdig researcher, der forsøger at høre alle parter og normalt kun accepterer førstehåndsberetninger.

Dette betyder naturligvis ikke, at samtlige enkeltheder kan stå til troende, for sagerne er ofte komplicerede, og den menneskelige hukommelse er en egensindig si.

Men det at sagerne almindeligvis involverer mange personer, og at programmerne ofte sendes, mens begivenhederne udspiller sig, betyder formentlig, at de interviewede bestræber sig på sandfærdighed.

Dette gælder både, fordi de interviewede håber på, at samtalen med Han Dongfang vil give dem folkelig opbakning, og fordi det at sprede løgne om myndighederne er en alvorlig forbrydelse i Kina (og myndighederne er involverede, på den ene eller anden måde, i de fleste af sagerne).

Endvidere har CLB høj troværdighed hos bl.a. Amnesty og Human Rights Watch, og Han Dongfang har modtaget både The David W. Burke Distinguished Journalism Award (2003) og The Gleitsman Foundation's International Activist Award (2005).

Alt i alt mener jeg, at interviewene er en glimrende kilde til at forstå, hvordan kinesiske arbejdere ser på deres problemer og muligheder, samt til forståelse af hvordan de anskuer Det Kinesiske Kommunistpartis (KKP) legitimitet og den tiltagende retsliggørelse af det kinesiske samfund.

At udvælgelsen af sager foretages af folk i (aktivist-)mediebranchen sikrer, at sagerne har offentlig resonans, og det forholdsvis store antal interviews sikrer, at en bred vifte af problemer og synspunkter bliver behandlet.

Kort beskrivelse af det kinesiske arbejdsmarkeds historie

Så snart KKP kom til magten i 1949, ophøjede de egalitarisme og lokal selvforsyning til industriproduktionens hovedprincipper. Et stærkt ønske om at indføre ro og orden efter årtiers krig og uro var formentlig en del af baggrunden for inddelingen af befolkningen i to klart adskilte typer: »bønder« og »ikke-bønder.«

Under dette system blev bønderne udelukket fra en række sociale goder, som byboerne nød godt af, og lokale KKP-afdelinger fik ansvaret for borgernes sociale reproduktion. Ethvert ønske om rejser, flytning, skifte af arbejdsplads m.v. skulle herefter godkendes af partiet.

For al arbejdskraft, undtagen den i landbruget, indførtes et system, hvorunder staten bestemte hvilke arbejdere (i bred forstand, dvs. inkl. lærere, læger, journalister osv.), der skulle arbejde på hvilke arbejdspladser.

Disse arbejdspladser var imidlertid langt mere end arbejdspladser i ordets gængse betydning; de fungerede nemlig som små selvstændige enheder, der tog sig af stort set alle aspekter af arbejdernes liv, lige fra børnepasning og lægebesøg til underholdning og kremation.

Der var imidlertid også internt i arbejderklassen betydelige forskelle i arbejdsforhold og aflønning, og mens størstedelen af arbejderne på de store statsejede virksomheder havde livslang ansættelse og adgang til en bred vifte af goder, var midlertidig ansættelse (hvilket betød lavere aflønning og ringere adgang til sociale goder) ikke ualmindelig på de virksomheder, der blev drevet af provins- og lokalregeringer – hvilket affødte konfrontationer, så snart den generelle ro og orden svækkedes, såsom under Det Store Spring Fremad og Kulturrevolutionen.[11]

Sammenlignet med bønderne nød arbejderne dog generelt en høj levestandard og blev omtalt som såvel deres arbejdspladsers som statens »herrer.«[12]

Efter Kulturrevolutionens kaos (1966-1976) og Mao Zedongs død (1976) satte den mere pragmatiske klike omkring Deng Xiaoping sig på magten og afstak en kurs mod gradvis økonomisk liberalisering, der har været fastholdt siden.

De tre væsentligste reformtiltag bestod i:

1. Indførslen af et »to-strenget prissystem,« hvor under virksomheder fik lov til at sælge de produkter, de kunne producere ud over deres kvote (som staten aftog til en fast, lav pris), til markedspriser.
2. Eksperimenter med andre ejerskabsforhold, bl.a. landsbyejede industrivirksomheder der gradvist blev til privatejerskab i mange tilfælde.[13]
3. Som konsekvens af de to nævnte reformer, samt Kinas langsomt forøgede samhandel med omverdenen, fik mange statsejede virksomheder stadig sværere ved at klare konkurrencen, og regimet valgte det kontroversielle træk at lade en del statsejede virksomheder privatisere, mens andre blev erklæret bankerot. Lukninger, indskrænkninger og salg betød, at der forsvandt mere end 60 millioner arbejdspladser i Kinas statsejede og kollektivt ejede virksomheder mellem 1993 og 2006.[14]

To af de største problemer for de statsejede virksomheder var overbemanding (afledt af at myndigheder havde maskeret arbejdsløshed ved at opmuntre virksomheder til at ansætte overflødigt personale), samt en aldrende arbejdsstyrke for hvilken virksomhederne skulle betale pension og hospitalsregninger.

I et forsøg på at løse disse to problemer, og dermed øge de statsejede virksomheders konkurrencedygtighed, blev mulighederne for at hyre midlertidigt personale gradvist forbedret, og op gennem 1990’erne blev der eksperimenteret med en række ordninger, der gjorde det muligt for de gældsplagede virksomheder at svække båndene til en del af deres arbejdsstyrke.

I det første tiår blev mange arbejdere sendt hjem uden løn, men de bibeholdt deres tilknytning til arbejdspladsen og var dermed stadig sikret pension og sygeforsikring.

I slutningen af 1990’erne indførte regeringen forskellige tiltag, der gjorde det muligt for virksomheder helt at bryde båndene til en del af deres arbejdsstyrke mod at betale de fratrædende arbejdere en engangssum.

I bagklogskabens lys står det klart, at det kinesiske arbejdsmarked over en tyveårig periode gradvist blev forvandlet fra et system med livslang ansættelse og vidtrækkende sociale goder til et system præget af kortvarige ansættelser og individualiseret godefordeling.[15]

Disse effekter har dog påvirket forskellige regioner forskelligt.

Langt den hårdest ramte region har været de nordøstlige provinser, hvor millioner af arbejdere så deres »risskål af jern« revne, da de blev fritstillet fra ansættelsesforhold (der endog var arvelige på nogle fabrikker) og dermed måtte se deres pension og sygeforsikringer kraftigt reduceret, og i nogle tilfælde fordufte helt.

Sydøstkina derimod har nydt fordel af en stor og ungdommelig arbejdsstyrke samt af centralregeringens eksperimenter med at tillade udenlandsk investering lokalt i disse egne.

Den blomstrende økonomi i sydøst har tiltrukket mere end 100 millioner migrantarbejdere, i daglig tale kaldet »den flydende befolkning,« fra de fattigere provinser inde i landet til et arbejdsmarked, der må beskrives som noget i retning af Manchester-kapitalisme.

Alle arbejdere skal ifølge loven være medlem af den statsdrevne kinesiske fagforening (ACFTU), men selvstændig organisering straffes hårdt.

Et væsentligt element i Kinas hurtige industrialisering og landets succesfulde tiltrækning af udenlandsk investering har været det forholdsvis uregulerede arbejdsmarked.

Da KKP makulerede det socialistiske produktionssystem, viste arbejdstagerne sig, som så mange af deres østeuropæiske fæller, ude af stand til at forsvare deres juridiske rettigheder, og selv ikke de smukkeste grundlovsfæstede fraser kunne afbøde en voldsom reduktion i jobsikkerhed.[16]

Privatiseringsprocessen i sig selv er også foregået under ofte uklare omstændigheder. Og denne manglende lovbundethed har, som Antoine Kernen har gjort opmærksom på, sat landets politiske elite i stand til at tilrane sig en stor del af statens ejendom – ofte ved at opsplitte statsejede virksomheder, købe de rentable dele fordelagtigt og lade de urentable gå fallit.[17]

At KKP således havde forrykket sin loyalitet, blev signaleret i 1999, da nationens »arbejderpris« blev ændret til en »medarbejderpris,« hvorved den blev tilgængelig for ledere, ingeniører, osv. Tre år senere begyndte partiet endog at optage selvstændige forretningsdrivende som medlemmer.[18]

Det skal imidlertid også bemærkes, at selv om Kinas arbejdere i væsentlig grad har mistet statens beskyttelse, er lovgivningen til håndtering af arbejdsmarkedsdisputter blevet styrket gentagne gange siden 1980’erne.

I løbet af 1990’erne blev der indført regler, der har gjort det muligt for arbejdere at stævne deres arbejdsgiver for manglende lønbetaling og farlige arbejdsvilkår, og med Arbejdskontraktsloven af 2008 fik arbejdsgiveren pålagt at sørge for sygeforsikring og pensionsindbetalinger i selv korte ansættelsesforhold.[19]

Imidlertid har selv statsejede virksomheder ofte forsømt at foretage de af loven påbudte indbetalinger, mens de desuagtet har fortsat med at fratrække et beløb til disse indbetalinger fra deres arbejderes løn.

Alt i alt er statutterne til beskyttelse af arbejderne blevet langt mere finmaskede i løbet af de seneste to årtier, men implementering er fortsat en akilleshæl lokalt.

To typiske sager fra det kinesiske arbejdsmarked

Demonstrationer i Daqing
I marts 2002 oplevede Kina nogle af de største arbejderdemonstrationer efter Folkerepublikkens etablering i 1949, da tusindvis af fyrede arbejdere fra de enorme oliefelter omkring Daqing i Nordvestkina gik på gaderne.

De første to interviews, Han Dongfang foretager for at afdække begivenhederne, involverer en lokal politimand og en kadre fra de lokale myndigheder.

Hvor betjenten er uvillig til at diskutere antallet af demonstranter, giver kadren et estimat på 50.000, og han tilføjer, at han sympatiserer med arbejderne, fordi olieselskabets lederskab ødsler store summer bort på ekstravagante festmåltider.[20]

De efterfølgende interviews med arbejdere afslører konflikter, der optræder igen og igen i Han Dongfangs samtaler med arbejdere og tidligere arbejdere i statsejede virksomheder: Drivfjederen er utilfredshed med den teoretisk set frivillige fratrædelsesordning, der ophæver ansættelsesforholdet i et eller andet omfang, mod betaling af en engangssum.

De tidligere arbejdere er vrede over, at olieselskabet har indstillet udbetalingen af tilskud til varmeudgifter, og mens nogle af arbejderne demonstrerer foran selskabets lokale hovedkvarter, har andre lagt sig på byens jernbaneskinner.[21]

Den følgende dag taler Han Dongfang med en buskontrollør, der beskriver, hvordan 30.-40.000 arbejdere havde blokeret trafikken i centrum, indtil deres rækker blev splittede af politiet med assistance fra gendarmeriet (CAPF).

Han Dongfang erfarer også, at arbejderne forsøger at etablere en provisorisk organisation til at varetage deres krav, mens repræsentanter fra Kinas officielle fagforening har afvist at bistå arbejderne, da disse ikke længere er formelt ansat af olieselskabet.

Han Dongfang interviewer desuden en nuværende arbejder, der ikke støtter arbejdernes krav, for – som hun siger – de underskrev jo fratrædelsespapirerne frivilligt.[22]

I løbet af de næste par dage fortsætter arbejderne deres belejring af selskabets kontorer, og en af dem fortæller, at indstillingen af varmetilskuddet ikke er deres eneste klagepunkt; de er også vrede over, at den fratrædelsessum, de modtog, er mindre, end en mellemleder nu modtager i årlig gage. Desuden er udgifterne til sygeforsikring steget voldsomt, hvilket har udhulet deres opsparing.[23]

Da Han Dongfang tolv dage senere vender tilbage til sagen, har ledelsen angiveligt tilsvejset døren til deres kontorbygning, mens demonstranterne har blokeret for trafikken i centrum i to dage. Der er endog rygter om, at politibetjente er kommet til skade under et forsøg på at opløse demonstrationen.[24]

I næste runde af interviews taler Han Dongfang med en arbejder, der hævder, at et antal demonstranter er blevet tilbageholdt af politiet, og at en af dem har påbegyndt en sultestrejke.

Han taler også med en kvinde, der forklarer, at selv om hun underskrev fratrædelsespapirerne, så gjorde hun – og 90% af hendes kolleger – det kun, fordi deres værkfører hævdede, at kun således kunne selskabet overleve. Nu, et år senere, trives virksomheden, og hun føler sig snydt.

Sideløbende synes demonstrationerne at fluktuere med vejret og med de lokale politistyrkers standhaftighed.

Han Dongfang taler også med et medlem af en lokal naboskabskomité, der forsøger at tale demonstranterne fra deres sag for at »opretholde social harmoni.«[25]

Omsider, efter 75 dages periodiske protester bliver konflikten løst ved, at selskabet delvist opfylder de tidligere arbejderes krav.

Trods en ihærdig indsats fra Han Dongfang lykkes det aldrig for ham at verificere rygterne om voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter, og han finder heller aldrig ud af, om en gruppe demonstranter virkelig blev tilbageholdt af politiet.[26]

Der er mange karakteristiske træk ved denne sag, der går igen i utallige andre sager på CLB: uklarheden omkring de fratrådte arbejderes juridiske rettigheder, vigtigheden af underskrifter, manglen på organiseret dialog mellem arbejdere og ledelse, den officielle fagforenings modvilje mod at engagere sig, den uklare rolle spillet af naboskabskomiteerne, den delvise imødekommelse af arbejdernes krav, samt den lange række af uløste spørgsmål.

Tråde som disse udgør vævet i stort set samtlige sager på Workers’ Voices.

Det er hårdt arbejde at gøre tang spiselig
I løbet af sommeren 2008 udspiller der sig i et fiskerleje i den østlige Shandong-provinsen en sag, der illustrerer de problemer, Kinas migrantarbejdere står over for.

En migrantarbejder fra den fattige Henan-provins har ført 80 af sine venner og slægtninge med til fiskerlejet for at deltage i det fysisk opslidende hverv med at forarbejde tang til 800 yuan om måneden; for sin rolle som arbejdskraftsformidler er han blevet lovet 400 yuan pr. arbejder til udbetaling efter sæsonens ophør.^[27]

Som det er sædvane, skønt klart ulovligt, beholder chefen arbejdernes to første månedslønninger som en slags depositum for at afholde arbejderne fra pludselig at skifte job, og i stedet for løn udbetaler han kun et beskedent beløb til at dække arbejdernes leveomkostninger.^[28]

Ikke desto mindre forlader omtrent 25 af arbejderne af forskellige årsager fiskerlejet i løbet af de første par måneder, hvilket udløser den første runde af konflikter med arbejdsgiveren, der nægter at udbetale deres optjente løn, eftersom de rejser i utide.

Da beløbet er relativt beskedent, og de fleste af arbejderne er for syge til at tage kampen op, ender de med at rejse tomhændede.^[29]

Efter fem måneder med 10-12 timers arbejdsdage ugens samtlige syv dage, indfinder højsæsonen sig, og chefen insisterer på, at den daglige arbejdstid må forøges til 14-15 timer.

Det får arbejderne til at kræve lønforhøjelse, og chefen accepterer at hæve lønnen med 25% de følgende tre måneder.

Denne venskabelige overenskomst får imidlertid ende, da endnu 17 arbejdere, der hævder at være udmattede i sundhedsskadelig grad, vil rejse hjem før højsæsonen er slut.

Chefen nægter, som tidligere, at udbetale arbejderne deres »deposita,« hvilket gør de øvrige arbejdere så vrede, at de nægter at genoptage arbejdet, før konflikten er løst.^[30]

Da chefen viser sig uvillig til at forhandle, kontakter arbejderne det lokale arbejdskontor, der tager kontakt til de lokale myndigheder, der ringer til chefen og beder ham om at udbetale arbejderne deres tilgodehavende.

Chefen nægter imidlertid at skille sig af med det fulde beløb, og til sidst bliver konklusionen, at de kvindelige arbejdere modtager et lavere vederlag end deres mandlige kolleger (chefen hæver, at kvinderne ikke har arbejdet så hårdt som mændene).^[31]

Til slut modtager samtlige arbejdere forskellige summer, fordi chefen fratrækker pengeboder for at være mødt for sent på arbejde, for at have haft sygeorlov, m.v., og arbejderen fra Henan, der havde bragt sine venner og slægtninge med sig, ender med at få mindst af alle, da chefen bebrejder ham miséren.

Derfor, forklarer denne, må han, hans kone og deres datter fortsætte med at påtage sig løsarbejde for at finansiere deres to sønners universitetsudgifter.^[32]

Efter at have optrævlet sagens forløb vender Han Dongfang sig imod sagens juridiske aspekter, og han erfarer, at parterne faktisk har underskrevet den lovforeskrevne arbejdskontrakt. Den indeholder imidlertid ingen bestemmelser om, hvad der skal ske, hvis en af parterne ønsker at ophæve ansættelsesforholdet før kontraktens udløb.^[33]

Fra arbejdernes udsagn er det tydeligt, at de ved meget lidt om deres juridiske rettigheder:

»Han Dongfang: Kender du noget til fagforeningsloven?

Arbejder: Nej

[...]

Han Dongfang: Hvad med arbejdsloven?

Arbejder: Den kender jeg. Jeg har den her.

[...]

Han Dongfang: Hvad ved du om arbejdsloven?

Arbejder: Jeg ved, at en boss skal betale løn til sine arbejdere.

Han Dongfang: Det er vist snarere almen viden. Hvad mere? Kender du nogle specifikke bestemmelser?

Arbejder: Øhm… Man må ikke undertrykke eller herse [med arbejderne].

Han Dongfang: Har du læst arbejdsloven?

Arbejder: Jeg har den. Jeg skal til at begynde at læse den. Jeg forstår den stadig ikke.«^[34]

Det sidste, vi hører fra sagen, er, at sjakbajsen har fået en del af sin ubetalte løn, efter at hans lokale arbejdskontor i Henan har kontaktet myndighederne i Shandong, og han håber stadig at få fingre i det resterende beløb.

I de bestræbelser har han fået en af sine sønner til at skrive om sagen på et website, i håb om at det vil gavne hans sag.

Denne sag minder om talløse andre på Workers’ Voices. I løbet af det seneste årti er det blevet almindeligt, at arbejdsgivere lever op til kravet om ansættelseskontrakter, men disse er stadig ofte formuleret i upræcise termer, der ikke adresserer let forudseelige problemer.

Endvidere opkræver mange private arbejdsgivere fortsat et lovstridigt depositum fra deres ansatte – enten i form af de første måneders løn eller i form af deres identifikationspapirer – hvilket giver dem et overtag i mindre disputter.

Det er også karakteristisk, at lokale arbejdskontorer er kommet til at spille en rolle i konfliktløsning, om end deres konkrete assistance varierer betydeligt fra sag til sag.

Endelig er det værd at bemærke, at arbejderne i denne sag ender med vidt forskellige erfaringer.

Nogle opgiver tidligt jobbet og får intet ud af deres arbejdsindsats, andre forbliver på deres post og får en pæn sjat penge med hjem, mens de udsatte grupper (her, som i så mange andre sager, kvinderne og de sygdomsramte) får mindre end deres retmæssige løn, mens en lille gruppe får mén af arbejdet og må kæmpe i lang tid for at få bare en del af deres hospitalsudgifter dækket.

Alt i alt er det ofte de stærkeste, der får mest ud af deres indsats, og nogle få – ofte de mest entreprenante og risikovillige – kan tjene store summer på kort tid.

Efter denne impressionistiske gennemgang af to typiske sager vender vi blikket imod en mere systematisk beskrivelse af de arbejdsrelaterede konflikter i Kina.

Hvad er arbejderne utilfredse med?

En af de overraskende konklusioner, der kan drages på baggrund af interviewene fra Workers’ Voices, er, at urimelige arbejdsbetingelser sjældent er en arbejdskonflikts udløsende årsag; sagen om tangarbejdere er usædvanlig i den henseende.

En stor del af konflikterne drives af manglende udbetaling af løn for beordret overarbejde, eller fordi en virksomhed går i betalingsstandsning, eller fordi ledelsen reducerer den udbetalte løn under henvisning til sygdom, utilfredsstillende arbejdsindsats eller lignende.

En anden hyppig konfliktgrund består i, at faste arbejdere udskiftes med løsarbejdere – og skønt dette strider mod lovgivningen, foregår det også ofte i statsdrevne sektorer.

I Kina opereres med forskellige lønsystemer for uddannede og uuddannede lærere, og i takt med at lokalregeringerne i stigende grad bliver holdt ansvarlige for deres budgetter, er de begyndt at ansætte uddannede lærere til den lavere takst, mens de udfaser den dyre og mere erfarne del af lærerstaben. Som det ses mange andre steder i verden, bruges lignende kontraktmæssige manøvrer af såvel offentlige som private arbejdsgivere til at reducere anciennitetstillæg.

En tredje årsag til konflikt involverer arbejdere, der imod eget ønske har fået udstedt aktier i stedet for løn. Når dette fører til klager, sker det oftest, fordi aktierne i løbet af udstedelsesprocessen falder i værdi, forvandles til gældsbeviser, eller, i et enkelt tilfælde, fordi arbejderne efter flere års ventetid får udstedt aktier i et firma, de aldrig har hørt om.

I de ældre industriområder i Nordøstkina drejer størstedelen af konflikterne sig om ophævelsen af ansættelsesforhold, hvilket i langt de fleste tilfælde er sket ifølge ovenfor omtalte ordning, hvor arbejderne har modtaget et engangsbeløb for at fraskrive sig pensioner, sygeforsikring, m.v.

En stor del af konflikterne handler om, at arbejdere accepterede engangsbeløbet på et tidspunkt, hvor deres virksomhed var i vanskeligheder, men efterfølgende er virksomheden kommet på fode igen, mens arbejdernes udgifter til sygeforsikring, husleje og fødevarer er steget voldsomt.

»Han Dongfang: Så ingen af jer tog fratrædelsespapirerne alvorligt?

Pensioneret landinspektør: Nej, vi havde aldrig troet, at dette land kunne forandre sig så hurtigt. Forskellen mellem rig og fattig er for stor, alt for stor.«^[35]

Oven i de hastige forandringer kommer det, at mange af fratrædelsesordningerne har været uklare – i det mindste for arbejderne, hvoraf mange hævder, at de ikke havde gjort sig begreb om implikationerne ved at kappe forbindelsen til det firma, som de følte sig som medejere af, og hvor de havde tilbragt hele deres arbejdsliv.

I det hele taget er det forbløffende, hvor ofte arbejderne er i tvivl om basale spørgsmål – lige fra fagforeningens rolle og indholdet i deres ansættelseskontrakt til hvor mange penge de har til gode hos deres arbejdsgiver, samt også – ofte efter sammenlægninger og opsplitninger – hvem deres lovformelige arbejdsgiver egentlig er (hvilket er afgørende i tilfælde af ulykker og sygdom).

Hertil kommer den uklarhed, der ofte omgærder konkurser og virksomhedsoverdragelser i Kina, hvor arbejdere ofte forventer, at staten overtager deres udgifter til sygeforsikring; ikke mindst når det er en statsejet virksomhed, der drejer nøglen om.

Vi kan foreløbig konkludere, at det er uenighed om lønudbetalinger – særligt i forbindelse med overarbejde – og ikke barske arbejdsforhold, der udgør den centrale årsag til konflikter på det kinesiske arbejdsmarked.

De to andre hyppige konfliktårsager er den stigende brug af løsarbejdere på bekostning af faste arbejdere, og uenighed om fratrædelsesordninger for medarbejdere i principielt livsvarige stillinger.

Et væsentligt element i alt dette - og et element der er blevet negligeret af tidligere forskning – er de utroligt hastige forandringer, der foregår på Kinas arbejdsmarked, samt den meget lave gennemsigtighed, der har karakteriseret mange af forandringerne fra socialisme i retning af kapitalisme.

Efter at have studeret grundene til de mange arbejderprotester, er det nu tid til at se på, hvordan arbejderne forsøger at kæmpe for deres sag.

Hvad forsøger de at gøre ved deres situation?

Utilfredse kinesiske arbejdere anlægger tre grundstrategier for at kæmpe for deres sager: de indgiver begæringer til myndighederne, de går til domstolene, og de forsøger at opnå folkelig opbakning via demonstrationer og medieomtale.

Klager og begæringer

Den primære instans, hvor kinesiske borgere formelt kan indberette klager og begæringer til de kinesiske myndigheder, kaldes »xinfang-kontorer« (hvilket direkte kan oversættes som »brev-og-besøgs-kontor,« men her er valgt »klagekontorer,« hvilket mere præcist beskriver deres funktion), og de er tilknyttet de væsentligste instanser, hvor borgere har myndighedskontakt.

En klage skal først indberettes på det laveste, lokale niveau, og kun hvis sagens afgørelse her ikke tilfredsstiller borgeren, har denne ret til at fortsætte videre opad i systemet.

Antallet af indgivne klager er steget voldsomt de seneste tyve år, men synes efter 2005 at have stabiliseret sig omkring 11-13 millioner klager årligt.^[36]

Ligesom retsvæsenet har klagekontorerne ofte haft svært ved at gennemtrumfe deres afgørelser over for myndigheder og velhavende virksomheder; noget en række lovændringer har forsøgt at rette op på over det seneste tiår.

Det overordnede indtryk man får af Workers’ Voices er, at forbløffende mange lokale embedsmænd hyrer bøller eller indsætter politi for med fysisk magt at hjemtransportere folk, der er rejst til provinshovedstæderne for at klage.

Trods den ofte hårdhændede behandling og de overvejende ringe muligheder for at få medhold hos de administrative instanser, opfatter langt hovedparten af de interviewede klagesystemet som legitimt, og stort set ingen stræber efter at udvirke lovændringer; hvad de ønsker, er omgørelse af den specifikke administrative afgørelse i deres egen sag.

Undersøgelser har ikke overraskende vist, at folk med høj økonomisk og social kapital klarer sig bedst i systemet (heriblandt militærveteraner og tidligere »mønsterarbejdere«).^[37]

Det er imidlertid også værd at bemærke, at systemets design – med den teoretisk set let tilgængelige, men utroligt indsatskrævende adgang til at anke kendelser – er uhyre velegnet til at opsuge utilfredshed ved at stille medhold i sigte som bytte for ihærdighed.

Domstolsvejen

Mange sagsøgende arbejdere oplever, at domstolene ringeagter dem og afviser deres sager uden begrundelse, medmindre de hyrer en sagfører, og mange hævder, at denne så bliver bestukket af modparten.^[38] I nogle tilfælde gennemtvinger dommeren forlig, der er højst utilfredsstillende for sagsøgeren.^[39]

Endvidere må mange arbejdere opgive deres sager pga. høje domstolsgebyrer og advokatsalærer. Som en gruppe arbejdere, hvis advokat havde rådet dem til at forsøge sig i det administrative i stedet for det retslige system, forklarer: »Han tog en meget høj betaling for dette råd. Vi tør ikke opsøge flere advokater – de vil kun ha’ penge.«^[40]

Dette bliver værre af, at domstolene fattes magtmidler og i endnu højere grad end det administrative system jævnligt må opgive at gennemtvinge deres afgørelser.

Trods disse fundamentale problemer synes der at herske enighed blandt arbejderne om, at deres problemer alene skyldes lokal korruption, ikke dårlig lovgivning, og de er villige til at bruge enorme mængder energi på at tilvejebringe mørnede dokumenter og objekter med juridisk beviskraft.

Som C.K. Lee citerer en arbejderrepræsentant for at sige: »Du er nødt til at tale om love, hvis du vil tale med regeringen. Ellers kan de bare ignorere dig.«^[41] En kadre siger: »Så snart folk lærer noget om loven, bliver de umulige at regere.«^[42]

Alt i alt er det almindeligt at høre arbejdere tale om deres sager med termer såsom »lov,« »rettighed,« og »demokrati.«

Medier og offentlige protester

Den tredje vej, kinesiske arbejdere betræder i deres forsøg for at kæmpe for deres sager, består i strejker og demonstrationer.

En stor del af strejkerne i Kina er beregnet på at opnå folkelig opbakning og tvinge myndighederne til at gribe ind, og protestaktioner handler i stigende grad om at få bragt urimelige forhold i medierne.

I takt med pluraliseringen af medieudbuddet fremhæver stadig flere arbejdere, at medieopmærksomhed – både fra etablerede dagblade og private blogs – har været af væsentlig betydning i deres sager.[43]

En interessant sag involverer en arbejder, der har fået silikose, og efter mange års forgæves kamp lykkes det ham omsider at få udbetalt erstatning, da han får sin sag omtalt i medierne og dermed får lagt pres på sin arbejdsgiver.^[44]

Måske endnu vigtigere end de direkte effekter, som nyhedsdækning kan have, er den følelse af sikkerhed, som de nye informationsteknologiske muligheder tilbyder.

I mere end en snes sager nævner arbejdere, at de føler sig sikre, fordi deres sager har været i offentlighedens søgelys.^[45]

Det er værd at bemærke, at denne sikkerhedsfølelse ikke kun opstår af kontakt med pressen, men også kan opstå ved ejerskab af en mobiltelefon.

Som en arbejder siger: »De [bøller, antageligvis hyret af arbejdsgiveren] tør ikke gøre os noget, ikke sådan som information kan cirkulere nu til dags. Vi kan bare ringe 110 [politiet] eller til en journalist.«^[46]

Et markant eksempel på pressens magt tilbydes af en sag i Ningbo, hvor en landsby har besluttet sig for at afholde en kontroversiel, men lovlig, mistillidsafstemning rettet mod deres lokale lederskab. Da de inviterede journalister meddeler, at de alligevel ikke kan komme på den berammede dag, udskyder landsbyen afstemningen for at indpasse sig i journalisternes kalender.^[47]

I det hele taget bruger arbejdere væsentlige ressourcer på at dokumentere deres egne sager, særligt ved brug af videokameraer og telefoner.^[48]

Det markerer et interessant skift i magtforholdene, for indtil for få år siden, var det næsten kun politiet, der bar kameraer ved uroligheder. Brugen af nye medier bringer også teknologi-kyndige unge ind i sager, der involverer deres forældre, fordi de kan publicere sagerne on-line.^[49]

Nogle er så desperate for medieopmærksomhed, at de betaler journalister for at dække deres sag.^[50]

Konklusion

Hvorfor har så mange af Kinas arbejdere oplevet stagnerende status og levestandard over de seneste to årtier? Og hvorfor har den kinesiske arbejderklasse været ude af stand til at forsvare deres forfatningsmæssige rettigheder i en epoke med svulmende rækker?

Disse spørgsmål forsøgtes besvaret gennem en analyse af interviews transmitteret af det Hong Kong-baserede radioshow Workers’ Voices i perioden 2001-2010.

Denne konklusion vil fokusere på tre spørgsmål: Hvorfor er der så megen arbejderuro i Kina? Hvordan forsøger arbejderne at kæmpe for deres sager? Synes de forklaringer, der oftest fremsættes til at forklare den lave kollektive mobiliseringsgrad i Kina, at finde bekræftelse i det empiriske materiale analyseret her?

Analysen endevendte de stridssten, der årligt fremprovokerer uro på tusindvis af kinesiske arbejdspladser, og det blev fastslået, at den udløsende faktor ofte er manglende udbetaling af løn, særligt på fallittruede fabrikker.

På de statsejede virksomheder fremkaldes mange protester af lukning eller privatisering, hvor det er uklart, hvem der – om nogen –  overtager ansvaret for at betale de stærkt stigende udgifter til sygeforsikring og pensionsindbetalinger; to typer ydelser arbejderne har anset for at være livslange.

Mange steder fremkalder det uro, når virksomheder – såvel private som statsejede – introducerer brugen af midlertidig og lavtlønnet arbejdskraft, hvilket ofte gøres ved at udnytte smuthuller i loven til at udlicitere arbejdsopgaver.

Og fordi mekanismerne til at håndtere disse lokale konflikter er så ringe – ofte er arbejdernes fagforeningsrepræsentanter håndplukkede af ledelsen (og ikke sjældent udvalgt blandt virksomhedens ledere) – er arbejderne tvunget til selv at opfinde måder at kæmpe for deres sag på.

I kampen for deres sager vælger arbejderne mellem tre forskellige metoder: de indsender klager til myndighederne, går til domstolene, eller forsøger via strejker og demonstrationer at føre deres sag i det offentlige rum.

At indsende klager er den hyppigst anvendte af disse metoder, og den beskrives af mange som »den fornuftige« eller »den civiliserede« fremgangsmåde.

De fleste sager løses på lavere niveauer, som regel ved at myndighederne udvirker et kompromis mellem arbejdere og arbejdsgiver, men der er også mange tilfælde, hvor arbejderne forfølger deres sag op gennem det administrative system til provinshovedstaden, eller endog til Beijing.

Noget af det interessante ved dette system er, at dets frie adgang til ankeprocessen legemliggør en mistro over for lokale myndigheder.

Endvidere er det ofte uklart for arbejderne, hvor de skal rette deres klager hen og i henhold til hvilke regler, hvilket fører til mange konflikter med lokale embedsmænd, der blandt andet bliver evalueret på deres evne til at håndtere konfliktsituationer lokalt.

I løbet af det seneste årti er der sket en markant vækst i antallet af arbejdere, der går til retten med deres klager; nu til dags vælger en del arbejdere oveni købet domstolene som deres første strategi, noget der var utænkeligt for blot ti år siden.

Data viser, at arbejderne klarer sig stadig bedre i det retslige system, om end der stadig er alvorlige problemer med uforudsigelige domme og rettens ufuldstændige evne til at sikre håndhævelse.^[51]

Der er fortsat meget begrænset adskillelse mellem administrationen og retsvæsenet, men der er heller ingen forventning om en sådan adskillelse at spore i interviewene.[52]

Som dommer Chen forklarer i en dokumentarserie om det kinesiske retssystem: »Jeg løser 99% af mine sager ved mægling. Det er bedst sådan.«[53]

Selve »arbejderuroen« – strejker og demonstrationer – synes i stigende grad at være forsøg på at opnå offentlig opmærksomhed.

Dette skyldes formentlig, at medierne har fået friere tøjler i de senere år, at informationsteknologi har forbedret mulighederne for selv at offentliggøre sager, samt at såvel virksomheder som myndigheder synes at være blevet mere nervøse for dårlig omtale.

Det er værd at lægge mærke til, at demonstranterne – akkurat som de arbejdere, der forfølger deres sager op gennem det administrative system – nærer meget lav tiltro til lokale embedsmænd og derfor håber at kunne bruge medierne til at opnå højere placerede embedsmænds støtte.

Der er da også ganske mange sager på Workers’ Voices, hvor det at få en sag i medierne har hjulpet arbejderne på afgørende vis.

I det hele taget bliver mediefokus på enkeltsager stadig vigtigere for de politiske processer og resultater i Kina. Således spillede en meget omtalt sag, hvor politiet dræbte en ung mand, der var blevet arresteret for at vagabondere, en afgørende rolle for at få ændret loven om, hvordan politiet skal håndtere migrantarbejdere.[54]

Afslutningsvis skal der peges på en række årsager til den lave mobiliseringsgrad blandt kinesiske arbejdere, der er overset eller undervurderet i den hidtidige forskning, der fokuserer for meget på, at der burde være en sådan mobilisering.

Man negligerer E.P. Thompsons pointe om, at arbejderklassen som klasse »ikke står op som solen på et forud givet tidspunkt,« men først efter »en aktiv proces, der kræver såvel bevidst indsats som omstændighedernes påvirkning.«[55]

En stor del af den hidtidige forskning antager, at når den kinesiske arbejderklasse ikke mobiliserer sig kollektivt, så må det skyldes KKPs snedige tiltag.

Jeg vil derimod hævde, at der er en række faktorer, der er specifikke for den kinesiske situation, som er med til at forklare, hvorfor arbejderne hørt på Workers’ Voices – og beskrevet i de etnografiske studier af kinesiske arbejdsforhold – stort set aldrig nævner organisering på tværs af de enkelte virksomheder som en attraktiv strategi.[56]

Baseret på gennemlytning af interviewene på Workers' Voices kan jeg konkludere, at årsagerne til den lave organisationslyst blandt kinesiske arbejdere groft sagt kan opdeles i to kategorier:

1. faktorer relateret til arbejdsmarkedets organisering og udvikling;
2. kulturelle og teknologiske årsager.

En oplagt, om end meget undervurderet, årsag til at forklare den ringe faglige organisering på tværs af virksomheder består i, at kinesiske virksomheder under kommunismen var ansvarlige for snart sagt samtlige aspekter af deres arbejderes liv, hvilket har skabt en stærk forbindelse mellem den enkelte virksomheds og den enkelte arbejders vé og vel.

Hertil kommer, at maoismens konstante angreb på bureaukratisering samt forestillingen om arbejderne som statens ledere havde betydet, at Kinas arbejdere stod uhyre svagt juridisk set, da erhvervslivet fik stigende del i det politiske lederskab.

Endvidere har væksten på det kinesiske arbejdsmarked indtil videre fortrinsvis været inden for ufaglærte jobs, hvilket gør jobskifte lettere, og da størstedelen af de nye arbejdere har været migranter med svage lokale netværk, har få af dem haft lyst og evne til at kaste sig ind i ofte udmarvende faglig organisering.

Som Leslie Chang noterer, har forandringerne i Kina været forbløffende hastige, »som om alt det, der i USA tog 50 år, i Kina blev komprimeret til et enkelt årti.«^[57]

De nye teknologiske muligheder er en væsentlig del af grunden til, at forandringerne har kunnet foregå så hurtigt, men som interviewene på Workers’ Voices bevidner, har internet og mobiltelefoner også radikalt forstørret arbejdernes »geografiske fantasi« – i den forstand at vækst i en enkelt branche eller på en bestemt egn har kunnet udøve et væsentligt træk i arbejdere fra hele landet, hvilket har gjort arbejdsmarkedet langt mere flydende.

Og det er ikke kun de sociale medier, der ansporer arbejdere til at skifte jobs; de etablerede medier er fulde af historier om self-made millionaires, og disse succeshistorier virker som katalysator for de kinesiske unge, hvoraf mange er vokset op med det pres og de privilegier, enebarnsstatus giver i en kultur med stærk tradition for, at børn forsørger deres aldrende forældre.

Endelig, og meget vigtigt, demonstrerer interviewene, at mange kinesiske arbejdere har en forbløffende stærk tiltro til de centrale myndigheder, hvilket får dem til at anskue problemer som lokale frem for systemiske.

Respekt for – eller ligefrem tilbedelse af – de højeste ledere er naturligvis et fremtrædende element i mange kulturer, men det er muligvis stærkere i Kina end de fleste andre steder, i hvert fald hvis man skal dømme efter Maos endnu ikonografiske status og efter de mange kinesiske sæbeoperaer, hvor kejseren stort set altid skildres som en fejlfri, oplyst enehersker belastet med korrupte rådgivere.

Alt i alt giver gennemlytning af Workers’ Voices mulighed for at udlede en række faktorer, der er med til at gøre lysten til faglig organisering i Kina mindre, end man kunne have forventet.

Bo Ærendal Sørensen modtog i 2012 Arbejderhistorienprisen fra Selskabet i Arbejderbevægelsens Historie for sit universitetsspeciale »Chinese labor mobilization 2000-2010«.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Arbejderhistorie, nummer 1/2013