Det politiske billede på Christiansborg har alt for længe været mudret, og det har for mange været svært at gennemskue, hvem de forskellige partier reelt arbejder for. Venstrefløjen har brugt megen tid på at diskutere med sig selv, og den fraværende kritik af højrefløjens bud på fremtidens Danmark har givet de blå frit spil til at fiske arbejderstemmer. Både Dansk Folkeparti, Venstre og Liberal Alliance har i deres hungren efter vælgere slået sig op som værende de sande arbejderpartier. Og det virker. Arbejderklassen kaster sig i armene på de politikere, der vil forringe deres løn- og arbejdsvilkår og smadre den velfærdsstat, der især er til gavn for dem.

Jeg kunne skrive side op og side ned om, hvad jeg tror, årsagerne er til, at arbejderne flygter, og hvad vi bør gøre ved det. Det må I dog have til gode. Jeg vil nemlig bruge dette blogindlæg til at give et konkret eksempel på, at klassekampen faktisk lever i dansk politik, og at den har fundet sted bag lukkede døre i forhandlingslokalerne den seneste måneds tid.

I sidste uge skred Konservative fra forhandlingerne om en folkeskolereform. Nogle har kritiseret dem voldsomt for at være medieliderlige og for at smutte i allersidste øjeblik. Det kan de som sådan have ret i – det vigtigste for mig er dog substansen i begrundelsen for, at de har trukket sig: Konservative ville ikke være med til at sikre, at alle børn får hjælp til lektierne. Jeg er overbevist om, at De Konservative ikke er dumme. De ved udmærket, at der er mange, der i dag har svært ved at bryde den negative sociale arv, og at obligatoriske lektiecaféer med al sandsynlighed vil hjælpe på dette. Problemet er bare, at de er hamrende ligeglade.

Overklassens børn har nemlig ikke noget akut behov for lektiecaféer, der kan være med til at bryde den sociale arv. De skal nok få hjælp hjemmefra eller af en privatfinansieret lektiehjælper, hvis det skulle være nødvendigt. Derfor er visionen om en folkeskole, der skaber flere mønsterbrydere, ikke en del af de konservatives politik. Konservative kæmper klassekamp - fra oven.

Det samme gør sig gældende hos de andre borgerlige partier. De kæmpede for mere af Bertels Haarders sorte skole. Mærkesagerne var mere holddeling, karakterer fra 4. klasse og mulighed for at dumpe folkeskolens afgangsprøve. Ikke et ord om social arv.

SF har også kæmpet klassekamp i forhandlingerne, men på arbejder- og underklassen side. SF har kæmpet for at skabe en folkeskole med mindre fokus på røv-til-sæde-undervisning, mere fysisk aktivitet, mere samspil mellem teori og praksis og bedre hjælp til de elever, der ikke har boglige forældre. Den negative sociale arv skal brydes, og børnene skal have hjælp til lektierne på skolen, så vi får alle med.

Resultatet er blevet en reform, der på flere områder trækker folkeskolen i den rigtige retning. De borgerliges sejre er som altid ikke så rare, men samlet set får vi en bedre folkeskole. Hvis jeg kunne bestemme, skulle der langt mere omfattende ændringer til, men taget i betragtning af, at SF er det mindste af de fem partier, der er med i reformen, må jeg sgu sige, at mit moderparti har gjort det fremragende.

Det nytter at være indflydelsessøgende og kæmpe klassekamp på Christiansborg.